I bunden af sækken
Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.
Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.
Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!
Den magiske grænse
Første gang jeg så hende kom hun udenom mig på bakken op mod Bellahøj. Majestæstisk, høje hæle, sorte nylonstrømper, stilren frakke og hvid pelshue .. på en bedstemorcykel. Nu havde jeg besluttet at tage den med ro ud mod skoven, så jeg fangede hende først ved næste røde lys. Igen fik jeg baghjul, og det var først da det begyndte at gå nedad, jeg kom foran. Jeg forsøgte at holde mit temperament i ro og efter en kilometer langs motorvejen, kom hun udenom igen .. med stoisk ro. Diskret lagde jeg mig på hjul, og vi drønede derudaf med små 30 km/t .. lige indtil vi indhentede min køremakker, som mente det gik for stærkt. Og hun forvandt ud i horisonten.
Nu er jeg den seneste tid flere gange blevet dumped af kvinder på havelåger, sidst var der også en anhænger på slæb, så jeg spottede eldrevet lige efter de høje hæle. Men ved et tilfælde, opdagede jeg denne gang hvordan man holder en elcyklist i skak, når man selv er på den halvfede med knoppede dæk. Normalt indleder man et angreb op ad bakke, men når modstanderen kører elcykel, skal det være ned ad bakke! Elcyklen må i følge lovgivningen kun få hjælp fra motoren op til 25 km/t, i praksis bliver det dog let et par kilometer mere, men derefter er det ren rugbrødsmotor. Så elcykel killer-tricket er at køre stærkt hvor man uden problemer kan holde over 30 km/t .. ellers er det bare at ligge på hjul, de er ofte meget effektive pacere!
Hug en hæl og klip en tå
Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.
Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!
Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.
Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.
Kontorstolsmodellerne
Lige siden jeg for 35 år siden købte min første rigtige cykel, en Grebart, har det været populært at spare et par gram ved at skifte sadelpind og frempind. Jeg har forlængst indset at 50 g på sadelpinden, svarer helt til 50 g på maven, eller røven, så med min vægt skal vi regne i kilo, før der er noget ved det.
Derfor har jeg da også betingelsesløst kastet min kærlighed på at køre med dropperpost, selvom de typisk vejer 2-300 g mere end en almindelig pløk. Selv ikke min kun 6 mdr. gamle KS Lev’s nedbrud for et par uger siden, har rokket ved min opfattelse af at en dropperpost er en af de enkeltdele der øger køreglæden mest.
Forleden foreslog en bloglæser så at jeg skulle prøve en affjedret sadelpind på min Dad, som min ryg ikke længere synes om at køre på. Jeg afslog, som jeg altid har gjort når nogen har snakket om fjedrende pinde, med at de ikke dur fordi afstanden mellem pedaler og sadel ændrer sig. Yderligere et hint fra en erfaren old-school’er om at det mærker man ikke, fik min nysgerrighed vagt, og efter lidt surferi fandt jeg ud af at der faktisk er en del folk der kører med dem .. de taler bare ikke så højt om det.
I dag var lige vejr for en hardtail med halvbillige dele .. og en affjedret USE Vybe pind. Efter godt 50 km på små smattede singletracks, var min ryg stadig frisk og det eneste jeg mærkede til den fjederende pind, er at den giver et lille bonk når den retter sig helt ud efter et bump.
250 g er vildt godt givet ud for at kunne skubbe sadlen væk når fully’en får frit løb nedad, eller at have komfort nok til at kunne køre hardtailen på de rigtige spor, i det forkerte vejr. Så nu er begge mine cykler blevet 250 g tungere, og forsynet med hver sin pind .. different strokes for diffenrent blokes! Til gengæld har jeg lovet mig selv at kompensere .. med min egen vægt.
Den fede røg på kur .. den lange på lazarettet
Mit eksperiment med store dæk på Dad er slut, og min drøm om en fatbike udsat til jeg flytter til et mindre humidiøst klima. I den danske vintersmat er en fatbike, eller mit forsøg med en halvfed-cykel, som en klods om benet. Man sejler uden fast kurs i mudderet og hænger fast på den kedelige måde, som i honning, når føret er fedtet.
Uanset hvor enkel og smuk en stålhardtail er, må jeg nok også indrømme at jeg ikke kan holde til at køre på den i ret lang tid af gangen på singletracks .. heller ikke på store dæk. Men jeg ville ønske jeg alligevel havde taget den i søndags i stedet for T-boy. Vi havde overtalt den lokale guide fra Kongernes Nordsjælland, til at føre os fra Allerød mod storbyen af svedige og måske jomfruelige spor. Som forandring, og så vi slap for at gøre ondt værre på de opkørte mudderbaner tæt på København. Vejret var fedt og sporene fantastiske, selvom det jomfruelige gjorde at der lå en del nedfaldsbrænde, stort og småt. Og så havde vi måske brugt alt heldet på vejret. Efter 3 punkteringer nåede vi Sjælsø Lund hvor jeg på en nedkørsel fik en effektiv kæp i hjulet. Først bøjede den bagskifteren bagover til geardroppet brækkede, derefter røg bagskifteren ind i hjulet hvor den molestrerede 3 eger, for at blive spyttet ud igen som skrot! Dyr tur, og kombineret med det fakta at min dropperpost brød sammen weekenden før, fik igen gang i mine overvejelser om en vintercykel af mere holdbar, og mindre dyr, karakter.
Selvom Dad er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra internettet og min hjerne arbejder på højtryk med at regne ud hvad der bedst kan betale sig! Vedligholdelse af en dyr og avanceret fully året rundt, eller at supplere med en billigere og enklere fully til de 6 våde måneder?
Besværlig kærlighed
Så er det igen ved den tid på året, hvor raketdækkene ikke længere er ideelle. De røg af forleden og efter en brav kamp med mine Beaver, opgav jeg at montere dem tubeless! Nedtur at skulle putte slanger i, og tanken om helt at droppe de svedige gummikampe og flydende latex, meldte sig .. igen.
I dag fik jeg så besøg af en mtb-smittet rookie, som fik den lange historie om alt det fede grej, og under forklaring af tubeless og dets herlig og besværligheder stod jeg med det afmonterede raket-fordæk. Mens jeg lod fingrene løbe rundt i dækket, stak jeg mig pludselig .. en stor torn stak ind i dækket. Glimrende illustration af at man med latex bare kører videre, selvom man har en torn i dækket, og burde være punkteret. En tur hele vejen rundt i dækket, afslørede yderligere 3 torne! Det fordæk har kørt siden slutningen af april, bagdækket er slidt op og lige erstattet, og i den tid har jeg været punkteret 2 gange, hvor jeg har måttet stoppe en slange i. Jeg har yderligere haft to punkteringer, hvor latexen stoppede hullet, så reelt har jeg altså været punkteret mindst 8 gange .. muligvis flere, jeg checkede ikke det gamle bagdæk for torne inden jeg smed det ud.
De to gange jeg har måttet stoppe en slange i, har jeg godt nok været irriteret! Det er noget værre svineri at stoppe en slange i et latexfyldt dæk, der er smurt ind i mudder. Men set i bagspejlet, er de to gange meget bedre end hvis jeg havde skullet skifte slange 8 gange .. mindst!
Jeg erkender det, jeg er vild med latex og slangeløse dæk .. på trods af alle besværlighederne. Og hvis nogen undrer sig over hvad der bliver af latexen i dækket, når den forsvinder, eller rettere fordamper, så bliver resterne til en gummi-koral!
Spørg mig .. ny side på bloggen
Da der af og til dukker spørgsmål op mellem kommentarerne, som ikke har noget med indlæggene at gøre, har jeg lavet en side, der hedder “Spørg mig!”. Skabelonen her på WordPress er ikke ideel til det, men nu starter jeg alligevel. Så spørg løs .. og besøg gerne siden af og til for at checke om ikke der er nogle interessante spørgsmål! Den ligger ude til højre, under sider.
En halvfed cykel
Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.
Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!
Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.
Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!
Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!
Tavshed er guld .. eller intet nyt fra Vestfronten
Der har været lidt stille på bloggen! Det er der faktisk to gode grunde til; vejret og mine cykler. Sommeren faldt ikke som den plejer, på en tirsdag i juli, men har faktisk varet fra starten af maj .. og er dårligt slut endnu. På denne årstid plejer jeg at være træt af at pløje mig gennem mudder og dårligt vejr, men i år er sporene stadig tørre!
Nu er det ikke fordi jeg kun skriver når det regner, men fordi skiftene mellem årstiderne og giver skift i udstyr, og dermed stof til overvejelser. Det er svært at skrive om de nyindkøbte monsterdæk, som skal erstatte de tynde bæverne, når der ikke er mudder og smat til at prøve dem i. Det er vanskeligt at få nye erfaringer med tøjet, når man har kørt i de samme korte rør og en jersey, de sidste 5 måneder. Jeg kunne selvfølgelig skrive lidt om fordelene ved løse ærmer og ben. Men hvad værre er, og den anden grund, jeg har svært ved at finde noget sjovt, eller fornuftigt, at pimpe mine cykler med! De er meget tæt på at være optimale til det jeg bruger dem til. T-boy på sporet, Dad i byen og på landet og Dirty Disco på landevejen. Og hvad skal jeg så skrive om?
Kongen, majoren og disco-dronningen
Der kommer et tidspunkt i enhver mountainbikers liv, hvor man tænker; jeg må have en landevejscykel! Det skete for mig for mange år siden og da jeg jo ikke går ned på udstyr, blev det en matsort Pincipia Rex, som på det tidspunkt var en referencecykel.
Efter et år erkendte jeg det, den var ubehagelig, stiv, hård og utilgivende, når man som mig kun kører et par timer om ugen på den. Så den røg igen, og jeg købte en total udtrådt orange Kona Jake the Snake af et Grønt Bud. Den blev restaureret og var fed .. en crosscykel er noget helt andet og passer rigtig godt til en mountainbiker med stiv ryg. I 2006 troede Kona på den teknologiske udvikling og lancerede Major Jake til skivebremser .. men ICU sagde nej! Jeg købte en alligevel. Lidt hidsigere, lavere krankbox og kongeblå. Fantastisk cykel, som der også blev vundet verdensmesterskaber på .. altså uden skivebremser. Den holdt helt til jeg sidste år da ICU var kommet på bedre tanker, og det pludselig væltede det frem med crosscykler til skiver. Mine øje faldt på Dirty Disco, On One’s nye carboncrosser, designet af Brant Richards.
Discodronningen er lidt skarpere og hidsigere end majoren, og lidt mere komfortabel, specielt i bagenden. Dronningens carbongaffel er komfortmæssigt ikke meget anderledes end majorens stålgaffel .. men over et halvt kilo lettere! Hele cykel er typisk carbonstiv, trådet går direkte i hjulene, og den vejer ind på 8,88 kg med alle de gamle dele fra majoren incl. skiver, kopholder og 28mm dæk. Det er som vi siger i Jylland, ikke så ringe endda. Kongen og majoren er død, længe leve discodronningen .. det bliver en fest!
MTBlog.dk 
6 comments