MTBlog.dk

Kontorstolsmodellerne

Posted in MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 1. december 2013

Jesper og Søren i Geels

Lige siden jeg for 35 år siden købte min første rigtige cykel, en Grebart, har det været populært at spare et par gram ved at skifte sadelpind og frempind. Jeg har forlængst indset at 50 g på sadelpinden, svarer helt til 50 g på maven, eller røven, så med min vægt skal vi regne i kilo, før der er noget ved det.

Derfor har jeg da også betingelsesløst kastet min kærlighed på at køre med dropperpost, selvom de typisk vejer 2-300 g mere end en almindelig pløk. Selv ikke min kun 6 mdr. gamle KS Lev’s nedbrud for et par uger siden, har rokket ved min opfattelse af at en dropperpost er en af de enkeltdele der øger køreglæden mest.

Forleden foreslog en bloglæser så at jeg skulle prøve en affjedret sadelpind på min Dad, som min ryg ikke længere synes om at køre på. Jeg afslog, som jeg altid har gjort når nogen har snakket om fjedrende pinde, med at de ikke dur fordi afstanden mellem pedaler og sadel ændrer sig. Yderligere et hint fra en erfaren old-school’er om at det mærker man ikke, fik min nysgerrighed vagt, og efter lidt surferi fandt jeg ud af at der faktisk er en del folk der kører med dem .. de taler bare ikke så højt om det.

I dag var lige vejr for en hardtail med halvbillige dele .. og en affjedret USE Vybe pind. Efter godt 50 km på små smattede singletracks, var min ryg stadig frisk og det eneste jeg mærkede til den fjederende pind, er at den giver et lille bonk når den retter sig helt ud efter et bump.

250 g er vildt godt givet ud for at kunne skubbe sadlen væk når fully’en får frit løb nedad, eller at have komfort nok til at kunne køre hardtailen på  de rigtige spor, i det forkerte vejr. Så nu er begge mine cykler blevet 250 g tungere, og forsynet med hver sin pind .. different strokes for diffenrent blokes! Til gengæld har jeg lovet mig selv at kompensere .. med min egen vægt.