The Stig
Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.
Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.
Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.
Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.
Kontorstolsmodellerne
Lige siden jeg for 35 år siden købte min første rigtige cykel, en Grebart, har det været populært at spare et par gram ved at skifte sadelpind og frempind. Jeg har forlængst indset at 50 g på sadelpinden, svarer helt til 50 g på maven, eller røven, så med min vægt skal vi regne i kilo, før der er noget ved det.
Derfor har jeg da også betingelsesløst kastet min kærlighed på at køre med dropperpost, selvom de typisk vejer 2-300 g mere end en almindelig pløk. Selv ikke min kun 6 mdr. gamle KS Lev’s nedbrud for et par uger siden, har rokket ved min opfattelse af at en dropperpost er en af de enkeltdele der øger køreglæden mest.
Forleden foreslog en bloglæser så at jeg skulle prøve en affjedret sadelpind på min Dad, som min ryg ikke længere synes om at køre på. Jeg afslog, som jeg altid har gjort når nogen har snakket om fjedrende pinde, med at de ikke dur fordi afstanden mellem pedaler og sadel ændrer sig. Yderligere et hint fra en erfaren old-school’er om at det mærker man ikke, fik min nysgerrighed vagt, og efter lidt surferi fandt jeg ud af at der faktisk er en del folk der kører med dem .. de taler bare ikke så højt om det.
I dag var lige vejr for en hardtail med halvbillige dele .. og en affjedret USE Vybe pind. Efter godt 50 km på små smattede singletracks, var min ryg stadig frisk og det eneste jeg mærkede til den fjederende pind, er at den giver et lille bonk når den retter sig helt ud efter et bump.
250 g er vildt godt givet ud for at kunne skubbe sadlen væk når fully’en får frit løb nedad, eller at have komfort nok til at kunne køre hardtailen på de rigtige spor, i det forkerte vejr. Så nu er begge mine cykler blevet 250 g tungere, og forsynet med hver sin pind .. different strokes for diffenrent blokes! Til gengæld har jeg lovet mig selv at kompensere .. med min egen vægt.
Pinden i røven
Det er meget få dimser der føles som en revolution på cyklen. Skivebremser, 29″ hjul og slangeløse dæk er de seneste. Men nu er der en til!
Egentligt er det flere år siden jeg fik den første justerbare sadelpind. Den var brugt og gik i stykker efter kort tid. Jeg købte den nye model med remote .. den gik også hurtigt i stykker. Efter en garantireparation var den med i Alperne, men det var den tur hvor jeg styrtede allerede første dag, og efter det var det ren overlevelse .. sænket sadel eller ej. Jeg solgte pinden med cyklen, og på den nye 29er synes jeg ikke rigtig det var nødvendigt .. og slet ikke med den holdbarhed de havde udvist.
Faktisk var det nok anmeldelserne af de nye modeller, og deres pålidelighed, der fik mig på banen igen, for hverken mine egne, eller dem jeg kenders pinde, har kunnet holde. Det blev en KS Lev og den havde debut i Wales. Den fungerer fint og jeg var aldrig kommet ned af det sorte spor i bikeparken uden. Men jeg havde ikke fået monteret remoten perfekt .. jeg skulle flytte hånden for at aktivere den og det går bare ikke. Det skal være ligeså nemt som at skifte gear!
Efter lidt frem og tilbage sidder remoten perfekt, og på Mallorca overgav jeg mig betingelsesløst. Ned af asfaltvej, sænk sadlen og du kører fra de andre. Ned af grusvej, du får meget mere kontrol. Ned af singletrail, du flyver. Og når remoten sidder rigtigt, bruger du den hele tiden, uanset hvor kort strækningen er. Nu skal jeg bare lære ikke at tage fejl af den og gearskifteren!
Jeg havde egentligt tænkt mig at afmontere den igen, og kun bruge den i udlandet, men det er vanedannende. På sidste søndagstur var sadlen nede omkring 25 gange, og alle tanker om afmontering er skrinlagt. Nu må vi se hvordan den overlever vinteren, men foreløbelig fungerer den upåklageligt .. med kun lidt slør.
MTBlog.dk 
5 comments