Hårboller på benene
Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.
Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!
Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!
Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.
Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?
Teknologiske spydspidser
3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!
Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.
Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.
Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.
Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?
Den næsten perfekte punktering
Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.
På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.
Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
Varm luft og utæt gummi
På sommerferien sidste tur fik mit bagdæk en siver, en lille en som latexen normalt ville lappe straks. Men jeg måtte pumpe 3 gange og humpe hjem .. jeg gad trods alt ikke smide en slange i. Det sker faktisk rimeligt tit på vores ture at et slangeløst dæk med latex ikke lapper sig selv, og på trods af ejermandens forsikringer om frisk latex og nylige påfyldninger, viser det sig oftest at dækket er helt tørt indvendigt. Hidtil har jeg mest set det som en brist i mine cykelvenners omgang med sandheden.
Inden ferien havde jeg for en sikkerheds skyld givet begge dæk en ekstra 80 ml latex påfyldning, så jeg var sikker på der var rigeligt i. Og så vil lortet ikke lappe? Et hurtigt tjek viste at dækket var helt tørt indvendigt! Nu har det været en usædvanlig god og varm sommer, men at over 80 ml latex kan vapourere ud gennem dækket på 4 uger er alligevel utroligt.
Den varme sommer har også sat sit præg på min cykelkælder som har svært ved at slippe af med både varmen og fugten efter en tordenbyge. 25 grader fugtig luft afslører pludselig også hvor meget væske der fordamper fra dækket .. dækket er fugtigt hele vejen rundt på slidbanen efter en nat i en ellers tør kælder.
Besværlig kærlighed
Så er det igen ved den tid på året, hvor raketdækkene ikke længere er ideelle. De røg af forleden og efter en brav kamp med mine Beaver, opgav jeg at montere dem tubeless! Nedtur at skulle putte slanger i, og tanken om helt at droppe de svedige gummikampe og flydende latex, meldte sig .. igen.
I dag fik jeg så besøg af en mtb-smittet rookie, som fik den lange historie om alt det fede grej, og under forklaring af tubeless og dets herlig og besværligheder stod jeg med det afmonterede raket-fordæk. Mens jeg lod fingrene løbe rundt i dækket, stak jeg mig pludselig .. en stor torn stak ind i dækket. Glimrende illustration af at man med latex bare kører videre, selvom man har en torn i dækket, og burde være punkteret. En tur hele vejen rundt i dækket, afslørede yderligere 3 torne! Det fordæk har kørt siden slutningen af april, bagdækket er slidt op og lige erstattet, og i den tid har jeg været punkteret 2 gange, hvor jeg har måttet stoppe en slange i. Jeg har yderligere haft to punkteringer, hvor latexen stoppede hullet, så reelt har jeg altså været punkteret mindst 8 gange .. muligvis flere, jeg checkede ikke det gamle bagdæk for torne inden jeg smed det ud.
De to gange jeg har måttet stoppe en slange i, har jeg godt nok været irriteret! Det er noget værre svineri at stoppe en slange i et latexfyldt dæk, der er smurt ind i mudder. Men set i bagspejlet, er de to gange meget bedre end hvis jeg havde skullet skifte slange 8 gange .. mindst!
Jeg erkender det, jeg er vild med latex og slangeløse dæk .. på trods af alle besværlighederne. Og hvis nogen undrer sig over hvad der bliver af latexen i dækket, når den forsvinder, eller rettere fordamper, så bliver resterne til en gummi-koral!
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Love and hate
Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.
Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!
Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.
Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?
Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
Snask!
Jeg har aldrig været tilhænger af snask, så da jeg konverterede, og min 29er hverken havde C29ss eller Cobalt hjul, som er de eneste ægte 29-USTere, lovede jeg mig selv at den stod på slanger indtil jeg havde råd til den ægte vare. Det har den så gjort siden, for små latex-slanger, for latex fås ikke i 29er. Men det virker!
Forleden lod jeg mig så lokke. Jeg manglede 10 pund for at få kurven sendt gratis til Danmark, så der røg en rulle Stans Yellow-tape i den. Rullen fik ikke lov at ligge længe på værkstedsbordet, da mine fælgbånd var begyndt at have brønde ved alle niplerne. Og så rullede lavinen.
Først bagdækket, det gik fint med at få luft i det, men dæksiderne lød som en utæt ballon. Jeg set alle snask/instruktions-videoerne, så jeg legede cheerleader og brugte hjulet som stok, eller ponpon. Om det er fordi det er 29er eller fordi jeg ikke ligner en cheerleader, ved jeg ikke, men 10 minutter senere var jeg våd af sved og mine arme var ved at falde af. Men dækket holdt luft.
Fordækket gik næsten nemmere, men det er også lettere og mine arme var alligevel færdige fra starten. Succes .. indtil jeg et par timer senere checker om de har holdt luft. Jeg havde vendt fordækket forkert .. mønsteret kører baglæns! Man kan faktisk vende et dæk med 80 ml latex, uden at spilde noget særligt. Men det krævede endnu en tur rundt i luften, af cheerleaderen.
Dagen efter holder de stadig luft, så jeg triller glad i skoven. Umiddelbart kan jeg ikke mærke forskel på flydende hvid, og fast grøn, latex. Heller ikke på det stivfrosne spor, der er ujævnt som en dyreveksel i Alperne. Raketdækkene er fede, også her .. indtil de pludselig begynder at sejle rundt på sporet. Da jeg ikke længere selv kan bestemme i hvilken retning jeg vil, er jeg klar over der er noget galt. Der mangler ca 20 psi i hvert dæk, der er 10 tilbage .. og det er for lidt. Mælkeskægget langs fælgkanten afslører at det nok ikke er selve dækket der er utæt. Tre gentagelser af seancen og en senere konversation med internettet sandsynligør at Mavic TN719 fælge ikke kan gøres tubeless udelukkende med Yellow-tape, men kræver en rimstrip. Og der går min gummigrænse!
Ud over snask er noget snask, og det bare er så nemt, og renligt, med en lille grøn slange, er der heller ikke gram at spare med rimstrip. Michelin 26″ latex slange 126g vs. Yellow-tape 14g, latex 80g, rimstrip 40g, ialt 134g .. altså 2-0 til den grønne slange!
Så er der selvfølgelig alt det andet, snakebits, rullemodstand osv, men indtil Tallboyen får ægte UST-sko, er det grøn mamba, og slut med snask.
PS. Efter et år stort set uden punkteringer, bød december på 8 punkteringer i vores lille gruppe! Det har nok været med til at fremme tanken om snask.
MTBlog.dk 
leave a comment