Tyve år senere
Forleden blev jeg spurgt om hvor længe jeg har kørt mountainbike, og et check af gamle cykelkvitteringer afslørede at det netop er 20 år siden jeg købte min første mtb, en gul Marin Nail Trail. Den blev købt 1. oktober 1998 og siden kan de weekender jeg ikke har kørt, nærmest tælles på en hånd. Skræmmende, og samtidig opløftende. Havde jeg ikke fundet min last havde jeg sandsynligvis vejet 20 kg mere, været totalt ude af form og værst af det hele, gået glip af de mest fantastiske oplevelser.
Jeg husker stadig at sælgeren i butikken gjorde opmærksom på at cyklen var en rigtig trailbike, da den havde et meget bredt styr på 58 cm! Der er løbet en del vand gennem åen siden, både med cykelteknologien; skivebremser, 29er hjul, tubeless dæk og dropper posts, men i lige så høj grad med sporene. Fra de eksisterende skovveje og stier, til anlagte spor over det meste af landet med berms, hop og drops. Fra en spøjs minoritetssport, til total mainstream med 90.000 solgte mountainbikes om året.
Selvom jeg næppe er så hurtig som for 10 år siden, har jeg tit tænkt på hvor heldigt det er at starte i en sen alder i en sport hvor man kan blive ved med at udvikle sig. Hvis jeg var startet som helt ung kunne jeg måske allerede som 30-årig begynde at se det gå ned af bakke. Og det må alt andet lige føles demotiverende. Nu startede jeg som total utrænet 40-årig og det er først de sidste par år fysikken ikke længere bliver bedre og bedre. Men teknikken flytter sig stadig og det regner jeg med den bliver ved med en del år endnu.
Det startede som sjov motion men er idag meget mere, nogle vil kalde det en livsstil. For mig er cykling 3 ting. Motion, jeg kører stadig på cykel for at holde mig i form og vægten nede. Mental restitution, der er ikke meget der renser hovedet bedre end en tur på cyklen. Fællesskab. Jeg cykler med nogle af mine bedste venner og har haft de mest fantastiske oplevelser med dem .. på cykel.
Indrømmet, efter 20 år kan det da godt blive lidt kedeligt og ensformigt at sidde på mountainbiken. Men så må man jo køre nogle nye steder, eller på nogle nye cykler. Jeg har ingen planer om at droppe de knoppede dæk og de små stier, men jeg har det sidste år kørt regelmæssigt med en klub på landevejen, og kørt et par lange grus-events, det nye sort. Og det er også sjovt!
18 år senere …
Jeg fik deja vu! For 18 år siden havde fruen og jeg været til en fest i de nordlige forstæder og ladet bilen stå. I et anfald af, nu må jeg også se at få rørt mig, tog jeg min citybike op for at hente bilen. Turen gik af cykelstier og ruter og bla gennem Dyrehaven .. jeg var solgt! Mandag morgen stod jeg hos en cykelhandler og spurgte om ikke han havde et tilbud på en mountainbike, jeg ikke kunne sige nej til .. og det havde han.
Idag var jeg så afsted igen efter en efterladt bil, og pga af en nylig meniskoperation gik turen igen gennem Dyrehaven, på de brede stier. Knæet er endnu ikke til rødder, bump og hop, så ikke noget med småstier og singletracks som jeg plejer. Jeg praler i festligt lag med at jeg har kørt over 250.000 km på motorcykel, hvilket de færreste har, men jeg tror jeg efterhånden har siddet flere timer på cyklen, end på motorcyklen, som måtte vige pladsen for mountainbiken. 18 år hvor jeg stort set hver eneste søndag har kørt i skoven, et eller andet sted, og hvor træning flere gange ugentligt er blevet rutinen .. det havde jeg ikke set komme!
Der er sket meget på 18 år, mountainbiking er gået fra at være en marginal freaksport til at være mainstream folkesport. Den tekniske evolution har budt på flere højdepunkter som nærmest er små revolutioner: jeg fik den første fully efter et år, og den havde skivebremser, så kom de slangeløse dæk, 29er hjul ændrede fuldstændig min cykeloplevelse, det var som at komme hjem, og senest har dropperposten boosted både komforten og min sikkerhed. Personligt er jeg i lang bedre form end for 18 år siden, jeg er godt nok ikke blevet tyndere, men tør dårligt tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at cykle! Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på mountainbike og fået en masse ligeså singletrack-mindede venner. Jeg er blevet en del af et netværk hvor man altid kan finde en entusiast der gerne vil vise rundt på de lokale spor, og jeg rejser aldrig nogen steder uden at checke om der er gode muligheder for at cykle, og om jeg skal have min egen cykel med.
Det er ikke kun mountainbikere der er blevet flere af, det er også skovgæster generelt. Så sådan en tur gennem Dyrehaven er ikke længere en ensom fornøjelse, men næsten en form for spidsrod. Antallet af uberettiget selvretfærdige ignoranter er stærkt stigende, specielt når solen skinner, så dræberblikkene hænger løst. Folk der mener at netop deres hund godt kan gå uden snor, selvom det ikke er tilladt, og nægter både at reagere personligt eller kalde på hunden, når jeg ringer med klokken og passerer. Grupper der går 2-3-4 ved siden af hinanden og ikke flytter sig, selvom de fylder hele stien. Folk der overhovedet ikke reagerer eller flytter sig, selvom de har kunnet se en komme imod dem de sidste 200m. Løbere som er tabt for omverdenen, dels pga af høj musik i ørerne, men også pga af massiv arrogance. Og endeligt alle de pæne mennersker der bare kikker på en med slet skjult afsky.
Anyway, det er desværre nok en generel samfundstendens og skal ikke spolere mine gode oplevelser. Jeg tager foreløbeligt 18 år mere, men holder mig fra de brede stier og finder ind på de små singletracks igen, ligeså snart knæet tillader det.
Spørg mig .. ny side på bloggen
Da der af og til dukker spørgsmål op mellem kommentarerne, som ikke har noget med indlæggene at gøre, har jeg lavet en side, der hedder “Spørg mig!”. Skabelonen her på WordPress er ikke ideel til det, men nu starter jeg alligevel. Så spørg løs .. og besøg gerne siden af og til for at checke om ikke der er nogle interessante spørgsmål! Den ligger ude til højre, under sider.
14 år senere
Mit første rigtige styrt havde jeg kort tid efter jeg var startet med at køre MTB .. jeg gætter på det var i efteråret 98. Jeg startede med at køre i Hareskoven, lidt på må og få, og forsøgte at finde ud af hvor sporene førte hen. Det bedste spor, og det letteste at finde, var ubetinget søsporet langs Furesøen. Det er stadig et fedt spor, selvom en størstedelen af det nu er lukket for cyklister.
Det var en fedtet og stejlt nedkørsel med et par store tværgående rødder og deraf følgende drops. Jeg havde kørt det en gang eller to, og husker det som vanskeligt og lettere frygtindgydende .. og det var da også frygten der forårsagede styrtet. Jeg blev bange og tog bremserne! Det gør man ikke ustraffet på en stejl nedkørsel .. jeg røg ud over styret, og landede på hovedet et par meter længere nede. Efter at have sundet mig, med udsigten over søen og lidt tanker om livet og døden, var jeg klar til at køre videre .. og prøve igen ugen efter. Og det gik godt .. men så var det slut. Området med nedkørslen blev indhegnet, og alle, fodgængere som cyklister, blev forment adgang for at give området ro.
Jeg havde godt set fornylig at hegnet var væk, men ikke rigtig taget notits af det. På turen forleden kom vi så forbi, og jeg fik øje på nedkørslen! De andre fik den korte version, og at vi kørte op på bakken. Forventningerne om en svær og spændende nedkørsel blev desværre afløst af lettere skuffelse .. som den nye Rocky Mountain-ejer sagde: var det det?
Tiden kan gøre meget ved minder, udstyr og heldigvis også køreteknik. Sporene virkede stejlere for 14 år siden, alting var voldsommere og større .. altså på nær hjulene, som nu er vokset til 29″, og selvtilliden, som heldigvis også er vokset efter mange år på sporet.
Magneter i sofaen ?
Nix, ikke her !
Fruens veninde havde fået endnu en løbeskade, og var så småt begyndt at lege med tanken om at motionere på en anden måde. Da hun bor op til skoven, mente hun det var nærliggende at forsøge sig som en af de mountainbikere hun hele tiden snubler over på sine løbeture. Jeg tilbød mig selvfølgelig straks som coach, faktisk forbød jeg hende nærmest at køre uden mig ! Resultatet blev en aftale om at mødes hos MTB-Tours, hvor hun kunne leje en cykel, og et par timer i skoven.
På dagen så DMI ikke helt stabil ud, så vi skrev lidt sms’er et par timer inden. Holdningen var klar, lidt smådryp skulle ikke ødelægge det. Drypperiet var nu blevet til stabil regn da jeg stak afsted fra byen. 3 grader og regnvejr kan afskrække de fleste, så jeg forventede egentlig at finde en sms på telefonen da jeg dyngvåd svingede ind hos de venlige folk hos MTB-Tours. De mente heller ikke umiddelbart det var vejr til en intro-tur, men 5 minutter efter kom fruens veninde i fuld løbetøj, med lille rygsæk og sønnens hjelm. Sådan !
Første gang på en MTB er 27 gear en mundfuld, men intuitiv brug af de 9 bagerste tandhjul og besked på kun at skifte fra midterklingen ned på den lille når det blev rigtig stejlt, fungerede fint. Og selvom koncentrationen nærmest lyste ud under hjelmen, blev det ikke til mange fejlskift. Røven godt tilbage nedad og frem på sadlen opad, fik hun også hurtigt lært efter råbe-metoden, og ud over en enkelt stigning eller to, blev det hele kørt. Jeg havde advaret om en 6 km tur, ingen grusveje kun spor, og ud over overraskelsen over at vi kun havde kørt 3 km da jeg gjorde opmærksom på vi var halvvejs, var der kun smil. Så en god times tid senere, rimeligt våde og kolde, afleverede vi cyklen. Og fruens veninde har truet med at leje den igen .. en rigtig mountainbiker er født 😉
MTBlog.dk 
1 comment