En overløbers bekendelser
Min Tallboy 3 er den bedste mountainbike jeg nogensinde har haft. Men på trods af det, er det ikke den cykel jeg kører mest på for tiden – det er The Stig!
Hvad fan får en gammel mountainbiker til pludseligt at bruge flest timer på en cross/gravelcykel? Gravel, eller grus, er godt nok det nye sort, og lidt hipster er man vel, men jeg bilder mig alligevel ind at det ikke er grunden.
Der findes nok heller ikke en enkelt grund men snarer en række sammenfald. For det første har jeg kørt mtb i 20 år og kender derfor både natur, spor og kaffesteder i en radius af 40-50 km, som min egen altankasse. For det andet har udviklingen af cyklerne gjort at der skal mere og mere til at udfordre deres køreegenskaber, naturlige stier er sjældent nok. For det tredje er der kommet en række anlagte spor, som passer til cyklerne, og derfor er top-fede at køre på. Så nu virker andre spor nærmest småkedelige, for det er kun de anlagte der kan byde på et uafbrudt og komprimeret flow af køremæssige highlights.
Men hvad har det med gravel at gøre? Jo, med gravelcyklen bliver din radius pludselig større! Man kører lidt hurtigere og knap så snørklet, så hvor en almindelig søndagstur på mtb er 50-60 km, bliver en graveltur indenfor samme tidsramme nemt 70-80 km. Og det giver mulighed for en af de helt fede ting på cyklen, at udforske nyt terræn.
På 90’ernes mountainbikes med små hjul og smalle dæk med højt tryk, stejl gaffel og smalt styr kunne en nedkørsel på grusvej godt få adrenalinen op. Det samme gælder for en moderne gravelbike. De småveje og stier der i dag er lidt kedelige at køre på en moderne 29er fully, kræver fuld koncentration og bliver pludselig spændende igen på en gravelbike.
Der findes nok ikke noget sjovere end at køre et flowy mtb-spor! Men ofte er sporene ikke så lange og stykkerne mellem sporene, for slet ikke at tale om asfalten til og fra, bliver nemt kedeligt. Ligesom det gør at køre det samme spor igen og igen. På gravelcyklen kører man udenom de sjoveste mtb-spor (læs: anlagte) til gengæld er alt det andet, der som regel er langt det meste, sjovt på gravelcyklen. 20 km asfalt kan gøre en mountainbiker helt deprimeret, men på en gravelcykel er det ned i bøjlerne, fuld fart og rulleskift – og en mulighed for at give nogle roadier baghjul.
Faktisk minder tidens gravelcykling til forveksling om mountainbiking, da jeg startede i forrige årtusinde! Bliver T-boy så stående i kælderen og samler støv? Næppe, men den har fået hård konkurence fra The Stig.
Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
MTBlog.dk 
3 comments