MTBlog.dk

Fransk finesse

Posted in Alperne, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 7. maj 2016

Kieran Page

Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.

Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.

Phillipe

Rock socks

Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.

Økologen i grønt

Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.

Nyt køretøj

 

Reklamer

Pivskiden og den franske forbindelse

Posted in 29", Alperne, MTB, Træning, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 2. november 2014

Frokost med udsigt til startbyen

Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!

Alpes Maritime

Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.

Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.

Grey earth

Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.

Greg Germain

Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!

Jesper i de røde bjerge

 

 

I bunden af sækken

Posted in MTB, Søndagstur, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 10. januar 2014

Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.

Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.

Strip-dæk

Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men  til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!

Mats i Alperne 2008

Globaliseret flow .. eller en glidebane

Posted in Brok, MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 26. november 2012

De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.

Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.

Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.

Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.

Tagged with: , , ,

Oppe i skyerne

Posted in Alperne, MTB by Søren Svendsen on 7. oktober 2010

Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.

Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !

Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀

Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀

Tagged with: , ,

Crashtanker

Posted in Alperne, MTB by Søren Svendsen on 23. september 2010

Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.

Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?

En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?

Tagged with: , , ,

Kongen abdicerer, dronningen tager over !

Posted in Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 24. august 2010

Det er svært at lære en gammel hund nye kunster, og da jeg for en del år siden blev coached beskrev min mangeårige kollega mig som et fejlsøgende missil. Min lærling gennem 4 år sagde: han forbereder sig vildt grundigt og laver så noget om i sidste øjeblik. Så efter jeg i et halv år har været sikker på at ville køre Mountain King på Alpeturen, har jeg nu 2 uger inden vi tager afsted, besluttet at det bliver Rubber Queen i stedet !

Jeg er vild med Mountain King og ser med bekymring frem til den version 2 Continental lige har lanceret. Samtidig er det ingen hemmelighed at dækket har det svært med mudder pga de lave knopper. De første 2 omgange til H12 var som Bambi på isen, efter en hel nats regn. Og et par nedkørsler fra Klint her i sommers, har gjort det helt tydeligt at løse sten og lave knopper heller ikke er den bedste kombination. På en Alpetur ved man aldrig helt hvordan terrænet bliver, men det bliver varieret og der bliver sikkert både mudrede stier og masser af løse sten. Så jeg har besluttet at ofre den lave rullemodstand og det fantastiske kantgreb til fordel for et mere robust dæk med større knopper.

Nu er Rubber Queen ikke et tilfældigt dæk, men et par af mine favorit-testeres yndlings-dæk. På den Blur LT2 Guy Kesteven langtidstestede, sad der Rubber Queen når ikke andre dæk skulle testes, og Brian Mullin aka PastaJet, som bla laver bloggen GramsLightBikes, undlader ikke en chance for at rose det. Selv købte jeg et sæt forrige vinter og en enkelt tur i høj tø-sne var nok til jeg konkluderede at der fandtes bedre dæk, så de røg igen. Og det var nok lidt forhastet, for lige netop sidegrebet i fedtet føre, er nok dækkets eneste rigtige svaghed. En skæbne det deler med alle rigtige knopdæk hvor knopperne sidder på rækker, hvilket samtidigt også er det der gør at det bider rigtig godt både op og ned.

Efter en enkelt lang tur i skoven i dårligt vejr må jeg sige det ruller bedre end forventet og at det står rigtig godt fast, meget bedre end Mountain King. Eneste problem er stadig sidegrebet. Når man kører på noget fedtet der skråner til den ene side, så dækket skal stå fast sideverts, er der ikke et perfekt greb. Men det har begge mine test-guruer også bemærket, og når de kan leve med det, kan jeg vel også ? Eller frit efter Marilyn Monroe; no rubber’s perfect .. heller ikke gummi-dronningen.

Av min arm !

Posted in Alperne, Foto, Rygsække by Søren Svendsen on 20. august 2010

Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .

Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.

Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !

Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.

Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.

Tagged with: , , ,

Sorte huller

Posted in Alperne, Træning by Søren Svendsen on 14. juli 2010

Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.

De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke  var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.

Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.

Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !

Tagged with: , , ,

Kongen og den fede

Posted in Alperne, Dæk by Søren Svendsen on 19. marts 2010

Der er sikkert mange meninger om hvad der er den vigtigste del på en mountainbike, men når vi ellers taler om en cykel på et vist niveau, er jeg ikke i tvivl om at dækkene er det afgørende. Det er i hvert tilfælde altid der jeg har mine overvejelser, specielt til ture på ukendte spor i fremmed terræn. Siden jeg besluttede mig for endnu en Alpe-tur, har dækkene været det store spørgsmål.

Sidst jeg kørte i Alperne var der i følge arrangøren og tourguiden, ingen tvivl, det skulle være Schwalbe Fat Albert dæk. Så sådan blev det. At få et sæt Fat Albert på cyklen, var en noget anderledes oplevelse, lidt som at få larvefødder på. Det rullede lidt trægt på vores lokale spor, men åd sig gennem alting og slap aldrig grebet. Det samme galt på sporene i Alperne, de var fantastiske nedad og tunge opad. Men dels er de for meget til dansk terræn og dels har jeg aldrig været så vild med Schwalbe dæk, så efter hjemkomsten blev de pillet af.

Sidste år i Andalusien, som ikke er helt så råddent terræn som Alperne, besluttede jeg køre Continental Mountain King 2.4. Mountain King ruller noget bedre Fat Albert og var perfekt til sporene i Andalusien. Det skal lige siges at at MK 2.4 er et noget andet og voldsommere dæk end 2.2 versionen, knopperne er væsentligt større og højere.

I mellemtiden er der kommet en ny version af Fat Albert som skulle rulle bedre, og som jeg bestilte efter mange overvejelser og modtog fornyelig. Det lyder nok lidt mærkeligt, men jeg kunne ikke li’ dem da jeg så dem, så jeg har solgt dem igen .. uden at prøve dem. Og besluttet at køre Mountain King 2.4, som jeg er vild med, i hvert tilfælde der hvor jeg har prøvet dem.

Nogen vil nok mene det er snævertsynet kun at kikke på de to dæk, hvad med Kenda Nevegal, Panaracer  Rampage, Nobby Nic, Rubber Queen og alle de andre ? Dels kan man ifølge tyske cykelblade kun krydse Alperne på Fat Albert, englænderne og amerikanerne er dog noget mindre begejstrede, dels er næsten alle andre kvalificerede dæk tungere og ruller dårligere. Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser i tests, dels er selv cykelblade lokalpatriotiske hvor mærkeligt det end lyder, dels er forskel på test og virkelighed. Det tyske MountainBike lavede en dæktest hvor de ud over at måle rullemodstand på den autoriserede måde, også lod testkørerne vudere rullemodstanden subjektivt. Interessant nok blev Schwalbe dæk, som altid har lav rullemodstand, subjektivt vuderet til at have en lidt højere rullemodstad !

Rart at have taget en beslutning og fået det ud af verden, jeg kører Mountain King ! Der er dog lige en lille ting der skræmmer mig. På sidste Alpetur fulgte jeg alle bureauets og guidens råd, på nær på et punkt .. og det fortrød jeg. De sagde at man skulle køre 11-34 kassette og jeg kørte 11-32 .. bommer ! Det sved på alle opkørslerne, og det er mindst halvdelen af tiden. Heldigvis er det nye bureau ikke helt så katagoriske i deres anbefalinger af dæk 😉