The Stig
Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.
Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.
Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.
Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.
Jeg så ikke lyset
På trods af jeg i over 10 år har haft en crosscykel, har jeg aldrig kørt cross! Jeg har brugt den som en venlig udgave af en landevejsracer. Men cross er blevet det nye sort, og hvor der tidligere kunne gå år imellem jeg mødte en på crosscykel, er det nu umuligt at køre en søndagstur i skoven uden at støde på flokke af crossryttere på de mere kørbare stykker.
Indrømmet, jeg har før været fristet til at prøve, men en lille tur på skovstierne i sommerlandet har været rigeligt til afskrive tanken .. det er sjovere på mtb. Men her i efteråret overgav jeg mig og satte et sæt rigtige crossdæk på Dirty Disco’en. Det var der flere grunde til. Dels havde jeg fået kørt noget landevej hen over sommeren, og det er en mild overdrivelse at landevejscykling er noget nemmere, rent praktisk, end at køre mountainbike. Meget mindre udstyr, ingen transportstrækning til sporet, og som regel kan man nøjes med at støve cyklen af når man kommer hjem fra landevejen, modsat det rengørings og vedligeholdelsesprojekt det er at holde en mtb kørende. Jeg ville også gerne fortsætte med at køre ude, i stedet for at sidde på spinningscyklen, men orkede på den anden side heller ikke gøre cykel ren flere gange om ugen. Og cross er jo den naturlige vinterfortsættelse af landevejscykling. Jeg vil heller ikke helt afvise at de mange reklamer for crosscykler og tøj dertil, kan have haft en indvirkning. Det ser fedt ud .. og de er meget stilige de crossdrenge!
Det korte af det lange er at jeg fik sat cyklen op til cross og var ude et par gange .. og det var nok! Som det ser ud fra min sadel, er cross en dårlig cocktail af det værste fra de to verdener. Du og cyklen bliver mindst ligeså beskidt som hvis du kører mtb, du sidder bare dårligere og har meget dårlige greb med de smalle dæk. Det er en loose-loose .. det er både behageligere og sjovere på mtb!
Nu er der sat gravel-dæk på den beskidte Disco, det giver mening synes jeg. Ud at køre på de små lande og grusveje når skoven er for pladret, eller tiden for knap. Og gravel er det helt nye sort .. det ved crossdrengene bare ikke endnu.
Den lange vej
Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.
Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.
Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.
Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.
Styr på landevejen
Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?
Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.
Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.
Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!
Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.
På vejen .. eller noget der ligner
Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.
Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.
Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.
PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).
Kongen, majoren og disco-dronningen
Der kommer et tidspunkt i enhver mountainbikers liv, hvor man tænker; jeg må have en landevejscykel! Det skete for mig for mange år siden og da jeg jo ikke går ned på udstyr, blev det en matsort Pincipia Rex, som på det tidspunkt var en referencecykel.
Efter et år erkendte jeg det, den var ubehagelig, stiv, hård og utilgivende, når man som mig kun kører et par timer om ugen på den. Så den røg igen, og jeg købte en total udtrådt orange Kona Jake the Snake af et Grønt Bud. Den blev restaureret og var fed .. en crosscykel er noget helt andet og passer rigtig godt til en mountainbiker med stiv ryg. I 2006 troede Kona på den teknologiske udvikling og lancerede Major Jake til skivebremser .. men ICU sagde nej! Jeg købte en alligevel. Lidt hidsigere, lavere krankbox og kongeblå. Fantastisk cykel, som der også blev vundet verdensmesterskaber på .. altså uden skivebremser. Den holdt helt til jeg sidste år da ICU var kommet på bedre tanker, og det pludselig væltede det frem med crosscykler til skiver. Mine øje faldt på Dirty Disco, On One’s nye carboncrosser, designet af Brant Richards.
Discodronningen er lidt skarpere og hidsigere end majoren, og lidt mere komfortabel, specielt i bagenden. Dronningens carbongaffel er komfortmæssigt ikke meget anderledes end majorens stålgaffel .. men over et halvt kilo lettere! Hele cykel er typisk carbonstiv, trådet går direkte i hjulene, og den vejer ind på 8,88 kg med alle de gamle dele fra majoren incl. skiver, kopholder og 28mm dæk. Det er som vi siger i Jylland, ikke så ringe endda. Kongen og majoren er død, længe leve discodronningen .. det bliver en fest!
MTBlog.dk 
5 comments