MTBlog.dk

Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.

Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!

Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.

Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.