MTBlog.dk

I bunden af sækken

Posted in MTB, Søndagstur, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 10. januar 2014

Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.

Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.

Strip-dæk

Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men  til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!

Mats i Alperne 2008

50.000 kr. pr. meter

Posted in Rygsække, Udstyr by Søren Svendsen on 7. marts 2010

De fleste mountainbikere er også grej-freaks, og jeg er i hvert tilfælde. Der er altid plads til at perfektionere tingene !

Min nybyggede Blur LT, til Alpeturen, arvede alle delene, på nær forgaflen, fra min gamle Blur fra 2004. Der er dele der er 4-5 år gamle og der er dele der er næsten nyindkøbte. Ingen problemer .. og dog. Med den længere vandring og det lidt vildere temperament, synes jeg styret skulle være bredere. Og når jeg nu skulle have nyt styr, kunne det jo lige så godt blive et OS, som er stivere .. og så var jeg jo også nødt til at købe en ny frempind. Umiddelbart ville jeg også gerne sænke styret lidt, så delene blev bestilt så det hele ville passe uden pensionisttillæg (spacere).

Efter 2 ture med det set-up, kunne jeg godt mærke at styret stadig var lidt for højt. Lidt er meget svært at definere og 5 mm kan være helt afgørende. Uden spacere og med et low-riser styr, er muligheden kun en anden frempind med anden hældning. Og her er det så regnestykket kommer ind. Den nye frempind kostede 600 kr, og flyttede styret 12 mm .. det er 50.000 kr. pr. meter ! Til gengæld er det helt perfekt nu 😉

Det er de små ting der gør forskellen ! Jeg har kørt 2 CamelBak Mule trætte, inden jeg fik en Deuter Exp. 8, som sidder meget bedre på min ryg. Efter at have ødelagt 4 Deuter mundstykker på vandblæren, fandt jeg på at stoppe en CamelBak blære i Deuter’en. Perfekt, lige indtil jeg skulle til Alperne første gang. Det krævede en større rygsæk, og det endte efter flere forsøg, med en Dakine Nomad. Normad’en blev også udstyret med en CameBak blære og den viste sig at have en fantastisk feature, eller rettere 2. Den har 2 små sidelommer med lynlås, som man kan åbne uden at tage rygsækken af .. og mens man kører. Perfekt til et lommekamera, og et hit når man er fotograf !

Nomad’en var næsten perfekt, men sad ikke helt så godt, pga dens flade ryg, som Deuter’en hvis ryg består af 2 længdegående puder. Men så kom der en ny 2010 model Nomad, med længdegående puder i ryggen. Og efter 2 ture med den, kan jeg kun sige, det er meget tæt på perfektion .. når jeg får smidt vinterhandskerne og igen kan nå kameraet !

Tagged with: , , ,