Dolomitterne
Efter i 10 år at have pralet med hvor fedt det er at køre over Alperne, tog de andre halvgamle småture mænd mig på ordet og forærede mig et godt tilskud til en gentagelse i fødselsdagsgave. Underforstået at de selvfølgeligt skulle med. I plenum blev det besluttet at lægge turen i den østlige del af Alperne, Dolomitterne, som skulle være den smukkeste del .. og det område en del af de andre står på ski om vinteren.
Ingen tur uden guide! Wolfgang, som jeg har kørt med før, pro-rytter for Moviestar og pro-guide, var heldigvis klar. Alting klappede, hans forældrene kørte følgebil med bagage og ruten var fantastisk.
Den første dag blev jeg dog noget i tvivl om jeg var blevet gammel og rusten. Det karakteristiske ved Alperne er at de er stejle, meget stejle, men jeg syntes specielt nedkørslerne var slemme. Vi måtte gå ned af en del af dem. De efterfølgende dage viste dog at dag 1 var den hårde dag nedad, derefter kunne de fleste køre det meste. Altså nedad, opad er mere en mental proces. Ikke at man ikke skal være i god form, det skal man i den grad, men det tager pippet fra folk at skulle køre med fråde om munden flere timer i træk, i laveste gear med 3,5 km/t. Pludselig knækker man og kan ikke mere, eller stigningen øger til 27%, og så må man af og skubbe. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at forestille sig .. og affinde sig med. Heldigvis var der et par skilifte undervejs, for de hårdest ramte.
Dolomitterne er som nævnt et populært skiområde så sommeren er hotellernes lavsæson. På flere hoteller var vi kun vores gruppe, men alligevel var der fuld forplejning og ofte også tændt for sauna og spa i en periode sidst på eftermiddagen. Total luksus at lande på et full-service hotel efter 8-10 timer i sadlen. 10 minutters cykelpleje og derefter mental restitution og kropspleje resten af dagen. Cykeltøjet blev også vasket de fleste steder, som en del af pakken.
I Tyskland og længere sydpå er alpencross et præstationsfænomen på linje med fx. maratonløb. Man tæller, og fortæller, om sine alpencross og snakker ruter og bjergpas. Ikke alle ruter er lige svære eller lette. Vi havde selvfølgeligt valgt en af dem med flest singletracks, og dermed også en af de sværeste. Bureauerne bliver altid lidt skeptiske når vi danskere bestiler de svære ture, vi kommer jo fra et fladt land, men generelt er danskere rigtig godt kørende når vi sammeligner os ude i verden. Det må være alt det mudder og de våde rødder om vinteren.
Turene er typisk også meget veltilrettelagte, med mange udbydere og niveauer, så alle kan være med. Det eneste lidt tricky er at komme til startstedet. Alle ture starter ca. midt i Østrig, langt fra alfavej og lufthavne, og ender ved Garda-søen, hvorfra man bliver kørt tilbage til startstedet. Denne gang lejede vi en varevogn, som to af os kørte ned og hjem med alle cyklerne, mens resten fløj til München, hvor vi blev samlet op af Wolfgangs forældre. Perfekt løsning, specielt for os der fløj.
Det er meget hårdere end man tror at køre et alpencross! Skal man køre de fede ruter kræver det en del træning, faktisk vil jeg mene det er nødvendigt at starte træningen allerede vinteren før turen. Og ikke kun konditionstræning, men også teknik, man får brug for det hele. Til gengæld kan jeg love dig en fantastisk oplevelse. 6 dage, 320 km og 10.000 hm. Det var mit tredje alpencross og næppe det sidste.
Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Mekanisk doping
Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.
T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.
SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.
Fransk finesse
Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.
Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.
Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.
Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.
Gummisniksnak
Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.
Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.
De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.
Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.
Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?
Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
Oppe i skyerne
Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.
Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !
Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀
Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀
Crashtanker
Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.
Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?
En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?
Av min arm !
Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .
Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.
Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !
Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.
Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.
Sorte huller
Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.
De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.
Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.
Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !
MTBlog.dk 
2 comments