MTBlog.dk

10 slag for meget, 9 timer for lidt

Posted in MTB, Pulstræning by Søren Svendsen on 30. april 2013

Langs Mølleåen

Sæsonens første tur til eller fra sommerhuset, er altid hård. 80 km, over 40 km singletrack, 15 km grus og resten på asfalt, er lige en tand mere end de sædvanlige søndagsture. Som regel kører jeg alene, men denne gang havde jeg lovet at vise direktøren sporet, som er et resultat af flere års research.

Jeg vidste godt at direktøren kører noget hurtigere end jeg, men ikke at han havde brugt vinteren til målrettet træning mod BC Race. Så mens jeg kæmpede for at få luft, kørte han nærmest restitution! Det forsøgte jeg selvfølgelig at gøre noget ved, med det resultat at jeg i over 3 timer kørte med en puls på mellem 80 og 96%. Det gør man ikke ustraffet og sjældent har jeg været så flad bagefter, jeg var nærmest ikke i stand til at spise eller lave noget fornuftigt flere timer efter. Med godt 10 slag for meget, er det som at have en siver ..  på et tidspunkt er dækket helt fladt. Heldigvis var jeg tilsyneladende frisk igen allerede næste morgen, så det har nok været god træning!

Næste weekend er det så igen H12, som solorytter. Det spændende bliver om formen holder og om en bedre kontrol af pulsen vil kunne  forlænge køretiden til 12 timer. Jeg har aldrig været i tvivl om at opskriften på at køre langt er at køre i sit eget tempo, men om 10 slag kan give 9 timer, er det store spørgsmål.

Tagged with: , ,

On the road again

Posted in Landevejscykling, Pulstræning, Spinning, Træning by Søren Svendsen on 8. marts 2011

DMI havde annonceret det, solen skinnede og lokkede fra en skyfri himmel, og den lange venteliste på spinningsholdet gjorde udslaget, Major Jake vågnede og landevejssæsonen startede i morges. Det passer lige med at følge den mindste i skole og fortsætte, men UPS .. ingen pedaler, har fornyelig skiftet system og har ikke helt nok til alle cykler .. og cykeltøjet fra i søndags var kun vasket, ikke tørt. Som Clint Eastwood siger i en film; improvise, adapt and survive !

Normalt gør jeg alt for ikke at ligne en rigtig landevejsrytter, crosscykel med skiver, MTB-sko, hat med skygge, knicker, alle no-go’sene, men vaskesituationen havde tvunget mig i en SaxoBank jakke som en venlig sjæl har foræret mig, og selv en sort vest kunne ikke skjule det. Jeg var frit bytte for pendlercyklisterne i morgentrafikken. Heldigvis var der kun en enkelt seriøs udfordrerer som til gengæld måtte trække mig hele vejen til Farum mens jeg lå bagved og stønnede med en puls godt oppe i 90’erne. Han vendte sig medfølende da han drejede af, og sagde at han ikke håbede jeg havde ligget bagved og frosset !

Det kommer bagpå mig hvert år ! Når landevejssæsonen slutter går Major Jake i hi og jeg hopper på spinningcyklen. Hele vinteren kører jeg så til techno-beats og svedig house i løbet af ugen og i sne eller mudder om søndagen. Og når foråret kommer, føler jeg mig i topform, kører dobbeltimer med en snitpuls over 80% og glæder mig til at give de andre baghjul på asfalten. Men sådan går det aldrig ! Forårets første tur på landevejen, er som den første efter 3 uger med influenza .. hvert år ! Jeg glemmer, eller fortrænger, det hver gang sæsonen skifter, at man kun bliver god til det man gør. Man bliver ikke umiddelbart hurtig på landevejen af at køre spinning, ligesom man heller ikke kan give den fuld gas på spinningscyklen efter en fed sommer i skoven. Pyh .. men herfra går det heldigvis fremad.

De grå hår og det røde felt

Posted in Pulstræning, Spinning, Træning by Søren Svendsen on 7. april 2010

Maxpuls udregnes som tommelfingerregel som 220 – alder. Det er for mange ikke nogen præcis udregning, og fortæller heller ikke noget om fysisk formåen eller kondition. Maxpuls er en individuel størrelse som ikke kan trænes, men som er givet. Jeg plejer at sammenligne med skostørrelsen, man løber ikke hurtigere fordi man har store fødder.

Nogle marathonløbere har lavet en formel for præstationen korrigeret for alder. Den opererer med et tab på ca. 1% om året lidt efter hvor på aldersskalen man er. Dvs. man på 10 år skal lægge 10-12% til sin tid for at sammenligne med tidligere tiders præstation. Jeg læste så fornyelig at man havde lavet en undersøgelse om det var muligt at reducere det fysiske tab. Konklussionen var at det kunne man, man kunne reducere tabet med op mod 2/3 .. hvis man trænede rigtigt. Altså måske løbe 3-4% langsommere 10 år efter, istedet for 10-12% langsommere, hvis man trænede rigtigt. Det spændende er så at den rigtige træning er højintensitetstræning, helt oppe i det røde felt ! Så den gamle talemåde “ta’ det roligt, du er jo ved at være en ældre mand” kan godt skrottes, det er stik modsat. Du er gammel, så du må træne hårdere 😉

Modsat fødderne som vokser en lille smule med alderen, falder maxpulsen. Den primitive formel siger det, et slag pr. år. Det har jeg så bare fortrængt de sidste 10 år ! Min maxpuls har siden jeg fik mit første pulsur, været sat til 184. Det var den helt sikkert også for 10 år siden, men den er det ikke idag ! Jeg har altid trukket lidt på smilebåndet når nogen i spinningslokalet rundede 105 eller måske 110 % af maxpuls mens jeg selv, uanset hvor hårdt jeg har kørt de sidste par år, ikke har været over 171 eller 93%. Og lige som nogen helt sikkert har sat deres maxpuls for lavt, har jeg glemt at korrigere den .. år efter år. Som jeg prøver at antyde med marathonløberne tabel, behøver det måske ikke være et slag pr. år, men helt sporløst forsvindert 10 år ikke !

PS: Jeg har korrigeret den til 176 .. i første omgang 😉