En overløbers bekendelser
Min Tallboy 3 er den bedste mountainbike jeg nogensinde har haft. Men på trods af det, er det ikke den cykel jeg kører mest på for tiden – det er The Stig!
Hvad fan får en gammel mountainbiker til pludseligt at bruge flest timer på en cross/gravelcykel? Gravel, eller grus, er godt nok det nye sort, og lidt hipster er man vel, men jeg bilder mig alligevel ind at det ikke er grunden.
Der findes nok heller ikke en enkelt grund men snarer en række sammenfald. For det første har jeg kørt mtb i 20 år og kender derfor både natur, spor og kaffesteder i en radius af 40-50 km, som min egen altankasse. For det andet har udviklingen af cyklerne gjort at der skal mere og mere til at udfordre deres køreegenskaber, naturlige stier er sjældent nok. For det tredje er der kommet en række anlagte spor, som passer til cyklerne, og derfor er top-fede at køre på. Så nu virker andre spor nærmest småkedelige, for det er kun de anlagte der kan byde på et uafbrudt og komprimeret flow af køremæssige highlights.
Men hvad har det med gravel at gøre? Jo, med gravelcyklen bliver din radius pludselig større! Man kører lidt hurtigere og knap så snørklet, så hvor en almindelig søndagstur på mtb er 50-60 km, bliver en graveltur indenfor samme tidsramme nemt 70-80 km. Og det giver mulighed for en af de helt fede ting på cyklen, at udforske nyt terræn.
På 90’ernes mountainbikes med små hjul og smalle dæk med højt tryk, stejl gaffel og smalt styr kunne en nedkørsel på grusvej godt få adrenalinen op. Det samme gælder for en moderne gravelbike. De småveje og stier der i dag er lidt kedelige at køre på en moderne 29er fully, kræver fuld koncentration og bliver pludselig spændende igen på en gravelbike.
Der findes nok ikke noget sjovere end at køre et flowy mtb-spor! Men ofte er sporene ikke så lange og stykkerne mellem sporene, for slet ikke at tale om asfalten til og fra, bliver nemt kedeligt. Ligesom det gør at køre det samme spor igen og igen. På gravelcyklen kører man udenom de sjoveste mtb-spor (læs: anlagte) til gengæld er alt det andet, der som regel er langt det meste, sjovt på gravelcyklen. 20 km asfalt kan gøre en mountainbiker helt deprimeret, men på en gravelcykel er det ned i bøjlerne, fuld fart og rulleskift – og en mulighed for at give nogle roadier baghjul.
Faktisk minder tidens gravelcykling til forveksling om mountainbiking, da jeg startede i forrige årtusinde! Bliver T-boy så stående i kælderen og samler støv? Næppe, men den har fået hård konkurence fra The Stig.
Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Klamkold
Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.
Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.
Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.
Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!
Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.
Styr på landevejen
Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?
Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.
Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.
Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!
Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.
På vejen .. eller noget der ligner
Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.
Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.
Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.
PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).
Rundt på ovalen
Højbollen startede jo egentligt som en slags ekstra-cykel og blev derfor også bygget op med forhåndendeværende dele som 1×10 med One-Up. Men som det tit går, er delene blevet bedre og bedre .. selvom det ikke var meningen. Bos Dizzy gaffel, som er et perfekt match, C29ssMax hjul, arvet fra T-boy, så nu skal den også snart køre tubeless, og forleden kom den skifter jeg manglede for at køre XT 1×11. Det har jeg glædet mig til, for selvom One-Up i og for sig fungerer, irriterer det ujævne spring i de høje gear mig og det ligger lige der hvor man ofte kører på flad vej. Desuden har jeg kunnet mærke at One-Up 16T’eren blev hurtigere slidt end de omkringliggende tandhjul, hvilket har betydet et forringet skift.
Som et lille eksperiment købte jeg i sommers en oval B-Lab klinge, så den røg på sammen med XT 1×11. Med alle de nye dele og opmærksomheden rettet på skift og gearspring glemte jeg helt den ovale klinge. I næsten en time kørte jeg og tænkte på hvor godt det hele fungerede og hvor fedt cyklen rullede, inden jeg kom i tanke om klingen. Men så faldt 10-øren .. det ruller bare bedre med en oval klinge, eller rettere det føles sådan!
Nu har jeg kørt med den ovale et par gange og specielt i to situationer synes jeg det kan mærkes og hjælper. Når man kører meget stejlt op har man et rundere tråd og dermed også bedre greb, og når man sidder og lider i modvind eller op ad bakke, så kører det hele bare lidt nemmere. Så jeg fortsætter rundt på den ovale.
Nye gamle spor
Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.
En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!
Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!
PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.
Brun vinter og rosenrøde drømme
Mountainbiking er heldigvis en helårssport! Med visse andre sportsgrene/interesser er man nødt til at fordrive vinteren, eller sommeren hvis man er ski-freak, med at drømme om eller planlægge alle de spændende ting man vil gøre når sæsonen starter igen .. og købe en masse udstyr. Sådan gik alle mine vintre mens jeg kørte motorcykel. Måske er det bare en dårlig vane fra den tid eller måske fordi sporene trods alt ikke er så spændende når vinteren er brun, jeg er i hvert tilfælde faldet i vinterindkøbshullet. De mørke vinteraftener foregår på nettet med at bestille spændende stumper, og måske er man bare ikke lige så kritisk som ellers, når man drømmer sig til solmodne spor?
Jeg har i min vinterdepression surf-shoppet flere fejlkøb. ESI’s silicone-greb har det sidste stykke tid fået fremragende anmeldelser (måske fordi der er sendt en byge af gratis greb ud til cykel-journalisterne?), og når man nu er træt af at tvære rundt i mudder skal der ikke meget til at overbevise en om at nye greb vil forandre verden. Og det kunne kun gå for langsomt så jeg købe to par lokalt, så jeg var sikker på at der var til begge cykler, og at de var dyre.
Desværre forandrede grebene kun vedenssituationen minimalt, og det til det værre! Der er selvfølgelig en god grund til jeg har kørt med Ritchey True Grip i 10 år .. de er de bedste, blødeste og behageliste, og så koster de halvdelen af ESI. Men en brun vinter og lyserøde anmeldelser kan lokke en til næsten hvad som helst.
Jeg har også købt nye vinterstøvler, 2 par! Det første par Fasterkatt fik fremragende anmeldelser dog med den kommentar at lynlåsen var et svagt punkt, hvilket brugeranmeldelserne også vidnede om. Og ja, de var fede .. og lynlåsen gik i stykker første gang jeg tog dem på. Det lykkedes med vold og megen tålmodighed at lukke lynlåsen 5 søndage inden støvlerne røg retur.
Heldigvis er vinteren lang så jeg har også fået analyseret situationen og har derfor skrevet en note til næste vinter; Vinteren bliver ikke kortere af man shopper. Kendte produkter bliver ikke pludselig bedre af gode anmeldelser. Smid ikke penge ud på unødvendige ting .. smid nogle kilo.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
På kollissionskurs
Der er blevet råbt efter mig et par gange på det seneste. Sidst blev jeg kaldt gammelfar i byen, fordi jeg kørte efter færdselsloven. I skoven har jeg ikke kunnet høre hvad der blev sagt for det har begge gange været fra modkørende i høj fart som mente jeg skulle flytte mig væk og udenfor sporet.
En af de mere animerede debatter den seneste tid på DMK’s forum, har været om det er OK at sporet i Rude er blevet ensrettet. De fleste ser det som en fordel at man nu kan give den gas uden at få en modkørende i hovedet, men der er flere som mener de skal have lov til at køre som det passer dem. Og det er nok essensen af det hele, både i byen og i skoven, mange cyklister vil at have lov at køre som det passer dem!
Selvom jeg langt fra er nogen engel i trafikken, eller i skoven, ser jeg færdselsloven som et utroligt godt redskab, som gør at vi alle kan gøre næsten hvad vi vil. Færdselsloven gælder både i byen og i skoven. Det sidste kommer nok som en overraskelse for en del, og i hvert tilfælde er der en del fodgængere der ikke tror det. Men lad os holde os til cyklisterne. Færdselsloven gør det meget nemmere at forstå og forudsige hvad andre medcyklister gør. Når man møder hinanden, holder man til højre og støder ikke sammen. Når man overhaler sker det venstre om, så begge parter ved hvad der sker. Selvfølgelig er der også en form for conduite og nogle uskrevne regler i skoven så den der kører op tager den letteste rute, og har man øjenkontakt og gensidig forståelse for at det er lettere at passere hinanden højre om, er det heller ikke noget problem.
En del af dem der har det svært med færdselsloven i skoven, kører som om de er ved at vinde et cykelløb. De tror at fordi de træner, er sporet pludseligt befriet for færdselsloven og andre begrænsende faktorer .. det er det ikke! Faktisk er det normalt i motionsløb at man skal overholde færdselsloven, det er kun i afspærrede løb færdselsloven er suspenderet. Og selvom man kører hurtigt har man ikke mere ret til sporet, end dem der kører langsomt.
Det pudsige er at det jo ikke er Worldcup-racere der opfører sig dårligt når de træner, nej det er primært gennemsnitlige midaldrende mænd som mig selv, i stram lycra. Og vi ville jo nok bare have godt af den ekstra træning en opbremsning og en acceleration giver. Så spænd hjelmen og kør pænt!
PS. Jeg er som sagt ingen engel men har det princip at bryder jeg reglerne må det ikke være til gene for andre.
MTBlog.dk 
3 comments