MTBlog.dk

Teknologiske spydspidser

Posted in Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 5. juli 2016

3 Dynaplugs

3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!

Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.

Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.

Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.

Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?

Den næsten perfekte punktering

Posted in 29", Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 21. juni 2016

Slotslyngen

Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.

På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.

Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.

Store sko .. i små størrelser

Posted in Brok, Landevejscykling, MTB, Sko, Udstyr by Søren Svendsen on 12. juni 2016

HV-sko

De seneste år er mine fødder vokset .. eller cykelskoene skrumpet! Nu er jeg nået til størrelse 45 i cykelsko og det på trods af at jeg har rigeligt plads i en fodformet Birkenstok sandal str. 43. Det er ikke længden det kniber med, men bredden. For at have det nogenlunde komfortabelt og ikke få sovende fødder, har jeg måttet acceptere den ekstra længde, men det har nogle bivirkninger: klamperne skal sidde meget langt tilbage, og selve skoen sidder heller ikke helt godt da sålen hverken passer med svang eller facon.

Om vinteren fryser jeg notorisk fødderne, så jeg har eksperimenteret med en del vinterstøvler. En af fiduserne for ikke at fryse er at der skal være god plads i skoen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på at Lake laver deres støvler i en wide udgave. Der er virkelig plads i en 45 wide, så det blev jeg ret glad for. Ved et tilfælde opdagede jeg så at de også laver flere af deres andre modeller i wide, og at flere af de store mærker laver noget tilsvarende .. de findes bare stort set ikke i danske butikker. Lake og Shimano kalder det wide, Sidi mega og Giro og Mavic HV, high volumen.

Nu er mine spinningssko HV, mine vinterstøvler wide, mine landevejssko wide og mine trailsko HV .. og alle undtagen vinterstøvlerne, størrelse 44. Efter i årevis at have kørt med for lange og smalle sko, er det at få en sko der passer, nøglen til et lykkeligere liv .. bare spørg Askepot.

Swing it!

Posted in 29", MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 11. juni 2016

Tre T-boys

En ting er at regne den ud og finde ud af at 2 eller 3×10 stadig giver større spændvidde og flere gear at vælge imellem end 1x et eller andet, selvom det sikkert ikke varer længe, noget andet er at finde ud af om forskifteren er en top-swing bottom-pull, eller måske en down-swing top-pull .. eller en top-swing top-pull? På trods af de fleste af os der stadig kører med forskifter sjældent skænker dem en tanke, findes der faktisk et utal af variationer .. 34.9 eller direct mount?

Shimano satser lidt anderledes end SRAM og efter sigende skulle deres nye elektriske 2×11 gearsystem selv finde ud af hvordan der skal skiftes gear, og det skal være svært at mærke om det sker for eller bag! Personligt tror jeg ikke jeg skal have batteri på cykler foreløbeligt, men et spin-off fra det elektriske system er en ny side-swing forskifter. Det lyder jo ikke som nogen revolution, men det er sgu tæt på!

Først var jeg lige ved at opgive da jeg ikke kunne finde en i XT 10-speed, men så så jeg en video fra WMB med Trailbike of the Year (den er optaget lige netop der hvor vi kørte i foråret og med den samme guide) hvor Santa Cruz’en var monteret med en side-swing .. en Deore. I XT er det kun 11-speed, men Deore og SLX er stadig 10-speed, så her kan den fås.

Kabelføringen er lidt anderledes, men ellers er det lige ud af landevejen at skifte. Min nye Tallboy har direct mount og kører med en 34T Middleburn klinge og en LX 22T stålklinge. Den gamle XT bottom-swing toppull-skifter var konstrueret til at køre 38T som minimum, så den kunne faktisk ikke justeres langt nok ned .. men det kan den nye SLX side-swing. Middleburn er kendt for mange positive ting, men ikke for at skifte specielt godt .. det mærker man overhovedet ikke med den nye side-swing skifter. Det er bare slick shift!

Det er helt sikker fedt at undvære forskifteren, men en anden fidus ved et 2-klinge set-up, udover den udvidede gearing, er at man med et skift foran hurtigt kan være klar til en uforudset stigning. Et skift foran svarer til en 2-3 gear bagpå, og med den nye skifter er det ikke længere noget problem at komme tilbage igen.

Cool .. eller bare kold

Posted in Landevejscykling, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 3. juni 2016

Fibr

Jo ældre man bliver, jo mere fryser man om vinteren, og jo mere ubehageligt er det at være våd og kold, samtidig med man sveder! Så de seneste år har jeg købt en del uldtøj .. mest fordi størstedelen er krympet til børnestørrelse og har fået en tæthed som rockwool, efter få vask. Jeg er vaskeautist, så alt ikke-hvidt ryger ind sammen på 40 grader .. der er ingen særbehandling, heller ikke selvom det er uld og der står Assos, Endura eller On-One på det!

En flink ekspedient overbeviste mig i vinters om at der er forskel på sokkeuld, og fik mig til at købe to par dyre sokker fra SmartWool og IceBreaker .. og de både virker og holdere figuren efter 40 graders afvaskning! Men nu er sokker jo ikke bare sokker, har jeg lært af mine landevejsvenner, det er faktisk en af de vigtige indikatorer af hvor cool man er .. altså på landevejen. I skoven er der ikke mange der kikker på sokkerne, om vinteren er de gemt i støvler og om sommeren dækket af mudder eller støv. Men jeg har forstået budskabet og vil jo helst ikke falde udenfor, heller ikke når jeg er på udebane på landevejen.

Men sokkemoden er skiftet! De gammeldags ankelsokker, som vi mountainbikere altid har kørt rundt med, er pludselig den helt rigtige længde .. den forvaskede grå farve er dog ikke moderne. Små cykelsokker der kun lige kryber op over skokanten er ude, ligesom sportsstrømper til knæet .. med mindre man er trialet, eller sidder på plejehjem. Vinterens grå IceBreaker går altså ikke med korte rør, de er også for varme. Og alle sommersokkerne er for korte. Heldigvis er min landevejsven og designer, Jens, begyndt at lave fedt cykeltøj, så nu er jeg klar med top checkede sokker fra Fibr. Designersokker til landevejen, så det i hvert tilfælde ikke er der jeg falder igennem, og ligeså checkede uldsokker til skoven, som både holder en fornuftig temperatur, selv på en sommerdag, og faconen efter en 40 graders vask. Der er fod på det!

PS. Jeg har faktisk luret den. Der må være kun ca 60% uld i sokkerne for at de ikke kryber når man vasker dem på 40 grader.

 

 

Den gamle mand og Søhøjlandet

Posted in Cykelløb, MTB, Ture by Søren Svendsen on 24. maj 2016

Startbox D

Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!

Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af  ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!

Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?

Highland Mountainbike Challenge

Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?

Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.

DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.

Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.

Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.

2 trætte

Fransk finesse

Posted in Alperne, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 7. maj 2016

Kieran Page

Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.

Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.

Phillipe

Rock socks

Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.

Økologen i grønt

Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.

Nyt køretøj

 

Spejlbilledet i andedammen

Posted in Brok, MTB by Søren Svendsen on 12. april 2016

Arkitekten ved Ulkerup

Selvom en stor del af mine venner og bekendte sandsynligvis har fået nok af min mountainbikeentusiasme, forsøger en del af dem at berige mig med spændende videoer eller billeder af det. Ikke deres egne, men typisk godt brugte virale sager med høj imponator-faktor. Billeder af back-flips, hvor jeg hænger i luften, med hovedet nedad, højt oppe i luften ud over en dyb kløft, passer fuldstændig med min selvopfattelse, ligesom videoer fra lodrette nedkørsler med vanvittig hastighed i afsides liggende bjerge .. men meget lidt med virkeligheden.

De færreste som ikke kender til sporten, har begreb om hvad det vil sige at køre mountainbike. Som min svenske cykelven ramte det: hvordan træner I mountainbike i Danmark .. kører i op og ned af Himmelbjerget? Nordmændene er meget bedre til det, både det med bjerge, og med de rigtige udtryk .. mountainbike hedder på norsk terræncykel! Terræncykling, så kan alle forstå hvad det handler om. Og hvis jeg kørte terræncykel, ville de færreste nok sende mig videoer af bindegale folk der kaster sig udover klippeskrænter med livet som indsats.

Nu synes jeg jo faktisk at den slags videoer og billeder er lidt sjove, men det er mindre sjovt når det også er det billede politikere og beslutningstagere får af os! Hvis man udelukkende forbinder mountainbiking med halsbrækkende vilde stunts og højhastighedsræs, er det  svært at være positiv overfor os når vi gerne vil have de samme muligheder som andre ude i naturen.

Jeg læste forleden en amerikansk artikel om emnet, som udlagde det som en identitetskrise. Sådan kan man selvfølgelig godt se det, men jeg ser det mere som en divergens mellem cykelbranchens forsøg at skabe en illusion med spektakulære reklamer af vilde stunts, og mountainbikernes virkelige verden. Måske skal vi til konsekvent at kalde det terræncykling? Jeg er ikke sikker på det vil være positivt for branchens våde drøm om at sælge flere cykler, men jeg er sikker på mange flere vil forstå hvorfor vi er så vilde med det. Og jeg lover at leve helt op det, kun køre episke ture og aldrig at lave back-flips .. eller at poste billeder af det!

På fransk hedder det forøvrigt også terræncykel, MTB er blevet til VVT .. velo tout terrain.

Pause ved Esrum Sø

 

 

På vejen .. eller noget der ligner

Posted in Dæk, Landevejscykling, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 23. marts 2016

Dirty Disco på vej ud

Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.

Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.

Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.

G-One

PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).

Gummisniksnak

Posted in 29", Alperne, Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 6. marts 2016

Kristian på LTc

Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.

Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.

De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.

Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.

Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?

Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.

 

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 111, der følger denne blog