MTBlog.dk

Vokseværk

Posted in Udstyr, 29" by Søren Svendsen on 29. august 2016

Sneppestien

Da jeg for 16 år siden købte min første gule Marin Nail Trail, var et af butikkens salgsargumenter at det var en rigtig trailorienteret mountainbike .. fordi den havde et 58 cm styr! På det tidspunkt var 54 cm standard. Hver gang jeg byggede ny cykel, voksede styret. Ind i mellem blev det for bredt, jeg husker bla at jeg savede at 66 cm styr ned til 62 cm … arghhh!

Min først T-boy blev for 5 år siden leveret med 68 cm styr. For et par år siden udviddede jeg til 71 cm og igen for et års tid siden til 72. Og alligevel syntes jeg at mine hænder hele tiden røg ud over kanten .. så nu er det blevet 75 cm. Det var som at komme hjem! Ligesom da jeg første gang satte mig op på en 29er, fik jeg den der følelse af at passe sammen med cyklen, at være i harmoni. Om det er 74, 75 eller 76 cm er sikkert ikke afgørende, men lige der omkring passer mig.

Nu er det ikke en udvikling jeg er alene om, men en klar tendens i hele branchen. Brede styr og korte frempinde. Det passer også med at mange cykler bliver mere trailorienterede og får længere og fladere gafler. For os der ikke også skifter ramme gælder det om at få tilpasset cockpittet til et bredt styr. En generel huskeregel er at for hver 2 cm styret bliver bredere, skal frempinden kortes af med 1 cm. Jeg er selv gået fra 90mm på T-boy til 60, men har også opdaget at der er flere faktorer end bare længden der betyder noget for hvor styret egentligt havner. Den forrige frempind var fx en 70mm 17° .. reelt var dens længe kun 55mm, til gengæld hævede den samtidig styret med 20mm. Jeg skiftede til en 60mm 6° og et styr med 20mm mere rise, og sidder nøjagtig samme sted som før. Den slags er svært at klare på øjemål, derfor har jeg lavet nedenstående diagram, så man kan se hvad der sker med afstanden og højden, i forhold til sadlen, når man skifter frempind.

stem_diagram

Vil du bruge diagrammet, er det nemmeste at printe det ud. Du tager en linial og markerer på x og y-aksen hvor din frempind rammer og du kan så se hvor lang den reelt er, og hvor meget den løfter styret. Vil så fx tættere på, men holde højden, kan du med en vandret linial se hvilke muligheder der er. Grunden til der står 20° i parentes ved 0°, er at forgaflen hælder omkring 70° og derfor automatisk giver en hældning selv med en lige frempind. Derfor er en racerfrempind også -17° så den ser vandret ud.

Generationskløften

Posted in 29", Cykler, Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 16. august 2016

T-boy3

Havde jeg bare været 20 år yngre og haft gode ben .. for fååååck, hvor kører den godt den nye T-boy3! Efter et par timer i skovene ved Silkeborg på det gule lyn, står det helt klart at det er rigtigt hvad jeg skrev i det forrige indlæg .. jeg er ikke nogen aggressiv kører, desværre. Det er sjovest at køre en cykel ud til kanten, men jeg har hverken kræfterne eller modet til at presse den nye Tallboy.

T-boy3 er længere og mere buff end de tidligere versioner med 10mm ekstra vandring, en 34mm relativ flad gaffel og en kortere bagstag. Umiddelbart virker den helt bekendt, men det er som om den har styrketrænet .. en del. Og er blevet voksen og følsom. Uanset hvad den skal ned af, er den helt rolig, ikke noget XC-nervøsitet, og på et snoet singletrack kører den som på skinner. Kun på de stejle og svære opkørsler, hvor jeg kun lige har kræfter til at holde den igang, kan jeg mærke at styringen er tungere end på min egen. En del af forklaringen kan også være dækvalget. Det gule lyn var monteret med Maxxis Minion foran, et dæk der vidner om ambitionsniveauet, men også vejer halvanden gang så meget som raketdækkene jeg kører med.

En flad gaffel giver stabilitet og det er da også den gennemgående følelse i forhold til tidligere versioner .. den ligger virkelig godt på sporet og indgyder tryghed. Samtidig er affjedringen blevet mere umiddelbar sensitiv, så den er silkeblød og vildt komfortabel .. uden at det er gået ud over hverken evnen til at opsuge de store drops eller være fri for pedal-bob. Det er stadig en langbenet kilometeræder .. som nu også gerne napper et enduro-track! En moderne cykel der skal køres med hele kroppen og som indbyder til at blive presset .. jo hurtigere, jo sjovere!

Så havde jeg bare været 20 år yngre! Men det er jeg ikke, og er nærmest vokset sammen med min T2 .. lidt out-dated og smånervøs på stejle nedkørsler.

PS. Jeg fik desværre ikke prøvet cyklen med 27.5+ hjul, men med de sutter den havde på var det hverken greb eller komfort den manglede!

Uden bøvs

Posted in 29", Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 13. august 2016

Jacob i Kårup

Det gik op for i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.

Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.

Teknologiske spydspidser

Posted in Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 5. juli 2016

3 Dynaplugs

3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!

Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.

Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.

Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.

Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?

Den næsten perfekte punktering

Posted in 29", Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 21. juni 2016

Slotslyngen

Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.

På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.

Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.

Store sko .. i små størrelser

Posted in Brok, Landevejscykling, MTB, Sko, Udstyr by Søren Svendsen on 12. juni 2016

HV-sko

De seneste år er mine fødder vokset .. eller cykelskoene skrumpet! Nu er jeg nået til størrelse 45 i cykelsko og det på trods af at jeg har rigeligt plads i en fodformet Birkenstok sandal str. 43. Det er ikke længden det kniber med, men bredden. For at have det nogenlunde komfortabelt og ikke få sovende fødder, har jeg måttet acceptere den ekstra længde, men det har nogle bivirkninger: klamperne skal sidde meget langt tilbage, og selve skoen sidder heller ikke helt godt da sålen hverken passer med svang eller facon.

Om vinteren fryser jeg notorisk fødderne, så jeg har eksperimenteret med en del vinterstøvler. En af fiduserne for ikke at fryse er at der skal være god plads i skoen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på at Lake laver deres støvler i en wide udgave. Der er virkelig plads i en 45 wide, så det blev jeg ret glad for. Ved et tilfælde opdagede jeg så at de også laver flere af deres andre modeller i wide, og at flere af de store mærker laver noget tilsvarende .. de findes bare stort set ikke i danske butikker. Lake og Shimano kalder det wide, Sidi mega og Giro og Mavic HV, high volumen.

Nu er mine spinningssko HV, mine vinterstøvler wide, mine landevejssko wide og mine trailsko HV .. og alle undtagen vinterstøvlerne, størrelse 44. Efter i årevis at have kørt med for lange og smalle sko, er det at få en sko der passer, nøglen til et lykkeligere liv .. bare spørg Askepot.

Swing it!

Posted in 29", MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 11. juni 2016

Tre T-boys

En ting er at regne den ud og finde ud af at 2 eller 3×10 stadig giver større spændvidde og flere gear at vælge imellem end 1x et eller andet, selvom det sikkert ikke varer længe, noget andet er at finde ud af om forskifteren er en top-swing bottom-pull, eller måske en down-swing top-pull .. eller en top-swing top-pull? På trods af de fleste af os der stadig kører med forskifter sjældent skænker dem en tanke, findes der faktisk et utal af variationer .. 34.9 eller direct mount?

Shimano satser lidt anderledes end SRAM og efter sigende skulle deres nye elektriske 2×11 gearsystem selv finde ud af hvordan der skal skiftes gear, og det skal være svært at mærke om det sker for eller bag! Personligt tror jeg ikke jeg skal have batteri på cykler foreløbeligt, men et spin-off fra det elektriske system er en ny side-swing forskifter. Det lyder jo ikke som nogen revolution, men det er sgu tæt på!

Først var jeg lige ved at opgive da jeg ikke kunne finde en i XT 10-speed, men så så jeg en video fra WMB med Trailbike of the Year (den er optaget lige netop der hvor vi kørte i foråret og med den samme guide) hvor Santa Cruz’en var monteret med en side-swing .. en Deore. I XT er det kun 11-speed, men Deore og SLX er stadig 10-speed, så her kan den fås.

Kabelføringen er lidt anderledes, men ellers er det lige ud af landevejen at skifte. Min nye Tallboy har direct mount og kører med en 34T Middleburn klinge og en LX 22T stålklinge. Den gamle XT bottom-swing toppull-skifter var konstrueret til at køre 38T som minimum, så den kunne faktisk ikke justeres langt nok ned .. men det kan den nye SLX side-swing. Middleburn er kendt for mange positive ting, men ikke for at skifte specielt godt .. det mærker man overhovedet ikke med den nye side-swing skifter. Det er bare slick shift!

Det er helt sikker fedt at undvære forskifteren, men en anden fidus ved et 2-klinge set-up, udover den udvidede gearing, er at man med et skift foran hurtigt kan være klar til en uforudset stigning. Et skift foran svarer til en 2-3 gear bagpå, og med den nye skifter er det ikke længere noget problem at komme tilbage igen.

Cool .. eller bare kold

Posted in Landevejscykling, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 3. juni 2016

Fibr

Jo ældre man bliver, jo mere fryser man om vinteren, og jo mere ubehageligt er det at være våd og kold, samtidig med man sveder! Så de seneste år har jeg købt en del uldtøj .. mest fordi størstedelen er krympet til børnestørrelse og har fået en tæthed som rockwool, efter få vask. Jeg er vaskeautist, så alt ikke-hvidt ryger ind sammen på 40 grader .. der er ingen særbehandling, heller ikke selvom det er uld og der står Assos, Endura eller On-One på det!

En flink ekspedient overbeviste mig i vinters om at der er forskel på sokkeuld, og fik mig til at købe to par dyre sokker fra SmartWool og IceBreaker .. og de både virker og holdere figuren efter 40 graders afvaskning! Men nu er sokker jo ikke bare sokker, har jeg lært af mine landevejsvenner, det er faktisk en af de vigtige indikatorer af hvor cool man er .. altså på landevejen. I skoven er der ikke mange der kikker på sokkerne, om vinteren er de gemt i støvler og om sommeren dækket af mudder eller støv. Men jeg har forstået budskabet og vil jo helst ikke falde udenfor, heller ikke når jeg er på udebane på landevejen.

Men sokkemoden er skiftet! De gammeldags ankelsokker, som vi mountainbikere altid har kørt rundt med, er pludselig den helt rigtige længde .. den forvaskede grå farve er dog ikke moderne. Små cykelsokker der kun lige kryber op over skokanten er ude, ligesom sportsstrømper til knæet .. med mindre man er trialet, eller sidder på plejehjem. Vinterens grå IceBreaker går altså ikke med korte rør, de er også for varme. Og alle sommersokkerne er for korte. Heldigvis er min landevejsven og designer, Jens, begyndt at lave fedt cykeltøj, så nu er jeg klar med top checkede sokker fra Fibr. Designersokker til landevejen, så det i hvert tilfælde ikke er der jeg falder igennem, og ligeså checkede uldsokker til skoven, som både holder en fornuftig temperatur, selv på en sommerdag, og faconen efter en 40 graders vask. Der er fod på det!

PS. Jeg har faktisk luret den. Der må være kun ca 60% uld i sokkerne for at de ikke kryber når man vasker dem på 40 grader.

 

 

Den gamle mand og Søhøjlandet

Posted in Cykelløb, MTB, Ture by Søren Svendsen on 24. maj 2016

Startbox D

Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!

Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af  ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!

Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?

Highland Mountainbike Challenge

Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?

Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.

DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.

Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.

Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.

2 trætte

Fransk finesse

Posted in Alperne, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 7. maj 2016

Kieran Page

Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.

Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.

Phillipe

Rock socks

Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.

Økologen i grønt

Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.

Nyt køretøj