MTBlog.dk

Det store spøgelse i skoven

Posted in 29", Cykler, MTB by Søren Svendsen on 4. april 2011

Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.

Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.

Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.

Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.

Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !

I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.

PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂

3 kommentarer

Subscribe to comments with RSS.

  1. Simon S said, on 5. april 2011 at 16:16

    Skøn post på bloggen!
    Selvom jeg jo har hørt det hele på seneste tur 😉

    Men du må se at få sparet sammen!
    Håber, du får sagt godt farvel til LT2en i Wales.
    God tur!

    Du har forresten helt ret med hensyn til gearing og tendensen til at køre samme gear på 26er og 29er. Helt klart min oplevelse med Swift’en.
    Efter nogle dage til og fra arbejde på den, er det dog klart, at dens Halo hjul er ret tunge. Samme gælder mine fede Maxxis Ardent 2.4″ sutter. Til gengæld var de fantastiske i skoven. Rullede sublimt sammen med de store hjul og gav komfort.

    SES

  2. Den er blevet længere | MTBlog.dk said, on 19. marts 2017 at 21:48

    […] jeg for 6 år siden købte den første T-boy valgte jeg meget bevidst at få den med en 100 mm gaffel. På det tidspunkt var den store […]

  3. Efterskælv | MTBlog.dk said, on 3. september 2018 at 18:37

    […] har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, […]


Skriv en kommentar