Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
Jeg så ikke lyset
På trods af jeg i over 10 år har haft en crosscykel, har jeg aldrig kørt cross! Jeg har brugt den som en venlig udgave af en landevejsracer. Men cross er blevet det nye sort, og hvor der tidligere kunne gå år imellem jeg mødte en på crosscykel, er det nu umuligt at køre en søndagstur i skoven uden at støde på flokke af crossryttere på de mere kørbare stykker.
Indrømmet, jeg har før været fristet til at prøve, men en lille tur på skovstierne i sommerlandet har været rigeligt til afskrive tanken .. det er sjovere på mtb. Men her i efteråret overgav jeg mig og satte et sæt rigtige crossdæk på Dirty Disco’en. Det var der flere grunde til. Dels havde jeg fået kørt noget landevej hen over sommeren, og det er en mild overdrivelse at landevejscykling er noget nemmere, rent praktisk, end at køre mountainbike. Meget mindre udstyr, ingen transportstrækning til sporet, og som regel kan man nøjes med at støve cyklen af når man kommer hjem fra landevejen, modsat det rengørings og vedligeholdelsesprojekt det er at holde en mtb kørende. Jeg ville også gerne fortsætte med at køre ude, i stedet for at sidde på spinningscyklen, men orkede på den anden side heller ikke gøre cykel ren flere gange om ugen. Og cross er jo den naturlige vinterfortsættelse af landevejscykling. Jeg vil heller ikke helt afvise at de mange reklamer for crosscykler og tøj dertil, kan have haft en indvirkning. Det ser fedt ud .. og de er meget stilige de crossdrenge!
Det korte af det lange er at jeg fik sat cyklen op til cross og var ude et par gange .. og det var nok! Som det ser ud fra min sadel, er cross en dårlig cocktail af det værste fra de to verdener. Du og cyklen bliver mindst ligeså beskidt som hvis du kører mtb, du sidder bare dårligere og har meget dårlige greb med de smalle dæk. Det er en loose-loose .. det er både behageligere og sjovere på mtb!
Nu er der sat gravel-dæk på den beskidte Disco, det giver mening synes jeg. Ud at køre på de små lande og grusveje når skoven er for pladret, eller tiden for knap. Og gravel er det helt nye sort .. det ved crossdrengene bare ikke endnu.
Styr på landevejen
Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?
Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.
Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.
Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!
Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.
Kongen, majoren og disco-dronningen
Der kommer et tidspunkt i enhver mountainbikers liv, hvor man tænker; jeg må have en landevejscykel! Det skete for mig for mange år siden og da jeg jo ikke går ned på udstyr, blev det en matsort Pincipia Rex, som på det tidspunkt var en referencecykel.
Efter et år erkendte jeg det, den var ubehagelig, stiv, hård og utilgivende, når man som mig kun kører et par timer om ugen på den. Så den røg igen, og jeg købte en total udtrådt orange Kona Jake the Snake af et Grønt Bud. Den blev restaureret og var fed .. en crosscykel er noget helt andet og passer rigtig godt til en mountainbiker med stiv ryg. I 2006 troede Kona på den teknologiske udvikling og lancerede Major Jake til skivebremser .. men ICU sagde nej! Jeg købte en alligevel. Lidt hidsigere, lavere krankbox og kongeblå. Fantastisk cykel, som der også blev vundet verdensmesterskaber på .. altså uden skivebremser. Den holdt helt til jeg sidste år da ICU var kommet på bedre tanker, og det pludselig væltede det frem med crosscykler til skiver. Mine øje faldt på Dirty Disco, On One’s nye carboncrosser, designet af Brant Richards.
Discodronningen er lidt skarpere og hidsigere end majoren, og lidt mere komfortabel, specielt i bagenden. Dronningens carbongaffel er komfortmæssigt ikke meget anderledes end majorens stålgaffel .. men over et halvt kilo lettere! Hele cykel er typisk carbonstiv, trådet går direkte i hjulene, og den vejer ind på 8,88 kg med alle de gamle dele fra majoren incl. skiver, kopholder og 28mm dæk. Det er som vi siger i Jylland, ikke så ringe endda. Kongen og majoren er død, længe leve discodronningen .. det bliver en fest!
Så starter cross-sæsonen igen !
Siden vi fik sommerhus, har jeg forsøgt at finde de fede spor i området og for et par år siden begyndte jeg også at lede efter nogle lokale at køre med. Dels for at få selskab og dels for lære flere spor at kende. Rygtet ville vide at der kørte en flok, og af og til så jeg også ryggen af nogle ude i skoven. Det var dog lidt svært at få kontakt, og først da min søns børnehavepædagog afslørede at hun havde en bror der bor og kører i området, lykkedes det.
Jeg mødte op i fuld weekendkriger udstyr; fully, brede dæk og kamelryg. Det burde nok have vagt min mistanke at de andre kørte på citydæk, med låst affjedring og at der endda var en enkelt på en crosscykel. Friskt, siger jeg til ham på crosscyklen, at nappe turen på sådan en cykel, men det mente han nu ikke ! Det varede heller ikke længe inden jeg var enig med ham !
De lægger ud i et rasende tempo .. ud af landevejen ! Jeg kender ellers et fedt spor, men beslutter mig for ikke at blande mig .. det kan tids nok komme. Efter et par kilometer er jeg allerede bagefter og ved at dø. Heldigvis kikser den ene et gearskift og knækker kæden. Surt, siger de i kor, du må trække hjem. Nej, nej, siger jeg og pakker kamelryggen ud og et powerlink senere er vi på vej igen. Afsted det går og da vi nærmer os Sandflugtsplantagen er jeg igen bagefter men optimist ved tanken om vi nu drejer ind på et spor i skoven. Så kan de bare vente sig ! Men nej, vi fræser med over 30 km i timen ad grusvejen langs vandet. Efter yderligere 5 minutter opgiver jeg og råber, bare kør ! Men jeg er allerede så langt bagefter at de ikke kan høre det, så det gør de.
Surt show ! Men jeg synes jo ikke rigtig det var fair, så efter at have sundet mig et par uger beslutter jeg mig for at forsøge igen. Med en anden cykel ! Major Jake bliver udstyret med cross-dæk, som den egentligt er født til, og jeg lader baggy’s og kamelryg blive hjemme. De kikker lidt, både på mig og Major Jake, da vi møder op, men denne gang kan jeg følge med, også på de 2 asfalt-rundture som er inkluderet, og jeg blander mig endda i spurten 😉
De kører hver dag den samme tur på det samme tidspunkt, så det er bare at hægte sig på. 32 km og alt over en time er uacceptabelt .. det er go’ pulstræning ! Nu mangler jeg bare at overbevise dem om de også skal prøve at køre med i skoven 😉
MTBlog.dk 
leave a comment