Dolomitterne
Efter i 10 år at have pralet med hvor fedt det er at køre over Alperne, tog de andre halvgamle småture mænd mig på ordet og forærede mig et godt tilskud til en gentagelse i fødselsdagsgave. Underforstået at de selvfølgeligt skulle med. I plenum blev det besluttet at lægge turen i den østlige del af Alperne, Dolomitterne, som skulle være den smukkeste del .. og det område en del af de andre står på ski om vinteren.
Ingen tur uden guide! Wolfgang, som jeg har kørt med før, pro-rytter for Moviestar og pro-guide, var heldigvis klar. Alting klappede, hans forældrene kørte følgebil med bagage og ruten var fantastisk.
Den første dag blev jeg dog noget i tvivl om jeg var blevet gammel og rusten. Det karakteristiske ved Alperne er at de er stejle, meget stejle, men jeg syntes specielt nedkørslerne var slemme. Vi måtte gå ned af en del af dem. De efterfølgende dage viste dog at dag 1 var den hårde dag nedad, derefter kunne de fleste køre det meste. Altså nedad, opad er mere en mental proces. Ikke at man ikke skal være i god form, det skal man i den grad, men det tager pippet fra folk at skulle køre med fråde om munden flere timer i træk, i laveste gear med 3,5 km/t. Pludselig knækker man og kan ikke mere, eller stigningen øger til 27%, og så må man af og skubbe. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at forestille sig .. og affinde sig med. Heldigvis var der et par skilifte undervejs, for de hårdest ramte.
Dolomitterne er som nævnt et populært skiområde så sommeren er hotellernes lavsæson. På flere hoteller var vi kun vores gruppe, men alligevel var der fuld forplejning og ofte også tændt for sauna og spa i en periode sidst på eftermiddagen. Total luksus at lande på et full-service hotel efter 8-10 timer i sadlen. 10 minutters cykelpleje og derefter mental restitution og kropspleje resten af dagen. Cykeltøjet blev også vasket de fleste steder, som en del af pakken.
I Tyskland og længere sydpå er alpencross et præstationsfænomen på linje med fx. maratonløb. Man tæller, og fortæller, om sine alpencross og snakker ruter og bjergpas. Ikke alle ruter er lige svære eller lette. Vi havde selvfølgeligt valgt en af dem med flest singletracks, og dermed også en af de sværeste. Bureauerne bliver altid lidt skeptiske når vi danskere bestiler de svære ture, vi kommer jo fra et fladt land, men generelt er danskere rigtig godt kørende når vi sammeligner os ude i verden. Det må være alt det mudder og de våde rødder om vinteren.
Turene er typisk også meget veltilrettelagte, med mange udbydere og niveauer, så alle kan være med. Det eneste lidt tricky er at komme til startstedet. Alle ture starter ca. midt i Østrig, langt fra alfavej og lufthavne, og ender ved Garda-søen, hvorfra man bliver kørt tilbage til startstedet. Denne gang lejede vi en varevogn, som to af os kørte ned og hjem med alle cyklerne, mens resten fløj til München, hvor vi blev samlet op af Wolfgangs forældre. Perfekt løsning, specielt for os der fløj.
Det er meget hårdere end man tror at køre et alpencross! Skal man køre de fede ruter kræver det en del træning, faktisk vil jeg mene det er nødvendigt at starte træningen allerede vinteren før turen. Og ikke kun konditionstræning, men også teknik, man får brug for det hele. Til gengæld kan jeg love dig en fantastisk oplevelse. 6 dage, 320 km og 10.000 hm. Det var mit tredje alpencross og næppe det sidste.
Grus i maskineriet
Man bliver jo lidt kritisk med alderen .. eller måske bare mere kvalitetsbevidst? I hvert tilfælde synes jeg efter snart 20 år på mountainbiken at der skal være lidt buler på banen når man kører mtb. Grusveje er tit smukke veje der snor sig gennem landskabet .. og lidt kedelige på mtb. Modsat når man kommer på landevejsraceren, og vejen pludseligt bliver grus eller det der er værre .. så bliver det lidt for spændende. Men grus, mark og små-veje er tit gode bekendtskaber, på den rigtige cykel .. en all-road cykel. (Det er det cykelhandlerne forsøger at prakke dig på som en gravelbike.)
For lige at checke teorien havde jeg overtalt min landevejsven til at vi skulle køre Djurs Gravel Adventure, han på sin landevejsracer modificeret med mine gamle crossdæk (Conti CrossRace), mig på Dirty Disco med vinterdækkene (Schwalbe G-One). Med start fra Aarhus Cykelbane krævede det en tidlig opvågning og 3 timer i bil inden der var friskbagt brød og varm kaffe. Skulle omstændighederne have fået os til at være en smule småstressede, forsvandt det fuldstændig ved ankomsten. Dels var det jo ikke et løb men en tur, dels foregik det hele i en dejlig afslappet (jysk?) atmosfære. Ikke noget stress .. det eneste tidspunkt det gik stærkt, var på cyklen.
125 km primært grus, men også lidt asfalt og singletracks. 3 depoter og aftensmad bagefter på cykelbanen. Deltagerantallet var sat til 40, jeg tror vi var 18, hvilket var meget passende. Vi kørte i en gruppe stort set hele vejen og det fungerede fint. Turen tog 7,5 time, deraf 5,5 i sadlen, resten gik ved depoterne, et par stop med røverhistorier om tidligere tider og 11 punkteringer!
Det var en topfed tur på alle måder! Fed rute, godt arrangement, dejligt selskab og lækker forplejning. Og så bekræftede det teorien om en all-road cykel. Jeg savnede aldrig mine slicks på asfalten, og kun på de værste nedkørsler på småspor ville jeg gerne have haft Højbollen.
Jeg har tit en cykel med når jeg er rundt i landet, men det kan faktisk være både besværligt og svært at finde en velegnet og spændende mtb-rute når man ikke er lokalkendt. Efterhånden er der mange afmærkede spor, men det er trods alt ikke alle steder og ofte er de kun til en tur på en time eller mindre. Småveje, grusveje og markveje er der derimod overalt i landet, de er ikke svære at finde og de er nemme at planlægge ture på i forvejen. Så mon ikke Dirty Disco kommer til at se lidt mere af landet?
Bjørnetjenester .. på kryds og tværs
Selvtægtsfolk, som vil genere os mountainbikere, har så længe jeg kan huske det, lagt stammer og grene på tværs af stier og spor. Det har altid undret mig! Og nu er der kommet en ny venlig-bevægelse, i halen af sporbyggerne, som lægger grene og pinde på langs i mudderhuller og vandpytter for hjælpe os. Det er også sært!
Når folk lægger forhindringer på tværs af sporet vidner det om de aldrig selv har kørt. Stammer og grene i den størrelse folk kan slæbe på tværs af sporet, er næsten altid bare en kørbar udfordring .. som gør sporet mere spændende.
Desværre er hjælpen med de længdegående pinde i mudder og vandhuller, ligeså misforstået! Det er nærmest umuligt at holde forhjulet på ret kurs henad en stak slimede pinde. Skal det hjælpe, skal de lægges på tværs.
Så skal vi ikke blive enige om at pinde altid skal lægges på tværs af sporet .. uanset om de bliver lagt ud som forhindring eller som hjælp? Der er jo ingen grund til at rette misforståelsen hos selvtægtsfolkene.
18 år senere …
Jeg fik deja vu! For 18 år siden havde fruen og jeg været til en fest i de nordlige forstæder og ladet bilen stå. I et anfald af, nu må jeg også se at få rørt mig, tog jeg min citybike op for at hente bilen. Turen gik af cykelstier og ruter og bla gennem Dyrehaven .. jeg var solgt! Mandag morgen stod jeg hos en cykelhandler og spurgte om ikke han havde et tilbud på en mountainbike, jeg ikke kunne sige nej til .. og det havde han.
Idag var jeg så afsted igen efter en efterladt bil, og pga af en nylig meniskoperation gik turen igen gennem Dyrehaven, på de brede stier. Knæet er endnu ikke til rødder, bump og hop, så ikke noget med småstier og singletracks som jeg plejer. Jeg praler i festligt lag med at jeg har kørt over 250.000 km på motorcykel, hvilket de færreste har, men jeg tror jeg efterhånden har siddet flere timer på cyklen, end på motorcyklen, som måtte vige pladsen for mountainbiken. 18 år hvor jeg stort set hver eneste søndag har kørt i skoven, et eller andet sted, og hvor træning flere gange ugentligt er blevet rutinen .. det havde jeg ikke set komme!
Der er sket meget på 18 år, mountainbiking er gået fra at være en marginal freaksport til at være mainstream folkesport. Den tekniske evolution har budt på flere højdepunkter som nærmest er små revolutioner: jeg fik den første fully efter et år, og den havde skivebremser, så kom de slangeløse dæk, 29er hjul ændrede fuldstændig min cykeloplevelse, det var som at komme hjem, og senest har dropperposten boosted både komforten og min sikkerhed. Personligt er jeg i lang bedre form end for 18 år siden, jeg er godt nok ikke blevet tyndere, men tør dårligt tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at cykle! Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på mountainbike og fået en masse ligeså singletrack-mindede venner. Jeg er blevet en del af et netværk hvor man altid kan finde en entusiast der gerne vil vise rundt på de lokale spor, og jeg rejser aldrig nogen steder uden at checke om der er gode muligheder for at cykle, og om jeg skal have min egen cykel med.
Det er ikke kun mountainbikere der er blevet flere af, det er også skovgæster generelt. Så sådan en tur gennem Dyrehaven er ikke længere en ensom fornøjelse, men næsten en form for spidsrod. Antallet af uberettiget selvretfærdige ignoranter er stærkt stigende, specielt når solen skinner, så dræberblikkene hænger løst. Folk der mener at netop deres hund godt kan gå uden snor, selvom det ikke er tilladt, og nægter både at reagere personligt eller kalde på hunden, når jeg ringer med klokken og passerer. Grupper der går 2-3-4 ved siden af hinanden og ikke flytter sig, selvom de fylder hele stien. Folk der overhovedet ikke reagerer eller flytter sig, selvom de har kunnet se en komme imod dem de sidste 200m. Løbere som er tabt for omverdenen, dels pga af høj musik i ørerne, men også pga af massiv arrogance. Og endeligt alle de pæne mennersker der bare kikker på en med slet skjult afsky.
Anyway, det er desværre nok en generel samfundstendens og skal ikke spolere mine gode oplevelser. Jeg tager foreløbeligt 18 år mere, men holder mig fra de brede stier og finder ind på de små singletracks igen, ligeså snart knæet tillader det.
Den gamle mand og Søhøjlandet
Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!
Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!
Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?
Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?
Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.
DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.
Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.
Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.
Fransk finesse
Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.
Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.
Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.
Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.
På sporet af luxus i Jylland
Normalt responderer jeg ikke på de favorable mailtilbud der havner i indbakken. Du har vundet 45.000.000.000 € eller Jeg repræsenterer boet efter din ustyrlige rige ukendte farbror fra Ghana. Men da jeg fik en mail fra Niels Bugges Kro med et tilbud om at teste deres deres nye koncept, MTB GetAway, slog jeg til!
Fruen var inviteret med og selvom hun havde truet med at droppe cyklen og bruge vandrestøvlerne, sad vi begge klar i sadlerne da folkene fra Explore MTB startede deres teknikundervisning, som er en del af pakken. En markant spredning i deltagernes køn, evner og erfaring, og en opdeling efter niveau i tre hold, gjorde udslaget for fruen. Selv er jeg ikke længere vild med tekniktræning der starter før slangen i Paradis, men det lykkedes faktisk at gøre undervisningen både sjov og lærerig. Vi kørte bla rundt mellem de byggede forhindringer med bind for øjnene mens en anden deltager hold en hånd på skulderen og gav instrukser. Briller lavet af toiletruller gav os senere tvunget tunnelsyn og øvelse i at kikke langt frem .. og med køkkenruller blev tunnelen endnu længere! En lille træningsbane i skoven med hårnålesving, en række tabletops, drops og en rock-garden gav fine muligheder for at øve teknik i praksis. Jeg må nok indrømme at det er første gang at jeg direkte har øvet mig på at hoppe .. og det var fedt!
Frokost i det grønne med gourmet-mad fra kroen, telt, tæpper, klapstole og en espressomaskine er en voldsom upgrade fra et par klappere i staniol indtaget i vådt græs, og måske medvirkende til at de andre deltagere fra fruens hold fik hende overtalt til at glemme vandrestøvlerne og fortsætte på cyklen .. noget jeg aldrig ville kunne.
Dollerup Bakker og området i det hele taget, er utroligt smukt og giver muligheder for ture på alle niveauer og længder. Selvom danske bakker ikke er det samme som bjerge, er der ikke mange områder i Danmark man kan køre flere højdemeter end her. Ambitionen er at have sammenhængende spor på 100 km med 2.500 hm i løbet af næste år. Vi kørte desværre kun ca 25 km, men føj et fedt spor! Alt for lidt, men heldigvis kan man allerede nu få GPS-spor op til 85 km, hvis man vil køre selv. Området og sporene bærer præg af der ikke er så trafikeret som på sporene omkring København. De naturlige spor vi kørte var nærmest jomfruelige og den del der løber i lyngen på heden ser ud til aldrig at blive rigtigt våde. Til gengæld er visse områder også helt lukkede for mountainbikere.
Tilbage på hotellet, som ikke er selve kroen men et idyllisk gult bindingsværkshus med 14 hyggelige værelser, et par kilometer derfra, er vildmarksbadet og udendørs-saunaen tændt! Det er lige hvad man trænger til efter en dag i sadlen og inden den gourmet-middag der er den anden del af pakken. Fantastisk mad, og efter 6 timer sammen på cykel den helt rigtige opskrift på en virkelig hyggelig aften .. selvom vi ikke kendte hinanden på forhånd. Cyklen kan også få en tur, der er vaskeplads, og senere kan den sove sikkert i en aflåst container. Der er tænkt på det meste. Undertitlen på arrangementet er Gastronomi og Mudder, og hvor der var masser af det første, var der ikke meget af det sidste .. så jeg er nok nødt til at komme tilbage og checke om sporet holder tørt!
I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
Et lille pip fra sommerlandet
Her i sommerlandet er der en del kombinerede vandre og cykelruter, og mange af dem er kun smalle stier. Det er fedt rent køremæssigt og udvider jo mulighederne for lange ture betydeligt, men det betyder også at man som cyklist skal være ekstra påpasselig og hensynsfuld. Jeg tager altid farten af, rykker helt til højre, ofte helt ud i rabatten, og hilser pænt. Det giver som regel god kontakt og sjove tilråb, men lidt for tit betyder det desværre at den modgående fortsætter uanfægtet midt på stien og måske endda totalt ignorerer min tilstedeværelse!
Ignoranterne er svære at rubricere, det kan være børnefamilier, ofte med faderen i front, ældre ægtepar, måske med en tæppetisser i snor, kvinder som ikke er helt fortrolige med den sommerhuscykel de kører alt for sjældent på, og grupper af alle slags. Er der flere end 5 mennesker i en gruppe, er der ingen der er opmærksomme på andet end hvad der foregår i gruppen. Og så har jeg ikke nævnt den bevidst rethaveriske pensionist som ikke vil flytte sig fordi han mener cykling ikke bør være tilladt på hans sti.
Forleden, efter en fantastisk tur hvor vi bla fandt et nyt spor på stranden, småsten mellem strandgrønt, havde vi et par af de kedeligere oplevelser. Vi kom til at tale om at sjovt nok er det værste sted for agression i hele Københavnsområdet grusstien langs Gentofte Sø, som er en afmærket cykelrute! Og om det ikke snart er på tide at Naturstyrelsen, udover de kampagner de kører for at få mountainbikere til at opføre sig ordentligt og vise hensyn, også laver en kampagne for at få andre til at forstå at vi faktisk også godt må være i naturen?
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
MTBlog.dk 
2 comments