Hårboller på benene
Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.
Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!
Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!
Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.
Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?
Jeg så ikke lyset
På trods af jeg i over 10 år har haft en crosscykel, har jeg aldrig kørt cross! Jeg har brugt den som en venlig udgave af en landevejsracer. Men cross er blevet det nye sort, og hvor der tidligere kunne gå år imellem jeg mødte en på crosscykel, er det nu umuligt at køre en søndagstur i skoven uden at støde på flokke af crossryttere på de mere kørbare stykker.
Indrømmet, jeg har før været fristet til at prøve, men en lille tur på skovstierne i sommerlandet har været rigeligt til afskrive tanken .. det er sjovere på mtb. Men her i efteråret overgav jeg mig og satte et sæt rigtige crossdæk på Dirty Disco’en. Det var der flere grunde til. Dels havde jeg fået kørt noget landevej hen over sommeren, og det er en mild overdrivelse at landevejscykling er noget nemmere, rent praktisk, end at køre mountainbike. Meget mindre udstyr, ingen transportstrækning til sporet, og som regel kan man nøjes med at støve cyklen af når man kommer hjem fra landevejen, modsat det rengørings og vedligeholdelsesprojekt det er at holde en mtb kørende. Jeg ville også gerne fortsætte med at køre ude, i stedet for at sidde på spinningscyklen, men orkede på den anden side heller ikke gøre cykel ren flere gange om ugen. Og cross er jo den naturlige vinterfortsættelse af landevejscykling. Jeg vil heller ikke helt afvise at de mange reklamer for crosscykler og tøj dertil, kan have haft en indvirkning. Det ser fedt ud .. og de er meget stilige de crossdrenge!
Det korte af det lange er at jeg fik sat cyklen op til cross og var ude et par gange .. og det var nok! Som det ser ud fra min sadel, er cross en dårlig cocktail af det værste fra de to verdener. Du og cyklen bliver mindst ligeså beskidt som hvis du kører mtb, du sidder bare dårligere og har meget dårlige greb med de smalle dæk. Det er en loose-loose .. det er både behageligere og sjovere på mtb!
Nu er der sat gravel-dæk på den beskidte Disco, det giver mening synes jeg. Ud at køre på de små lande og grusveje når skoven er for pladret, eller tiden for knap. Og gravel er det helt nye sort .. det ved crossdrengene bare ikke endnu.
Den lange vej
Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.
Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.
Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.
Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.
Luxus .. eller livsnødvendigt
“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.
Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.
Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.
Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.
Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.
Ujævn præstation
Højbollen har jo fået nye hjul, godt nok et af gangen, som blev købt på tilbud .. og med dæk! Mavic Quest 29×2.35 UST-ready. Umiddelbart var de ikke lige min kop the, bla fordi de er lidt overvægtige .. 810g. Efter forgæves at have forsøgt at sælge dem, billigt, og have læst nogle ret positive anmeldelser, besluttede jeg at de passende kunne køre som vinterdæk på Højbollen. Tunge dæk er lig med go’ træning, og biddet skulle være godt nok. Efter et par ture, på tørre spor, må jeg sige at de foreløbeligt passer på beskrivelsen, lidt tunge men fint greb. På vej hjem fra skoven forleden havde jeg dog en lidt pudsig oplevelse. Cyklen hoppede på cykelstien som om et af dækkene ikke var sat rigtigt på plads på fælgen!
Min far kørte orienteringsløb i bil i 60’er, og var på et tidspunkt jysk mester. Han var meget pertentlig med alt hvad der havde med bil at gøre, også sine egen Folkevogn og senere Peugeot 404. Når han havde fået nye dæk på bilen kørte han til en vulkanisør, 100km væk, hvor de blev høvlet i en maskine, så de var helt runde! Lidt hysterisk, har jeg altid tænkt .. men måske arveligt?
Nå, men jeg gik i pit med Højbollen for lige at sætte dækket rigtig på plads. Lidt pinligt, og en fejl jeg normalt ikke laver .. hvilket jeg da heller ikke havde gjort. Bagdækket hopper pludseligt 2-3mm over et stykke på 4-5cm .. helt umotiveret. Det er ikke rundt! Lidt nysgerrig checker jeg også lige forhjulet .. det er næsten lige så slemt. Og dækkene er endda leveret på hjul der er købt to forskellige steder, i to forskellige lande og med 4 måneders mellemrum. Måske har Mavic et produktionsproblem med deres dæk!?
Generationskløften
Havde jeg bare været 20 år yngre og haft gode ben .. for fååååck, hvor kører den godt den nye T-boy3! Efter et par timer i skovene ved Silkeborg på det gule lyn, står det helt klart at det er rigtigt hvad jeg skrev i det forrige indlæg .. jeg er ikke nogen aggressiv kører, desværre. Det er sjovest at køre en cykel ud til kanten, men jeg har hverken kræfterne eller modet til at presse den nye Tallboy.
T-boy3 er længere og mere buff end de tidligere versioner med 10mm ekstra vandring, en 34mm relativ flad gaffel og en kortere bagstag. Umiddelbart virker den helt bekendt, men det er som om den har styrketrænet .. en del. Og er blevet voksen og følsom. Uanset hvad den skal ned af, er den helt rolig, ikke noget XC-nervøsitet, og på et snoet singletrack kører den som på skinner. Kun på de stejle og svære opkørsler, hvor jeg kun lige har kræfter til at holde den igang, kan jeg mærke at styringen er tungere end på min egen. En del af forklaringen kan også være dækvalget. Det gule lyn var monteret med Maxxis Minion foran, et dæk der vidner om ambitionsniveauet, men også vejer halvanden gang så meget som raketdækkene jeg kører med.
En flad gaffel giver stabilitet og det er da også den gennemgående følelse i forhold til tidligere versioner .. den ligger virkelig godt på sporet og indgyder tryghed. Samtidig er affjedringen blevet mere umiddelbar sensitiv, så den er silkeblød og vildt komfortabel .. uden at det er gået ud over hverken evnen til at opsuge de store drops eller være fri for pedal-bob. Det er stadig en langbenet kilometeræder .. som nu også gerne napper et enduro-track! En moderne cykel der skal køres med hele kroppen og som indbyder til at blive presset .. jo hurtigere, jo sjovere!
Så havde jeg bare været 20 år yngre! Men det er jeg ikke, og er nærmest vokset sammen med min T2 .. lidt out-dated og smånervøs på stejle nedkørsler.
PS. Jeg fik desværre ikke prøvet cyklen med 27.5+ hjul, men med de sutter den havde på var det hverken greb eller komfort den manglede!
Uden bøvs
Det gik op for mig i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.
Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.
Teknologiske spydspidser
3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!
Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.
Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.
Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.
Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?
Den næsten perfekte punktering
Hvis den perfekte punktering findes, må det være den man først opdager når man piller dækket af og opdager tornen eller tegnestiften der er gået igennem .. latexen har lappet hullet. Den næsten lige så perfekte punktering er når man pludselig hører luften fløjte ud af dækket, for straks at blive afløst af hvide latex-strint, som bliver svagere og svagere, for at stoppe helt.
På en korttidsudgang, på vej over Slotslyngen, med solen stående lavt ind over de tørre spor, var det rimeligt nedtur at høre punkteringsfløjten fra bagdækket .. som ikke ville stoppe! Jeg glemmer for tit hvor hurtigt latex fordamper om sommeren, og der var helt klart lavvande i bagdækket, for selv med hullet nedad, kom der nærmest ikke noget latex ud. Tanken om griseriet ved at skulle smide en slange ind i latex-resterne var næsten ubærlig .. det er absolut bagdelen ved tubeless. Heldigvis var det første der faldt ud af min kamelryg mit nye tubeless lappegrej fra Dynaplug .. det havde jeg også glemt. Hætten af beholderen, der sidder allerede en gummiorm med messingspids klar i hætten, gennem dækket med spidsen så kun gummihalen stikker ud, frem med micro-samuraisværdet, som også er i beholderen, og hug den overskydende del af gummihalen af. 80 slag med pumpen, og du er køreklar! Det hele tager ca 2 minutter, og med solen i ryggen, midt på Slotslyngen, er det tæt på også at være en næsten perfekt punktering.
Lille, lækker, gennemtænkt og effektivt .. og lidt dyr. Men jeg er nok nødt til at have et sæt mere, så der er et i begge mine kamelrygge .. og jeg kan undgå slange i latexsnask.
På vejen .. eller noget der ligner
Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.
Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.
Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.
PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).
MTBlog.dk 
leave a comment