MTBlog.dk

Dolomitterne

Posted in 29", Alperne, MTB, Tøj, Ture by Søren Svendsen on 12. november 2018

IMG_0950w

Efter i 10 år at have pralet med hvor fedt det er at køre over Alperne, tog de andre halvgamle småture mænd mig på ordet og forærede mig et godt tilskud til en gentagelse i fødselsdagsgave. Underforstået at de selvfølgeligt skulle med. I plenum blev det besluttet at lægge turen i den østlige del af Alperne, Dolomitterne, som skulle være den smukkeste del .. og det område en del af de andre står på ski om vinteren.

_MG_2428xw

Ingen tur uden guide! Wolfgang, som jeg har kørt med før, pro-rytter for Moviestar og pro-guide, var heldigvis klar. Alting klappede, hans forældrene kørte følgebil med bagage og ruten var fantastisk.

IMG_1274w

Den første dag blev jeg dog noget i tvivl om jeg var blevet gammel og rusten. Det karakteristiske ved Alperne er at de er stejle, meget stejle, men jeg syntes specielt nedkørslerne var slemme. Vi måtte gå ned af en del af dem. De efterfølgende dage viste dog at dag 1 var den hårde dag nedad, derefter kunne de fleste køre det meste. Altså nedad, opad er mere en mental proces. Ikke at man ikke skal være i god form, det skal man i den grad, men det tager pippet fra folk at skulle køre med fråde om munden flere timer i træk, i laveste gear med 3,5 km/t. Pludselig knækker man og kan ikke mere, eller stigningen øger til 27%, og så må man af og skubbe. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at forestille sig .. og affinde sig med. Heldigvis var der et par skilifte undervejs, for de hårdest ramte.

_MG_2351xw

Dolomitterne er som nævnt et populært skiområde så sommeren er hotellernes lavsæson. På flere hoteller var vi kun vores gruppe, men alligevel var der fuld forplejning og ofte også tændt for sauna og spa i en periode sidst på eftermiddagen. Total luksus at lande på et full-service hotel efter 8-10 timer i sadlen. 10 minutters cykelpleje og derefter mental restitution og kropspleje resten af dagen. Cykeltøjet blev også vasket de fleste steder, som en del af pakken.

IMG_1675w

I Tyskland og længere sydpå er alpencross et præstationsfænomen på linje med fx. maratonløb. Man tæller, og fortæller, om sine alpencross og snakker ruter og bjergpas. Ikke alle ruter er lige svære eller lette. Vi havde selvfølgeligt valgt en af dem med flest singletracks, og dermed også en af de sværeste. Bureauerne bliver altid lidt skeptiske når vi danskere bestiler de svære ture, vi kommer jo fra et fladt land, men generelt er danskere rigtig godt kørende når vi sammeligner os ude i verden. Det må være alt det mudder og de våde rødder om vinteren.

IMG_1418w

Turene er typisk også meget veltilrettelagte, med mange udbydere og niveauer, så alle kan være med. Det eneste lidt tricky er at komme til startstedet. Alle ture starter ca. midt i Østrig, langt fra alfavej og lufthavne, og ender ved Garda-søen, hvorfra man bliver kørt tilbage til startstedet. Denne gang lejede vi en varevogn, som to af os kørte ned og hjem med alle cyklerne, mens resten fløj til München, hvor vi blev samlet op af Wolfgangs forældre. Perfekt løsning, specielt for os der fløj.

IMG_2171xw

Det er meget hårdere end man tror at køre et alpencross! Skal man køre de fede ruter kræver det en del træning, faktisk vil jeg mene det er nødvendigt at starte træningen allerede vinteren før turen. Og ikke kun konditionstræning, men også teknik, man får brug for det hele. Til gengæld kan jeg love dig en fantastisk oplevelse. 6 dage, 320 km og 10.000 hm. Det var mit tredje alpencross og næppe det sidste.

_MG_2624xw

IMG_1361w

IMG_1243w

_MG_2580w

IMG_1649w

IMG_1111w

_MG_2468xw

_MG_2483w

IMG_2103w

IMG_2197xw

Reklamer

Tyve år senere

Posted in Grus, Ingen brok, Landevejscykling, MTB, Nybegynder by Søren Svendsen on 22. oktober 2018

Forleden blev jeg spurgt om hvor længe jeg har kørt mountainbike, og et check af gamle cykelkvitteringer afslørede at det netop er 20 år siden jeg købte min første mtb, en gul Marin Nail Trail. Den blev købt 1. oktober 1998 og siden kan de weekender jeg ikke har kørt, nærmest tælles på en hånd. Skræmmende, og samtidig opløftende. Havde jeg ikke fundet min last havde jeg sandsynligvis vejet 20 kg mere, været totalt ude af form og værst af det hele, gået glip af de mest fantastiske oplevelser.

Jeg husker stadig at sælgeren i butikken gjorde opmærksom på at cyklen var en rigtig trailbike, da den havde et meget bredt styr på 58 cm! Der er løbet en del vand gennem åen siden, både med cykelteknologien; skivebremser, 29er hjul, tubeless dæk og dropper posts, men i lige så høj grad med sporene. Fra de eksisterende skovveje og stier, til anlagte spor over det meste af landet med berms, hop og drops. Fra en spøjs minoritetssport, til total mainstream med 90.000 solgte mountainbikes om året.

Selvom jeg næppe er så hurtig som for 10 år siden, har jeg tit tænkt på hvor heldigt det er at starte i en sen alder i en sport hvor man kan blive ved med at udvikle sig. Hvis jeg var startet som helt ung kunne jeg måske allerede som 30-årig begynde at se det gå ned af bakke. Og det må alt andet lige føles demotiverende. Nu startede jeg som total utrænet 40-årig og det er først de sidste par år fysikken ikke længere bliver bedre og bedre. Men teknikken flytter sig stadig og det regner jeg med den bliver ved med en del år endnu.

Det startede som sjov motion men er idag meget mere, nogle vil kalde det en livsstil. For mig er cykling 3 ting. Motion, jeg kører stadig på cykel for at holde mig i form og vægten nede. Mental restitution, der er ikke meget der renser hovedet bedre end en tur på cyklen. Fællesskab. Jeg cykler med nogle af mine bedste venner og har haft de mest fantastiske oplevelser med dem .. på cykel.

Indrømmet, efter 20 år kan det da godt blive lidt kedeligt og ensformigt at sidde på mountainbiken. Men så må man jo køre nogle nye steder, eller på nogle nye cykler. Jeg har ingen planer om at droppe de knoppede dæk og de små stier, men jeg har det sidste år kørt regelmæssigt med en klub på landevejen, og kørt et par lange grus-events, det nye sort. Og det er også sjovt!

De halve løsninger

Posted in Landevejscykling, MTB, Tøj, Udstyr by Søren Svendsen on 24. september 2018

IMG_7149w

Til min fødselsdag sidste år fik jeg en meget tætsiddende og trendy jersey fra Rapha. Normalt er jeg ikke meget alt for stramsiddende lycra, da det ikke bidrager til ret meget andet end at afsløre mit mavefedt. Og som regel er roadie-tøj fra den dyre endes største kvalitet, at det er dyrt. Men den var så lækkert lavet at jeg var nødt til at prøve at køre med den .. og sjovt nok kom den på igen og igen på trods af synligt bildæk. Efter en 4-5 ture begyndte jeg at undre mig over hvorfor den var så dejligt at køre i? Blød og lækker, og ikke så klam-kold .. 40% uld!

For 10 år siden var svaret på at holde varmen membraner – Windstopper, GoreTex osv. For 5 år siden var det uld. Membraner er fine, specielt i kulde og vind, men uanset variant og alle reklamerne, så bliver man vådere end ellers og dermed også koldere når man holder stille. Uld fungerer fint, når bare det ikke blæser, men har svært ved at holde til mit vaskeset-up, hvor der ikke er plads til specialbehandling.

Jeg er normalt ikke vild med halve løsninger, eller blandingsmisbrug, men når det gælder cykeltøj ser det ud til at være svaret. Uldprodukter med så meget kunststof at de ikke skal specialbehandles fungerer fantastisk. Faktisk har jeg svært ved at vælge en cykeltrøje uden uld idag, med mindre det er over 20 grader. Det samme gælder sokker. Og mellemlag om vinteren. Membran på udvalgte steder er vinterløsningen, vindfront på jakker og vandfast røv på baggys, men det er slut med GoreTex fra top til tå.

Lige nu ser det ud til at tøjet med de fede halve løsninger kommer til cross/gravel-segmentet, som jo også er en form for blandingsmisbrug, og dermed læner sig mest op ad roadiestilen. Så stilforvirringen er totalt når jeg kører mtb i min nye langærmede slimline jersey fra Isadore, en 10 år gamle Gore Windstopper vest med netryg og baggy pants med vandfast røv fra Endura.

Efterskælv

Posted in 29", Alperne, Cykler, MTB, Træning by Søren Svendsen on 3. september 2018

IMG_2087xw

Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.

Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.

IMG_0853xw

Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.

Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.

IMG_0834w

Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.

Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.

Mekanisk doping

Posted in 29", Alperne, Brok, Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 29. maj 2018

IMG_9350xw

Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.

T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.

SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.

Klamkold

Posted in Brok, MTB, Søndagstur, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 21. januar 2018

IMG_8181w

Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.

Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.

Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.

Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!

Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.

 

 

Bjørnetjenester .. på kryds og tværs

Posted in MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 20. oktober 2017

IMG_0217xw

Selvtægtsfolk, som vil genere os mountainbikere, har så længe jeg kan huske det, lagt stammer og grene på tværs af stier og spor. Det har altid undret mig! Og nu er der kommet en ny venlig-bevægelse, i halen af sporbyggerne, som lægger grene og pinde på langs i mudderhuller og vandpytter for hjælpe os. Det er også sært!

Når folk lægger forhindringer på tværs af sporet vidner det om de aldrig selv har kørt. Stammer og grene i den størrelse folk kan slæbe på tværs af sporet, er næsten altid bare en kørbar udfordring .. som gør sporet mere spændende.

Desværre er hjælpen med de længdegående pinde i mudder og vandhuller, ligeså misforstået! Det er nærmest umuligt at holde forhjulet på ret kurs henad en stak slimede pinde. Skal det hjælpe, skal de lægges på tværs.

Så skal vi ikke blive enige om at pinde altid skal lægges på tværs af sporet .. uanset om de bliver lagt ud som forhindring eller som hjælp? Der er jo ingen grund til at rette misforståelsen hos selvtægtsfolkene.

Tagged with: , ,

Den lange vej

Posted in Cykler, Dæk, Landevejscykling, MTB by Søren Svendsen on 17. september 2017

IMG_0121w

Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.

Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.

Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.

Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.

Den er blevet længere

Posted in 29", MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 19. marts 2017

T-boy2 i efterårsfarver

2 cm lyder jo ikke af meget, men i visse sammenhænge betyder det alverden. Og når man går fra 10 til 12 cm er der mange ting der ændrer sig, i hvert tilfælde når vi taler forgafler.

Da jeg for 6 år siden købte den første T-boy valgte jeg meget bevidst at få den med en 100 mm gaffel. På det tidspunkt var den store diskussion om 29er kunne styre hurtigt nok, og 100 mm var den hurtige løsning, 120 mm var mere en trail-versionen. Allerede efter den første update af stellet blev 120 mm nærmest standard og har været siden, sikkert i erkendelse af at der skal mere en 2 cm til at ødelægge T-boy’s fantastiske styring.

Efter 6 år og to stel, trængte min Fox Float RLC gaffel nu igen til en service, og denne gang også nye ben. Så jeg besluttede at bevillige den førtidspension og købe en tilsvarende 120 mm gaffel, en Fox Float Factory CTD. Jeg havde luret at det ville ændre geometrien på cyklen, men i hvor høj grad cockpittet skulle justeres for at jeg kunne beholde den samme position på cyklen, var en overraskelse. Og herfra bliver det langhåret!

Når kronrøret hæves 2 cm, som dog ikke helt er 2 men snarere 1,5 cm for der er også et forøget sag på den længere gaffel, så hæves krankboxen ca det halve, altså en lille cm. Men sadlen rykker godt en cm tilbage i forhold til krankboksen! Dvs sadlen skal skubbes 1 cm frem, det betyder cockpittet forkortes tilsvarende. De ca 1,5 cm kronrøret flytter er heller ikke kun op, men ca 1 cm op og 0,5 cm baglæns hvilket igen går ud over cockpittets længde. Kan man pille 1,5 cm spacere af under styret, er problemet løst, altså med en 1 cm længere frempind, men kan man ikke det må man omrokere med de midler der nu er til rådighed. Min løsning blev et styr med lavere rise, en længere frempind med en anden hældning, en ekstra spacer .. og så blev sadlen rykket 1 cm frem og hævet en halv.

Faktisk virkede udmålingen og en mindre justering af styrets rotation har gjort det perfekt .. jeg sidder fuldstændig som før, men nu med en 120 mm gaffel. Men det føles som en ny og helt anderledes cykel!

Med 100 mm gaffel, og et let forhjul, er styringen så hurtig at man bare kan hive i styret når man skal dreje, ligesom på en 26er fra 00’erne. Det er lidt sværere med 120 mm, man skal styre mere med kroppen og hofterne, hvis der virkeligt skal ske noget. Ikke så udtalt som på de nyere 29ere med fladere gaffelvinkel, som fx Tallboy 3, men derhen ad. Den længere gaffel giver bedre kontrol nedad, men er ikke helt så nimple i lav fart, altså på fx opkørsler. Men det er fedt med den ekstra vandring, også fordi selve gaflen er mere plush og dæmpningen mere kontrolleret end på den gamle.

Det korte af det lange er at jeg er glad for at have kørt med 100 mm, som var en naturlig overgang fra 26″, men også glad for at være skiftet til 120 mm som giver cyklen en mere moderne geometri .. og tvinger mig til at modernisere min køreteknik.

Hjul i Rude

 

Luxus .. eller livsnødvendigt

Posted in 29", Dæk, MTB, Søndagstur, Udstyr by Søren Svendsen on 16. januar 2017

img_4511w

“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.

Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.

Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.

Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.

IMG_4529w.jpg

Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.