MTBlog.dk

Fransk finesse

Posted in Alperne, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 7. maj 2016

Kieran Page

Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.

Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.

Phillipe

Rock socks

Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.

Økologen i grønt

Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.

Nyt køretøj

 

Reklamer

Gummisniksnak

Posted in 29", Alperne, Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 6. marts 2016

Kristian på LTc

Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.

Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.

De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.

Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.

Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?

Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.

 

 

Vokseværk

Posted in 29", Brok, Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 26. november 2015

Nålestribet

Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.

De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.

Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.

 

 

På sporet af luxus i Jylland

Posted in Ingen brok, MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 2. november 2015

Jens med tunnelsyn

Normalt responderer jeg ikke på de favorable mailtilbud der havner i indbakken. Du har vundet 45.000.000.000 € eller Jeg repræsenterer boet efter din ustyrlige rige ukendte farbror fra Ghana. Men da jeg fik en mail fra Niels Bugges Kro med et tilbud om at teste deres deres nye koncept, MTB GetAway, slog jeg til!

Fruen var inviteret med og selvom hun havde truet med at droppe cyklen og bruge vandrestøvlerne, sad vi begge klar i sadlerne da folkene fra Explore MTB startede deres teknikundervisning, som er en del af pakken. En markant spredning i deltagernes køn, evner og erfaring, og en opdeling efter niveau i tre hold, gjorde udslaget for fruen. Selv er jeg ikke længere vild med tekniktræning der starter før slangen i Paradis, men det lykkedes faktisk at gøre undervisningen både sjov og lærerig. Vi kørte bla rundt mellem de byggede forhindringer med bind for øjnene mens en anden deltager hold en hånd på skulderen og gav instrukser. Briller lavet af toiletruller gav os senere tvunget tunnelsyn og øvelse i at kikke langt frem .. og med køkkenruller blev tunnelen endnu længere! En lille træningsbane i skoven med hårnålesving, en række tabletops, drops og en rock-garden gav fine muligheder for at øve teknik i praksis. Jeg må nok indrømme at det er første gang at jeg direkte har øvet mig på at hoppe .. og det var fedt!

Den svenske forbindelse

Frokost i det grønne med gourmet-mad fra kroen, telt, tæpper, klapstole og en espressomaskine er en voldsom upgrade fra et par klappere i staniol indtaget i vådt græs, og måske medvirkende til at de andre deltagere fra fruens hold fik hende overtalt til at glemme vandrestøvlerne og fortsætte på cyklen .. noget jeg aldrig ville kunne.

Dollerup Bakker - den rigtige vej

Dollerup Bakker og området i det hele taget, er utroligt smukt og giver muligheder for ture på alle niveauer og længder. Selvom danske bakker ikke er det samme som bjerge, er der ikke mange områder i Danmark man kan køre flere højdemeter end her. Ambitionen er at have sammenhængende spor på 100 km med 2.500 hm i løbet af næste år. Vi kørte desværre kun ca 25 km, men føj et fedt spor! Alt for lidt, men heldigvis kan man allerede nu få GPS-spor op til 85 km, hvis man vil køre selv. Området og sporene bærer præg af der ikke er så trafikeret som på sporene omkring København. De naturlige spor vi kørte var nærmest jomfruelige og den del der løber i lyngen på heden ser ud til aldrig at blive rigtigt våde. Til gengæld er visse områder også helt lukkede for mountainbikere.

Vildmarksbadet

Tilbage på hotellet, som ikke er selve kroen men et idyllisk gult bindingsværkshus med 14 hyggelige værelser, et par kilometer derfra, er vildmarksbadet og udendørs-saunaen tændt! Det er lige hvad man trænger til efter en dag i sadlen og inden den gourmet-middag der er den anden del af pakken. Fantastisk mad, og efter 6 timer sammen på cykel den helt rigtige opskrift på en virkelig hyggelig aften .. selvom vi ikke kendte hinanden på forhånd. Cyklen kan også få en tur, der er vaskeplads, og senere kan den sove sikkert i en aflåst container. Der er tænkt på det meste. Undertitlen på arrangementet er Gastronomi og Mudder, og hvor der var masser af det første, var der ikke meget af det sidste .. så jeg er nok nødt til at komme tilbage og checke om sporet holder tørt!

Langs Hald Sø

 

Nye gamle spor

Posted in MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 5. april 2015

Indrømmet, jeg synes det har været en lang og brun vinter, og jeg er efterhånden godt træt af at køre de samme vinteregnede spor og ruter. Nyt udstyr har der heller ikke været meget af, så det har hverken kunnet motivere eller give anledning til blog-brok. Faktisk har det de sidste måneder været meget svært at finde motivationen og det var en hel befrielse da saltet var væk fra vejene og landevejscrosseren blev sluppet løs. Heldigvis er sommerhussæsonen nu også startet igen, og efter 4 dage med høj sol og trekvart lange rør, på spor jeg ikke har set det sidste halve år, har jeg næsten allerede fortrængt de kedelige brune måneder.

En vinters fravær fra sommerlandet er næsten som at få nye spor. Dels er der altid sket større eller mindre ændringer, og dels er det fedt at genopdage sporene. Desuden er sporene næsten tørre bla fordi vi ikke er ret mange der kører på dem og fordi en stor del af dem ligger på sand i nåleskov. Det er en win-win-win-win-situation!

Skovarbejderne har fældet flere steder hvilket har kostet et par stier, til gengæld har det også synliggjort et par heftige nedkørsler. Og det er nu ikke så dårligt når næste destination er Mallorca!

PS. Følg mig evt på Instagram sorensvendsencom, mtb-billeder bliver tagget #mtblogdk.

Tagged with: , , , ,

En rigtig storebror

Posted in 29", Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 7. december 2014

Overlægen i Wales

Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.

Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.

Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.

Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.

Nordskoven i Silkeborg

 

En halvfed cykel

Posted in 29", Cykler by Søren Svendsen on 15. oktober 2013

Dad på Højsandet

Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.

Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!

Stranden ved Flyndersø

Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af  Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.

Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!

Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!

Dad forklædt som fatbike

Slangeskind og slangebid .. og en skrue løs

Posted in 29", Dæk, MTB by Søren Svendsen on 22. april 2013

Mellem vulkanrester på Lanzarote

Så kom den, slangeskinsversionen af raketdækkene! Den eneste grund til jeg ikke har haft raketdækkene på i udlandet, er at klipper og sten har en kedelig indflydelse på de kondomtynde sider. Men det er slut nu .. og det er min brug af Moby Dick så også. Fornyelig skrev de i en test af 29ere i What MTB, at småknoppede dæk var det optimale, og at dækmønsteret stort set ingen betydning havde. Så langt vil jeg ikke gå; der er ingen grund til store knopper .. men jeg kan altså sagtens mærke forskel i bidet på Maxxis Ikon og Schwalbes raketdæk.

Det blev endnu en svær fødsel at montere dem, men et par døgn med slanger gjorde tricket. De vejer 80g mere i slangeskinsudgaven, men Schwalbe påstår at det nye 2013 mønster til gengæld nedsætter rullemodstanden med 15%, så mon ikke det går lige op. De ruller i hvert tilfælde fantastisk!

Rocket Ron er normalt 127 TPI, men den nye slangeskinsversion er 67 TPI, så ikke nok med siderne er forstærkede, de er også stivere. Normalt kører jeg med 28/32 psi i dækkene, jeg har trods alt en rimelig kampvægt, men i den nye version har jeg reduceret det til 24/28 psi. Det synes min danske medsammensvorne på Lanzarote, som også kørte raketdæk, dog uden slangeskind, nu stadig var rigeligt .. altså indtil han punkterede 3 gange på 5 km! To snakebits og en skarp sten.

På de hjemlige breddegrader holder set-up’et også .. på alt andet end et klæbrigt lag overflademudder. Så med mindre der kommer knæhøj mudder så bæverne skal på, bliver raketdækkene med slangeskind siddende til pigdækkene skal på igen.

PS. Lavalandskabet på Lanzarote er rimelig kontant og ustruktureret, hvilket ikke kun gik ud over dækkene. T-boy tabte en klingebolt, spideren på kranksættet gik løs, bagnavet skulle spændes sammen og den bagerste bremseskive tabte 2 skruer!

Lanzarote

Love and hate

Posted in 29", Brok, Dæk, MTB by Søren Svendsen on 16. marts 2013

Jesper i Hareskoven

Efter jeg havde købt min Triumph Bonneville i 1977, fik jeg at vide at Triumph blev kaldt The love and hate machine; man elskede den når man kørte på den, og hadede den når den skulle repareres .. og det var ligeligt fordelt! Sådan har jeg fået det med tubesless-ready dæk.

Ligeså begejstret jeg er for at køre uden slanger, ligeså meget frygter jeg efterhånden at skulle montere nye dæk. Det mest positive er at hver gang jeg bandende og svedende har kæmpet med et dæk, og har vundet, er jeg blevet lidt klogere .. og måske er jeg ved at have fået overtaget? På 26″ kørte jeg med rigtige UST-dæk, de kunne stort set altid monteres med en håndpumpe. Rigtig UST er for tungt til 29er, og desuden er hele branchen ved at gå over til tubeless-ready, som ud over at kræve en slat flydende latex for at blive helt tætte, heller ikke har de samme stive dæksider. Men så er der det med monteringen!

Min sidste kamp var forleden hvor jeg troede foråret var kommet, og i min eufori ville montere mine nye Rocket Ron snakeskin tubeless-ready dæk. Efter en lang kamp med kompressor, sæbevand, slanger og latex, opgav jeg. I skuffelse ville jeg så montere de Ignitor jeg havde kørte med i efteråret .. det lykkedes heller ikke. Sidste chance inden permanente slanger, var et sæt Nobby Nic som havde været en uge i Lake District. De røg på efter en fair fight.

Men som sagt er jeg måske ved at have luret dem, dækkene altså. Tricket er at montere dækkene med slanger først, så de sætter sig, og så kun afmontere den ene side for at få slangen ud og UST-ventilen i. Så skal der kun kæmpes med en side .. og her gør sæbevand på dækkanten underværker. Faktisk er det opskriften hvis man vil have en næsten sikker succes og ikke have Clint Eastwoods stemme i baghovedet; do you feel lucky, punk?

Men er dækkene nye, som mine snakeskin raketdæk, kræver det lidt ekstra forberedelsestid. De blev monteret med slanger og højt tryk forleden, og fra at være 53,5mm over ballonen, voksede de på 24 timer til over 55mm! Det er altså en volumenforøgelse på små 10%, men så er alle produktionsfolder og transportdeformationer også væk .. og jeg forventer de ryger på uden brok, når foråret rammer Danevang.

Gummisnak og latexsnask

Posted in 29", Brok, Dæk, MTB by Søren Svendsen on 11. oktober 2012

En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.

Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.

De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!

En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.

What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:

  • Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
  • Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
  • Køb din egen kompressor!
  • CO2 patroner er ikke løsningen.
  • En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.