Klamkold
Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.
Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.
Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.
Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!
Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.
Luxus .. eller livsnødvendigt
“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.
Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.
Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.
Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.
Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.
18 år senere …
Jeg fik deja vu! For 18 år siden havde fruen og jeg været til en fest i de nordlige forstæder og ladet bilen stå. I et anfald af, nu må jeg også se at få rørt mig, tog jeg min citybike op for at hente bilen. Turen gik af cykelstier og ruter og bla gennem Dyrehaven .. jeg var solgt! Mandag morgen stod jeg hos en cykelhandler og spurgte om ikke han havde et tilbud på en mountainbike, jeg ikke kunne sige nej til .. og det havde han.
Idag var jeg så afsted igen efter en efterladt bil, og pga af en nylig meniskoperation gik turen igen gennem Dyrehaven, på de brede stier. Knæet er endnu ikke til rødder, bump og hop, så ikke noget med småstier og singletracks som jeg plejer. Jeg praler i festligt lag med at jeg har kørt over 250.000 km på motorcykel, hvilket de færreste har, men jeg tror jeg efterhånden har siddet flere timer på cyklen, end på motorcyklen, som måtte vige pladsen for mountainbiken. 18 år hvor jeg stort set hver eneste søndag har kørt i skoven, et eller andet sted, og hvor træning flere gange ugentligt er blevet rutinen .. det havde jeg ikke set komme!
Der er sket meget på 18 år, mountainbiking er gået fra at være en marginal freaksport til at være mainstream folkesport. Den tekniske evolution har budt på flere højdepunkter som nærmest er små revolutioner: jeg fik den første fully efter et år, og den havde skivebremser, så kom de slangeløse dæk, 29er hjul ændrede fuldstændig min cykeloplevelse, det var som at komme hjem, og senest har dropperposten boosted både komforten og min sikkerhed. Personligt er jeg i lang bedre form end for 18 år siden, jeg er godt nok ikke blevet tyndere, men tør dårligt tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at cykle! Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på mountainbike og fået en masse ligeså singletrack-mindede venner. Jeg er blevet en del af et netværk hvor man altid kan finde en entusiast der gerne vil vise rundt på de lokale spor, og jeg rejser aldrig nogen steder uden at checke om der er gode muligheder for at cykle, og om jeg skal have min egen cykel med.
Det er ikke kun mountainbikere der er blevet flere af, det er også skovgæster generelt. Så sådan en tur gennem Dyrehaven er ikke længere en ensom fornøjelse, men næsten en form for spidsrod. Antallet af uberettiget selvretfærdige ignoranter er stærkt stigende, specielt når solen skinner, så dræberblikkene hænger løst. Folk der mener at netop deres hund godt kan gå uden snor, selvom det ikke er tilladt, og nægter både at reagere personligt eller kalde på hunden, når jeg ringer med klokken og passerer. Grupper der går 2-3-4 ved siden af hinanden og ikke flytter sig, selvom de fylder hele stien. Folk der overhovedet ikke reagerer eller flytter sig, selvom de har kunnet se en komme imod dem de sidste 200m. Løbere som er tabt for omverdenen, dels pga af høj musik i ørerne, men også pga af massiv arrogance. Og endeligt alle de pæne mennersker der bare kikker på en med slet skjult afsky.
Anyway, det er desværre nok en generel samfundstendens og skal ikke spolere mine gode oplevelser. Jeg tager foreløbeligt 18 år mere, men holder mig fra de brede stier og finder ind på de små singletracks igen, ligeså snart knæet tillader det.
Vi er dem de andre ikke vil lege med!
Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.
På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.
Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.
Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?
Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.
Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉
På kollissionskurs
Der er blevet råbt efter mig et par gange på det seneste. Sidst blev jeg kaldt gammelfar i byen, fordi jeg kørte efter færdselsloven. I skoven har jeg ikke kunnet høre hvad der blev sagt for det har begge gange været fra modkørende i høj fart som mente jeg skulle flytte mig væk og udenfor sporet.
En af de mere animerede debatter den seneste tid på DMK’s forum, har været om det er OK at sporet i Rude er blevet ensrettet. De fleste ser det som en fordel at man nu kan give den gas uden at få en modkørende i hovedet, men der er flere som mener de skal have lov til at køre som det passer dem. Og det er nok essensen af det hele, både i byen og i skoven, mange cyklister vil at have lov at køre som det passer dem!
Selvom jeg langt fra er nogen engel i trafikken, eller i skoven, ser jeg færdselsloven som et utroligt godt redskab, som gør at vi alle kan gøre næsten hvad vi vil. Færdselsloven gælder både i byen og i skoven. Det sidste kommer nok som en overraskelse for en del, og i hvert tilfælde er der en del fodgængere der ikke tror det. Men lad os holde os til cyklisterne. Færdselsloven gør det meget nemmere at forstå og forudsige hvad andre medcyklister gør. Når man møder hinanden, holder man til højre og støder ikke sammen. Når man overhaler sker det venstre om, så begge parter ved hvad der sker. Selvfølgelig er der også en form for conduite og nogle uskrevne regler i skoven så den der kører op tager den letteste rute, og har man øjenkontakt og gensidig forståelse for at det er lettere at passere hinanden højre om, er det heller ikke noget problem.
En del af dem der har det svært med færdselsloven i skoven, kører som om de er ved at vinde et cykelløb. De tror at fordi de træner, er sporet pludseligt befriet for færdselsloven og andre begrænsende faktorer .. det er det ikke! Faktisk er det normalt i motionsløb at man skal overholde færdselsloven, det er kun i afspærrede løb færdselsloven er suspenderet. Og selvom man kører hurtigt har man ikke mere ret til sporet, end dem der kører langsomt.
Det pudsige er at det jo ikke er Worldcup-racere der opfører sig dårligt når de træner, nej det er primært gennemsnitlige midaldrende mænd som mig selv, i stram lycra. Og vi ville jo nok bare have godt af den ekstra træning en opbremsning og en acceleration giver. Så spænd hjelmen og kør pænt!
PS. Jeg er som sagt ingen engel men har det princip at bryder jeg reglerne må det ikke være til gene for andre.
I bunden af sækken
Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.
Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.
Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!
Tavshed er guld .. eller intet nyt fra Vestfronten
Der har været lidt stille på bloggen! Det er der faktisk to gode grunde til; vejret og mine cykler. Sommeren faldt ikke som den plejer, på en tirsdag i juli, men har faktisk varet fra starten af maj .. og er dårligt slut endnu. På denne årstid plejer jeg at være træt af at pløje mig gennem mudder og dårligt vejr, men i år er sporene stadig tørre!
Nu er det ikke fordi jeg kun skriver når det regner, men fordi skiftene mellem årstiderne og giver skift i udstyr, og dermed stof til overvejelser. Det er svært at skrive om de nyindkøbte monsterdæk, som skal erstatte de tynde bæverne, når der ikke er mudder og smat til at prøve dem i. Det er vanskeligt at få nye erfaringer med tøjet, når man har kørt i de samme korte rør og en jersey, de sidste 5 måneder. Jeg kunne selvfølgelig skrive lidt om fordelene ved løse ærmer og ben. Men hvad værre er, og den anden grund, jeg har svært ved at finde noget sjovt, eller fornuftigt, at pimpe mine cykler med! De er meget tæt på at være optimale til det jeg bruger dem til. T-boy på sporet, Dad i byen og på landet og Dirty Disco på landevejen. Og hvad skal jeg så skrive om?
Sort is
For en del år siden var jeg på Grønland og fik der forklaret at den sorte is er den farligste når man sejler, for den er næsten umulig at se i vandet. Sort is er frossen smeltevand, uden luftbobler og derfor gennemsigtig .. og meget hård. Efter dagens tur i skoven, har jeg nu erfaret at det ikke kun er skibe i det grønlandske farvand, der skal tage sig i agt for sort is.
Efter 4 vintre på pigdæk er jeg ret begejstret for dem, og har stor tillid til deres evner når det gælder is og sne. Det har været en total fryd at kunne stå fast, og ikke spænde op i skuldre og nakke i ren frygt, når sneen har gjort skoven hvid og glat. Nyfalden sne, pakket og trampet sne, tø sne og isslag .. piggene æder det. Sort is er en ny udfordring, som de måske ikke helt er op til .. men næsten. I en skov med opkørte spor hvor alt er belagt med et tyndt lag sort is, og hvor fodgængere ikke kan stå eller gå på stierne, er det stadigt muligt at kravle rundt i lav fart, og faktisk også at forcere de fleste både stigninger og nedkørsler. Det er noget helt andet end den sædvanlige hæsblæsende jagt rundt på sporet. En total koncentreret trilletur, hvor det kun er dækslip der får pulsens op, og fejltagelser straffes hårdt og øjeblikligt med nærkontakt af tredje grad, med sort is.
Udover en spændende og anderledes tur, fik vi også demonstreret forskellen, altså udover prisen, på dæk med få pigge og med mange pigge .. grebet er stort set proportionalt med antallet af pigge.
Tung i røven .. eller forkert teori?
Det er ikke så ofte det sker mere, men jeg havde en blind date i lørdags. Indenrigsmedisteren havde deklaret køreforbud søndag pga Dansk Flygtningehjælps store indsamling, og der var ingen af de sædvanligvis småsure halvgamle mænd der ville med ud lørdag. Så jeg lagde en kontaktannonce på DMK’s board .. og fik bid!
Jeg snød .. og Googled min date, så jeg vidste nogenlunde hvordan han så ud, og at vi har en fælles passion for tohjulede med flere kræfter end benene kan præstere. Andreas, som den blinde aftale hedder, viste sig at være en flink fyr med bedre ben end mig, og alligevel med pli nok til at holde sig bagved og lade mig bestemme turen. En ideel skovdate.
Det var muddersæsonens første tur på Dad med bæver-dæk, og ved det første lille hop røg min ene fod ud af pedalen, så jeg landede lidt hårdt på sadlen på den stive vintercykel. Sadlen sad derefter i en vinkel som ville umuliggøre al fremtidig reproduktion, og selvom det er OK, besluttede jeg alligevel at stoppe og justere den. Helt godt blev det ikke, men det gør det sjældent med den slags justeringer i skoven.
Næsten alle mountainbikere har en brist, en achilleshæl, eller hvad vi skal kalde det, en del på cyklen som de altid ødelægger. Nogle destuerer krankboxe, andre knækker stel, ik’ Kasper, og så er der dem hvis hjul ligner kartoffelchips efter hver tur. Andreas ødelægger sadler, fortalte han mens jeg skruede. Og det passer, for da vi nåede tilbage efter turen lignede begge rails, under hans sadel, bøjede søm .. og den ene hang ikke længere fast. Jeg har ikke selv nogen favoritdestruktion og beundrede tilfreds min solide vintercykel .. og opdagede at det ikke var sadlen der havde forskubbet sig, men saddelpinden der var bøjet ca 1,5 cm bagud!
Keith Bontrager har lanceret teorien; stærk, let, billig – vælg to! Den teori er ligeså elementær for mountainbikere som tyngdekraften .. troede jeg! Min billige Ritchey Comp pind burde med sine 305 g være ubøjelig, så enten holder teorien ikke, eller også er jeg udenfor normalvægtsområdet for mountainbikere .. og skal på skrump.
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
MTBlog.dk 
9 comments