MTBlog.dk

Grus i maskineriet

Posted in Events, Grus, Ture by Søren Svendsen on 6. juni 2018

IMG_1166xw

Man bliver jo lidt kritisk med alderen .. eller måske bare mere kvalitetsbevidst? I hvert tilfælde synes jeg efter snart 20 år på mountainbiken at der skal være lidt buler på banen når man kører mtb. Grusveje er tit smukke veje der snor sig gennem landskabet .. og lidt kedelige på mtb. Modsat når man kommer på landevejsraceren, og vejen pludseligt bliver grus eller det der er værre .. så bliver det lidt for spændende. Men grus, mark og små-veje er tit gode bekendtskaber, på den rigtige cykel .. en all-road cykel. (Det er det cykelhandlerne forsøger at prakke dig på som en gravelbike.)

For lige at checke teorien havde jeg overtalt min landevejsven til at vi skulle køre Djurs Gravel Adventure, han på sin landevejsracer modificeret med mine gamle crossdæk (Conti CrossRace), mig på Dirty Disco med vinterdækkene (Schwalbe G-One). Med start fra Aarhus Cykelbane krævede det en tidlig opvågning og 3 timer i bil inden der var friskbagt brød og varm kaffe. Skulle omstændighederne have fået os til at være en smule småstressede, forsvandt det fuldstændig ved ankomsten. Dels var det jo ikke et løb men en tur, dels foregik det hele i en dejlig afslappet (jysk?) atmosfære. Ikke noget stress .. det eneste tidspunkt det gik stærkt, var på cyklen.

125 km primært grus, men også lidt asfalt og singletracks. 3 depoter og aftensmad bagefter på cykelbanen. Deltagerantallet var sat til 40, jeg tror vi var 18, hvilket var meget passende. Vi kørte i en gruppe stort set hele vejen og det fungerede fint. Turen tog 7,5 time, deraf 5,5 i sadlen, resten gik ved depoterne, et par stop med røverhistorier om tidligere tider og 11 punkteringer!

IMG_1211w

Det var en topfed tur på alle måder! Fed rute, godt arrangement, dejligt selskab og lækker forplejning. Og så bekræftede det teorien om en all-road cykel. Jeg savnede aldrig mine slicks på asfalten, og kun på de værste nedkørsler på småspor ville jeg gerne have haft Højbollen.

Jeg har tit en cykel med når jeg er rundt i landet, men det kan faktisk være både besværligt og svært at finde en velegnet og spændende mtb-rute når man ikke er lokalkendt. Efterhånden er der mange afmærkede spor, men det er trods alt ikke alle steder og ofte er de kun til en tur på en time eller mindre. Småveje, grusveje og markveje er der derimod overalt i landet, de er ikke svære at finde og de er nemme at planlægge ture på i forvejen. Så mon ikke Dirty Disco kommer til at se lidt mere af landet?

IMG_1294w

 

Reklamer

Defragmenteret på sporet .. H12 revisited

Posted in Cykler, Events, MTB, Spor & ruter by Søren Svendsen on 4. maj 2014

H12 på ruller

H12 var igen en fantastisk oplevelse, solskin, knastøre spor, fed stemning, velorganiseret arrangement, dejlige mennesker .. og en benhård rute! Jeg fik deja vu allerede på første omgang, og da alle vi fallerede soloryttere hang ud i teltet sidst på eftermiddagen, forstod jeg at der nærmest er tale om en slags kollektiv destruktion .. lidt ligesom lemminger.

Første og anden omgang blev kørt i et hug. Den første var en slags skovtur med alle de andre, vi kørte i kortege i adstadigt tempo og med kø ved alle singletrackene. Meget hyggeligt og afslappet.

Anden omgang kom der lidt fart på .. og de første lændesmerter meldte sig. Ruten er fantastisk pga de mange fede singletracks, men benhård fordi der er fyldt med rødder. Man skal lede længe efter en mere ujævn rute. Selv nedkørslerne er highspeed rysteture. Efter omgangen var der dømt forsøg på kaffe og lidt udstræk for lænden.

Tredje omgang starter fint, lænden har det bedre og der bliver givet gas. Jeg begynder faktisk at tro på at jeg kan køre tiden ud, det er målet, antallet af omgange er mindre vigtigt .. det er alligevel ikke så mange. I teltet får numpetten en gang ekstra fedtcreme, da jeg kan mærke huden allerede er tynd et enkelt sted.

Fjerde omgang er sidste omgang inden frokostsandwichen. Den trækker, men ikke nok til at jeg ikke kan begynde at mærke mine ben, lænden gør ond igen, den ene fod småsover og nakken er stiv. Det er en træt mand der sætter sig med sin sandwich, som han ikke rigtig kan spise, så det bliver mest til sodavand og kage. Heldigvis kikker nogle af de andre halvgamle småsure mænd jeg plejer at køre med, forbi og byder på en rigtig cafe au lait. Så jeg er, lidt overspist, klar igen efter en gang hoftevrik for at løsne lænden.

Femte omgang er svær at få hul på, jeg fryser da jeg kører ud på omgangen. Efter et stykke tid er det som om trætheden, ømheden og smerterne kommer i balance. Jeg finder en fin rytme hvor jeg kan blive ved at køre. Det hjælper og jeg får igen et mentalt overskud. Hænderne er begyndt at snurre ind i mellem og det er som om mine bukser krøller et sted under den ene balle, men lænden har det godt og benene er bare trætte. Lidt udstræk på bænken i teltet, et par bidder af sandwichen, en kanelsnegl, en sodavand og lidt fedtcreme, så er jeg klar igen.

Sjette omgang kalder, jeg starter igen kold men giver den lidt gas flere steder. Jeg er rigtig træt men jævnt fordelt i kroppen, hænder og fødder snurrer på skift men lænden har det fint. Måske satser jeg for hårdt på en stigning, for pludselig gør mit ene knæ ondt. Jeg forsøger at koncentrere mig om at belaste det andet ben, men det vil ikke rigtigt gå væk. Det er ikke slemt, men nok til at alle de andre småskavanker der kører rundt i kroppen forsvinder. Jeg tager en lidt længere pause i teltet for at se om ikke det går væk af sig selv. Jeg ikke er den eneste der kæmper med kroppen, teltet er som et vacum af brugt energi og forsøg på restitution, fra ren apati til målrettet selvhjælp.

Syvende omgang bliver den sidste, det kan jeg allerede mærke efter få hundrede meter. Hver gang jeg træder til, gør knæet ondt. Ærgerligt for nu er det som kroppen har fundet ro i den overbelastede tilstand, en slag smerte-zen hvor den kan fortsætte .. i hvert tilfælde lidt endu. Men knæet kan ikke, ikke uden en skade der vil tage flere måneder at komme over. Jeg kører til kanten, og nyder den sidste omgang. Tanken om det er slut, giver en slags vinger.

I teltet er jeg ikke alene. Der sidder allerede en håndfuld, og der kommer flere dryssende hele tiden. En slags kollektiv sammenbrud .. lidt af gangen, men efter samme mønster. Stemningen er høj, det er et accepteret nederlag at stoppe når kroppen giver op. Syv omgange eller 93 km på 7,5 time blev det til .. I’ll be back!

Assistance fra de højere magter

 

Tagged with: , ,

Nepal i næsen

Posted in 29", Events, MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 10. marts 2014

Dinesh med Kathmandu og Himalaya i baggrunden

Det er ikke usædvanligt at jeg rejser efter en fed MTB-destination hvor jeg ved der venter oplevelser og singletracks. Det er mere usædvanligt at jeg rejser langt ud i verden, med cyklen på slæb, uden at vide nøjagtigt hvad der venter. Men da muligheden bød sig for at følge med fruen på job, pakkede jeg T-boy i cykelkufferten og slæbte den med til Nepal.

Inden turen havde checket nettet, forhørt mig hos venner og bekendte og hørt om fruens møde med en flok MTB’er på en tidligere tur, så jeg bookede en guide gennem Epic Ride Nepal. Tre dage med singletracks rundt om Kathmandu.

Den første tur gennem byen og ud af den var næsten en større oplevelse end det relativt korte, men fede, singletrack, som var målet. Kathmandu er en heksekedel hvor cykelkørsel er som at spille computerspil .. med livet som indsats! Og skulle du undgå at blive ramt, vil du stadig have mèn flere dage efter i form af sort støv i næsen. Dinesh, min guide, bor midt i byen og kender den som sin egen bukselomme, så udover det almindelige trafikmylder kørte vi også gennem baggårde, gyder og stræder, som normalt ikke ser fallanger, og gennem to baggårdsbryllupsfester. Der er konstant fester i Nepal, så man tager det ikke så tungt at et par cykler, eller en lastbil for den sags skyld, skal igennem mens musikken spiller.

På vej gennem Thamel

Shivapuri Nationalpark 20 km udenfor byen har en del spor, og er det klassiske sted at køre mtb. Vi havde dog kørt små 50 km inden vi ramte sporet. Vi havde dels mast os igennem endnu en fest, en stor nationalfest med 700.000 mennesker, byen var på den anden ende, og dels også rundet udsigt og udflugtsmålet Nargakot inden. Det meste foregik på småveje, men selv en hovedvej kan være en så ujævn jordvej, med huller og store sten, at en hardtail er for ukomfortabel til længere distancer, og biveje kan være hjulspor som ikke kan køres i en almindelig bil. Selve sporet var kun en lille del af MTB-sporet i Shivapuri Nationalpark, men nok den fedeste. 800 højdemeter flowy stenet singletrack!

Den sidste tur omkring Kathmandu gik syd om byen og egentligt troede jeg ikke rigtig der kom noget særligt rent spormæssigt, da vi ved frokosttid ramte en lokal gourmet restaurant i kolonistil og med udsigt over hele Kathmandu Valley. Jeg burde nok have bemærket at Dinesh tog sine knæbeskyttere på da vi trillede ud af haven med den golfbaneagtige græsplæne. Det blev de vildeste 10 minutters downhill af små nærmest lodrette gedestier, som sluttede lige så brat som de startede. Og så trillede vi mod byen og dens inferno.

Laxman og Don

T-boy kom ikke med til Pohkara, bilen var for lille! Jeg lejede den eneste 29er, en Commencal, hos Pokhara MTB Adventure. Pohkara er en feriefælde for trekkere og paraglidere, så de fleste ture foregår med jeep op, og så tonser man nedad på meget dårlige gruseveje. Det er ikke lige min kop the, så jeg bestilte deres eneste singletrack-tur med opkørsel, selvom de kikkede meget skeptisk på min halvgamle hvide krop. På dagen mente guiden Dhan at deres mekanikerlærling Laxuman ligeså godt kunne komme med, underforstået at det jo nok ikke blev vildere end at han kunne følge med. Halvanden times opkørsel på den stejleste, stenede, ødelagte grusvej satte tingene på plads .. jeg ventede på dem. Efter lidt grusvejstons, hvor Dhan var på hjemmebane, endte vi ved World Peace Stupaen hvorefter Dhan viste det fedeste udfordrende singletrack tilbage til byen.

Fem dage på cykel i en anden verden, på alle måder, og selvom det måske ikke var så lange spor, var alt det udenom store oplevelser. Jeg fik set mere af Katmandu med omegn og dens befolkning, end mange fallanger gør på flere år, og jeg fik set Himalaya fra steder hvor der normalt hverken kommer cykler eller fallanger.

Kathmandu singletrack

Tagged with: , , , , ,

Shaken, not stirred …

Posted in 29", Events, MTB by Søren Svendsen on 6. maj 2013

H12

H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.

Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.

Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!

Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?

Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.

De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.

Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.

Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.

Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.

Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.

Trætte ben

Tagged with: , , , ,

Honningspor

Posted in Events, MTB, Spor & ruter by Søren Svendsen on 29. april 2012

Jeg indrømmer det, jeg kørte kun 7 af de 12 timer til Stamina12 .. demotivationen sneg sig ind på mig i takt med jeg i længere og længere perioder, kørte i laveste gear eller trak cyklen. Fantastisk arrangement, velorganiseret, smukke omgivelser, rimeligt vejr og en god stemning, .. men honningspor!

For mange år siden havde fruen skrevet et nummer til Melodi Granprix, og vi skulle derfor tilbringe en weekend på hotel i udkanten af Herning. Ikke noget problem sagde jeg, bare cyklen kommer med. Lidt research viste også en skov i rimelig størrelse en 5-6 kilometer længere ude end hotellet.

Faktisk vidste jeg det godt, jeg havde bare glemt det igen, for da jeg for for 35 år siden flyttede til Københavcn fra Jylland, kunne jeg ikke forstå de kaldte Dyrehaven for en skov .. det er jo en park. Skove i Jylland er rigtige skove! Her er ingen vandrestier, men traktorhjulspor og grusveje, så drømmen om et flowy singletrail fortaber sig i blød skovbund og dybe hjulspor. Hvis ikke der er nogen civilisation i nærheden der jævnligt tramper nogle stier, er der sjældent fedt at køre. Faktisk er næste alle gode naturlige spor, oprindeligt vandrestier eller dyreveksler.

Det var første gang der blev kørt mountainbike ved Ledreborg Slot til Stamina12, og ruten var derfor lagt gennem blød skovbund for at skabe nogle singletrails, hæftet sammen af et minimum af grusstier. Facinerende tanke på papiret, men i praksis et honningspor. Det var blødt, fedtet og klæbrigt, selv inden det regnede og gav ikke på noget tidspunkt, på nær en enkelt nedkørsel, reel køreglæde. Det sugede kræfterne ud af benene og motivationen ud af hjertet.

En del af præsentationen af Stamina12, er at det kun den ene dag er muligt at køre på sporene ved Ledreborg Slot, men skal sporene leve op til resten af arrangementet, skal de åbnes året rundt, så de kan køres til og blive faste .. og måske næste år være flowy singletrail, i stedet for honningspor.

Hudløst .. H12 i bagspejlet

Posted in Brok, Events, MTB by Søren Svendsen on 10. maj 2011

Egentligt ville jeg slet ikke skrive om H12, dels fordi det var så fantastisk et arrangement at det bare ville blive en lind strøm af tillægsord, dels fordi at den ene plet ikke skulle overtage billedet fra et ellers på alle måder sublimt arrangement. Men de forløbne dage har vist at det er pletten vi taler om ! Sikkert fordi alt andet var så perfekt .. og sikkert også fordi vi jo er gamle sure mænd, som gerne vil brokke os.

Hustlerne havde set det komme, for mens vi gik og mentalt forberedte os i soloteltet, og drak hjemmebrygget rødbede juice, kom der en Hustler med en stor sort tushpen og skrev S på vores højre læg. S for solo, så de andre ryttere kunne se vi kørte som snegle og ikke brændte det hele af på første omgang, og så vi selv kunne joke med det stod for super, slow eller sej. Den forskudte start med holdryttere på den ene sløjfe og soloryttere på den anden, var perfekt og i sologruppen var der fint flow. Men så kom holdraketterne for fuld gas ! Allerede om formiddagen talte vi om det, og som Jakob bemærkede, så er det nok vilkårene når man faktisk kører to løb som et. Helt galt gik det over middag da en uidentificeret rytter, på trods af advarsler fra banevagter og protester fra Mette, forsøgte at overhale hende indenom ned af den stejle skråning. Han væltede i forsøget og tog Mette med, og som prikken over i’et sprang han på cyklen og kørte videre uden kommentarer eller hjælp, mens Mette måtte på skadestuen med hjernerystelse, en forvredet skulder og et forslået knæ. Tal om dårlig stil .. flugtcyklist til et motionsløb !

Min egen irritationstærskel var også på prøve en del gange, jeg blev overfuset flere gange, kørt af sporet en enkelt og røvirriteret mange gange over andre ryttere der forsøgte at overhale inden og udenom på steder hvor det betød jeg skulle bremse op for at de kunne komme ind igen. På den anden side undskyldte ham der kørte mig af sporet flere gange, de fleste overhalede helt problemfrit og mange kom med opmuntrende kommentarer og begejstrede tilråb når de overhalede, fordi jeg var solorytter ! Og sjovt nok var det ikke de allerhurtigste i klubtrøjer der var det største problem.

Egentligt burde dens slags bare drukne i et ellers overdådigt arrangement .. men det er altså stadig lidt hudløst. Kasper, som havde hele familien med til cykelløb for første gang, blev bange for at fruen aldrig mere ville tillade ham at deltage i den slags efter at have hørt forskellige ryttere råbe så højt og grimt af hinanden på asfaltstrækningen op til pladsen, at han selv blev helt bekymret.

Nu var det ikke Worldcuppen, men et motionsløb, og uden at kende de officielle regler, vil jeg opfordre Hustlerne til at de næste år indskærper hvordan der skal køres. Min egen holdning er at man som langsom giver den plads man kan, uden at skulle bremse op eller køre udenfor sporet, og resten er op til den hurtige. Kan man ikke overhale uden at genere på de vilkår, må man vente ! Desuden overhaler man generelt venstre om, kun under helt specielle forhold kan man overhale højre om, ellers er vi langsomme som en hunds i et spil kegler.

Brok, brok, brok .. FÅCKK hvor var det et fedt løb !

Tagged with: ,

Pinsler i Paradis

Posted in Events by Søren Svendsen on 11. maj 2010

Det var fantastisk, H12 ! Perfekt arrangeret, god stemning og selv vejret artede sig .. i sidste øjeblik. På trods af manglende logistisk forberedelse og job til sent fredag aften, fungerede det hele. Træning, udstyr og arrangement gik op i en højere enhed; huden var gennemslidt på stratetiske steder, fysikken brugt, jeg hallucinerede nærmest på sidste omgang og tiden var, så godt som brugt, da jeg stillede cyklen.

Det er selvfølgeligt ikke rart at opdage 12 omgange kun giver plads i den sidste halvdel af feltet, men forventeligt og til at leve med. Skuffelsen var meget større efter at have pløjet igennem de godt 2.500 billeder der er lagt på nettet efter arrangementet, for at finde ud af der er et, ET, billede af mig i mellem ! Og det er taget på sidste omgang hvor jeg ligner et lig .. der hallucinerer. Et er at være gammel og langsom, men at være så gråskægget at man selv på en blå-anodiseret Santa Cruz Superlight med matchende blå Crank Brothers Cobalt hjul, ikke bliver fotograferet, er deprimerende. Men det giver selfølgelig anledning til, når nu mine morfar baggy’s med seler ikke trækker den hjem, reelle overvejelser om køb af et carbon-lyn 😉

PS. Vil du læse et seriøst indlæg om H12 er det på Dansk-MTB.dk.

Tagged with: ,