Hårboller på benene
Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.
Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!
Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!
Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.
Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?
Mekanisk doping
Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.
T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.
SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.
Klamkold
Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.
Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.
Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.
Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!
Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.
Jeg så ikke lyset
På trods af jeg i over 10 år har haft en crosscykel, har jeg aldrig kørt cross! Jeg har brugt den som en venlig udgave af en landevejsracer. Men cross er blevet det nye sort, og hvor der tidligere kunne gå år imellem jeg mødte en på crosscykel, er det nu umuligt at køre en søndagstur i skoven uden at støde på flokke af crossryttere på de mere kørbare stykker.
Indrømmet, jeg har før været fristet til at prøve, men en lille tur på skovstierne i sommerlandet har været rigeligt til afskrive tanken .. det er sjovere på mtb. Men her i efteråret overgav jeg mig og satte et sæt rigtige crossdæk på Dirty Disco’en. Det var der flere grunde til. Dels havde jeg fået kørt noget landevej hen over sommeren, og det er en mild overdrivelse at landevejscykling er noget nemmere, rent praktisk, end at køre mountainbike. Meget mindre udstyr, ingen transportstrækning til sporet, og som regel kan man nøjes med at støve cyklen af når man kommer hjem fra landevejen, modsat det rengørings og vedligeholdelsesprojekt det er at holde en mtb kørende. Jeg ville også gerne fortsætte med at køre ude, i stedet for at sidde på spinningscyklen, men orkede på den anden side heller ikke gøre cykel ren flere gange om ugen. Og cross er jo den naturlige vinterfortsættelse af landevejscykling. Jeg vil heller ikke helt afvise at de mange reklamer for crosscykler og tøj dertil, kan have haft en indvirkning. Det ser fedt ud .. og de er meget stilige de crossdrenge!
Det korte af det lange er at jeg fik sat cyklen op til cross og var ude et par gange .. og det var nok! Som det ser ud fra min sadel, er cross en dårlig cocktail af det værste fra de to verdener. Du og cyklen bliver mindst ligeså beskidt som hvis du kører mtb, du sidder bare dårligere og har meget dårlige greb med de smalle dæk. Det er en loose-loose .. det er både behageligere og sjovere på mtb!
Nu er der sat gravel-dæk på den beskidte Disco, det giver mening synes jeg. Ud at køre på de små lande og grusveje når skoven er for pladret, eller tiden for knap. Og gravel er det helt nye sort .. det ved crossdrengene bare ikke endnu.
Vi er dem de andre ikke vil lege med!
Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.
På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.
Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.
Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?
Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.
Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉
Ujævn præstation
Højbollen har jo fået nye hjul, godt nok et af gangen, som blev købt på tilbud .. og med dæk! Mavic Quest 29×2.35 UST-ready. Umiddelbart var de ikke lige min kop the, bla fordi de er lidt overvægtige .. 810g. Efter forgæves at have forsøgt at sælge dem, billigt, og have læst nogle ret positive anmeldelser, besluttede jeg at de passende kunne køre som vinterdæk på Højbollen. Tunge dæk er lig med go’ træning, og biddet skulle være godt nok. Efter et par ture, på tørre spor, må jeg sige at de foreløbeligt passer på beskrivelsen, lidt tunge men fint greb. På vej hjem fra skoven forleden havde jeg dog en lidt pudsig oplevelse. Cyklen hoppede på cykelstien som om et af dækkene ikke var sat rigtigt på plads på fælgen!
Min far kørte orienteringsløb i bil i 60’er, og var på et tidspunkt jysk mester. Han var meget pertentlig med alt hvad der havde med bil at gøre, også sine egen Folkevogn og senere Peugeot 404. Når han havde fået nye dæk på bilen kørte han til en vulkanisør, 100km væk, hvor de blev høvlet i en maskine, så de var helt runde! Lidt hysterisk, har jeg altid tænkt .. men måske arveligt?
Nå, men jeg gik i pit med Højbollen for lige at sætte dækket rigtig på plads. Lidt pinligt, og en fejl jeg normalt ikke laver .. hvilket jeg da heller ikke havde gjort. Bagdækket hopper pludseligt 2-3mm over et stykke på 4-5cm .. helt umotiveret. Det er ikke rundt! Lidt nysgerrig checker jeg også lige forhjulet .. det er næsten lige så slemt. Og dækkene er endda leveret på hjul der er købt to forskellige steder, i to forskellige lande og med 4 måneders mellemrum. Måske har Mavic et produktionsproblem med deres dæk!?
Store sko .. i små størrelser
De seneste år er mine fødder vokset .. eller cykelskoene skrumpet! Nu er jeg nået til størrelse 45 i cykelsko og det på trods af at jeg har rigeligt plads i en fodformet Birkenstok sandal str. 43. Det er ikke længden det kniber med, men bredden. For at have det nogenlunde komfortabelt og ikke få sovende fødder, har jeg måttet acceptere den ekstra længde, men det har nogle bivirkninger: klamperne skal sidde meget langt tilbage, og selve skoen sidder heller ikke helt godt da sålen hverken passer med svang eller facon.
Om vinteren fryser jeg notorisk fødderne, så jeg har eksperimenteret med en del vinterstøvler. En af fiduserne for ikke at fryse er at der skal være god plads i skoen, og i den forbindelse blev jeg opmærksom på at Lake laver deres støvler i en wide udgave. Der er virkelig plads i en 45 wide, så det blev jeg ret glad for. Ved et tilfælde opdagede jeg så at de også laver flere af deres andre modeller i wide, og at flere af de store mærker laver noget tilsvarende .. de findes bare stort set ikke i danske butikker. Lake og Shimano kalder det wide, Sidi mega og Giro og Mavic HV, high volumen.
Nu er mine spinningssko HV, mine vinterstøvler wide, mine landevejssko wide og mine trailsko HV .. og alle undtagen vinterstøvlerne, størrelse 44. Efter i årevis at have kørt med for lange og smalle sko, er det at få en sko der passer, nøglen til et lykkeligere liv .. bare spørg Askepot.
Spejlbilledet i andedammen
Selvom en stor del af mine venner og bekendte sandsynligvis har fået nok af min mountainbikeentusiasme, forsøger en del af dem at berige mig med spændende videoer eller billeder af det. Ikke deres egne, men typisk godt brugte virale sager med høj imponator-faktor. Billeder af back-flips, hvor jeg hænger i luften, med hovedet nedad, højt oppe i luften ud over en dyb kløft, passer fuldstændig med min selvopfattelse, ligesom videoer fra lodrette nedkørsler med vanvittig hastighed i afsides liggende bjerge .. men meget lidt med virkeligheden.
De færreste som ikke kender til sporten, har begreb om hvad det vil sige at køre mountainbike. Som min svenske cykelven ramte det: hvordan træner I mountainbike i Danmark .. kører i op og ned af Himmelbjerget? Nordmændene er meget bedre til det, både det med bjerge, og med de rigtige udtryk .. mountainbike hedder på norsk terræncykel! Terræncykling, så kan alle forstå hvad det handler om. Og hvis jeg kørte terræncykel, ville de færreste nok sende mig videoer af bindegale folk der kaster sig udover klippeskrænter med livet som indsats.
Nu synes jeg jo faktisk at den slags videoer og billeder er lidt sjove, men det er mindre sjovt når det også er det billede politikere og beslutningstagere får af os! Hvis man udelukkende forbinder mountainbiking med halsbrækkende vilde stunts og højhastighedsræs, er det svært at være positiv overfor os når vi gerne vil have de samme muligheder som andre ude i naturen.
Jeg læste forleden en amerikansk artikel om emnet, som udlagde det som en identitetskrise. Sådan kan man selvfølgelig godt se det, men jeg ser det mere som en divergens mellem cykelbranchens forsøg at skabe en illusion med spektakulære reklamer af vilde stunts, og mountainbikernes virkelige verden. Måske skal vi til konsekvent at kalde det terræncykling? Jeg er ikke sikker på det vil være positivt for branchens våde drøm om at sælge flere cykler, men jeg er sikker på mange flere vil forstå hvorfor vi er så vilde med det. Og jeg lover at leve helt op det, kun køre episke ture og aldrig at lave back-flips .. eller at poste billeder af det!
På fransk hedder det forøvrigt også terræncykel, MTB er blevet til VVT .. velo tout terrain.
Reparationsalderen og de tre F’er
En af de karakteristiske ting ved at køre mountainbike er at tingene bliver slidt og skal udskiftes .. specielt på denne årstid. Og det udløser som regel et af tre scenarier:
* Fint, så kan jeg endelig opgradere! Det er jo på det tidspunkt det er fornuftigt at opgradere og hvor man relativt nemt kan forsvare den økonomiske side af en opgradering .. også overfor sin bedre halvdel.
*Fåååck, det er penge ud af vinduet! Du skal have den samme del igen, så cyklen bliver ikke bedre af udskiftningen. Kedeligt og ikke særligt sjovt.
*Fedt, den er dækket af garantien! Og med lidt held er der kommet en ny og forbedret version.
Der er selvfølgelig så også den virkelig kedelige version hvor man har fået købt en så dyr cykel at man ikke har råd til at vedligeholde den med dele af den samme standard og må sætte erstatte dyre dele med billige. Men det er så nederen at det gør man kun en gang.
Mine cykler må være kommet i reparationsalderen, for jeg synes jeg er ramt af en masse F’er! Havde jeg nu kun en cykel ville det nok ikke være så markant, men når 4 cykler har kørt i flere år uden de store problemer, kommer nedbrudene væltende på et tidspunkt .. og det er altså nu.
Forleden, på vej op af kælkebakken med fuld vægt i pedalerne, lød der forleden et metallisk knæk fra baghjulet. Højbollen blev til en mtb-fixie, 11 gear men ikke noget friløb! Rimeligt svært at køre i skov med, og de 15 km landevej hjem gav rigeligt med udfordring. Knækket pal i bodyen, som samtidig havde benyttet lejligheden til at rasere hele indmaden i C29ssMax-navet. Dødt hjul, 4 år gammel model, umuligt at finde, så det blev en opgradering til sidste års CrossMax XL, som var på tilbud. Klart bedre hjul, meget bedre friløb, samme vægt men dyrt og ikke nærmest ikke mærkbar forbedring.
Det er lidt som at sende dæmper og gaffel til den årlige service. Man kan godt mærke at det har hjulpet, men det er sjældent en revolution. Højbollens Bos Dizzy-gaffel er røget til service men allerede inden jeg har fået den tilbage, er jeg meget tilfreds! Jeg har nemlig i mellemtiden sat den gamle RockShox-gaffel på, og det er altså en nedgradering der er til at tage og føle på, og et tydeligt bevis på Dizzy’ens suveræne dæmpning. T-boys Fox gaffel og dæmper er også servicemodne, men det bliver knap så sjovt. De har nemlig begge igen, og desværre typisk for Fox, slidt coatningen af, så det bliver dyrt.
Og så en klar treer .. T-boy er sendt til spor-himlen, og erstattet af T2! For et par måneder siden fandt jeg en lille revne ved en af aluminiumsbøsningerne i bagstellet på T-boy. Heldigvis er der 5 års garanti på Santa Cruz carbonstel, men desværre (!) er Santa Cruz løbet tør for løse bagender til den model, så jeg var nødt til at få et helt nyt version2 stel! If it works, don’t fix it var Santa Cruz indgang til version2 stellet, så udover det kosmetiske er kun affjedringen ændret en smule. T2 er ny og flot, men det er det fuldstændig som at sidde på T-boy. Den eneste mærkbare forskel er at når bagdæmperen er fuldt åben er der nærmest ingen pedal-bop! Så nu kan man ændre dæmpningen bagpå efter terrænet uden hensyntagen til hvor meget man skal træde i pedalerne.
Vokseværk
Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.
De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.
Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.
MTBlog.dk 
leave a comment