MTBlog.dk

The Stig

Posted in Cykler, Grus, Landevejscykling by Søren Svendsen on 4. november 2018

IMG_2761w

Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.

Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.

Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.

Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.

IMG_2687xw

 

 

 

Reklamer

Tyve år senere

Posted in Grus, Ingen brok, Landevejscykling, MTB, Nybegynder by Søren Svendsen on 22. oktober 2018

Forleden blev jeg spurgt om hvor længe jeg har kørt mountainbike, og et check af gamle cykelkvitteringer afslørede at det netop er 20 år siden jeg købte min første mtb, en gul Marin Nail Trail. Den blev købt 1. oktober 1998 og siden kan de weekender jeg ikke har kørt, nærmest tælles på en hånd. Skræmmende, og samtidig opløftende. Havde jeg ikke fundet min last havde jeg sandsynligvis vejet 20 kg mere, været totalt ude af form og værst af det hele, gået glip af de mest fantastiske oplevelser.

Jeg husker stadig at sælgeren i butikken gjorde opmærksom på at cyklen var en rigtig trailbike, da den havde et meget bredt styr på 58 cm! Der er løbet en del vand gennem åen siden, både med cykelteknologien; skivebremser, 29er hjul, tubeless dæk og dropper posts, men i lige så høj grad med sporene. Fra de eksisterende skovveje og stier, til anlagte spor over det meste af landet med berms, hop og drops. Fra en spøjs minoritetssport, til total mainstream med 90.000 solgte mountainbikes om året.

Selvom jeg næppe er så hurtig som for 10 år siden, har jeg tit tænkt på hvor heldigt det er at starte i en sen alder i en sport hvor man kan blive ved med at udvikle sig. Hvis jeg var startet som helt ung kunne jeg måske allerede som 30-årig begynde at se det gå ned af bakke. Og det må alt andet lige føles demotiverende. Nu startede jeg som total utrænet 40-årig og det er først de sidste par år fysikken ikke længere bliver bedre og bedre. Men teknikken flytter sig stadig og det regner jeg med den bliver ved med en del år endnu.

Det startede som sjov motion men er idag meget mere, nogle vil kalde det en livsstil. For mig er cykling 3 ting. Motion, jeg kører stadig på cykel for at holde mig i form og vægten nede. Mental restitution, der er ikke meget der renser hovedet bedre end en tur på cyklen. Fællesskab. Jeg cykler med nogle af mine bedste venner og har haft de mest fantastiske oplevelser med dem .. på cykel.

Indrømmet, efter 20 år kan det da godt blive lidt kedeligt og ensformigt at sidde på mountainbiken. Men så må man jo køre nogle nye steder, eller på nogle nye cykler. Jeg har ingen planer om at droppe de knoppede dæk og de små stier, men jeg har det sidste år kørt regelmæssigt med en klub på landevejen, og kørt et par lange grus-events, det nye sort. Og det er også sjovt!

Hårboller på benene

Posted in Brok, Dæk, Grus, Landevejscykling by Søren Svendsen on 10. august 2018

IMG_1703xw

Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.

Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!

Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!

Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.

Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?

IMG_1727xw

Grus i maskineriet

Posted in Events, Grus, Ture by Søren Svendsen on 6. juni 2018

IMG_1166xw

Man bliver jo lidt kritisk med alderen .. eller måske bare mere kvalitetsbevidst? I hvert tilfælde synes jeg efter snart 20 år på mountainbiken at der skal være lidt buler på banen når man kører mtb. Grusveje er tit smukke veje der snor sig gennem landskabet .. og lidt kedelige på mtb. Modsat når man kommer på landevejsraceren, og vejen pludseligt bliver grus eller det der er værre .. så bliver det lidt for spændende. Men grus, mark og små-veje er tit gode bekendtskaber, på den rigtige cykel .. en all-road cykel. (Det er det cykelhandlerne forsøger at prakke dig på som en gravelbike.)

For lige at checke teorien havde jeg overtalt min landevejsven til at vi skulle køre Djurs Gravel Adventure, han på sin landevejsracer modificeret med mine gamle crossdæk (Conti CrossRace), mig på Dirty Disco med vinterdækkene (Schwalbe G-One). Med start fra Aarhus Cykelbane krævede det en tidlig opvågning og 3 timer i bil inden der var friskbagt brød og varm kaffe. Skulle omstændighederne have fået os til at være en smule småstressede, forsvandt det fuldstændig ved ankomsten. Dels var det jo ikke et løb men en tur, dels foregik det hele i en dejlig afslappet (jysk?) atmosfære. Ikke noget stress .. det eneste tidspunkt det gik stærkt, var på cyklen.

125 km primært grus, men også lidt asfalt og singletracks. 3 depoter og aftensmad bagefter på cykelbanen. Deltagerantallet var sat til 40, jeg tror vi var 18, hvilket var meget passende. Vi kørte i en gruppe stort set hele vejen og det fungerede fint. Turen tog 7,5 time, deraf 5,5 i sadlen, resten gik ved depoterne, et par stop med røverhistorier om tidligere tider og 11 punkteringer!

IMG_1211w

Det var en topfed tur på alle måder! Fed rute, godt arrangement, dejligt selskab og lækker forplejning. Og så bekræftede det teorien om en all-road cykel. Jeg savnede aldrig mine slicks på asfalten, og kun på de værste nedkørsler på småspor ville jeg gerne have haft Højbollen.

Jeg har tit en cykel med når jeg er rundt i landet, men det kan faktisk være både besværligt og svært at finde en velegnet og spændende mtb-rute når man ikke er lokalkendt. Efterhånden er der mange afmærkede spor, men det er trods alt ikke alle steder og ofte er de kun til en tur på en time eller mindre. Småveje, grusveje og markveje er der derimod overalt i landet, de er ikke svære at finde og de er nemme at planlægge ture på i forvejen. Så mon ikke Dirty Disco kommer til at se lidt mere af landet?

IMG_1294w