MTBlog.dk

I de andres Paradis

Posted in 29", Landevejscykling, MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 15. april 2015

Room with a view

Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.

80 kvm cykelgarage

Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!

Guide down!

Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.

Carbon-knæk

Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.

Episk!

James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.

Rock garden

CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!

Mod toppen

 

 

Reklamer

I bunden af sækken

Posted in MTB, Søndagstur, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 10. januar 2014

Jeg troede en af dem bagved knækkede en stor gren, flere af de andre troede det var et skud, men det var den tynde sidevæg på et S-Works dæk der revnede. 8-10 cm flænge lige langs fælgkanten. Selvom dækkets ejermand, økologen, straks var klar til at spadsere hjemad, endte han alligevel med at køre hele vejen.

Overlægen havde nogle meget store selvklæbende lapper nederst i kamelryggen, økologen havde selv en ny slange, og både kokken og jeg tilbød at spise en bar .. og aflevere indpakningen. Nu er selvklæbning sjældent effektivt, og slet ikke i mudder og regn, men det lykkedes da at dække en del af revnen med lappen, lægge bar-folien bagved og pumpe dækket let op med den nye slange. Vi besluttede os for at droppe sporene og rulle hjemad på grusveje. Reparationen var ikke rigtig perfekt og revnen grinede til os, bredere og bredere, så brandmanden besluttede at det var tid for nogle strips. Udover de fungere fint til at holde dækket på plads, sammensat to og to, gav de også lyd som en knallert .. indtil økologen blev træt af det og fandt en saks på en café.

Strip-dæk

Det er utroligt hvad man kører rundt med i bunden af rygsækken og som kan være nyttigt i en snæver vending .. hvis man husker det er der. Først efter vi havde checket alle multitools for knive for at skære stripsene til, og økologen havde lånt en saks, kom jeg i tanke om at jeg siden den første Alpetur har kørt rundt med en lommekniv nederst i kamelryggen .. jeg har bare aldrig brugt den. Det var på samme Alpetur at min svenske kollega klagede over sin tunge rygsæk ved den første frokostpause. Vi havde fået en liste over ting vi burde have med, og nogen af os havde brugt måneder på at optimere pakningen og indholdet. Ikke min kollega, han havde taget sin pendlerrygsæk dagen før afgang. Guiden spurgte interesseret hvad der egentligt var i rygsækken, og da kollegaen blev lidt vævende, tog guiden indholdet op af sækken, en ting af gangen, til stor morskab. Det var ikke alt fra listen der var i sækken, men  til gengæld var der en del andet, som havde overlevet fra pendleriet. Størst jubel vagte en tung semiprofessionel pedalnøgle .. som ikke kunne bruges på vores pedaler!

Mats i Alperne 2008

Kolde rør og varme boller

Posted in Bukser, Udstyr by Søren Svendsen on 23. august 2010

Som jeg beskrev i et tidligere indlæg, Livrem og seler, opdagede jeg baggy-shorts fortræffeligheder i vinters. Det har været stærkt vanedannende, dels bliver man ikke våd i røven i dårlig vejr og dels ser det meget bedre ud. Faktisk så meget at mine kone en søndag, hvor jeg tidligt sneg mig ud af soveværelset i fuld cykelgear, sagde at jeg så godt ud ! Det er aldrig sket før .. i cykeloutfit. Siden har jeg kørt i baggies.

Baggies giver 2 problemer, dels falder de ned når man kører, dels varmer de, hvilket er fint om vinteren, men knap så attraktivt om sommeren. Det første problem er blevet løst med seler, en løsning der forøvrigt har bredt sig til en del af de halvgamle mænd jeg kører sammen med. Vi taler faktisk om at få en lavet en produktion af “morfar-baggies” med seler 😉

Det andet problem, de varme boller, har jeg løst med et par nye baggies. Jeg læste en test i What MountainBike, hvor de fremhævede Specialized Enduro som værende ideelle til varm vejr. Sådan et par jeg nu fået efter en del besvær. De måtte hjem fra England, og i mellemtiden har bladet haft en ny test og udråbt Endura Hummvee Lite til de cool’este baggies i byen. Anyway Enduro’erne er fantastiske ! De er lavet med mesh de rigtige steder, sidder perfekt og føles luftige . Og så er der elastik i linningen, det er ikke så sexet men virker næsten lige så godt som seler på alle andre måder.

Faktisk er det fedeste ved baggies nok egentligt at man føler sig som en checket mountainbiker og ikke som en halvnøgen, gennemsvedt atlet, hvilket kan være rigtig rart når man ikke lige ligger fladt hen over styret.

Ondt i røven … ?

Posted in Sadler, Udstyr by Søren Svendsen on 27. februar 2010

Forleden havde Ride4Fun arrangeret en aften om udholdenhed. Spændende aften med først Jimmi Olsen, som er ultraløber. Jimmi har et samarbejde med Chris MacDonald og fortalte om hvad jeg opfatter som hollistisk træning. Træning hvor det mentale, kost og målsætning også spiller en stor rolle. Interessant at det også på det niveau, ikke kun handler om km i benene.

Bagefter fortalte Thomas Bundgaard fra Specialized om BG Fit, Specializeds ergonomiske system. Spændende og velillustreret, og vi der kører med BG sko og handsker i forvejen, ved det virker. Desværre havde Thomas nogle kedelige pointer om sadler ! Specialized havde fået udstyr til at måle blodgennemstrømningen i de nedre regioner, og i følge dem, nedsætter eller lukker mange sadler helt af for blodgennemstrømningen. Man skal sidde på siddeknuderne, og ikke andet, selvom det føles ubehageligt i første omgang.

Da Specialized lancerede den første BG sadel for en del år siden, købte jeg straks en. Og 3 uger efter leverede jeg den tilbage ! Jeg synes den var vildt ubehagelig. Siden er jeg blevet overbevist om jeg har en WTB-røv. WTB sadler passer perfekt til min anatomi, og jeg har dem i forskellige udgaver på alle min cykler. Men nu er jeg jo blevet i tvivl ! Ifølge Thomas er det helt normalt med en lang tilvænningstid og et udtryk for at man ikke er vant til at sidde rigtigt. På den anden side kan det vel ikke passe at man skal lide igennem længere tid for at vænne sig til noget der burde være ergonomisk ? WTB har jo også flade sadler med “lovechannel” og det er vel ikke kun Specialized der går op i deres kunders underliv. Desuden synes jeg ikke Specialized sadler ser særlig attraktive ud i forhold til WTB sadler.

Men tvivlen nager, skal jeg virkelig købe en Specialized sadel og prøve igen ? Jeg har ingen gener af mine WTB sadler, så det bliver svært at konstatere om Specialized virker bedre. Det er besværligt, og hunde dyrt, at skulle skifte sadel på 4 cykler. Men tør jeg lade være .. selvom jeg ikke skal have flere børn ?

Tagged with: , , ,