Gummisnak og latexsnask
En af de mere spændende, og dyre, ting ved at være skiftet til 29er, er at det er som at starte helt forfra med dæk. Raketdækkene har været optimale både med vægt, greb og personlighed hele sommeren, og storebror Moby Dick, som blev løsningen i Lake District, klarede sig perfekt der. Men sidste efterår da jeg købte Moby D dækkene var jeg ikke specielt tilfreds og kørte kun få ture på dem, og da de røg på igen for et par uger siden, var to ture nok .. de er ikke min kop the i Danevang. De har en lidt skidt karakter når det er vådt, det ene øjeblik er vi bedste venner og der er masser af greb, og det næste øjeblik lader de mig totalt i stikken, og slipper helt! Ikke meget dynamisk greb her, mere en on/off-løsning. At de så på trods af flere ture i DK og 4 dage i LD med klipper og sten, ikke lod sig montere uden trykluft, gjorde mig ikke mildere stemt. At stå på Statoil med en utæt trykluftslange og et dæk hvor den flydende latex står ud som fråde om munden, er ikke godt for blodtrykket.
Min BMI er ukendt og uinteressant, men min vægttolerancegrænse på 29er dæk er vigtig og går ved 600g! Alt over er for meget. Det begrænser det i forvejen reducerede 29er dækudvalg betydeligt, og når det så oven i købet skal være et dæk til våd og smattet skov, uden at være et decideret mudderdæk, og have en vis volumen, så er der .. Ignitor. Ignitor er et klassisk dæk fra Maxxis, det ligner Conti Vertical og får medium anmeldelser .. men topratings i 29er af brugerne på mtbr.com! Eneste seriøse klage er at det kun er 2.1. De fås bla som 120 TPI med forstærkede sider, EXO .. og de kom forleden.
De var meget tæt på aldrig at komme ud at køre med mig! Optimistisk, og forsynet med CO2 patroner, fyldte jeg latex i fra starten. Den løb ud i på kældergulvet, i bilen på vej til Statoil, og til sidst blev den hældt ud for at blive erstattet med slanger. Efter 24 timer med slanger, forsøgte jeg igen. Seks CO2 patroner og et besøg hos Statoil senere, havde jeg fråde om munden af raseri, men kom heldigvis forbi en cykelhandler med en ordentlig trykluftslange på gaden og gav det et sidste forsøg .. og vupti, de er på!
En enkelt tur på 4 timer i skoven giver selvfølgelig ikke det fulde billede, men deres personlighed er god! De kunne være raketdækkenes storesøster. Fedt greb, og et kantgreb der ikke bare giver op! Og så er de altså ikke så små. Både raketdækkene og Moby D 2.25, er 54 mm både over ballonen og mønsteret, Ikon 2.2 er 55 mm over ballonen, 54 mm over mønsteret, og Ignitor 2.1 er 53 mm over både ballon og mønster. Et par millimeter fra eller til .. jeg tror de bliver siddende på i lang tid.
What MTB har indført en fed ting, hver test slutter med 5 ting testerne lærte. I den ånd vil jeg sige:
- Bare fordi man er vild med lillesøsteren, er der ingen der siger man lide storebroderen.
- Store dæk er bedst med små knopper (det havde jeg bare glemt).
- Køb din egen kompressor!
- CO2 patroner er ikke løsningen.
- En forkert foldet dækkant i Maxxis dækpakning, gør montering uden slange til et mareridt.
Du laver sgu fede blogs! Takker igen.
Super vel-skrevet og informativ blog du holder dig, endnu engang tak!
´Viden: Er noget man kan dele uden at der bliver mindre af den, tværtimod´
Tror jeg valgte vinterdæk pga. din blog Schwalbe Ice Spiker 26”x 2.10 og sad faktisk lige og manglede et dæk sæt til efterår/forår da mine Schwalbe Marathon Plus MTB 26×2.10 til den daglige pendling er begyndt at slippe grebet lidt når der kantes rundt, tror ikke deres gummi er “blødt” nok til det våde kolde vejr.
Så mon ikke jeg skal ud og finde et par Ignitor hvis de da findes i 26″ 🙂
Tak for alle roserne 🙂
Ignitor findes i et hav af udgaver i 26er, bla også en 2.35 som får mange stjerner i US! Hvor mange der er tilgængelige i Danevang, ved jeg ikke.
super blogindlæg
kører også selv med raket-dæk som allround dæk krydret med lidt maxxis aspen på bagdækket når (hvis) sporet er tørt og bæveren som vintervalg (er dog ikke lykkedes mig at kører bæveren tubeless) så måske man skulle prøve med Ignitor næste gang der skal investeres i gummi
Tak 🙂
Ignitor er ikke en erstatning for bæveren når det virkelig er mudret .. bæveren skærer bedre igennem. Til gengæld har Ignitor mere volumen så det kan bruges som et mere generelt trail og efterårsdæk.
[…] er dømt død som både halvfed-cykel og kompetent vintercykel, for mig, er den igen monteret med Ignitor så den kan bruges i en nødsitiation. T-boy rekreerer sig mens reservedelene vælter ind fra […]