MTBlog.dk

Dolomitterne

Posted in 29", Alperne, MTB, Tøj, Ture by Søren Svendsen on 12. november 2018

IMG_0950w

Efter i 10 år at have pralet med hvor fedt det er at køre over Alperne, tog de andre halvgamle småture mænd mig på ordet og forærede mig et godt tilskud til en gentagelse i fødselsdagsgave. Underforstået at de selvfølgeligt skulle med. I plenum blev det besluttet at lægge turen i den østlige del af Alperne, Dolomitterne, som skulle være den smukkeste del .. og det område en del af de andre står på ski om vinteren.

_MG_2428xw

Ingen tur uden guide! Wolfgang, som jeg har kørt med før, pro-rytter for Moviestar og pro-guide, var heldigvis klar. Alting klappede, hans forældrene kørte følgebil med bagage og ruten var fantastisk.

IMG_1274w

Den første dag blev jeg dog noget i tvivl om jeg var blevet gammel og rusten. Det karakteristiske ved Alperne er at de er stejle, meget stejle, men jeg syntes specielt nedkørslerne var slemme. Vi måtte gå ned af en del af dem. De efterfølgende dage viste dog at dag 1 var den hårde dag nedad, derefter kunne de fleste køre det meste. Altså nedad, opad er mere en mental proces. Ikke at man ikke skal være i god form, det skal man i den grad, men det tager pippet fra folk at skulle køre med fråde om munden flere timer i træk, i laveste gear med 3,5 km/t. Pludselig knækker man og kan ikke mere, eller stigningen øger til 27%, og så må man af og skubbe. Har man ikke prøvet det, kan det være svært at forestille sig .. og affinde sig med. Heldigvis var der et par skilifte undervejs, for de hårdest ramte.

_MG_2351xw

Dolomitterne er som nævnt et populært skiområde så sommeren er hotellernes lavsæson. På flere hoteller var vi kun vores gruppe, men alligevel var der fuld forplejning og ofte også tændt for sauna og spa i en periode sidst på eftermiddagen. Total luksus at lande på et full-service hotel efter 8-10 timer i sadlen. 10 minutters cykelpleje og derefter mental restitution og kropspleje resten af dagen. Cykeltøjet blev også vasket de fleste steder, som en del af pakken.

IMG_1675w

I Tyskland og længere sydpå er alpencross et præstationsfænomen på linje med fx. maratonløb. Man tæller, og fortæller, om sine alpencross og snakker ruter og bjergpas. Ikke alle ruter er lige svære eller lette. Vi havde selvfølgeligt valgt en af dem med flest singletracks, og dermed også en af de sværeste. Bureauerne bliver altid lidt skeptiske når vi danskere bestiler de svære ture, vi kommer jo fra et fladt land, men generelt er danskere rigtig godt kørende når vi sammeligner os ude i verden. Det må være alt det mudder og de våde rødder om vinteren.

IMG_1418w

Turene er typisk også meget veltilrettelagte, med mange udbydere og niveauer, så alle kan være med. Det eneste lidt tricky er at komme til startstedet. Alle ture starter ca. midt i Østrig, langt fra alfavej og lufthavne, og ender ved Garda-søen, hvorfra man bliver kørt tilbage til startstedet. Denne gang lejede vi en varevogn, som to af os kørte ned og hjem med alle cyklerne, mens resten fløj til München, hvor vi blev samlet op af Wolfgangs forældre. Perfekt løsning, specielt for os der fløj.

IMG_2171xw

Det er meget hårdere end man tror at køre et alpencross! Skal man køre de fede ruter kræver det en del træning, faktisk vil jeg mene det er nødvendigt at starte træningen allerede vinteren før turen. Og ikke kun konditionstræning, men også teknik, man får brug for det hele. Til gengæld kan jeg love dig en fantastisk oplevelse. 6 dage, 320 km og 10.000 hm. Det var mit tredje alpencross og næppe det sidste.

_MG_2624xw

IMG_1361w

IMG_1243w

_MG_2580w

IMG_1649w

IMG_1111w

_MG_2468xw

_MG_2483w

IMG_2103w

IMG_2197xw

Reklamer

Fransk finesse

Posted in Alperne, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 7. maj 2016

Kieran Page

Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.

Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.

Phillipe

Rock socks

Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.

Økologen i grønt

Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.

Nyt køretøj

 

Hug en hæl og klip en tå

Posted in 29", MTB, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 9. december 2013

Nanna på Kumlan

Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.

Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!

Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.

Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.

Skåneleden

Botoxbyggerne

Posted in Brok, MTB, Spor & ruter by Søren Svendsen on 10. september 2013

Botoxbroen

Inden nogen får energidrikken galt i halsen, vil jeg skynde mig at sige at det er fantastisk at frivillige er begyndt at vedligeholde mtb-sporene! Personligt har jeg været lidt nervøs ved tanken, for jeg synes naturlige spor er de fedeste. Men jeg indrømmer blankt, at det er total optur at komme på et af de restaurerede spor i Rude eller Hareskoven. Store muddersøer er forvandlet til stabile singletrack med berms og broer.

Med det sidste besøg i Wales, hvor sporene var top-fede selvom det pissede ned tre dage i træk, fik jeg øjnene op for de anlagte spors velsignelse. Hvis det gøres rigtigt, er det en suveræn måde at give et ellers naturligt spor, et facelift og næsten evigt liv.

Problemet med et facelift, eller en restaurering, er at less is more. Jeg kender ikke noget til teknikken, hverken på mennesker, huse, biler eller mtb-spor .. men jeg kan godt se om det er i orden. Nu er præmisserne vist i orden til at jeg kan komme af med det; den nye bro over muddergrøften i den vestlige del af Hareskoven ved Jonstrup Vang, er lige så vellykket som Ivana Trumps facelift .. det er en katastrofe! Altså med mindre man planlægger en motorvej gennem skoven.

Der er sikkert gode grunde til det er blevet som det er, men set fra et mtb-synspunkt var muddergrøften langt at foretrække. Det er selvfølgelig ikke sjovt at køre i mudder hele vejen rundt .. men det er endnu mindre sjovt at køre skoven rundt på plant hårdtpakket grus. Jeg betragter det faktisk som et af de mere subtile forsøg på at få os ud af skoven .. lav sporene om til grusstier, så alle kan gå tørskoet rundt i skoven. Det er nordlige spor langs Farum Sø fik en tur sidste år, og er nu en motionssti, som kan køres med rollator. Det vil jeg muligvis sætte pris på på et tidspunkt, men ikke endnu.

Nu er der jo ingen grund til at himle op om en enkelt dårlig løsning .. men desværre ser det ud til at brede sig. Ligesom grøften altid har været en udfordring, som ikke altid lykkedes, har den smalle træbro som lå under niveau, tæt på Skovløbervangen, også været det. Indrømmet, jeg har altid stoppet inden, og sat den ene fod ned for at være helt sikker på balancen, inden jeg kørte over. Men det er slut nu. Ligesom ethvert spor af grøften er væk, der er en helt plan grusvej, er broen også kommet op i niveau og har fået dobbelt bredde.  Fra at være en udfordring, er den nu lige så spændende som Langebro.

Anyway, keep up the good work .. men brug mindre botox!

Gate District .. eller Postmand Pers baghave

Posted in MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 4. juni 2012

Efter et par ture i Alpernes stejle og forrevne klipper, og en enkelt på håndlavede spor i Wales, stod drømmen om bløde grønne bjerge lysende klar. Ikke bakker, men bjerge med sten, klipper og masser af græs .. grønne bjerge. Jeg har længe kikket misundeligt på turbeskrivelser fra Lake District, Englands mest klippede nationalpark op til den skotske grænse, og efter en forsigtig forespørgser hos et par turudbydere, gik det hele af sig selv. Pete Corson fra TrailBrakes ringede mig simpelthen op, efter at have modtaget min mail. Hvad ville vi have? Vi ville gerne hentes i lufthavnen, bo rimeligt og køre flest mulige singletracks. No problem, der kom et fair tilbud et par dage senere.

Det er jo svært at vide hvad man skal forvente, men der gik ikke mange timer før det gik op for os at vi var havnet i Postmand Pers baghave, eller i en Barnaby kulisse .. uden mord, men med bjerge. Det gjorde jo ikke turistbilledet dårligere at vi kørte i 4 dage med høj sol og 25 grader, hvilket er som at finde nålen i høstakken. Og det gør det nok lidt svært at komme igen, for vejret kan kun blive dårligere.

I England må man ikke køre på vandrestierne fortalte Pete som noget af det første, hvilket gjorde mig en anelse urolig .. 4 dage på grusveje er jo ikke noget at skrive hjem om. Men England har en gammel hestekultur, og alle de gamle ridestier, bridleways, er åbne for cyklister (bridle er det engelske ord for hovedtøjet til en hest). Der er generelt ingen forskel på vandrestier og bridleways, de er bare definerede som det ene, eller det andet. Så vi fik det hele; grønne græsstier, hjulspor, eroderede nedkørsler på babyheads (rullesten på størrelse med babyhoveder), klaprende skifferpladebelagte spor, anlagte trailcenter-spor, snoede småveje og masser af stenede singletracks.

Hvis nogen tror det er “a walk in the park”, kommer de på bedre tanker. Dels går det stejlere op og ned, end det umiddelbart ser ud til, dels rammer snakebites og almindelige punkteringer fra torne og sten, ved det mindste svaghedstegn fra dækkene. Det er hårdt terræn og efter første dags mange  punkteringer, viste den efterfølgende dækinspektion, at selvom det ikke havde givet problemer, tittede slangerne frem flere steder gennem Pete’s dæksider! Det er hård kost med mange skarpe klippekanter, så det er ikke noget for skinny racerdæk .. eller et forkert dæktryk.

Som det er tilfældet i de fleste engelske kulturer, er folk ligetil og selvom området også er et vandrermekka oplevede vi aldrig andet end venlighed. Den private ejendomsret, giver dog visse udfordringer. Alle marker og områder er hegnet ind med stendiger. Meget smukke og gamle stendiger, med store låger. Hver eneste nedkørsel bliver på et eller andet tidspunkt afbrudt af en låge der skal åbnes. På den anden side, gav det nogle dejlige pauser på opkørslerne. Mellem lokale mountainbikere hedder det Gate District!

Grizedale er det lokale trailcenter, og det er også et besøg værd. Vi kørte et langt svedigt track, en rutchebanetur på en halv time, og en fin afveksling fra de naturlige spor. Det er dog kun et loop på 16 km, så også af den grund er det de naturlige spor og det episke ridt på tværs af bjergene, der er den store attraktion. Postmand Pers baghave på steroider 🙂

Hvis du vil se hvordan Lake District ser ud i bevægelse, kan du checke Thomas video fra turen her, og Kristians her.

Honningspor

Posted in Events, MTB, Spor & ruter by Søren Svendsen on 29. april 2012

Jeg indrømmer det, jeg kørte kun 7 af de 12 timer til Stamina12 .. demotivationen sneg sig ind på mig i takt med jeg i længere og længere perioder, kørte i laveste gear eller trak cyklen. Fantastisk arrangement, velorganiseret, smukke omgivelser, rimeligt vejr og en god stemning, .. men honningspor!

For mange år siden havde fruen skrevet et nummer til Melodi Granprix, og vi skulle derfor tilbringe en weekend på hotel i udkanten af Herning. Ikke noget problem sagde jeg, bare cyklen kommer med. Lidt research viste også en skov i rimelig størrelse en 5-6 kilometer længere ude end hotellet.

Faktisk vidste jeg det godt, jeg havde bare glemt det igen, for da jeg for for 35 år siden flyttede til Københavcn fra Jylland, kunne jeg ikke forstå de kaldte Dyrehaven for en skov .. det er jo en park. Skove i Jylland er rigtige skove! Her er ingen vandrestier, men traktorhjulspor og grusveje, så drømmen om et flowy singletrail fortaber sig i blød skovbund og dybe hjulspor. Hvis ikke der er nogen civilisation i nærheden der jævnligt tramper nogle stier, er der sjældent fedt at køre. Faktisk er næste alle gode naturlige spor, oprindeligt vandrestier eller dyreveksler.

Det var første gang der blev kørt mountainbike ved Ledreborg Slot til Stamina12, og ruten var derfor lagt gennem blød skovbund for at skabe nogle singletrails, hæftet sammen af et minimum af grusstier. Facinerende tanke på papiret, men i praksis et honningspor. Det var blødt, fedtet og klæbrigt, selv inden det regnede og gav ikke på noget tidspunkt, på nær en enkelt nedkørsel, reel køreglæde. Det sugede kræfterne ud af benene og motivationen ud af hjertet.

En del af præsentationen af Stamina12, er at det kun den ene dag er muligt at køre på sporene ved Ledreborg Slot, men skal sporene leve op til resten af arrangementet, skal de åbnes året rundt, så de kan køres til og blive faste .. og måske næste år være flowy singletrail, i stedet for honningspor.

Forventningsafstemning vs lokalterminologi

Posted in MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 30. august 2011

Ligesom cyklen og udstyret skal optimeres, skal oplevelserne det også. Efter en total Wales-succes, var det oplagt at prøve at finde nogle lige så gode spor, lidt tættere på. Så hvor er der rigtige bjerge tættere på Danmark? Harzen er et godt bud, men been there, done that .. twice – og så fede singletracks er der heller ikke. Norge? Oplagt, afsted med Oslofærgen, 2 dage på sporet og hjem igen med båden – genialt synes jeg selv. De andre småsure halvgamle mænd var ikke helt så imponerede, men et par stykker bed på. Efter et indlæg på terrensykkel.no, kom der et godt forslag til overnatning, vandrehjemmet Haraldsheim som ligger 4 km fra færgen, og nogle gode bud på spor. Ikke mindre end 3 store naturområder, Nordmarka, Lillo Marka og Østmarka, ligger lige op til Oslo, og de er iflg. nordmændene fyldt med singletracks!

Thomas fra Gale Gleder Sport, tilbød sågar at lave et GPS track til den første dag, og en guided tur den anden dag .. sådan! Jeg gjorde meget opmærksom på vi gerne ville køre spor, og Thomas lavede en 40 km rute i Nordmarka, som han synes var passende til en hel dag, hvis man tog nogle af opkørslerne på grus! Jeg havde ham mistænkt for at lave en pensionist-tur til os, for vi havde afsløret at vi ikke længere er helt unge .. dumt. Han anbefalede os også bredde dæk med godt mønster pga glatte rødder og svaberg.

Smart at kunne cykle ombord på færgen, ingen cykelkuffert eller fly, og videre til vandrehjemmet næste morgen .. på cykel, og næsten udhvilede. Bagagen blev stillet og GPS’en tændt, 3-4 km til sporet. Det gik hurtigt op for at sommeren heller ikke har været helt tør i Oslo. Vandrestierne i Nordmarka er små snørklede stier med masser af rødder, klipper og vandhuller og de går stejlt op og ned .. og så er der svaberg! Svaberg betyder meget glat klippe og er i praksis en mellemting mellem is og brun sæbe .. fåck, det er glat. Det korte af det lange er at vi gik lige så meget som vi cyklede, og at vi måtte korte ruten ned til godt halvdelen og endda ty til ekstra grusvej, for at nå hjem.

Det var ikke lige det vi havde forventet, og i løbet af aftenen blev vi enige om at man slet ikke kunne køre den slags stier på cykel og at Thomas nok ville diske op med noget andet når han selv var med.

Næste morgen stillede Thomas, en flink ung ingeniør og nybagt far på 30 år, med fullface hjelm og en cykel med 160mm affjedring! Han var oprigtig ked af at sporet ikke havde været godt, og ville prøve at vise os nogle lettere – men det ville blive svært for det var enten grus eller sti, som vi havde oplevet dagen før.

Med Thomas forrest fik vi hurtigt at se, at stierne kan køres og at selvom vi slet ikke kunne være med, hjalp det rigtig meget at køre i hans spor. Nu kørte vi måske godt trefjerdedele af tiden og oplevelsen var en helt anden. Men stadig, slet ikke hvad vi normalt kalder singletrack, heller ikke et teknisk singletrack, snarere et enduro-track. Udfordringer til grænsen hele tiden, og aldrig en pause eller et stykke med flow. Thomas var i sit es og kørte som en bjergged, og vi andre accepterede at der er forskel på hvad man kalder singletrack på norsk og på dansk.

Tre styrt, fem timers total udfordring, to med regn, og 27 km senere, havde vi fået nok, vi var færdige og drømte bare om baren på Oslo-båden. Og vi erkender det, de er gale de nordmænd, men fåck hvor kan de køre cykel!

PS. Tusind tak til Thomas, som virkelig gjorde et stort arbejde for os uden overhovedet at kende os. Og skulle du en dag have lyst til at se sporene omkring København, siger du bare til.

Tagged with: , ,

Dine spor, mine spor …

Posted in Brok, MTB, Spor & ruter, Ture by Søren Svendsen on 2. maj 2011

Så blev det næsten sommer, og den første weekend på landet blev en glimrende illustration af de forskellige interesser der er i forhold til sporene og naturen. Et lille stykke singletrack på en af mine favoritruter var i vinterens løb blevet transformeret til en halvbred grusbelagt vandresti ! Sporet var ikke noget særligt, et 4-500m langt, som regel små-smatet, snoet, smalt singletrack med rødder og passage af to små vandløb, men som forbandt et grus og et landevejsstykke, og derfor gav en dejlig afveksling. Nu er det så blevet “asfalteret” med grus i 2 meters bredde, de to vandløb er ført under og det er blevet en del af en hjertesti. Og de har virkelig gjort sig umage. Ved P-pladsen i den ene ende er der opsat store skilte med omgangstider og korresponderende kondital i forhold til alder og køn. Sådan, et godt initiativ for at forbedre fokesundheden .. og som har kostet mig, og muligvis en 2-3 lokale mountainbikere en lille bid singletrack.

Som en del af min lange rute til byen, kører jeg på et meget smukt, og visse steder teknisk, smalt spor på en skrænt som løber mellem stranden og sommerhusene. Selvom det er en officiel sti som kan ses på visse kort, kommer der næppe andre end de helt lokale. Og det var da også en af dem der sprang op fra familiemiddagen ved havebordet og råbende løb over til mig, for at fortælle at her måtte jeg ikke cykle, det var en vandresti .. og jeg kunne selv se skiltene. Nu har jeg kørte stien en ti gange gennem de sidste par år og aldrig set de to små blå skilte med en vandrer, så jeg går ud fra de var nye og grundejernes forsøg på at holde folk som mig væk.

Senere på turen mødte jeg Christian fra MTB-Teknik, som ikke umiddelbart mente at et lille blåt skilt betød at vi var udelukket fra det gode selskab, og lidt research på nettet viste da også at han har ret. De blå skilte viser kun at der går en vandresti og betyder ikke cykling forbudt (jeg checkede på vejregler.dk) men grundejeren jeg mødte er helt klart af en anden opfattelse.

Polariseringen er til at få øje på ! Enten bliver sporene gjort til fitness-motorveje, eller også bliver de forsøgt lukket for alle andre end en lille gruppe rethavere. Den tid hvor mountainbiking var en minioritetssport for freaks er ovre, nu er det en mainstream fritidsfornøjelse for gud og hvermand, og vi kommer nok til at leve med, og lide under, at samtidig med der kommer flere og flere officielle spor og ruter, vil flere og flere områder og stier, blive lukket for os. Jeg kunne  nu bedre lide at være en minioritsfreak !

Tagged with: ,