MTBlog.dk

Mekanisk doping

Posted in 29", Alperne, Brok, Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 29. maj 2018

IMG_9350xw

Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.

T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.

SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.

Reklamer

Hipster heavy

Posted in 29", Dæk, MTB, Udstyr, Urban by Søren Svendsen on 7. september 2015

Hipster Dad

Nu Dad’en efterhånden udelukkende drøner rundt i byen, er den også tæt på at være blevet helt civiliseret med små detaljer som gør turen praktisk uden at ødelægge det sjove .. og ikke mindst det fede look.

En AssSaver og en mudguard tager det værste vand i regnvejr, Super Moto-dækkene giver Formel 1 fornemmelse, de 1×10 gear på en narrow-wide klinge kører perfekt og giver rigeligt spændvide, Mary giver en afslappet kørestilling og “tommestok”-låsen sidder solidt monteret i flaskeholderskruerne når jeg kører, og giver en vis tryghed når Dad bliver efterladt ubevogtet. Men så manglede jeg lidt plads til bagagetransport!

Jeg havde set en total checket engelsk urban-cykel på Instagram med en kurv/lad, så jeg gik på jagt. Den helt rigtige kurv med brædder i bunden koster selvfølgelig en tusse og skal specialimporteres fra NY, men heldigvis opdagede jeg at min nye lokale Venus cykelpusher havde en næsten tilsvarende hængende til en tredjedel. Og med en montering som med lidt modification, et stort 2,5″ rør-spændebånd, kan bruges på en MTB.

Dad gik fra at være en fejlplaceret mountainbike uden knopdæk til at være total hipster! Desværre kan det være lidt tungt at være hipster, de næsten 3 kg ekstra på forhjulet gjorde bestemt ikke noget godt køreegenskaberne. Det var også lidt mærkeligt for mig ikke at kunne se forhjulet .. selvom det er stort!

Det koster altid at blive civiliseret men jeg har alligevel forsøgt at holde vægten nede .. fx vejer Super Moto ikke mere raketdækkene. Men med 3 kg ekstra på forhjulet og 2 kg i flaskeskruerne var grænsen nået .. Dad kørte nærmest som en tank. Egentligt har jeg også mere brug for et lad end en kurv, og med Googles hjælp fandt jeg et lille frontlad som vejer under det halve. Så nu er Dad igen knap så hip, til gengæld kører den næsten som i gamle dage, og jeg kan igen se forhjulet. Men fåckk .. hvor så den godt ud!

 

Gennem byen med Mary i hånden og uden knopper

Posted in 29", Cykler, Dæk, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 4. juni 2015

Dad og Mary

For ikke så længe siden var næsten alt på mtb’er standard .. sådan er det ikke mere. Nu er der 3 hjulstørrelser, forskellige gaffel og headset størrelser, forskellige hjulaksler og nav-breder og mulighed for 11, 20, 22, 27 eller 30 gear. Det er tæt på noget rod .. i hvert tilfælde når man har flere cykler og gerne vil have det hele til at passe sammen.

Da HighBall’n landede i min garage fik jeg nærmest en cykel for meget, eller rettere det betød at jeg var nødt til at have mindst 3 cykler med brede dæk. T-boy, den rigtige cykel, HighBall’n, ekstra, vinter og sommerhuscykel og Dad blev til bycykel. Jeg har forsøgt at sætte dem stort set ens op, men alle de forskellige standards gør det svært, eller dyrt, da man ikke umiddelbart kan flytte alle dele rundt. Og når jeg fandt en ny fed stump til den ene, skulle de andre to også have .. nu har jeg opgivet!

I stedet for at dyrke lighederne, er jeg begyndt at satse på forskellighederne. HighBall’n har længe kørt med 1×10 med OneUp 42T, men nu får den også en oval klinge. Det skal prøves, og det bliver spændende! Den beholder også sit lidt smallere styr, for når man tonser rundt udenfor skoven er der ikke meget ved at have et vingefang som en albatros. Dad som kun kører i byen har allerede fået en fast forgaffel og 1×10 med en standard kassette. Fornyelig smed den så knopperne da jeg fik et sæt SuperMoto af Schwalbe. Fantastisk dæk, lav vægt, stor volumen, 2.35, og et greb som en Formel 1 racer .. i hvert tilfælde så længe man ikke kører trapper i regnvejr. Og Dad ser stadig godt ud .. hvad den ikke gør med smalle racerdæk. Nu kom der også et Mary styr på. Det virkede faktisk nogle gange lidt mærkeligt at køre rundt i byen med et bredt riser bar .. i attack-stilling! Mary er langt blødere og giver en mere naturligt håndstilling .. med mindre man sidder som et Santa Cruz logo.

Før havde jeg en Tallboy og to halvdårlige efterligninger, nu har jeg tre relativt forskellige cykler med hver deres charme. Det er en win-win-win situation .. altså ud over de efterhånden ikke passer ret mange dele sammen.

Og her er den rigtige Mary, hende styret er opkaldt efter! Vi deltog begge i LaSantas MTB-uge i januar 2006, hvor Mary mødte op på et håndbygget vidunder fra On-One, en køleskabsblå Inbread med et Mary-bar. Det holdt dog ikke længe for instruktør-drengene syntes styret var noget pjat og udskiftede det efter første dag!

Mary og Mary

Den flagrende finger og den frie kadance

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 9. august 2014

Motorvejsvolden

Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.

For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.

Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.

Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.

 

Kovending

Posted in 29", Cykler, Udstyr by Søren Svendsen on 24. juli 2014

Jannik & ko

Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.

Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.

Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.

Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!

En carbon cocktail

Posted in 29", Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 10. juli 2014

Highball i Hareskoven

Man skal passe på hvad man ønsker sig, hvem man flirter med, og at sige til en cykelpusher: kan du ikke give mig et tilbud jeg ikke kan sige nej til! Sammenlagt er det grunden til at Dad nu er degraderet til city-singlespeed og erstattet af en carbon cocktail, en matsort Highball. Som nævnt blev der lige lavet lidt ekstra tuning med 1×10, men ellers er et sæt nye bremser den eneste forskel ud over stellet, så det er nemt at mærke forskellen på de to cykler .. en markant forskel!

Som tidligere beskrevet var turen på en Highball alu en øjenåbner, men skridtet videre til carbonudgaven er lige så markant. Måske i kombination med at alu’en havde en 120mm gaffel, mens min carbon har arvet en 100mm. Da jeg fik min første Superlight læste jeg en anmeldelse som beskrev den som “nimble”, og det var lige præcis hvad den var. Og det er også hvad min nye carbon Highball er. Ordet er lidt svært at oversætte direkte, men de autoriserede forsøg går i retning af rap, kvik, smidig og adræt. Og selvom jeg måske også ville have hæftet ordet kvik på Dad og adræt på alu Highball’en, så er det altså kun kulfiberversionen der lever rigtig op til ordet nimble.

PS. For ikke Santa Cruz kendere kan jeg fortælle at deres første 29er kom til at hedde Tallboy .. som er slang for en stor (0,5L) øldåse. SC er så blevet i drinksterminologien og har kaldt deres 29er hardtail for en Highball .. hvilket er en longdrink i et højt cylinderglas. Som CV Jørgensen synger: høj som en highball på en bardisk ud på natten.

En blev til to .. og ti blev til to!

Posted in 29", Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 7. juli 2014

Karate-Jesper i aktion.

En ufrivillig flirt med en Highball har fået store konsekvenser. Dad er blevet degraderet og minimeret til permanent singlespeed bycykel, og en carbon cocktail har overtaget de bedre dele og kører nu rundt som sommerhus-hardtail, ekstra og vintercykel. En er blevet til to, af gamle og nye dele, og de blandingsprodukter kommer der en sommerfølgeton om.

One/Up

Når nu det nye carbon Higball-stel vejer 1.200g mindre en Dad’ens stålstel, er det jo oplagt også at minimere andre dele på cyklen. Jeg har derfor valgt at forsøge med 1×10 .. ingen forskifter, men heller ikke den optimale og dyre 1×11 SRAM-løsning. Mine ben er jo ikke Worldcup udgaven, så med 32T foran giver en 11-36 kassette ikke lave nok gear. One-Up er et af de efterhånden mange firmaer der laver en ghettoløsning med en løs 42T, men som de eneste tilbyder de også en gratis 16T. Normalt piller man 17T ud af en highend SRAM eller Shimano kassettte, og sætter en 42T ind i stedet. Men det giver en lidt ujævn gearing, så One-Up foreslår at man fjerner både 15T og 17T og erstatter med 16T og 42T .. det giver næsten jævne spring i gearingen.

Første tur i skoven afslører at systemet ikke skifter helt godt op på 16T, og at 42T faktisk ikke er nok til de allerstejleste stigninger! Normalt får systemet meget ros så det med det dårlige skift til 16T undre mig. Jeg har samlet kassetten efter instruktionen, eller i hvert tilfælde hvordan jeg husker den, men et check viser at min hukommelse heller ikke fungerer optimalt. De to prikker på 16T skal sidde lige før den tynde pal på friløbet og ikke lige efter .. så lidt skal der til, men så spiller det!

Selvom mine ben godt kunne bruge et lavere gear, er jeg sikker på jeg kan leve med løsningen i den ende. Med det jeg bruger en hardtail til, vil det være et minimalt problem og det er topfedt ikke at skulle skifte foran! I den anden ende er der også forsvundet et par gear, men dagens autist-tur med havnefolket fra Rørvig, hvor der bliver kørt igennem på 32 km grus og asfalt, viste at det går an. Pulsen var et slag fra max, gennemsnitsfarten 31,5 km/t og reelt kørte jeg kun med to gear. Højeste gear hele vejen på nær på et par stigninger hvor den røg et hak ned, men da vi rundede 42Km/t indrømmer jeg det kneb for benene at følge med!

Overraskende og beskidt

Posted in 29", Cykler, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 19. maj 2014

Kleins Boghandel

I forbindelse med udgivelsen af min bog Mtb – Mountainbike for novicer og nørder, havde jeg lovet min lokale boghandel Kleins en beskidt cykel til vinduet. Mine egne har ikke tid til den slags, så jeg spurgte Thomas fra Team Bertelsen om de kunne undvære en af deres democykler, og vi blev enige om at den rosa Superlight jeg tidligere har prøvet, ville egne sig til opgaven. Da jeg fik cyklen viste det sig at være en ny cobolt-blå HighBall med orange logo ..  Thomas mente farven egnede sig bedre som blikfang.

Nu havde jeg lovet en beskidt cykel, og Thomas havde givet grønt lys, så jeg tog en tur i Hareskoven i regnvejr på HighBall’n. Næsten en pligtopgave dels fordi jeg helst kører fully, dels fordi jeg er meget tilfreds med min Dad stålhardtail. Dad’n er meget styrevillig, nem at smide rundt på de små spor og fordi det er stål, har den også en vis komfort. HighBall’n og Dad’n ligner også hinanden til forveksling, rent geometrisk, når de står ved siden af hinanden.

Allerede på cykelstien på vej til skoven kunne jeg godt mærke forskel. HighBall’ens alustel er stivere, det er som om trådet bliver omsat mere direkte, men overraskelsen kom først rigtigt i skoven .. den er samtidig mere komfortabel på sporet! Jeg har godt set en video med en gammel stelbygger der påstår at komfort handler mere om opbygning og geometri, end om materiale, men jeg troede faktisk ikke på det .. og slet ikke når cyklen samtidig er mere stiv. Og overraskelserne fortsatte, styringen er mindst lige så hurtig som Dad’ens, men cyklen er samtidig langt mere stabil! Det var virkelig både en øjenåbner og en oplevelse at svine HighBall’n til et par timer i skoven.

Det var også første gang jeg kørte med Shimanos nye 29er-venlige 3×10 kranksæt, 22-30-40. Udover jeg ikke kunne finde på at køre med tre klinger igen, fungerer det faktisk fremragende, meget bedre den traditionelle gearing. Crossmark dækkene bliver jeg til gengæld aldrig gode venner med, så foretrækker jeg klart de småkoppede Ikon .. også i regnvejr.

 

Hug en hæl og klip en tå

Posted in 29", MTB, Ture, Udstyr by Søren Svendsen on 9. december 2013

Nanna på Kumlan

Udover den fjedrende pind til røven, er Dad også blevet opdateret med et overskuds carbonstyr og nye skumgreb. Egentlig er den slags pimp som et carbonstyr ikke tilladt på Dad, da den af og til bliver parkeret rundt om i byen og derfor skal holdes rimelig uattraktiv. Men nu lå det bare og flød efter T-Boy har fået nyt, og principielt virker et carbonstyr stød og vibrationsdæmpende i forhold til et tilsvarende i alu. Så på røg det, og så håber jeg ridserne vil afholde svage sjæle fra at blive fristet.

Dad’s billige Recon Gold gaffel har også fået en tur hos en fagmand, og det har den haft godt af. Desuden har jeg opdaget, på den hårde måde, at den langt fra fungerer som mine Fox-gafler. Dels er den ikke så avanceret, og kan derfor komme til kort, når terrænet bliver for krævende, og dels skal man vurdere lufttrykket lidt anderledes end med Fox, hvis det sker efter gefühl. Mange år med Fox har lært mig at vurdere om trykket er nogenlunde korrekt, ved at stå trykke gaflen ned nogle gange efter hinanden. Det har jeg også dyrket med Recon’en, men den går ikke! Der er så meget medfødt kompressionsdæmpning i den, at den virker stenhård når lufttrykket er korrekt. Man skal måle sag .. eller følge tabellen på det ene gaffelben. Og for lidt luft i en Recon med SoloAir-systemet, får den til at akkumulere hurtigt efterfølgende stød, og langsomt synke i bund!

Forleden var Dad og fruen så med i Sverige, hvor de blev smidt rundt på nogle små fede frosthårde singletracks. Nu var det ikke nogen lang tur, kun et par timer, og det meste af tiden var tempoet moderat, men det slog mig efter turen, at jeg på intet tidspunkt havde tænkt på Dad’en som ukomfortabel, eller ærgret mig over at have den forkerte cykel med.

Det er jo ikke de vilde ting, en affjedret sadelpind, nye pakninger og korrekt lufttryk i forgaflen og et carbonstyr med nye skumgreb, men tilsammen er det som at have fået en ny og langt mere komfortabel cykel.

Skåneleden

En halvfed cykel

Posted in 29", Cykler by Søren Svendsen on 15. oktober 2013

Dad på Højsandet

Som udgangspunkt har man jo altid en cykel for lidt, og diverse tilbud på fatbikes er gået lige i centralnervesystemet på mig! Da jeg så besøgte BenBens nye butik, og fik lov at rulle rundt i lokalet på en Surly Krampus 29+, var tanken ikke til at slette fra harddisken. Cyklen kunne styre rundt i butikken, og føltes slet ikke tung, unaturlig eller overdimensioneret.

Det gjorde det ikke bedre at direktøren havde samme tanker, og begyndte at lokke med at tage et par rammer med fra US. Hjernen kørte i overdrive, og som nedkøling gennemtrawlede jeg internettet for anmeldelser og information. Og så stod der på twentynineinches.com; Obviously deep mud is not the bike´s do well ground as the huge Knard will simply start floating on top rather than cut through to firmer grounds. Og det var jo netop som sommercykel på stranden og i sandflugtsplantagen, og som vintercykel i sne og mudder, der stod fatbike på nethinden. Tre ud af fire er heller ikke dårligt, men som indfødt viking ved man godt at mudder reelt udgør over halvdelen af billedet .. og flyde rundt på mudder, lyder mere som noget der kræver redningsvest. Krampus-tanken blev deleted!

Stranden ved Flyndersø

Min by og vintercykel, Dad, kører normalt på Beaver hele vinteren. Et smalt, men fantastisk, mudderdæk, med en meget lille volumen. Men det gør at stålhardtailen bliver endnu mere ukomfortabel. Som forsøg har jeg i år besluttet at prøve en anden løsning .. Moby Dick aka Nobby Nic i 29×2.35. Det dæk er stort, på alle måder. Kæmpe ballon, kun overgået i 29er af  Mignon 2.5, men stadig med en rimelig kampvægt på 725g .. på papiret.

Med Moby Dick monteret, ligner Dad faktisk næsten en fatbike. Den første tur, uden mudder, men med masser af sand, nedfaldsblade, grannåle, kogler og agern, viste tydeligt hvorfor fede dæk er fede. Dels er det som at have fået 20mm affjedring, dels klæber cyklen til underlaget. Ikke noget skøjten rundt på løst underlag, som på raketdækkene, men heller ikke raketfart! Mere fornemmelse af gummiged, og hastighed derefter. 500g ekstra, på hjulene, kan godt mærkes på både farten og i lårbasserne .. men sjovt nok næsten ikke på styringen!

Nu glæder jeg mig til at prøve kombinationen i mudder. Det er sikkert ikke optimalt som Beaver, men måske et attraktivt kompromis? Og selvom Dad med Moby Dick ikke er en rigtig fatbike, er det en rigtig fed halvfed cykel!

Dad forklædt som fatbike