Defragmenteret på sporet .. H12 revisited
H12 var igen en fantastisk oplevelse, solskin, knastøre spor, fed stemning, velorganiseret arrangement, dejlige mennesker .. og en benhård rute! Jeg fik deja vu allerede på første omgang, og da alle vi fallerede soloryttere hang ud i teltet sidst på eftermiddagen, forstod jeg at der nærmest er tale om en slags kollektiv destruktion .. lidt ligesom lemminger.
Første og anden omgang blev kørt i et hug. Den første var en slags skovtur med alle de andre, vi kørte i kortege i adstadigt tempo og med kø ved alle singletrackene. Meget hyggeligt og afslappet.
Anden omgang kom der lidt fart på .. og de første lændesmerter meldte sig. Ruten er fantastisk pga de mange fede singletracks, men benhård fordi der er fyldt med rødder. Man skal lede længe efter en mere ujævn rute. Selv nedkørslerne er highspeed rysteture. Efter omgangen var der dømt forsøg på kaffe og lidt udstræk for lænden.
Tredje omgang starter fint, lænden har det bedre og der bliver givet gas. Jeg begynder faktisk at tro på at jeg kan køre tiden ud, det er målet, antallet af omgange er mindre vigtigt .. det er alligevel ikke så mange. I teltet får numpetten en gang ekstra fedtcreme, da jeg kan mærke huden allerede er tynd et enkelt sted.
Fjerde omgang er sidste omgang inden frokostsandwichen. Den trækker, men ikke nok til at jeg ikke kan begynde at mærke mine ben, lænden gør ond igen, den ene fod småsover og nakken er stiv. Det er en træt mand der sætter sig med sin sandwich, som han ikke rigtig kan spise, så det bliver mest til sodavand og kage. Heldigvis kikker nogle af de andre halvgamle småsure mænd jeg plejer at køre med, forbi og byder på en rigtig cafe au lait. Så jeg er, lidt overspist, klar igen efter en gang hoftevrik for at løsne lænden.
Femte omgang er svær at få hul på, jeg fryser da jeg kører ud på omgangen. Efter et stykke tid er det som om trætheden, ømheden og smerterne kommer i balance. Jeg finder en fin rytme hvor jeg kan blive ved at køre. Det hjælper og jeg får igen et mentalt overskud. Hænderne er begyndt at snurre ind i mellem og det er som om mine bukser krøller et sted under den ene balle, men lænden har det godt og benene er bare trætte. Lidt udstræk på bænken i teltet, et par bidder af sandwichen, en kanelsnegl, en sodavand og lidt fedtcreme, så er jeg klar igen.
Sjette omgang kalder, jeg starter igen kold men giver den lidt gas flere steder. Jeg er rigtig træt men jævnt fordelt i kroppen, hænder og fødder snurrer på skift men lænden har det fint. Måske satser jeg for hårdt på en stigning, for pludselig gør mit ene knæ ondt. Jeg forsøger at koncentrere mig om at belaste det andet ben, men det vil ikke rigtigt gå væk. Det er ikke slemt, men nok til at alle de andre småskavanker der kører rundt i kroppen forsvinder. Jeg tager en lidt længere pause i teltet for at se om ikke det går væk af sig selv. Jeg ikke er den eneste der kæmper med kroppen, teltet er som et vacum af brugt energi og forsøg på restitution, fra ren apati til målrettet selvhjælp.
Syvende omgang bliver den sidste, det kan jeg allerede mærke efter få hundrede meter. Hver gang jeg træder til, gør knæet ondt. Ærgerligt for nu er det som kroppen har fundet ro i den overbelastede tilstand, en slag smerte-zen hvor den kan fortsætte .. i hvert tilfælde lidt endu. Men knæet kan ikke, ikke uden en skade der vil tage flere måneder at komme over. Jeg kører til kanten, og nyder den sidste omgang. Tanken om det er slut, giver en slags vinger.
I teltet er jeg ikke alene. Der sidder allerede en håndfuld, og der kommer flere dryssende hele tiden. En slags kollektiv sammenbrud .. lidt af gangen, men efter samme mønster. Stemningen er høj, det er et accepteret nederlag at stoppe når kroppen giver op. Syv omgange eller 93 km på 7,5 time blev det til .. I’ll be back!
Okay, jeg indrømmer …
At det var sjovere at køre i søndags hvor solen skinnede, end det har været længe. Det er bare ikke altid lige let at vælte ud af sengen kl. 7 søndag morgen, for en time senere at køre i skoven. Når det er mørkt og koldt, eller regnen står ned i stænger skal der virkelig overvindelse til. Men en søndag med sol direkte på hovedpuden, gør det ikke noget at temperaturen kun er 5°. Jeg læste på et tidspunkt en klumme af Mike Ferrentino hvor han modvilligt indrømmede at en del af det er så fedt at køre lange mountainbikeløb, er at det er så dejlig bagefter. Sådan har jeg det det meste af vinteren.
At selvom jeg påstår at T-boy kan komme rundt alle steder, og at jeg aldrig har oplevet andet, at jeg rent faktisk havde et problem i Nepal! Vi skulle ned at det det smalleste, vildt stejle, gedespor .. med hårnåle! Dinesh min guide kunne lige smide sin gamle Orange p7 med 26″ hjul rundt, men jeg måtte af cyklen .. to gange. Jeg kunne simpelthen ikke få de store hjul så snævert rundt på så stejlt et spor.
At jeg har købt to 20T stålklinger i US. I rigtige bjerge er gearingen på en 29er et problem .. med mindre man har WorldCup-ben. De fleste kranksæt har 24T som mindste klinge, og generelt er 22T det mindste der kan opdrives. 29ere er 12% højere gearet end 26″ pga de store hjul, og på lange opkørsler kniber det for mig at have et lavt nok gear. De tyske MountainGoat har længe lavet en 20T i alu, som dog kræver lidt tilpasning med en fil, men så faldt jeg over en fyr i US som selv fræser dem i stål, direkte til montering. Så nu er jeg klar hvis nogen skulle invitere mig til Alperne eller Pyrenæerne.
At bloggen her har været forsømt på det sidste! Det skyldes primært at jeg har brugt tiden på at skrive bogen “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” som udkommer midt i maj. Hvis du vil følge med, kan du melde dig ind i gruppen med tilsvarende navn på FaceBook.
At det er fedt at blive trukket hjem til byen efter en lang tur .. tak til Duracell-tvillingerne Brandmanden og Bassen.
Kontorstolsmodellerne
Lige siden jeg for 35 år siden købte min første rigtige cykel, en Grebart, har det været populært at spare et par gram ved at skifte sadelpind og frempind. Jeg har forlængst indset at 50 g på sadelpinden, svarer helt til 50 g på maven, eller røven, så med min vægt skal vi regne i kilo, før der er noget ved det.
Derfor har jeg da også betingelsesløst kastet min kærlighed på at køre med dropperpost, selvom de typisk vejer 2-300 g mere end en almindelig pløk. Selv ikke min kun 6 mdr. gamle KS Lev’s nedbrud for et par uger siden, har rokket ved min opfattelse af at en dropperpost er en af de enkeltdele der øger køreglæden mest.
Forleden foreslog en bloglæser så at jeg skulle prøve en affjedret sadelpind på min Dad, som min ryg ikke længere synes om at køre på. Jeg afslog, som jeg altid har gjort når nogen har snakket om fjedrende pinde, med at de ikke dur fordi afstanden mellem pedaler og sadel ændrer sig. Yderligere et hint fra en erfaren old-school’er om at det mærker man ikke, fik min nysgerrighed vagt, og efter lidt surferi fandt jeg ud af at der faktisk er en del folk der kører med dem .. de taler bare ikke så højt om det.
I dag var lige vejr for en hardtail med halvbillige dele .. og en affjedret USE Vybe pind. Efter godt 50 km på små smattede singletracks, var min ryg stadig frisk og det eneste jeg mærkede til den fjederende pind, er at den giver et lille bonk når den retter sig helt ud efter et bump.
250 g er vildt godt givet ud for at kunne skubbe sadlen væk når fully’en får frit løb nedad, eller at have komfort nok til at kunne køre hardtailen på de rigtige spor, i det forkerte vejr. Så nu er begge mine cykler blevet 250 g tungere, og forsynet med hver sin pind .. different strokes for diffenrent blokes! Til gengæld har jeg lovet mig selv at kompensere .. med min egen vægt.
Fars fede (cykel)ferie
Det gik egentligt allerede galt for to år siden. Fruen havde stillet to krav til den kommende 3-familiers fætter-kusine ferie; der skulle være varmt og jeg skulle kunne have min cykel med .. så hun slap for at være på ferie med en mand der opførte sig som en i fodlænke. Familetrekløveret, fruen, fruens fætter og fruens kusine bestilte billige flybilletter på nettet, eneste minus, som de ikke lige havde set, var reskriktionen om ingen ekstra bagage pga flyskifte. Men ellers have vi en fed ferie i Kroatien .. uden cykel.
Mallorca var målet for årets reprise, og denne gang med to cykler, både min og fætterens .. det er faktisk ham jeg har fornøjelsen at cykle med næsten hver søndag. Den helt store taxa, minibus, kom til tiden og samlede den lille familie på seks, samt en cykelkuffert, op. Umiddelbart havde den store rimeligt luxiøse bil en positiv effekt på alle ungernes cykel-attitude, men det holdt kun til lufthavnen og den specielle kø for folk med ekstra bagage. At SAS havde computerproblemer gjorde at cykelkufferten (læs: mig) fik skyld for alverdens ting, og det blev ikke bedre da vi så skulle aflevere bagagen, altså vores almindelige kufferter og pludselig stod i en 500 menneskers kø. SAS besluttede så at rode vores billetter sammen med fætterens families billetter, 11 styk total, på trods af de var bestilt seperat, betalt seperat og vi ikke hedder det samme, og det gjorde det ikke bedre .. vi måtte hele møllen igennem igen, og blev indchekket sammen. Det hele var selvfølgelig cykelkuffertens skyld .. selvom den var afleveret uden problemer 45 min. tidligere til en flink mand ved oversized bagage.
Når man i januar bestiller ferie sydpå i juli, har man ingen overvejelser om dansk hedebølge, eller at det faktisk kan blive for varmt. Men 36 grader i skyggen er for varmt til at cykle, så på trods af ferie, måtte vi stille vækkeure og stå op mens det stadig burde være nat. Hjemmefra havde jeg downloaded et par heldagsruter til GPS’en, men dels ville det nok være at overdrive med så lange ture i varmen, dels gjorde et større antal skovbrande i området, som vi kunne følge fra terassen, at den nærmeste højderyg, og hovedvejen bagved, var lukket. Så vi beluttede at lave en kort researchtur, dels for at se om vi nedsmeltede i varmen, dels for at checke lokalområdet. Efter 5 minutter, turen ud af matriklen og ned af vores lokale grusvej, svingede vi ind på en smal vej som tilsyneladende ikke var lukket af brandvæsnet, men så er fætteren punkteret på forhjulet .. tre steder! Mens vi skifter slange og hiver torne ud, kører et par vogne med vinkende og grinende brandfolk forbi. Vi fortsætter kort, men bliver så overhalet af en brandbil i høj fart. De vinker også, men ikke på den flinke måde. Vi vender om og da vi rammer vores grusvej igen, er fætterens baghjul næsten fladt. Resten af dagen er ved poolen, mens vi hiver næsten 10 torne ud af de fire dæk. Små forræderiske torne, som ligner naturens egne partisansøm .. de vender sig altid så tornen peger opad! Personlig er jeg næsten ligeglad da den flydende latex snildt lapper hullerne, men fætteren er bekymret.
Næste morgen er begge fætteres dæk flade igen, mange huller og dårligt håndværk, som han må råde bod på. Så jeg cruiser lidt over matriklen og op og ned af grusvejen, mens han fortsætter lapningen af de fire medbragte slanger. Jeg hiver et par torne ud af og til, hvilket ikke fremmer humøret hos fætteren, så vi udsætter turen endnu en dag, selvom jeg har fundet både en rute på det nyindkøbte landkort, og et lille stykke singletrack.
Med tornparanoiaen helt oppe i halsen kører vi atter ud, mens de andre sover. En interessant lille vej op af bjerget viser sig at være privat, og derfor lukket, også for cykler! Faktisk viser det sig, at det er rigtig svært selv at finde spor, for man ved aldrig om afmærkede stier og veje på landkortet er private og lukkede. Men det lille singletrail er fedt, vi er i gang .. og ingen punkteringer.
Selvom et af de lange spor på GPSen går i udkanten af området med brande, beslutter vi at køre det dagen efter. Meget fin lille vej der snor sig op mellem højderyggen og dets nabo. Ingen brand og afspærringen er tilsyneladende taget ned. Lige inden toppen er der lidt svedne pletter, men vi satser på uproblematisk at kunne nå hovedvejen som løber 3-400 m nede på den anden side. Da vi når den, kan vi se det er her de værste brande har været, og vi må droppe alle tanker om spor og drøner for fuld fart ned mod byen, med afbrændt skov på begge sider. Vi når i bunden gennem politiafspærringen, uden problemer, og beslutter at køre i en anden retning .. hver gang.
Det blev til et par fantastiske ture, både på vandreruten fra San Elm til Port Andratx og stigningen til Galatzo .. og en masse ind i mellem. De første dages overvejelser om det mon ikke havde været klogere at tage raceren med, blev gjort helt til skamme. Det tog heller ikke mere end 5 dage at lure at naturens partisansøm faktisk stammede fra en busk på matriklen .. vi fandt dog ikke ud af hvilken, men holdt os derefter midt på grusvejen til vi var ude af martriklen, og havde ikke flere punkteringer.
Hvis unger skulle have glemt deres aversion mod cykler og cykelkufferter efter en lang ferie med ved poolen, fik SAS den hurtigt genoplivet da de gentog stuntet med at rode familierne sammen ved indcheckningen på vej hjem. Og selvom ingen tror på det, var ekstratiden pga cykelkufferterne under 5 minutter på vej hjem. At vi uden problemer fandt en ledig minibus i Kastrup så alle havde eget sæde og aircon, blev også overset, selvom det er kuffertens skyld at vi kører så luxuriøst. De eneste der satte pris på cykelkufferterne, og indholdet, var fætteren og mig .. og så selvfølgelig SAS, som tog 450 kr. pr. kuffert hver vej!
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
De lokale
Efter 6-7 års plageri lykkedes det, fruen indvilligede i at tage på familieferie på Club LaSanta! Jeg har været der for mere end 25 år siden, hvor jeg dels ikke var en cykelfreak, og dels syntes der var rædselsfuldt. Og igen for 7 år siden med sønnen, hvor han var på fodboldskole og jeg deltog i MTB-ugen .. og vi syntes begge det var pragtfuldt.
Gode MTB-spor er tit svære at finde, og 7 år gør det ikke nemmere at huske hvor de ligger, så jeg støvsugede nettet i håb om at finde nogle svedige GPS-track .. det lykkedes ikke. Mikkel, som var hjælpeguide for 7 år siden, sagde jeg skulle købe et kort og komme forbi ham. Det kom der heller ikke konkrete spor ud af, men heldigvis en kontakt til en lokal englænder Chris, med hang til mountainbiking. Chris blev kontaktet på FaceBook og var straks positiv: giv en melding når du er landet.
Vi havde kun lige sat kufferten i lejligheden da jeg sendte en besked til Chris, og svaret kom promte: kan du køre kl. 15? Klokken var 13.45 så det gik lidt stærkt med at samle Tallboy’n, finde udstyret og montere de korte rør. Efter 4 måneder på pigdæk, er man lidt vild efter at komme til at køre svedige spor i høj sol og mere end 20 grader. Men indrømmet, det første lille singletrack med barberbladsskarp lava i alle størrelser og former, var noget af en omstilling!
Chris kører Santa Cruz Blur TRc, så der var straks en vis kontakt, desuden er han også rigtig singletrack-minded, han kører som om fanden er i hælene på ham, når han rammer et singletrack .. bedre guide er svær at forestille sig! Jeg har hørt flere sige at der ikke rigtig er fede spor på Lanzarote, og MTB-ugen for 7 år siden bød da også på mere grusvej end spor, men det har jeg altid tillagt at guiden nok mest var interesseret i at køre stærkt. Og ganske rigtigt, ugen blev en ren fest, for Chris kender hver en lille sti efter 15 år på øen.
Lørdag mente Chris vi skulle køre med en gruppe lokale spanioler fra sydøen, samt Paul fra cykelcenteret på Club LaSanta, og selvom de så lidt skeptiske ud da de blev præsenteret for en gråskægget dansker, tog de pænt imod mig. Jorge fra Magna Bikes guidede en fantastisk tur rundt om Ayiza .. og Tallboy’n blev beundret behørigt bagefter.
Jeg fortalte selvfølgelig familien om de fede oplevelser, og at Paul havde haft besøg i cykelcenteret af en dansker som var på udkig efter andre der kørte MTB. Paul viste ikke mere end han var stor, kørte 29er og havde skæg, men fruen mente straks hun kunne spotte ham fra vores bord på en af LaSantas restauranter, så hun rejste sig resolut og hentede ham. Efter 5 minutters speedsnak om MTB, sendte hun ham væk igen .. men så var Kristian identificeret. Det skal lige siges at det var Rolf og Ritter cykeluge samtidig, så det vrimlede med spandexmænd og anorektiske kulfiber-låger, men vi var kun to med hår på benene.
Kristian har været nogle gange på LaSanta med cykel, så han kendte lokalområdet ret godt og havde stykket en 45 km tur sammen som bla kørte oppe på kanten af en af de udslukte vulkaner, og på en del af race-sporet Club LaSanta bruger til konkurencer. Chris tog straks udfordringen op og inviterede os med på de lokales onsdagstur. Der kom dog kun Chris, som så til gengæld forsøgte at vise os alle de spor kun de lokale kender. Det vildeste var nok the Picon Downhill .. en næste lodret 50-75m lang nedkørsel i vulkansk aske (pecon)! Både Kristian og jeg rystede på hovedet, men Chris sagde: don’t you ski, og kørte i fuld fart ud over kanten! Normalt ville man opnå helt uhyrlige hastigheder på sådan en nedkørsel, men den dybe vulkanske aske tog langsomt farten af, og Chris trillede roligt ud på grusvejen nede i bunden. Vi kørte udenom men endte dog med også at køre i pecon, og det var faktisk svært at holde fart i cyklen selvom det var stejlt.
Det jeg egentligt vil frem til er, glemt alt om kort, GPS og ruter, overvind din medfødte generthed og find en lokal, eller to, som er ligeså singletrack-minded som dig. De sidste år har jeg fået guidede ture på Kullen, omkring Oslo og på Lanzarote af lokale. Det er bare federe at køre med guide, og med lidt held får man chancen for at gøre gengæld en dag! Alle synes det er fedt at vise deres favoritspor frem.
PS. Familien nød også turen!
Den lange på steroider!
Vejen for 29ere har været brolagt med forbehold, skepsis, hån og dødsannoncer. Og en af de ting de fleste har været sikre på, er at de store hjul aldrig ville fungere på en fully med lang vandring. Ligesom carbon for nogle år siden var utænkeligt i DH, og nu ikke er noget særsyn, kommer 29erne nu med 130-40mm, hvilket reelt set er cykler der skal sammenlignes med 160mm 26ere.
På vores lille testtur i nærheden af Randers Regnskov, fik jeg mulighed for at køre lidt på en Tallboy LTc (long travel carbon). Ikke nok med det var topmodellen med fuld XTR, fåckk .. så var den vild! Det er som at komme på en steroide-udgave af min egen Tallboy. Pumpet, kraftfuld og med et ego der er større end hjulene. Det er helt vildt, man føler man kan gøre hvad som helst på den cykel. Bare peg forhjulet fremad, og der er ikke noget der kan stoppe den. Og samtidig kravler den som en bjergged .. på epo. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at lave den cykel .. op eller ned, bare kom an. Til vores forhold er det mildt sagt overkill, men det er fuldstændig uproblematisk og en stor fornøjelse, at smide den rundt i den danske underskov. Og bare tanken om en tur i Alperne …
I september nummeret af What Mountain Bike, argumentere Guy Kesteven i en klumme for 29ere, uanset højde og kørestil, og han skriver en lille historie om sin endouro-ven, Alex Rafferty som er en af englands bedste. Alex, som elsker sin 160mm Nomad, blev sendt ned af et tre-minutters DH-spor et par gange på sin cykel, og fik så udleveret en Intense 140mm 29er. Første tur på den nye cykel skar han 7 sekunder af sin tid, anden gang 10 sekunder. Så er den bjergged vist barberet.
Glad i låget vers. 4.0
Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!
Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.
Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!
Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?
Tilbage til fremtiden
Der er kommet Mavic C29ssMax’er på Tallboy’n .. og det er som at komme hjem! Efter mit 29er eventyr startede, har jeg kørt med slanger, små grønne 26″ latex slanger, men det er slut!
Det har været noget af et oldschool-trip, som inkarneret UST-fan, at køre med slanger igen. Men indrømmet, med raketdæk og de små grønne, har jeg ikke kunnet mærke den store forskel. Men med Mobby Dick, som var med i Lake District, er det straks en anden sag. De har snakeskin-sider og her kan selv en tynd latexslange mærkes .. der er simpelthen bedre kontakt uden. Jeg skal udlade en oplagt sammenligning!
De rigtige UST-dæk er godt nok for tunge som 29er, men de fleste fabrikater har alligevel bøjet sig for WC-racernes krav, og laver lette tubeless-ready udgaver. Det er faktisk utætte UST-dæk, så de skal bare have en slat latex, så kører det. Fire dage i LakeDistrict med stenede stier, klipper og babyheads var overbevisende. Ingen problemer, grumt greb og fin følelse med sporet .. det er godt at være tilbage fra fortiden.
Gate District .. eller Postmand Pers baghave
Efter et par ture i Alpernes stejle og forrevne klipper, og en enkelt på håndlavede spor i Wales, stod drømmen om bløde grønne bjerge lysende klar. Ikke bakker, men bjerge med sten, klipper og masser af græs .. grønne bjerge. Jeg har længe kikket misundeligt på turbeskrivelser fra Lake District, Englands mest klippede nationalpark op til den skotske grænse, og efter en forsigtig forespørgser hos et par turudbydere, gik det hele af sig selv. Pete Corson fra TrailBrakes ringede mig simpelthen op, efter at have modtaget min mail. Hvad ville vi have? Vi ville gerne hentes i lufthavnen, bo rimeligt og køre flest mulige singletracks. No problem, der kom et fair tilbud et par dage senere.
Det er jo svært at vide hvad man skal forvente, men der gik ikke mange timer før det gik op for os at vi var havnet i Postmand Pers baghave, eller i en Barnaby kulisse .. uden mord, men med bjerge. Det gjorde jo ikke turistbilledet dårligere at vi kørte i 4 dage med høj sol og 25 grader, hvilket er som at finde nålen i høstakken. Og det gør det nok lidt svært at komme igen, for vejret kan kun blive dårligere.
I England må man ikke køre på vandrestierne fortalte Pete som noget af det første, hvilket gjorde mig en anelse urolig .. 4 dage på grusveje er jo ikke noget at skrive hjem om. Men England har en gammel hestekultur, og alle de gamle ridestier, bridleways, er åbne for cyklister (bridle er det engelske ord for hovedtøjet til en hest). Der er generelt ingen forskel på vandrestier og bridleways, de er bare definerede som det ene, eller det andet. Så vi fik det hele; grønne græsstier, hjulspor, eroderede nedkørsler på babyheads (rullesten på størrelse med babyhoveder), klaprende skifferpladebelagte spor, anlagte trailcenter-spor, snoede småveje og masser af stenede singletracks.
Hvis nogen tror det er “a walk in the park”, kommer de på bedre tanker. Dels går det stejlere op og ned, end det umiddelbart ser ud til, dels rammer snakebites og almindelige punkteringer fra torne og sten, ved det mindste svaghedstegn fra dækkene. Det er hårdt terræn og efter første dags mange punkteringer, viste den efterfølgende dækinspektion, at selvom det ikke havde givet problemer, tittede slangerne frem flere steder gennem Pete’s dæksider! Det er hård kost med mange skarpe klippekanter, så det er ikke noget for skinny racerdæk .. eller et forkert dæktryk.
Som det er tilfældet i de fleste engelske kulturer, er folk ligetil og selvom området også er et vandrermekka oplevede vi aldrig andet end venlighed. Den private ejendomsret, giver dog visse udfordringer. Alle marker og områder er hegnet ind med stendiger. Meget smukke og gamle stendiger, med store låger. Hver eneste nedkørsel bliver på et eller andet tidspunkt afbrudt af en låge der skal åbnes. På den anden side, gav det nogle dejlige pauser på opkørslerne. Mellem lokale mountainbikere hedder det Gate District!
Grizedale er det lokale trailcenter, og det er også et besøg værd. Vi kørte et langt svedigt track, en rutchebanetur på en halv time, og en fin afveksling fra de naturlige spor. Det er dog kun et loop på 16 km, så også af den grund er det de naturlige spor og det episke ridt på tværs af bjergene, der er den store attraktion. Postmand Pers baghave på steroider 🙂
Hvis du vil se hvordan Lake District ser ud i bevægelse, kan du checke Thomas video fra turen her, og Kristians her.
MTBlog.dk 
1 comment