MTBlog.dk

Det er ikke usædvanligt at jeg rejser efter en fed MTB-destination hvor jeg ved der venter oplevelser og singletracks. Det er mere usædvanligt at jeg rejser langt ud i verden, med cyklen på slæb, uden at vide nøjagtigt hvad der venter. Men da muligheden bød sig for at følge med fruen på job, pakkede jeg T-boy i cykelkufferten og slæbte den med til Nepal.

Inden turen havde checket nettet, forhørt mig hos venner og bekendte og hørt om fruens møde med en flok MTB’er på en tidligere tur, så jeg bookede en guide gennem Epic Ride Nepal. Tre dage med singletracks rundt om Kathmandu.

Den første tur gennem byen og ud af den var næsten en større oplevelse end det relativt korte, men fede, singletrack, som var målet. Kathmandu er en heksekedel hvor cykelkørsel er som at spille computerspil .. med livet som indsats! Og skulle du undgå at blive ramt, vil du stadig have mèn flere dage efter i form af sort støv i næsen. Dinesh, min guide, bor midt i byen og kender den som sin egen bukselomme, så udover det almindelige trafikmylder kørte vi også gennem baggårde, gyder og stræder, som normalt ikke ser fallanger, og gennem to baggårdsbryllupsfester. Der er konstant fester i Nepal, så man tager det ikke så tungt at et par cykler, eller en lastbil for den sags skyld, skal igennem mens musikken spiller.

Shivapuri Nationalpark 20 km udenfor byen har en del spor, og er det klassiske sted at køre mtb. Vi havde dog kørt små 50 km inden vi ramte sporet. Vi havde dels mast os igennem endnu en fest, en stor nationalfest med 700.000 mennesker, byen var på den anden ende, og dels også rundet udsigt og udflugtsmålet Nargakot inden. Det meste foregik på småveje, men selv en hovedvej kan være en så ujævn jordvej, med huller og store sten, at en hardtail er for ukomfortabel til længere distancer, og biveje kan være hjulspor som ikke kan køres i en almindelig bil. Selve sporet var kun en lille del af MTB-sporet i Shivapuri Nationalpark, men nok den fedeste. 800 højdemeter flowy stenet singletrack!

Den sidste tur omkring Kathmandu gik syd om byen og egentligt troede jeg ikke rigtig der kom noget særligt rent spormæssigt, da vi ved frokosttid ramte en lokal gourmet restaurant i kolonistil og med udsigt over hele Kathmandu Valley. Jeg burde nok have bemærket at Dinesh tog sine knæbeskyttere på da vi trillede ud af haven med den golfbaneagtige græsplæne. Det blev de vildeste 10 minutters downhill af små nærmest lodrette gedestier, som sluttede lige så brat som de startede. Og så trillede vi mod byen og dens inferno.

T-boy kom ikke med til Pohkara, bilen var for lille! Jeg lejede den eneste 29er, en Commencal, hos Pokhara MTB Adventure. Pohkara er en feriefælde for trekkere og paraglidere, så de fleste ture foregår med jeep op, og så tonser man nedad på meget dårlige gruseveje. Det er ikke lige min kop the, så jeg bestilte deres eneste singletrack-tur med opkørsel, selvom de kikkede meget skeptisk på min halvgamle hvide krop. På dagen mente guiden Dhan at deres mekanikerlærling Laxuman ligeså godt kunne komme med, underforstået at det jo nok ikke blev vildere end at han kunne følge med. Halvanden times opkørsel på den stejleste, stenede, ødelagte grusvej satte tingene på plads .. jeg ventede på dem. Efter lidt grusvejstons, hvor Dhan var på hjemmebane, endte vi ved World Peace Stupaen hvorefter Dhan viste det fedeste udfordrende singletrack tilbage til byen.

Fem dage på cykel i en anden verden, på alle måder, og selvom det måske ikke var så lange spor, var alt det udenom store oplevelser. Jeg fik set mere af Katmandu med omegn og dens befolkning, end mange fallanger gør på flere år, og jeg fik set Himalaya fra steder hvor der normalt hverken kommer cykler eller fallanger.