Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
Rødvin og bøffer
Jeg fik en mail fra Simon; har du overvejet et indlæg på bloggen med sammenligning af din hardtail 29er og din TallBoy? Det var søndag, jeg stod i kø i Irma men kunne alligevel straks svare nej. Eller det vil sige, inden jeg var på vej ud af butikken, havde jeg allerede ændret mening.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne min TallBoy og min Dad! Ikke fordi den ene er af carbon, den anden af stål, eller fordi den ene har Fox og XT, mens den anden har RockShox og SLX, eller fordi den ene koster 3 gange så meget som den anden. Nej, fordi det er som at sammenligne rødvin og bøffer .. hvad smager bedst? Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt forstå, hvorfor nogen gerne vil have en sammenligning, jeg har bare aldrig selv lavet den, fordi jeg er helt klar over hvor forskellige cyklerne er, hvad de kan, og hvorfor jeg har dem.
I min verden er en mountainbike fuldaffjedret! Min Tallboy er min mountainbike, og helt fantastisk .. hvis du skulle være i tvivl. Min Dad er min bycykel/vintercykel, og er bygget til det, med de kompromisser der er nødvendige for at opfylde begge dele. Jeg har ikke tidligere haft en decideret vintercykel, men i et forsøg på ikke at vinter-hærge TallBoy’en totalt, har jeg bygget Dad’en; en enklere cykel med billigere dele. Samtidig er Dad’en så flexibel, at den sagtens kan komme med på familietur, og så lige nappe et singletrack mens de andre vender ryggen til.
Jamen hvordan kører de? TallBoy’en er lige blevet Trailbike of the Year i What MTB! De har den til langtidstest og har foreløbelig været på podiet med den efter et Enduro DH-race, og et XC-marathon – det er vist svært at tilføje noget. Dad’en vejer ca. det samme, 12 kg, har også 100mm affjedring, men kun foran, og kører som en livlig stålramme-hardtail skal, charmerende, med direkte respons .. og hoppende bagende. Og desværre alle hardcore hardtail-hippier, selvom Dad’en var af carbon, fyldt med lir og XTR, vejede 4 kg mindre og kostede en million, ville jeg aldrig vælge den før TallBoy’en, til en tur på det fede singletrack. Men den kan så meget andet.
MTBlog.dk 
leave a comment