MTBlog.dk

Ligesom cyklen og udstyret skal optimeres, skal oplevelserne det også. Efter en total Wales-succes, var det oplagt at prøve at finde nogle lige så gode spor, lidt tættere på. Så hvor er der rigtige bjerge tættere på Danmark? Harzen er et godt bud, men been there, done that .. twice – og så fede singletracks er der heller ikke. Norge? Oplagt, afsted med Oslofærgen, 2 dage på sporet og hjem igen med båden – genialt synes jeg selv. De andre småsure halvgamle mænd var ikke helt så imponerede, men et par stykker bed på. Efter et indlæg på terrensykkel.no, kom der et godt forslag til overnatning, vandrehjemmet Haraldsheim som ligger 4 km fra færgen, og nogle gode bud på spor. Ikke mindre end 3 store naturområder, Nordmarka, Lillo Marka og Østmarka, ligger lige op til Oslo, og de er iflg. nordmændene fyldt med singletracks!

Thomas fra Gale Gleder Sport, tilbød sågar at lave et GPS track til den første dag, og en guided tur den anden dag .. sådan! Jeg gjorde meget opmærksom på vi gerne ville køre spor, og Thomas lavede en 40 km rute i Nordmarka, som han synes var passende til en hel dag, hvis man tog nogle af opkørslerne på grus! Jeg havde ham mistænkt for at lave en pensionist-tur til os, for vi havde afsløret at vi ikke længere er helt unge .. dumt. Han anbefalede os også bredde dæk med godt mønster pga glatte rødder og svaberg.

Smart at kunne cykle ombord på færgen, ingen cykelkuffert eller fly, og videre til vandrehjemmet næste morgen .. på cykel, og næsten udhvilede. Bagagen blev stillet og GPS’en tændt, 3-4 km til sporet. Det gik hurtigt op for at sommeren heller ikke har været helt tør i Oslo. Vandrestierne i Nordmarka er små snørklede stier med masser af rødder, klipper og vandhuller og de går stejlt op og ned .. og så er der svaberg! Svaberg betyder meget glat klippe og er i praksis en mellemting mellem is og brun sæbe .. fåck, det er glat. Det korte af det lange er at vi gik lige så meget som vi cyklede, og at vi måtte korte ruten ned til godt halvdelen og endda ty til ekstra grusvej, for at nå hjem.

Det var ikke lige det vi havde forventet, og i løbet af aftenen blev vi enige om at man slet ikke kunne køre den slags stier på cykel og at Thomas nok ville diske op med noget andet når han selv var med.

Næste morgen stillede Thomas, en flink ung ingeniør og nybagt far på 30 år, med fullface hjelm og en cykel med 160mm affjedring! Han var oprigtig ked af at sporet ikke havde været godt, og ville prøve at vise os nogle lettere – men det ville blive svært for det var enten grus eller sti, som vi havde oplevet dagen før.

Med Thomas forrest fik vi hurtigt at se, at stierne kan køres og at selvom vi slet ikke kunne være med, hjalp det rigtig meget at køre i hans spor. Nu kørte vi måske godt trefjerdedele af tiden og oplevelsen var en helt anden. Men stadig, slet ikke hvad vi normalt kalder singletrack, heller ikke et teknisk singletrack, snarere et enduro-track. Udfordringer til grænsen hele tiden, og aldrig en pause eller et stykke med flow. Thomas var i sit es og kørte som en bjergged, og vi andre accepterede at der er forskel på hvad man kalder singletrack på norsk og på dansk.

Tre styrt, fem timers total udfordring, to med regn, og 27 km senere, havde vi fået nok, vi var færdige og drømte bare om baren på Oslo-båden. Og vi erkender det, de er gale de nordmænd, men fåck hvor kan de køre cykel!

PS. Tusind tak til Thomas, som virkelig gjorde et stort arbejde for os uden overhovedet at kende os. Og skulle du en dag have lyst til at se sporene omkring København, siger du bare til.