Vokseværk
Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.
De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.
Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.
På sporet af luxus i Jylland
Normalt responderer jeg ikke på de favorable mailtilbud der havner i indbakken. Du har vundet 45.000.000.000 € eller Jeg repræsenterer boet efter din ustyrlige rige ukendte farbror fra Ghana. Men da jeg fik en mail fra Niels Bugges Kro med et tilbud om at teste deres deres nye koncept, MTB GetAway, slog jeg til!
Fruen var inviteret med og selvom hun havde truet med at droppe cyklen og bruge vandrestøvlerne, sad vi begge klar i sadlerne da folkene fra Explore MTB startede deres teknikundervisning, som er en del af pakken. En markant spredning i deltagernes køn, evner og erfaring, og en opdeling efter niveau i tre hold, gjorde udslaget for fruen. Selv er jeg ikke længere vild med tekniktræning der starter før slangen i Paradis, men det lykkedes faktisk at gøre undervisningen både sjov og lærerig. Vi kørte bla rundt mellem de byggede forhindringer med bind for øjnene mens en anden deltager hold en hånd på skulderen og gav instrukser. Briller lavet af toiletruller gav os senere tvunget tunnelsyn og øvelse i at kikke langt frem .. og med køkkenruller blev tunnelen endnu længere! En lille træningsbane i skoven med hårnålesving, en række tabletops, drops og en rock-garden gav fine muligheder for at øve teknik i praksis. Jeg må nok indrømme at det er første gang at jeg direkte har øvet mig på at hoppe .. og det var fedt!
Frokost i det grønne med gourmet-mad fra kroen, telt, tæpper, klapstole og en espressomaskine er en voldsom upgrade fra et par klappere i staniol indtaget i vådt græs, og måske medvirkende til at de andre deltagere fra fruens hold fik hende overtalt til at glemme vandrestøvlerne og fortsætte på cyklen .. noget jeg aldrig ville kunne.
Dollerup Bakker og området i det hele taget, er utroligt smukt og giver muligheder for ture på alle niveauer og længder. Selvom danske bakker ikke er det samme som bjerge, er der ikke mange områder i Danmark man kan køre flere højdemeter end her. Ambitionen er at have sammenhængende spor på 100 km med 2.500 hm i løbet af næste år. Vi kørte desværre kun ca 25 km, men føj et fedt spor! Alt for lidt, men heldigvis kan man allerede nu få GPS-spor op til 85 km, hvis man vil køre selv. Området og sporene bærer præg af der ikke er så trafikeret som på sporene omkring København. De naturlige spor vi kørte var nærmest jomfruelige og den del der løber i lyngen på heden ser ud til aldrig at blive rigtigt våde. Til gengæld er visse områder også helt lukkede for mountainbikere.
Tilbage på hotellet, som ikke er selve kroen men et idyllisk gult bindingsværkshus med 14 hyggelige værelser, et par kilometer derfra, er vildmarksbadet og udendørs-saunaen tændt! Det er lige hvad man trænger til efter en dag i sadlen og inden den gourmet-middag der er den anden del af pakken. Fantastisk mad, og efter 6 timer sammen på cykel den helt rigtige opskrift på en virkelig hyggelig aften .. selvom vi ikke kendte hinanden på forhånd. Cyklen kan også få en tur, der er vaskeplads, og senere kan den sove sikkert i en aflåst container. Der er tænkt på det meste. Undertitlen på arrangementet er Gastronomi og Mudder, og hvor der var masser af det første, var der ikke meget af det sidste .. så jeg er nok nødt til at komme tilbage og checke om sporet holder tørt!
I det vilde vesten, alene i sadlen
Det startede egentligt rigtig godt. Til en uges fødselsdagsfest i en spansk badeby, havde jeg smuglet T-boy med i bagagen da jeg tidligere har erfaret at udvalget af lejecykler begrænser sig landevejsracere og discount mtb’er, og mit temperament ikke egner sig til en uge på stranden. Selvom selve terrænet i den grad indbyder til knoppede dæk, er der ikke mange lokale der kører på dem, så min research havde kun resulteret i nogle GPS-spor fra Wikiloc, hvoraf mange er stort set ens og de fleste på grusveje. Jeg havde udset mig to som var rubriceret som difficult, nok primært pga opkørslerne på dårligt grus.
Selve området er ud over stranden, nærmest et bjerg-ørkenområde. Det er ikke uden grund der i nærheden ligger ikke mindre end 3 hele western-kulisse-byer, som kaldes Mini Hollywood og havde deres storhedstid da man lavede spagettiwesterns som Once upon a time in the West og Den gode, den onde og den grusomme.
Den første rute gik op i bjergene bag byen og tilbage langs vandet. Meget fin og varieret tur, 25 km med bla en 4 km og 300 hm opkørsel i et udtørret flodleje, en del grus og vandrestier, lidt flowy singletrack og en enkelt nedkørsel som ikke egnede sig til at køre alene .. så det gjorde jeg ikke. Næste dag have jeg rookie’n med på en lejecykel, og han synes også om turen, måske mest pga af cafeen midvejs.
Rookie’n og jeg tog også en tur op på det lokale bjerg, grus og meget stejlt et par steder, de lokales morgenvandretur. Jeg spurgte bla om der var slanger i bjergene, men rookie’n, som fornyelig også er blevet deltids lokal, afviste med henvisning til de manglende rovfugle. Vel nede igen fandt vi dog ud af at fødselarens kone netop havde tråd på en spansk hugorm samme morgen på vej op af bjerget, heldigvis uden at blive bidt. Den spanske udgave er noget mere spicy end den danske.
Den anden rute kunne jeg ikke lokke rookie’n med ud på. Dels havde fødselsdagsfesten været hård ved os, dels syntes han den var for lang .. 30 km eller ca. 3 timer i hans tempo. Så jeg måtte alene afsted. Ikke noget jeg er vild med, men på den anden side virkede området jo ikke umiddelbart som det rene wild west.
Allerede da jeg drejede ind på grusvej bag byen og begyndte opstigningen på den anden side af bjergene, fornemmede jeg godt at det ikke var et turistområde. Huse med hegn, lukkede skodder og gøende hunde. Som jeg kørte op blev der længere mellem husene, de blev mere forfaldne og mere tillukkede .. og hundene større. Og jeg hader bidske hunde! Efter et par kilometer uden huse men med flere håndmalede privat-skilte i vejkanten, kom en større indhegning med masser af får, og to store hunde som spottede mig længe inden jeg var i nærheden. Heldigvis holdt hegnet men jeg kørte forbi i et noget højere pace end jeg plejer, kun for at fortsætte op til et tydeligt skilt med “Privat – kun adgang for husets beboere”. Jeg stolede på GPS-sporet og fortsatte lettere nervøs. Efter 5-600m, og inden jeg nåede huset, drejede sporet fra af en lille grussti, og jeg åndede lettet op. Et par hundrede meter nede drejede sporet igen og stien blev meget lille og helt tilgroet .. og et lille skilt fortalte at jeg nu kørte ind i et rovfugle reservat! Kombinationen af en tilvokset sti og rovfugle på udkik efter slanger, og trætte mountainbikere, fik igen adrenalinen op, og det blev ikke bedre da stien pludselig var skyllet væk, så der var en 2 meter dyb kløft jeg måtte passere nærmest kravlende. Men det var kun forretten! Længere fremme var der eroderet en kløft på mindst 4 meters dybde. Det er ikke sådan lige at kravle 4 meter op og ned med en cykel på ryggen, så jeg måtte på opdagelse i buskene langs kløften og fandt et sted hvor der kun var ca 2 meter næsten lodret væg, til gengæld skulle jeg så bagefter kravle/hive mig op af en 10-20 m skrænt med græs og buske. På grusvejen med hundene havde jeg tænkt at jeg nok kunne holde en hund væk så længe at jeg kunne ringer efter forstærkninger fra fødselsdagsselskabet, men den mulighed var ligesom udelukket her hvis jeg kom galt afsted eller i nærkontakt med en slange .. dels vidste jeg dårligt hvor jeg var, dels var det helt umuligt at komme hertil i bil. Senere fandt jeg ud af at store dele af Indiana Jones The last crusade, er optaget lige der.
Heldigvis gik det godt og da jeg spottede et hus i horisonten åndede jeg lettet op. Sporet kørte direkte ind i baghaven, men blev også mere og mere ufremkommeligt! Først inde mellem flere huse gik det op for mig at det hele var forladt. Smadrede vinduer, flasker og affald over alt .. et resort der ikke overlevede finanskrisen? Jeg fulgte sporet ned gennem den allé der engang havde ført op til husene men nu nærmest var ufremkommelig pga nedfald fra træerne. Forenden var en stor portnerbolig og en 4 m høj metallåge spærrede vejen, forsvarligt aflåst med kæde og hængelås! Heldigvis var portnerboligen lige så forladt som resten, og en tur gennem baghaven og over den tidligere terrasse mellem smadrede flasker, væltet grill og stole bragte mig rundt om huset og ud på vejen. Resten af turen var dejlig udramatisk, masser af højdemeter mest på asfalt gennem en lille nuttet turistby, Cortijo Cabrera, og tilbage til stranden af biveje.
Og hvorfor er der ingen billeder af alle strabadserne? Jeg havde simpelthen for travlt med at komme væk! Om jeg kører alene en anden gang af ukendte spor i et fremmed land .. næppe!
I de andres Paradis
Det er jo ingen hemmelighed at Mallorca er en slags Paradis for landevejsryttere, og at mange mountainbikere rynker på næsen eller ryster på hovedet af øen. Derfor, og fordi jeg har været der før med familen, var jeg også opsat på at lave en grundig research og være ordentligt forberedt inden vi tog afsted. Men da Poul #1 fra CyklerMallorca/Casa del Ciclisme sagde at han syntes sporene i området var for svære at cykle på, var jeg rimelig sikker på at have ramt rigtigt. Og Poul lovede at skaffe en kompetent lokal guide.
Toni, flink fyr med store lår og WorldCup striber på den stramme team-lycra, ankom på sin 29er carbonraket næste morgen. Nok mere triatlet end mountainbiker, skulle det vise sig. Fede trails op, pilgrimsvandreruten, kombineret med lidt for meget landevej, gennem klosteret i Lluc og så gik det nedad. En hullet grusvej som snævrede ind til et rigtigt trail, en stejlt vandresti med trin og drops. Ved det første rigtig svære stykke stod Toni af cyklen! Velvidende det er det tætteste man kommer på at begå hybris, kørte jeg udenom ham og fortsatte nedad, efterfulgt af de andre .. og Toni. Arghhh lød der bag mig lige da jeg nåede bunden .. Toni havde lavet en halv grønlændervending, forlæns!
Le chef har masser af køderfaring fra køkkenet, om det er en lammeskulder i udendørsovnen eller et gabende sår på knæet, er han på hjemmebane. Brandmanden har altid halvdelen af akutbilens førstehjælpskasse i sin rygsæk, så Toni blev lappet sammen og opfordret til at tage direkte til det lokale hospital. Det mente han nu kunne vente, så vi fortsatte mod frokosten.
Arghhh lød det igen, efterfuldt af et højt knæk! Bag mig lå nederst økologen, ovenpå le chef, godt filtret ind i cykler og stumper fra dem. Det lille spor langs landevejen lavede et lille Y og økologen havde desværre valg dead-end udgaven med hullet. Heldigvis, næsten mirakuløst, var der ingen større skader .. altså undtagen på økologens specializerede carbonlyn. CyklerMallorca og Toni udfoldede alle deres talenter, så efter frokost var økologen igen med os .. på en gedigen 29er hardtail af tysk oprindelse. At finde en fed udlejnings-mtb på Mallorca er som at finde en nål i en høstak. Efter en lidt tung tur for Toni, tilbage til Casa del Ciclisme, blev han sendt på hospital og vi blev enige med Poul #2 om at lede efter en ny guide til dagen efter.
James, ung fyr uden store lår eller WorldCup-striber, men med en cykel med 160/180mm affjedring og den rigtige attitude, kom næste morgen. Helt igennem sympatisk og rar fyr som udover at kende sporene, læste noget om landbrug og kunne fortælle en del om de spændende steder vi kørte igennem. De næste dage var totalt episke og uden den helt store dramatik. Brandmanden fik et blodigt knæ efter mødet med nogle rullesten, men han er jo nærmest selvforsynende i førstehjælpsudstyr, og James gik sukkerkold på en lang stigning, hvilket vi straks udnyttede til at styrke vores selvtillid.
CyklerMallorca er nok det fedeste cykelhotel jeg har boet på, og den sidste dag er en af de bedste dage jeg har haft på mountainbike! Men Mallorca er landevejsrytternes Paradis og ikke umiddelbart gearet for mountainbikere. Sporene er svære at finde og kræver et godt lokalkendskab, mange steder kan og må man ikke cykle, og man er nødt til at køre en del grus og småveje mellem de rigtig fede stykker. Man møder nærmest ikke andre på mountainbike, mens racerdrengene kører i stimer på landevejene. Det er svært at finde udstyr og leje gode mountainbikes, selv de checkede folk på CyklerMallorca har aldrig rørt ved en fjederforgaffel eller en hydraulisk skivebremse. Det er op ad bakke .. men hele turen værd!
En rigtig storebror
Det er næppe nogen hemmelighed at jeg er ret vild med Schwalbes dæk Rocket Ron .. raketdækkene. Det er nok heller ikke nogen nyhed at jeg aldrig har været specielt vild med storebror Nobby Nic, aka Moby Dick, på trods af det de sidste 10 år nok har været det mest anvendte gummi i de danske skove i vinterhalvåret. Raketdækkene sidder nærmest fast på T-boy og har efterhånden været mange steder i verden, fra Lanzarotes knivskarpe størknede lava til Englands grønne enge. Men engang imellem, bla lige nu i de danske skove, ville det være rart med en rigtig storebror, altså en som er lidt større og stærkere og som man altid kan stole på.
Første gang jeg var over Alperne kørte jeg bla med 4 flinke folk fra Schwalbe, så da jeg så der er kommet en ny udgave af Nobby Nic, med et mønster der ligner et steroide-pumpet Rocket Ron, spurgte jeg om ikke de manglede en halvgammel vrissen dansk tester .. og fik straks et par dæk tilsendt i den nye liteskin version.
Det er selvfølgeligt lidt mærkeligt med en ny storebror, men efter to ture i skoven på Highball er jeg ikke i tvivl, det her er raketdækkenes rigtige storebror .. og de burde hedde Nimble Nic! De er større og grovere men føles alligevel utrolig letkørte, og man kan stole på dem. Inden de slipper giver de klart udtryk for at de er ved at nå grænsen, modsat den gamle model som bare smed tøjlerne helt uden varsel. Et helt andet dæk med en langt mere sympatisk karakter, og en direkte lighed med Rocket Ron.
Faktisk er de så gode at jeg straks har købt et sæt tubeless-easy til T-boy. Og det er virkelig easy at sætte dem tubeless op .. bare der er masser af sæbevand på dæk-kanten.
Pivskiden og den franske forbindelse
Overlægens mor har et hus ved Nice, Norweigian flyver direkte dertil og der findes en bog med 100 mtb-spor i området .. bliver det meget bedre? Ja, overlægen havde hyret forfatteren til bogen, Greg Germain som er proff guide og har 1001sentiers.fr, til at guide os!
Jeg har jo ikke worldcup-ben så på mine 29ere kører jeg normalt med en pivskid på 22T, hvis jeg skal op alle steder. Fra tidligere ture i Alperne ved jeg at en lav gearing er helt essentiel, så da jeg for et års tid siden så at en initiativrig amerikansk mtb-entusiast selv CNC-fræste 2oT klinger i stål, bestilte jeg en. Indrømmet, jeg var lidt i tvivl om jeg skulle montere den, dels er det jo lidt pivet og dels lidt unfair overfor de andre .. men jeg endte med at sætte den og en 34T på mit 2×10 kranksæt.
Allerede på den første opkørsel var der ingen tvivl .. det var helt rigtigt! Med en 20T på en 29er har man samme gearing som med en 22T på en 26″, og det vidste jeg jo egentligt godt, fra de tidligere ture i Alperne, er en perfekt løsning. Skal det totaloptimeres, skal 34’eren være en 32’er, så springet bliver mindre.
Greg var også en perfekt løsning. Normalt kører en guide en rundt i området og viser de bedste spor, men Gregg udviste en viden og entusiasme ud over det sædvanlige. Han fortalte om området, sporene, naturen, historien og gav os køreråd .. når han ikke ledte os ned af de smalleste, vildeste, stejleste og smukkeste spor. Alpes Maritimes hvor vi kørte, er ikke bare Nice’s baghave men et område på størrelse med hele Sjælland og sporene er mange steder ikke større end små gedestier, men alligevel virkede det som om han kendte hver en hårnål.
Vi kørte 6 spor .. så der er 94 tilbage!
Flade sko
Det var en revolution da Schwalbe for mere end 10 år siden offentligtgjorde resultater der viste at brede dæk med lavt tryk har lavere rullemodstand, og bedre greb, end smalle dæk med højt tryk. Nu har de fleste taget det til sig selvom der stadig dukker lokale dinosauerer op og påstår det modsatte. De seneste år har været et langt experiment for at opnå det laveste anvendelige tryk, på den en eller den anden måde.
Jeg er, synes jeg selv, selv landet et passende sted men bliver alligevel i tvivl når jeg læser om folk der drøner rundt med 1 bar i dækkene .. men det er slut nu! To gange har jeg på det seneste kørt afsted og tænk at cyklen godt nok var lidt træg .. som om der var tyggegummi under hjulene. Blød og småsvampet, og næsten håbløs at dreje. Næsen vendt hjem og en pumpe på dækkene har afsløret at trykket bare har været lavt .. alt for lavt. Det føles som som om cyklen sejler i en træg væske. Så der er helt klart en grænse for hvor lavt tryk der er optimalt for køreegenskaberne, og under 20 psi er et absolut no-go for mig. Men kører man som en havnisse på valium er det sikkert vældigt komfortabelt med bare en bar i dækkene. (En bar er 14,5 psi)
Dæktryk er en meget personlig ting, og afhænger i høj grad af dækkets størrelse, konstruktion og gummiblanding, men jeg kan afsløre at jeg dresset op og med fyldt Kamelryg incl. kameraer vejer lige omkring 100 kg og at mine latex-fyldte snakeskins raketdæk på Tallboy’n får henholdsvis 24 og 28 psi. Highball’n kører med slanger og tynde dæksider, så den får henholdsvis 28 og 32 psi. Har du ikke fundet dit eget optimale dæktryk endnu så start med 30 psi, gå 2 psi ned før næste tur og bliv ved til du laver snakebites eller du synes cyklen sejler.
Varm luft og utæt gummi
På sommerferien sidste tur fik mit bagdæk en siver, en lille en som latexen normalt ville lappe straks. Men jeg måtte pumpe 3 gange og humpe hjem .. jeg gad trods alt ikke smide en slange i. Det sker faktisk rimeligt tit på vores ture at et slangeløst dæk med latex ikke lapper sig selv, og på trods af ejermandens forsikringer om frisk latex og nylige påfyldninger, viser det sig oftest at dækket er helt tørt indvendigt. Hidtil har jeg mest set det som en brist i mine cykelvenners omgang med sandheden.
Inden ferien havde jeg for en sikkerheds skyld givet begge dæk en ekstra 80 ml latex påfyldning, så jeg var sikker på der var rigeligt i. Og så vil lortet ikke lappe? Et hurtigt tjek viste at dækket var helt tørt indvendigt! Nu har det været en usædvanlig god og varm sommer, men at over 80 ml latex kan vapourere ud gennem dækket på 4 uger er alligevel utroligt.
Den varme sommer har også sat sit præg på min cykelkælder som har svært ved at slippe af med både varmen og fugten efter en tordenbyge. 25 grader fugtig luft afslører pludselig også hvor meget væske der fordamper fra dækket .. dækket er fugtigt hele vejen rundt på slidbanen efter en nat i en ellers tør kælder.
Kovending
Da jeg lige havde bygget Dad’en ville alle vide hvordan den kørte i forhold til Tallboy’en. Nu presser sammenligningen mellem cocktailen og den halve øl sig på, og selvom jeg ikke havde forudset det, er den sammenligning meget mere lige. Her er ikke tale om at vælge mellem rødvin og bøffer, men mere som at vælge mellem fransk og italiens rødvin. Nogle er til det ene, andre til det andet .. og nogle er til begge dele.
Det er kommet bag på mig at jeg faktisk er til begge dele, men nogle uger i det tørre og lettere friserede sommerland uden mudder, rødder og meget stejle stigninger, har givet mig smag for Highball’en. Den er bare så nem og ligetil. Dels er den sat enklere op med 1×10, en relativ primitiv gaffel og med slanger i race-dæk. Ikke så meget pjat, afsted, træd til og man er flyvende. Det føles som at sidde på en raket, og den kører fantastisk. En tand lettere og kvikkere .. som jeg beskrev den tidligere, den er “nimble”.
Når så endelig Tallboy’en kommer ud, er det til gengæld som at komme hjem .. og jeg kan slet ikke forstå at jeg har kunnet overveje at tage Highball’en. Nu begynder jeg at forstå de racere der vælger cykel efter ruten. Så længe man kan holde en hardtail flyvende og ruten ikke er værre end man holde baghjulet nede, er det fedt .. og faktisk ikke så ukomfortabelt som man skulle tro. Men begynder man først at hænge fast i rødder og sten, eller skal køre rigtig langt, er der både langt mere bid i bagenden og langt mere komfort i en fully.
Men kunne Dad’en ikke det samme? Nej, men jeg kan ikke sætte fingeren præcist på hvorfor. Det handler om at føle sig flyvende og det var jeg bare ikke på samme måde. Måske pga af de næsten 2 ekstra kilo, måske pga køreegenskaberne .. eller måske en cocktail, eller noget helt tredje? Nu skal man jo være lidt blåøjet for ikke at se sammenhængen mellem den gode sommer, de tørre spor og det positive indtryk. Men Highball’en er jo også min vintercykel, så jeg glæder mig til at se hvordan jeg har det med den efter den første tur i plus 2 grader og knæhøj mudder. Fortsættelse følger!
1 comment