MTBlog.dk

Glad i låget vers. 4.0

Posted in 29", Cykler, MTB by Søren Svendsen on 2. september 2012

Det startede egentligt ret harmløst. Jeg var på udkig efter et billigt fully-stel til en sommerhuscykel, og fald over et Santa Cruz Superlight reststel hos HiBike. Det var i 2006, og da vinteren kom, kom Superlighten med til byen som vintercykel. Den var dejlig umiddelbar at køre på og meget simpel med dens singlepivot bagsvinger. Jeg havde skiftet lejer, alle 8, i bagstellet på min Blur, så jeg kunne sagtens se fidusen i kun at have 2 lejer, som oven i købet ikke sad nede ved krankboxen. Og da det blev forår var min Blur faktisk udkonkureret på dansk jord, jeg var blevet alt for glad for at køre Superlight!

Den første Superlight blev lanceret af Santa Cruz i 1999, og fik navnet fordi det var en let udgave af deres Heckler, Santa Cruz anden fully .. og den første fully der rent faktisk kørte godt. I 2002 kom en revideret version 2.0, det var den jeg købte, og selvom bagstellet var blevet stivere, var det ikke noget at tale om, og den maximale dækbrede var 2.1 .. hvis der også skulle være plads til mudder. Så da version 3.0 kom i 2007, med bla stivere bagende og bedre mudclearence, var jeg ikke i tvivl om det var min cykel. Selvom navnet efterhånden var misvisende, blev den meget præcist beskrevet som “nimble”, i en engelsk anmeldelse. En dejlig simpel og køreglad cykel, som man bare blev glad i låget af. Ikke en komfortabel fully som min Blur og min Blur LT2, men mere en hardtail med affjedring.

Sidste år red jeg med på 29er bølgen, så Superlighten og Blur LT2’eren, blev solgt til fordel for en Tallboy .. der var ikke noget valg. Men i år er der så kommet en Superlight version 4.0 med 29″ hjul! Jeg skal ikke have ny cykel, men da Team-Bertelsen, som har stort set alle Santa Cruz modellerne som democykler, tilbød en tur, var det svært at sige nej!

Den var let rosa og helt ny, og det var tæt på kærlighed ved første blik. Det virker helt velkendt at svinge den ind på sporet i noget der burde hedde Randers Regnskov, men som ligger ved Fussingø. Den er umiddelbar og letkørt, har ingen unoder og virker næsten livligere end Tallboy’n .. den er stadig nimble! Tre timer i skoven afslører dog at en aluminiums singlepivot, ikke kan hamle op med en VPP carbon model når det gælder komfort og køreegenskaber, men når det gælder køreglæde lader den ikke noget tilbage. Man bliver stadig glad i låget .. og så koster en hel Superlight mindre end et Tallboy carbon stel. Hvor er det ærgerligt at Tallboy’n er så alsidig, at jeg ikke har brug for to cykler længere. Måske skulle man overveje en vinterfully igen?

Reklamer

1-2-3-Flow

Posted in 29", MTB, Spor & ruter, Træning by Søren Svendsen on 5. juni 2011

Sporet i Store Dyrehave, har ikke lige været min kop the. Jeg kørte det første gang i støvet fra Kronprins Frederiks baghjul, på min Superlight. Umiddelbart et fantastisk singletrack som snor sig ca. 21 km langs kanten af Store Dyrehave. Men der var ikke rigtig noget flow ! Det føltes umiddelbart som et unaturligt forløb, med bevidst mange forhindringer. Måske typisk for et anlagt spor, der i modsætning til en naturlig sti, ikke altid følger den nemmeste rute.

Andre synes det er et fantastisk spor, så det fik en chance til sidste år. Alpeformen skulle pudses af, og udstyret testes, så jeg tog en tur rundt hver vej, på Blur’en. De 140 mm affjedring hjalp, men det var stadig ikke lige mig. Og med en duracel-kanin som lokkedue på den første omgang, blev den sidste omgang en træg affære på noget, der for mig, mindede mere om en forhindringsbane, end et singletrack.

I vores lille gruppe sure gamle mænd, er vi ved at kende de lokale spor lidt for godt, så vi prøver at udvide repitoiret når tiden, og fruerne, tillader det. Tallboy’en røg i bilen, og sporet i Store Dyrehave fik endnu en tur i dag. Optimale betingelser, sol fra en skyfri himmel, et knastørt spor .. og fåckk hvor var der flow !

Var det vejret ? Var det formen ? Eller var det de 29″ ? Jeg tror det var en synergi-cocktail. Sporet var optimalt, formen OK og de 29″ giver både et bedre rul henover rødder og huller, og en større sikkerhed. Jeg er ikke længere nervøs for at forhjulet pludseligt stopper, og jeg fortsætter uden cykel ! Den cocktail gjorde at jeg denne gang kunne ramme den fart der skal til at få flow. Går det for langsomt, stopper cyklen ved alle forhindringerne, i dag fløj den over dem. Farten er din ven !

Det store spøgelse i skoven

Posted in 29", Cykler, MTB by Søren Svendsen on 4. april 2011

Jeg har været hjemsøgt det sidste stykke tid, nat og dag, af carbonstive matsorte storhjulede spøgelser. For mange mountainbikeblade med skamrosninger af Santa Cruz 29″ Tallboy, har givet foruroligende fantasier. Og som Santa Cruz fan og den lykkelige ejer af ikke mindre end to, en Superlight og en Blur LT2, kan tanker om hvordan en Tallboy kører, give både våde dagdrømme og søvnløse nætter.

Santa Cruz varertages nu i Danmark af Team Bertelsen, et midtjysk firma med speciale i udstyr til firehjulstrækkerbiler, så nærmest for sjov sendte jeg en dag en mail hvor jeg spurgte om det var muligt med en prøvetur på en Tallboy ? Thomas Hansen fra Team Bertelsen svarede straks, at der var en på vej med den næste sending fra US, og når den landede, skulle jeg være velkommen ! Jeg havde svært ved at tro på det, men efter et par mails var jeg forsikret om at det var rigtigt, og at den både måtte komme med i skoven, og blive våd og beskidt ! Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Dagen kom, og jeg fik lov at trimme og justere en jomfruelig og nysamlet Talboy SPX, så den passede mig. Ind bag i bilen og afsted til Marselisborgskoven, som har et fedt spor, som det godt nok er nogle år siden jeg sidst besøgte.

Min første tanke var at den var plush, helt vildt plush, som min Blur LT2 og lidt til, selvom den har meget mindre vandring. Og så sidder man i cyklen, i stedet for på cyklen .. dejlig fornemmelse. Det første stykke af sporet går generelt opad og cyklen føltes ligeså tung som mine egne, nogen anorektisk carbonraket er den ikke i det her set-up. Jeg var allerede begyndt at spekulere på hvad det var de talte om, for jeg svedte og hev efter vejret som sædvanligt. Men når det går op, går det også ned, og efter en lille halv time kommer der et længere snoet, bumpet singletrack der går let nedad. Fåckk, det gik stærkt .. og det var sjovt ! Tallboy’en æder det, som en Blur LT2 med sænket sadelpind, lavt tyndepunkt, man flyver, affjedringen suger det hele og forhjulet peger du bare hvor du vil hen. Det eneste der satte grænsen var min frygtsomhed og de ikke helt tilkørte bremser.

Et par heftige klatringer med rødder og bump, gør det klart at 29″ hjul har visse fordele. Dækkene bider godt på trods af deres småknoppede mønster, 29″ giver en længere trædeflade og det kan mærkes. De store hjul øger også komforten og det er måske derfor jeg synes at cyklen er næsten for komfortabelt, så jeg ender faktisk med at slå fuld Propedal til bagpå og en del kompressionsdæmpning på Fox RLC gaflen, hvilket jeg aldrig kører med på mine egne Santa Cruz’er, men så er den der også. Det ikke helt familiære spor gør at jeg må lave et par U-vendinger på sporet, Tallboy’en drejer på en 5-øre, der er ikke en opkørsel eller nedkørsel som ikke er mindst lige så nem som på den bedste af mine egne cykler. Groft sagt klatrer den som en Superlight, men kører nedad som en Blur LT2 med sænket sadel, og twisty singletracks er ikke længere kun en Superlight favorit.

Du har gættet det nu .. jeg er solgt ! Så hvad med ulemperne ? Den er livsfarlig .. du kører livet af dig selv ! Dels fordi man har en tendens til at køre i samme gear som på en 26″, og det er altså 12% hårdere, dels fordi den har det bedst når der er lidt fart på. Man kan trille og manøvrere Tallboy’en som Superlight’en, man kan med lidt øvelse lave en wheelie, men den er i sit es når den ruller. Som Santa Cruz selv skriver; long haul trucker !

I en analyse af 26 vs 29″ i What Mountainbike, udtalte Alex Metcalf fra Gore BikeWear om 29″; For 90% of riding they are an improvement. But the other 10% is often the best bit .. techy, tight and jumpy. Det passer ikke på Tallboy’en, her er de 10% sjovere .. og de 90% stadig mere effektive.

PS. Team Bertelsen har faktisk flere Santa Cruz demomodeller, og Thomas er selv en ensporet entusiast 🙂

Oppe i skyerne

Posted in Alperne, MTB by Søren Svendsen on 7. oktober 2010

Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.

Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !

Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀

Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀

Tagged with: , ,

Crashtanker

Posted in Alperne, MTB by Søren Svendsen on 23. september 2010

Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.

Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?

En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?

Tagged with: , , ,

Sorte huller

Posted in Alperne, Træning by Søren Svendsen on 14. juli 2010

Det er svært at træne til en Alpe-tur på visse punkter her i Danmark. Specielt er det vanskeligt at træne nedkørsler der er lange og stejle nok. I Alperne er nedkørslerne hårrejsende stejle og lange nok til at musklerne i underarmene syrer fuldstændig til af at bremse og lårerne skriger af at hænge bagved sadlen i halve timer i træk.

De fleste af os har “sorte huller” rundt omkring på sporene, steder vi enten ikke kan, eller tør, køre. Personligt havde jeg 3 på mine sædvanlige ruter indtil sidste år. En af dem er nedkørslen fra Klint ! Klint er et gammelt kalkbrud helt ud til vandet, hvor man med lidt øvelse og held, lige akkurat kan træde op til toppen af et enkelt singletrack. Fra toppen er der en fantastisk udsigt, og en efter min mening, scarry nedkørsel af en eroderet, stenet og meget stejl tidligere sti. Jeg har flere somre holdt og kikket fra toppen, og tænkt det ikke  var noget for mig. Sidste år havde vi allerede besluttet Alpe-turen nu til september, så nedkørslen var jo oplagt træning. Det krævede lidt tilløb og justering af udstyr, men det blev da til et par gange, en enkelt endda rimelig elegant.

Og nu holdt jeg der så igen i dag .. på den langbenede .. med fjernbetjent sænkbar sadelpind .. og uden en rimelig undskyldning. Det kunne have været et pres, men det var det faktisk ikke da jeg holdt der. Den så ikke nær så skrækindjagende ud som sidste år, det er fantastisk hvad man kan vænne sig til. Og ned gik det med hjertet i halsen og pulsen bankene .. næsten elegant.

Nok har vi ikke Alpetræningsfaciliteter i Danmark, men de sorte huller kan sagtens bruges som det. I den sidste ende handler det jo om at overvinde sig selv !

Tagged with: , , ,

Det passer ikke

Posted in Brok, Cykler, Træning by Søren Svendsen on 19. april 2010

Efter 3 måneder i sne og slud på den langbenede, min Blur LT2 med 140mm, kom Superlight’en frem i lyset og blev hevet rundt i skoven og på H12 rutefremvisningen i går.

Og det passer ikke, hverken det ene eller det andet ! For det første er Blur’en ikke ligeså “nimple” som Superlight’en. Man får godt nok nemt den fornemmelse når man drøner rundt på den, men når så man kommer op på Superlight’en, kan man godt mærke at det går lidt hurtigere .. det hele. Den er bare skarpere, og jeg tror det primært skyldes at krankboxen hænger en hel tomme lavere. Det gør så også at pedalerne knalder ind i stubbe og rødder, hvis man er et øjebliks uopmærksom.

Jeg flere gange forsøgt at begrave myten om at man bliver en bedre tekniker af at køre hardtail. Det gør man ikke .. for det andet. Michael Shumacher træner jo heller ikke til Formel 1 i en Skoda ! Faktisk er det nok den anden vej rundt. På søndagens tur oplevede jeg efter en længere periode på den langbenede, at jeg smed Superlight’en ned af ting som jeg ikke har gjort tidligere. Den sikkerhed en cykel med lang vandring giver nedad og over forhindringer, giver en tryghed og teknik som umiddelbart kan overføres og bruges når man sidder på en en mindre kapabel cykel.

Tagged with: , ,

Faderen, sønnen, fætteren og den langbenede

Posted in Cykler, Udstyr by Søren Svendsen on 13. april 2010

Efter en kort debut på en hardtail, og 4 år på en Marin Rift Zone skrev alle cykelbladene i 2004 om den hellige gral, den ultimative trail-bike, Santa Cruz Blur. Blur’en var den første cykel med Santa Cruz nyindkøbte, genopdagede VVP affjedringssystem. Et system som ved hjælp af flere led og 4 aksler, gjorde affjedringen følsom overfor ujævnheder i underlaget og mindre følsom overfor cyklistens bevægelser i sadlen. Marin’en havde kørt godt, det engelske xc-mesterskab var bla vundet på en tilsvarende, Blur’en var bare en meget bedre trail-bike. Fantastisk cykel !

Blur’en kom med alle vegne men på et tidspunkt kom fruen til at foreslå om ikke jeg kunne finde en cykel der kunne stå fast i sommerhuset, hun var lidt træt af mine øvelser med cykel på bil, cykel ned af bil. Jeg forsøgte med en Marin Pine Mountain stål hardtail, smuk og rigtig fed cykel, men jeg havde kørt alt for længe på fully til at det fungerede. Heldigvis stod der et usalgbart blåt Superlight stel i Tyskland og nærmest ventede på mig. Så var sommerhuscyklen hjemme. Terrænet i Rørvig er fladere og med færre udfordrende singletracks end omkring København, så Superlight’en var nærmest på hjemmebane med dens simple singlepivot-system. Enkel, direkte og meget kontant cykel, som en ufølsom udgave af Blur’en.

Om vinteren kom Superlight’en med hjem og efter et lejeskifte på Blur’ens affjedringssystem, besluttede jeg at det nok var smartere at bruge Superlight’en, som kun har 2 lejer, om vinteren. Da forår kom, røg Blur’en til Rørvig ! Superlight’ens lidt hårdere og direkte kontakt med underlaget, passede mig egentligt bedre, i hvert tilfælde på dansk grund.

Blur’ens begrænsning var dens 115mm vandring bag og de anbefalede 105 mm foran. Santa Cruz tog konsekvensen og delte op i en LT (long travel) version med 135mm bag og 140mm anbefalet foran, og en xc-version. Nu skulle jeg til Alperne men synes ikke rigtig jeg skulle bruge en ny cykel. Blur’en blev, på trods garantibortfald, beefed op med en Talas 90-130mm gaffel. Det gik rigtig godt i Alperne, og faktisk var det nok mere bagenden der steppede lidt nedad end den lange forende, der gav grund til et enkelt løftet øjenbryn.

Superlight’ens største minus var et ikke så stift stel og en manglende mudclearence bagpå. Heldigvis kom Santa Cruz med en updateret version, og jeg var ikke i tvivl .. den blev bestilt. Den ideelle cykel til danske spor, meget stivere og masser af frigang bagpå. Så da muligheden kom for en tur i Andalusien, kom Superlight’en med. Den kørte fantastisk men .. den lave krankbox dur ikke til bjergstier. Pedaler og krankbox banker ind i sten og klippestykker.

Blur’en kom frem igen da familien skulle til Bornholm. Det gik rigtig godt, indtil jeg skulle kørte lidt med et par sportige venner på deres carbon-raketter. Pludselig gik det op for mig at Blur’en måske var lidt forældet allerede og at den lange forgaffel gjorde den sløv. Santa Cruz havde da også allerede lavet både en XC-carbon udgave, en LT2 og en LT-carbon udgave. Nu skal jeg jo til Alperne igen til sommer, så det blev til et LT2 stel og en Fox Float 150mm gaffel. Alle medier havde udråbt den nye LT2 til et trail-vidunder, en skrev sågar at den erstattede 4 andre Santa Cruz cykler, den gamle LT, Heckler’en, Nomad’en og Superlight’en ! Og at den var ligeså nimple som Superlight’en.

Og hvad er situationen så nu .. den er perfekt ! Superlight’en er fantastisk og nærmest ideel til danske forhold og selvom jeg ikke har været i bjerge med Blur LT2’eren endnu, kan jeg godt sige at den er uovertruffen når det er rigtig råddent, og næsten lige så nimple som Superlight’en. Det svære er kun at vælge hvilken cykel jeg skal tage hvornår !

Det sidste forsøger Santa Cruz nu at råde bod på, i går lancerede de en Nickel, den perfekte klon ! 125mm vandring og et APP affjedringssystem, en singlepivot med lidt ekstra led, så dæmperkarakteristikaen er som en VPP.