Mekanisk doping
Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.
T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.
SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.
Klamkold
Klamkold! Det lyder ikke rart, det er ikke rart og jeg hader det – og synes det bliver værre og værre jo ældre jeg bliver.
Med moderne cykeltøj er det ikke længere noget problem at holde varmen i en time, eller måske to, for fuld damp. Kulden kommer først for alvor snigende når man holder pauser og er ude i flere timer. Vi kører oftest i 3-4 timer og så er det altså en udfordring at holde varmen, når de inderste lag tøj er gennemblødte af sved.
Netundertrøjen er, som tidligere skrevet, cyklisten bedste ven, og jeg kører altid med en Superlight fra Craft inderst og om vinteren med uld ovenover i forskellige afskygninger. De seneste års lovprisning af uld i cykelverdenen har dog fået mig til at tvivle på den syntetiske netundertrøjes suverænitet. Så jeg prøvede at undlade den og tage den halvtynde Icebreaker uldtrøje direkte på kroppen. Ingen succes, klart mere klam og kold. Den inderste uldtrøje skal bare være tyndere, påstod min lidt yngre cykelven som ikke ejer fedtisolering på kroppen. Men selv med mine isoleringsdepoter var resultatet det samme, selvom trøjen blev meget tyndere.
Ved juletid havde jeg sneget mig ind i Raphas butik under påskud af at skulle købe julegaver. Det er farligt! De havde, udover syntetiske netundertrøjer med fede statements påtrykt, også en helt tynd af uld. Men dels var prisen tæt på tyveri, dels var der også en advarsel på trøjen om at den skulle behandles nænsom, så den fik lov at hænge. Dog kun nogle uger, for så holdt de udsalg!
Efter en håndfuld ture i min nye eksklusive kongeblå uld-netundertrøje kan jeg sige; jeg har ikke revet den i stykker endnu og den er ikke krøbet efter vask sammen med mit andet cykeltøj. Men virker den bedre en de syntetiske netundertrøjer? Når man har betalt så mange penge for 20g hullet uld er der helt sikkert nogle der vil påstå det, men i bedste fald er det marginalt. Så reelt set nej. Det vigtigste er at have en tynd netundertrøje inderst, om det er uld eller polyester betyder mindre når bare næste lag er uld.
Jeg så ikke lyset
På trods af jeg i over 10 år har haft en crosscykel, har jeg aldrig kørt cross! Jeg har brugt den som en venlig udgave af en landevejsracer. Men cross er blevet det nye sort, og hvor der tidligere kunne gå år imellem jeg mødte en på crosscykel, er det nu umuligt at køre en søndagstur i skoven uden at støde på flokke af crossryttere på de mere kørbare stykker.
Indrømmet, jeg har før været fristet til at prøve, men en lille tur på skovstierne i sommerlandet har været rigeligt til afskrive tanken .. det er sjovere på mtb. Men her i efteråret overgav jeg mig og satte et sæt rigtige crossdæk på Dirty Disco’en. Det var der flere grunde til. Dels havde jeg fået kørt noget landevej hen over sommeren, og det er en mild overdrivelse at landevejscykling er noget nemmere, rent praktisk, end at køre mountainbike. Meget mindre udstyr, ingen transportstrækning til sporet, og som regel kan man nøjes med at støve cyklen af når man kommer hjem fra landevejen, modsat det rengørings og vedligeholdelsesprojekt det er at holde en mtb kørende. Jeg ville også gerne fortsætte med at køre ude, i stedet for at sidde på spinningscyklen, men orkede på den anden side heller ikke gøre cykel ren flere gange om ugen. Og cross er jo den naturlige vinterfortsættelse af landevejscykling. Jeg vil heller ikke helt afvise at de mange reklamer for crosscykler og tøj dertil, kan have haft en indvirkning. Det ser fedt ud .. og de er meget stilige de crossdrenge!
Det korte af det lange er at jeg fik sat cyklen op til cross og var ude et par gange .. og det var nok! Som det ser ud fra min sadel, er cross en dårlig cocktail af det værste fra de to verdener. Du og cyklen bliver mindst ligeså beskidt som hvis du kører mtb, du sidder bare dårligere og har meget dårlige greb med de smalle dæk. Det er en loose-loose .. det er både behageligere og sjovere på mtb!
Nu er der sat gravel-dæk på den beskidte Disco, det giver mening synes jeg. Ud at køre på de små lande og grusveje når skoven er for pladret, eller tiden for knap. Og gravel er det helt nye sort .. det ved crossdrengene bare ikke endnu.
Bjørnetjenester .. på kryds og tværs
Selvtægtsfolk, som vil genere os mountainbikere, har så længe jeg kan huske det, lagt stammer og grene på tværs af stier og spor. Det har altid undret mig! Og nu er der kommet en ny venlig-bevægelse, i halen af sporbyggerne, som lægger grene og pinde på langs i mudderhuller og vandpytter for hjælpe os. Det er også sært!
Når folk lægger forhindringer på tværs af sporet vidner det om de aldrig selv har kørt. Stammer og grene i den størrelse folk kan slæbe på tværs af sporet, er næsten altid bare en kørbar udfordring .. som gør sporet mere spændende.
Desværre er hjælpen med de længdegående pinde i mudder og vandhuller, ligeså misforstået! Det er nærmest umuligt at holde forhjulet på ret kurs henad en stak slimede pinde. Skal det hjælpe, skal de lægges på tværs.
Så skal vi ikke blive enige om at pinde altid skal lægges på tværs af sporet .. uanset om de bliver lagt ud som forhindring eller som hjælp? Der er jo ingen grund til at rette misforståelsen hos selvtægtsfolkene.
Den lange vej
Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.
Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.
Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.
Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.
Styr på landevejen
Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?
Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.
Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.
Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!
Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.
Den er blevet længere
2 cm lyder jo ikke af meget, men i visse sammenhænge betyder det alverden. Og når man går fra 10 til 12 cm er der mange ting der ændrer sig, i hvert tilfælde når vi taler forgafler.
Da jeg for 6 år siden købte den første T-boy valgte jeg meget bevidst at få den med en 100 mm gaffel. På det tidspunkt var den store diskussion om 29er kunne styre hurtigt nok, og 100 mm var den hurtige løsning, 120 mm var mere en trail-versionen. Allerede efter den første update af stellet blev 120 mm nærmest standard og har været siden, sikkert i erkendelse af at der skal mere en 2 cm til at ødelægge T-boy’s fantastiske styring.
Efter 6 år og to stel, trængte min Fox Float RLC gaffel nu igen til en service, og denne gang også nye ben. Så jeg besluttede at bevillige den førtidspension og købe en tilsvarende 120 mm gaffel, en Fox Float Factory CTD. Jeg havde luret at det ville ændre geometrien på cyklen, men i hvor høj grad cockpittet skulle justeres for at jeg kunne beholde den samme position på cyklen, var en overraskelse. Og herfra bliver det langhåret!
Når kronrøret hæves 2 cm, som dog ikke helt er 2 men snarere 1,5 cm for der er også et forøget sag på den længere gaffel, så hæves krankboxen ca det halve, altså en lille cm. Men sadlen rykker godt en cm tilbage i forhold til krankboksen! Dvs sadlen skal skubbes 1 cm frem, det betyder cockpittet forkortes tilsvarende. De ca 1,5 cm kronrøret flytter er heller ikke kun op, men ca 1 cm op og 0,5 cm baglæns hvilket igen går ud over cockpittets længde. Kan man pille 1,5 cm spacere af under styret, er problemet løst, altså med en 1 cm længere frempind, men kan man ikke det må man omrokere med de midler der nu er til rådighed. Min løsning blev et styr med lavere rise, en længere frempind med en anden hældning, en ekstra spacer .. og så blev sadlen rykket 1 cm frem og hævet en halv.
Faktisk virkede udmålingen og en mindre justering af styrets rotation har gjort det perfekt .. jeg sidder fuldstændig som før, men nu med en 120 mm gaffel. Men det føles som en ny og helt anderledes cykel!
Med 100 mm gaffel, og et let forhjul, er styringen så hurtig at man bare kan hive i styret når man skal dreje, ligesom på en 26er fra 00’erne. Det er lidt sværere med 120 mm, man skal styre mere med kroppen og hofterne, hvis der virkeligt skal ske noget. Ikke så udtalt som på de nyere 29ere med fladere gaffelvinkel, som fx Tallboy 3, men derhen ad. Den længere gaffel giver bedre kontrol nedad, men er ikke helt så nimple i lav fart, altså på fx opkørsler. Men det er fedt med den ekstra vandring, også fordi selve gaflen er mere plush og dæmpningen mere kontrolleret end på den gamle.
Det korte af det lange er at jeg er glad for at have kørt med 100 mm, som var en naturlig overgang fra 26″, men også glad for at være skiftet til 120 mm som giver cyklen en mere moderne geometri .. og tvinger mig til at modernisere min køreteknik.
Luxus .. eller livsnødvendigt
“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.
Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.
Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.
Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.
Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.
18 år senere …
Jeg fik deja vu! For 18 år siden havde fruen og jeg været til en fest i de nordlige forstæder og ladet bilen stå. I et anfald af, nu må jeg også se at få rørt mig, tog jeg min citybike op for at hente bilen. Turen gik af cykelstier og ruter og bla gennem Dyrehaven .. jeg var solgt! Mandag morgen stod jeg hos en cykelhandler og spurgte om ikke han havde et tilbud på en mountainbike, jeg ikke kunne sige nej til .. og det havde han.
Idag var jeg så afsted igen efter en efterladt bil, og pga af en nylig meniskoperation gik turen igen gennem Dyrehaven, på de brede stier. Knæet er endnu ikke til rødder, bump og hop, så ikke noget med småstier og singletracks som jeg plejer. Jeg praler i festligt lag med at jeg har kørt over 250.000 km på motorcykel, hvilket de færreste har, men jeg tror jeg efterhånden har siddet flere timer på cyklen, end på motorcyklen, som måtte vige pladsen for mountainbiken. 18 år hvor jeg stort set hver eneste søndag har kørt i skoven, et eller andet sted, og hvor træning flere gange ugentligt er blevet rutinen .. det havde jeg ikke set komme!
Der er sket meget på 18 år, mountainbiking er gået fra at være en marginal freaksport til at være mainstream folkesport. Den tekniske evolution har budt på flere højdepunkter som nærmest er små revolutioner: jeg fik den første fully efter et år, og den havde skivebremser, så kom de slangeløse dæk, 29er hjul ændrede fuldstændig min cykeloplevelse, det var som at komme hjem, og senest har dropperposten boosted både komforten og min sikkerhed. Personligt er jeg i lang bedre form end for 18 år siden, jeg er godt nok ikke blevet tyndere, men tør dårligt tænke på hvad der var sket hvis jeg ikke var begyndt at cykle! Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på mountainbike og fået en masse ligeså singletrack-mindede venner. Jeg er blevet en del af et netværk hvor man altid kan finde en entusiast der gerne vil vise rundt på de lokale spor, og jeg rejser aldrig nogen steder uden at checke om der er gode muligheder for at cykle, og om jeg skal have min egen cykel med.
Det er ikke kun mountainbikere der er blevet flere af, det er også skovgæster generelt. Så sådan en tur gennem Dyrehaven er ikke længere en ensom fornøjelse, men næsten en form for spidsrod. Antallet af uberettiget selvretfærdige ignoranter er stærkt stigende, specielt når solen skinner, så dræberblikkene hænger løst. Folk der mener at netop deres hund godt kan gå uden snor, selvom det ikke er tilladt, og nægter både at reagere personligt eller kalde på hunden, når jeg ringer med klokken og passerer. Grupper der går 2-3-4 ved siden af hinanden og ikke flytter sig, selvom de fylder hele stien. Folk der overhovedet ikke reagerer eller flytter sig, selvom de har kunnet se en komme imod dem de sidste 200m. Løbere som er tabt for omverdenen, dels pga af høj musik i ørerne, men også pga af massiv arrogance. Og endeligt alle de pæne mennersker der bare kikker på en med slet skjult afsky.
Anyway, det er desværre nok en generel samfundstendens og skal ikke spolere mine gode oplevelser. Jeg tager foreløbeligt 18 år mere, men holder mig fra de brede stier og finder ind på de små singletracks igen, ligeså snart knæet tillader det.
Vi er dem de andre ikke vil lege med!
Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.
På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.
Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.
Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?
Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.
Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉
MTBlog.dk 
5 comments