Mekanisk doping
Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.
T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.
SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.
Rundt på ovalen
Højbollen startede jo egentligt som en slags ekstra-cykel og blev derfor også bygget op med forhåndendeværende dele som 1×10 med One-Up. Men som det tit går, er delene blevet bedre og bedre .. selvom det ikke var meningen. Bos Dizzy gaffel, som er et perfekt match, C29ssMax hjul, arvet fra T-boy, så nu skal den også snart køre tubeless, og forleden kom den skifter jeg manglede for at køre XT 1×11. Det har jeg glædet mig til, for selvom One-Up i og for sig fungerer, irriterer det ujævne spring i de høje gear mig og det ligger lige der hvor man ofte kører på flad vej. Desuden har jeg kunnet mærke at One-Up 16T’eren blev hurtigere slidt end de omkringliggende tandhjul, hvilket har betydet et forringet skift.
Som et lille eksperiment købte jeg i sommers en oval B-Lab klinge, så den røg på sammen med XT 1×11. Med alle de nye dele og opmærksomheden rettet på skift og gearspring glemte jeg helt den ovale klinge. I næsten en time kørte jeg og tænkte på hvor godt det hele fungerede og hvor fedt cyklen rullede, inden jeg kom i tanke om klingen. Men så faldt 10-øren .. det ruller bare bedre med en oval klinge, eller rettere det føles sådan!
Nu har jeg kørt med den ovale et par gange og specielt i to situationer synes jeg det kan mærkes og hjælper. Når man kører meget stejlt op har man et rundere tråd og dermed også bedre greb, og når man sidder og lider i modvind eller op ad bakke, så kører det hele bare lidt nemmere. Så jeg fortsætter rundt på den ovale.
5 comments