Bjørnetjenester .. på kryds og tværs
Selvtægtsfolk, som vil genere os mountainbikere, har så længe jeg kan huske det, lagt stammer og grene på tværs af stier og spor. Det har altid undret mig! Og nu er der kommet en ny venlig-bevægelse, i halen af sporbyggerne, som lægger grene og pinde på langs i mudderhuller og vandpytter for hjælpe os. Det er også sært!
Når folk lægger forhindringer på tværs af sporet vidner det om de aldrig selv har kørt. Stammer og grene i den størrelse folk kan slæbe på tværs af sporet, er næsten altid bare en kørbar udfordring .. som gør sporet mere spændende.
Desværre er hjælpen med de længdegående pinde i mudder og vandhuller, ligeså misforstået! Det er nærmest umuligt at holde forhjulet på ret kurs henad en stak slimede pinde. Skal det hjælpe, skal de lægges på tværs.
Så skal vi ikke blive enige om at pinde altid skal lægges på tværs af sporet .. uanset om de bliver lagt ud som forhindring eller som hjælp? Der er jo ingen grund til at rette misforståelsen hos selvtægtsfolkene.
Botoxbyggerne
Inden nogen får energidrikken galt i halsen, vil jeg skynde mig at sige at det er fantastisk at frivillige er begyndt at vedligeholde mtb-sporene! Personligt har jeg været lidt nervøs ved tanken, for jeg synes naturlige spor er de fedeste. Men jeg indrømmer blankt, at det er total optur at komme på et af de restaurerede spor i Rude eller Hareskoven. Store muddersøer er forvandlet til stabile singletrack med berms og broer.
Med det sidste besøg i Wales, hvor sporene var top-fede selvom det pissede ned tre dage i træk, fik jeg øjnene op for de anlagte spors velsignelse. Hvis det gøres rigtigt, er det en suveræn måde at give et ellers naturligt spor, et facelift og næsten evigt liv.
Problemet med et facelift, eller en restaurering, er at less is more. Jeg kender ikke noget til teknikken, hverken på mennesker, huse, biler eller mtb-spor .. men jeg kan godt se om det er i orden. Nu er præmisserne vist i orden til at jeg kan komme af med det; den nye bro over muddergrøften i den vestlige del af Hareskoven ved Jonstrup Vang, er lige så vellykket som Ivana Trumps facelift .. det er en katastrofe! Altså med mindre man planlægger en motorvej gennem skoven.
Der er sikkert gode grunde til det er blevet som det er, men set fra et mtb-synspunkt var muddergrøften langt at foretrække. Det er selvfølgelig ikke sjovt at køre i mudder hele vejen rundt .. men det er endnu mindre sjovt at køre skoven rundt på plant hårdtpakket grus. Jeg betragter det faktisk som et af de mere subtile forsøg på at få os ud af skoven .. lav sporene om til grusstier, så alle kan gå tørskoet rundt i skoven. Det er nordlige spor langs Farum Sø fik en tur sidste år, og er nu en motionssti, som kan køres med rollator. Det vil jeg muligvis sætte pris på på et tidspunkt, men ikke endnu.
Nu er der jo ingen grund til at himle op om en enkelt dårlig løsning .. men desværre ser det ud til at brede sig. Ligesom grøften altid har været en udfordring, som ikke altid lykkedes, har den smalle træbro som lå under niveau, tæt på Skovløbervangen, også været det. Indrømmet, jeg har altid stoppet inden, og sat den ene fod ned for at være helt sikker på balancen, inden jeg kørte over. Men det er slut nu. Ligesom ethvert spor af grøften er væk, der er en helt plan grusvej, er broen også kommet op i niveau og har fået dobbelt bredde. Fra at være en udfordring, er den nu lige så spændende som Langebro.
Anyway, keep up the good work .. men brug mindre botox!
Globaliseret flow .. eller en glidebane
De seneste ugers søndagsture har gjort det meget tydeligt, at de anlagte officielle mtb-spor ikke umiddelbart er sjove at køre på, med mindre man er til en blanding af speedway og mud-wrestling. Vi småvrisne mænd har søgt andre veje og har bla genopdaget en del af de spor vi kørte for 8-10 år siden, inden de officielle spor blev anlagt, spor som har ligget næsten øde hen siden. Nogle spor er groet godt til, andre helt forsvundet, men de fleste er der stadig og de er generelt ikke nær så våde og fedtede som de prikkede mtb-motorveje.
Det er også noget andet at køre de spor som ikke er lavet til mtb, men som er opstået af dyreveksler, trampestier eller smutveje til vandet eller købmanden. Der er en anden udfordring i at køre dem, de er mere varierede, og har ikke altid flow eller er mtb-venlige. Det har sat sig i baghovedet og resulteret i personlige overvejelser om sportens udvikling fra nørd hobby til mainstream folkesport, og hvad det egentlig er der inspirerende og giver oplevelser.
Forleden kom det amerikanske blad Bike i postkassen, og min helt Mike Ferrentino, som nu er talsmand for Santa Cruz men stadig skriver klummer i bladet, har en fin lille tekst, “Primitiv lines”, netop om hvordan alle spor kommer til at ligne hinanden mere og mere, efter man er begyndt at forbedre og nyanlægge dem, og stræbe efter flow. Fra Alperne til Californien, til New Zealand.
Mtb-banecykling er selvfølgelig ideelt hvis man skal træne intervaller med skummund, og jeg al mulig respekt og beundring for dem der prøver at vedligeholde og forbedre sporene. Men har man erstattet den kirkelige bodsgang søndag med en oplevelse i skoven, er det nu sjovere at finde og udforske sine egne spor. Og tanken om at mtb-sporene bliver som hotelkæder, hvor man vågner op og ikke kan se forskel på om man er i Katmandu, Harzen eller Lake District, er skræmmende. Samme mtb-spor worldwide, bare med forskellig udsigt .. nej tak! Vi vil genopdage verden på sporene og føle os som Columbus eller Dr. Livingstone.
MTBlog.dk 
leave a comment