Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
The Stig
Udvidelse af mit cykelrepertoiret med både landevej og grus de seneste år, har betydet at jeg også er begyndt at smugkikke efter en afløser for Discodronningen. Ikke at dronningen fejler noget, den kører fantastik og passer mig perfekt. Men det er en billigt produceret ramme med dårlig finish, fx. udvendige popnittede kabelholdere som ikke alle sidder helt hvor de skal. Desuden har jeg været så letsindig en gang imellem at dukke op til rigtig landevejstræning i en klub. Her har dronningen og jeg bla. fundet ud af at vi fx. ikke bryder os om rulleskift med over 40 km/t. Jeg bliver hurtigt meget træt, men dronningen bliver blød og småslatten.
Dronningens afløser er landet, The Stig, en creme-farvet Santa Cruz Stigmata. Lige siden lanceringen har jeg kikket langt efter den, og dens geometri er nærmest identisk med dronningens, indenfor 5mm. Ingen udvendige kabler, hvilket er enkelt og smukt, men skulle vise sig at være pisse besværligt at montere, gennemgående aksler og en fantastisk finish.
Beregningerne holdt, The Stig passer perfekt og var straks køreklar efter jeg transplanterede det meste af dronningen over. Det eneste jeg efterfølgende har ændret er antallet af spacere under styret, med 5mm. Den første tur på The Stig var en stille og roligt tur alene rundt på Amager, og den afslørede ikke de store forskelle. Næste tur var med Veloropa, hvor der bliver trådt igennem på landevejen, og her var forskellen markant! Jo hårdere og hurtigere man kører på The Stig, jo mere præcist og stabil er den, uden at miste komforten.
Nu er The Stig en rigtig allroad-cykel, som primært skal køre landevej om sommeren og grus om vinteren, og derfor også sat op til det hele. 1×11, oval klinge, hydrauliske skivebremser, tubeless hjul og en dropperpost. Det sidste holdt hårdt og lykkedes kun med vold, klamphug, en skævbider, en boremaskine og mange timer. Et Shimano skiftegreb lader sig ikke sådan lige knægte så det kan betjene en dropperpost istedet for en forskifter. Og som antydet ovenover er indvendig kabelføring ikke altid nemt, specielt ikke hvis man vil have kabler ind og ud af andre huller end det er tiltænkt. Men det lykkedes, efter mange forsøg, og The Stig er køreklar med en kampvægt på 8.6 kg, incl. pedaler, dropperpost, dunkholdere og ringklokke .. altså rigtig køreklar.
De halve løsninger
Til min fødselsdag sidste år fik jeg en meget tætsiddende og trendy jersey fra Rapha. Normalt er jeg ikke meget alt for stramsiddende lycra, da det ikke bidrager til ret meget andet end at afsløre mit mavefedt. Og som regel er roadie-tøj fra den dyre endes største kvalitet, at det er dyrt. Men den var så lækkert lavet at jeg var nødt til at prøve at køre med den .. og sjovt nok kom den på igen og igen på trods af synligt bildæk. Efter en 4-5 ture begyndte jeg at undre mig over hvorfor den var så dejligt at køre i? Blød og lækker, og ikke så klam-kold .. 40% uld!
For 10 år siden var svaret på at holde varmen membraner – Windstopper, GoreTex osv. For 5 år siden var det uld. Membraner er fine, specielt i kulde og vind, men uanset variant og alle reklamerne, så bliver man vådere end ellers og dermed også koldere når man holder stille. Uld fungerer fint, når bare det ikke blæser, men har svært ved at holde til mit vaskeset-up, hvor der ikke er plads til specialbehandling.
Jeg er normalt ikke vild med halve løsninger, eller blandingsmisbrug, men når det gælder cykeltøj ser det ud til at være svaret. Uldprodukter med så meget kunststof at de ikke skal specialbehandles fungerer fantastisk. Faktisk har jeg svært ved at vælge en cykeltrøje uden uld idag, med mindre det er over 20 grader. Det samme gælder sokker. Og mellemlag om vinteren. Membran på udvalgte steder er vinterløsningen, vindfront på jakker og vandfast røv på baggys, men det er slut med GoreTex fra top til tå.
Lige nu ser det ud til at tøjet med de fede halve løsninger kommer til cross/gravel-segmentet, som jo også er en form for blandingsmisbrug, og dermed læner sig mest op ad roadiestilen. Så stilforvirringen er totalt når jeg kører mtb i min nye langærmede slimline jersey fra Isadore, en 10 år gamle Gore Windstopper vest med netryg og baggy pants med vandfast røv fra Endura.
Den lange vej
Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.
Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.
Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.
Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.
Styr på landevejen
Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?
Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.
Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.
Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!
Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.
Vi er dem de andre ikke vil lege med!
Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.
På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.
Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.
Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?
Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.
Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉
Cool .. eller bare kold
Jo ældre man bliver, jo mere fryser man om vinteren, og jo mere ubehageligt er det at være våd og kold, samtidig med man sveder! Så de seneste år har jeg købt en del uldtøj .. mest fordi størstedelen er krympet til børnestørrelse og har fået en tæthed som rockwool, efter få vask. Jeg er vaskeautist, så alt ikke-hvidt ryger ind sammen på 40 grader .. der er ingen særbehandling, heller ikke selvom det er uld og der står Assos, Endura eller On-One på det!
En flink ekspedient overbeviste mig i vinters om at der er forskel på sokkeuld, og fik mig til at købe to par dyre sokker fra SmartWool og IceBreaker .. og de både virker og holdere figuren efter 40 graders afvaskning! Men nu er sokker jo ikke bare sokker, har jeg lært af mine landevejsvenner, det er faktisk en af de vigtige indikatorer af hvor cool man er .. altså på landevejen. I skoven er der ikke mange der kikker på sokkerne, om vinteren er de gemt i støvler og om sommeren dækket af mudder eller støv. Men jeg har forstået budskabet og vil jo helst ikke falde udenfor, heller ikke når jeg er på udebane på landevejen.
Men sokkemoden er skiftet! De gammeldags ankelsokker, som vi mountainbikere altid har kørt rundt med, er pludselig den helt rigtige længde .. den forvaskede grå farve er dog ikke moderne. Små cykelsokker der kun lige kryber op over skokanten er ude, ligesom sportsstrømper til knæet .. med mindre man er trialet, eller sidder på plejehjem. Vinterens grå IceBreaker går altså ikke med korte rør, de er også for varme. Og alle sommersokkerne er for korte. Heldigvis er min landevejsven og designer, Jens, begyndt at lave fedt cykeltøj, så nu er jeg klar med top checkede sokker fra Fibr. Designersokker til landevejen, så det i hvert tilfælde ikke er der jeg falder igennem, og ligeså checkede uldsokker til skoven, som både holder en fornuftig temperatur, selv på en sommerdag, og faconen efter en 40 graders vask. Der er fod på det!
PS. Jeg har faktisk luret den. Der må være kun ca 60% uld i sokkerne for at de ikke kryber når man vasker dem på 40 grader.
På vejen .. eller noget der ligner
Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.
Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.
Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.
PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).
Når enden er god
Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.
Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.
Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
MTBlog.dk 
leave a comment