MTBlog.dk

Den lange vej

Posted in Cykler, Dæk, Landevejscykling, MTB by Søren Svendsen on 17. september 2017

IMG_0121w

Jeg har aldrig følt mig rigtig hjemme på en racercykel. Fra jeg købte en let brugt Principia Rex har de sidste 15 år været en lang vej væk fra noget der lignede et tålt venskab.

Første skridt var at skille mig af med reference-raceren og købe en udslidt cross-cykel. Det lettede at få en mindre kolerisk cykel .. og et byg-selv projekt. Næste skridt var et nyt stel til skiver, det var ikke hverdagskost i 2006. Jeg blev faktisk rimeligt gode venner med Majoren inden han blev droppet til fordel for et carbonstel. Det hjalp betydeligt på komforten, og som jeg skrev i foråret, er mit styr nu vokset til 46 cm, hvilket betyder at jeg er tæt på at føle mig hjemme på cyklen.

Det lugter jo langt væk af at jeg synes bedre om at sidde på en mountainbike, og jeg forsøger da også hele tiden at transformere udviklingen fra de snoede singletrails over på landevejen. Og jeg er jo ikke den eneste, det ser ud til de fleste innovationer til mountainbike også kommer til landevejen .. bare nogle år senere. Hydrauliske skivebremser, bredere fælge, tubeless, ja selv dropperpost og en klinge foran.

Senest har jeg købt rimstrips til mine 10 år gamle hjul med Mavic Open Pro fælge og sat dem op tubeless med Schwalbes nye Pro One dæk. Ikke det nemmeste job for selv en erfaren tubeless-entusiast, at få en rimstrip og et dæk ned i en 15mm fælg, og dernæst på plads .. men det lykkedes! Jeg har aldrig følt mig helt tilpas på racerdæk .. manglende føling med vejen, bare grimme stød i ryggen. Med Pro One sat op tubeless kan jeg mærke asfalten .. og det er en ny fornemmelse. Så nu går jeg og venter på et nyt hjulsæt, som er født UST, og som forhåbentligt vil konciliere det efterhånden gode venskab.

Reklamer

Styr på landevejen

Posted in Landevejscykling, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 22. april 2017

Laurits

Lidt off-topic, men det er ved at være sæson .. for landevejscykling! Og jeg har jo skrevet en del om mit manglende styr på mtb-styrets brede og placering, så hvorfor skulle det være anderledes på landevejen?

Kort fortalt er mit mtb-styr vokset fra 58 cm til 75 cm i min køretid, og selvom tendensen er langt mindre på landevejen, er de typisk også vokset et par cm. Det seneste dropbar jeg har købt til min Dirty Disco, er købt som 44 cm. I år har jeg ændret flere indstillinger på cyklen, og syntes pludseligt at styret er for smalt. Jeg har aldrig før målt efter, men faktisk er det kun 42 cm! Man måler midt-midt ved grebene.

Efter at have gennempløjet internettet for anatomiske tilgange til styrbredde, er jeg nået frem til at jeg bør have et 46 cm. De mere race-orienterede artikler om emnet er mere til smallere styr, da det beviseligt reducerede vindmodstanden og øger hastigheden, men i min alder er komfort og kontrol det vigtigste. Men 46 cm!? Det er det bredeste man kan få, og så bredt at de fine klassiske mærker ikke laver det.

Om vinteren tilbringer jeg en del timer i en fitnesskælder på en spinningcykel. Sidste år kom der nye Tomahawk-cykler med wattmåler, og det er go’ træning. Dog har cyklerne er yderst besynderlig ergonomi, bred blød bedstemor-sadel, Q-faktor som en enkeltstartscykel (sær cocktail) og et misfoster af et dobbeltstyr så man kan holde på alle tænkelige og utænkelige måder .. og tri-tosserne kan ligge ned. Til gengæld kan man ikke stå op uden at knalde knæene imod styret! Anyway, det eneste der føles rigtig godt og naturligt med det styr er bredden, så forleden medbragte jeg et målebånd .. det er 50 cm bredt!

Selvom 46 cm i de rigtige landevejskredse sikkert er et misfoster på linje med en Tomahawk-cykel, tager jeg chancen.

 

Vi er dem de andre ikke vil lege med!

Posted in Brok, Landevejscykling, MTB, Søndagstur by Søren Svendsen on 17. oktober 2016

 

Grønneskov

Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.

På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.

Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.

Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?

Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.

Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉

jp

Cool .. eller bare kold

Posted in Landevejscykling, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 3. juni 2016

Fibr

Jo ældre man bliver, jo mere fryser man om vinteren, og jo mere ubehageligt er det at være våd og kold, samtidig med man sveder! Så de seneste år har jeg købt en del uldtøj .. mest fordi størstedelen er krympet til børnestørrelse og har fået en tæthed som rockwool, efter få vask. Jeg er vaskeautist, så alt ikke-hvidt ryger ind sammen på 40 grader .. der er ingen særbehandling, heller ikke selvom det er uld og der står Assos, Endura eller On-One på det!

En flink ekspedient overbeviste mig i vinters om at der er forskel på sokkeuld, og fik mig til at købe to par dyre sokker fra SmartWool og IceBreaker .. og de både virker og holdere figuren efter 40 graders afvaskning! Men nu er sokker jo ikke bare sokker, har jeg lært af mine landevejsvenner, det er faktisk en af de vigtige indikatorer af hvor cool man er .. altså på landevejen. I skoven er der ikke mange der kikker på sokkerne, om vinteren er de gemt i støvler og om sommeren dækket af mudder eller støv. Men jeg har forstået budskabet og vil jo helst ikke falde udenfor, heller ikke når jeg er på udebane på landevejen.

Men sokkemoden er skiftet! De gammeldags ankelsokker, som vi mountainbikere altid har kørt rundt med, er pludselig den helt rigtige længde .. den forvaskede grå farve er dog ikke moderne. Små cykelsokker der kun lige kryber op over skokanten er ude, ligesom sportsstrømper til knæet .. med mindre man er trialet, eller sidder på plejehjem. Vinterens grå IceBreaker går altså ikke med korte rør, de er også for varme. Og alle sommersokkerne er for korte. Heldigvis er min landevejsven og designer, Jens, begyndt at lave fedt cykeltøj, så nu er jeg klar med top checkede sokker fra Fibr. Designersokker til landevejen, så det i hvert tilfælde ikke er der jeg falder igennem, og ligeså checkede uldsokker til skoven, som både holder en fornuftig temperatur, selv på en sommerdag, og faconen efter en 40 graders vask. Der er fod på det!

PS. Jeg har faktisk luret den. Der må være kun ca 60% uld i sokkerne for at de ikke kryber når man vasker dem på 40 grader.

 

 

På vejen .. eller noget der ligner

Posted in Dæk, Landevejscykling, Træning, Udstyr by Søren Svendsen on 23. marts 2016

Dirty Disco på vej ud

Sæsonen er startet, og efter flere forgæves forsøg og med det rigtige udstyr, er jeg faktisk næsten ved at synes om at køre lidt på landevejen, af og til. Som mountainbiker kan man jo godt blive lidt misundelig på roadierne som har deres træningsbane lige udenfor døren, kun behøver en støvkost og lidt olie til vedligeholdelse af cyklen, og som efter turen ikke ligner noget der har ligget vinteren over på en pløjemark. Og når man har en god halv time på landevejen inden skoven, er det ligesom ikke så attraktivt at nappe en kort tur på en times tid på mountainbiken. Så allerede for mange år siden begyndte jeg at trille lidt på landevejen, indimellem. I starten troede jeg at jeg så skulle lege landevejsrytter, men det fandt jeg hurtigt ud af jeg ikke duede til. Så jeg ligner nok mest en fejlplaceret mountainbiker på en crosscykel når jeg iført hjelm med skygge, kamelryg, beskidte mtb-sko og knickers triller rundt på småveje med dårlig asfalt. Når jeg følges med rigtige roadier kan jeg også godt fornemme at mit rutevalg ikke lige er deres kop the .. de er ikke meget for smalle cykelstier, dårlig asfalt og skovveje med nedfaldsblade.

Udfordringen er at finde udstyr som giver god komfort på dårlig asfalt og som samtidigt ikke gør det komplet umuligt at følge med de rigtige roadier, når vi rammer den nylagte asfalt og skiltespurten lurer forude. Så crossdæk er ude, og jeg har i flere år kørt på Conti 4-season 28mm indtil sidste forår hvor jeg modtog en kasse dæk fra Schwalbe. Den flinke mand fra firmaet havde spurgt om han måtte putte deres nye dæk i for at få lidt respons på det .. G-One. Dækket så så spændende ud, 30mm med små runde dutter, at jeg tog straks et billede for at poste det på Insta, men et øjebliks betænkelighed fik mig til at spørge om lov, og det fik jeg ikke! G-One dukkede først officielt op flere måneder senere til året Paris-Roubaix, hvor de Schwalbe-sponsorede hold kørte på dem .. halvdelen tubeless.

Selvom jeg kørte på det hele ydersæsonen sidste år, fik jeg aldrig skrevet om det, og nu har jeg lige sat det på igen. Det er lige et dæk efter mit hoved! Det minimale mønster virker og giver en god følelse af greb, også når der er smat på vejen, og de 30mm er nok til at give ordentlig komfort på dårlige veje. Jeg har ikke haft en punktering endnu, og hvor jeg på Conti 4-season konstant fik små flænger fra flintesten, har G-One ikke fået en eneste endnu. Eneste minus ser ud til at være at den bløde gummi og de små dutter, som giver det gode greb, også slides ret hurtigt. Og så er de selvfølgeligt ikke heeeelt så hurtige som Durano 28mm, som jeg kører med når solen skinner og asfalten er tør og poleret .. men næsten.

G-One

PS. Efter dækkene er kommet i produktion, hedder 30mm S-One (Special One), og de større størrelser G-One (Gravel One).

Når enden er god

Posted in Landevejscykling, MTB, Sadler, Udstyr by Søren Svendsen on 14. maj 2015

H12 traumer

Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.

Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.

Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!

100.000 hits!

Posted in Ingen brok, Landevejscykling, MTB, Velkommen by Søren Svendsen on 1. september 2014

H12 holdet 2011

I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.

Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.

Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!

Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.

Kunsten at køre langsomt .. og blive hurtig!

Posted in Landevejscykling, MTB, Træning by Søren Svendsen on 9. august 2012

Min krops besøg af en Boliviansk flagellat i februar, betød udover 6 ugers sygdom, 8 tabte kilo og et par måneders hård genoptræning, at jeg pludselig kørte hurtigere end jeg plejer! Vi er en lille homogen gruppe der kører meget sammen, så en mindre ændring i formkurven, bemærkes straks. På vores tur til Lake District, 2 måneder efter flagellatbesøget, var jeg ualmindelig godt kørende og har selvfølgelig spekuleret en del på hvorfor .. men ikke overvejet at få flagellaten tilbage!

Umiddelbart er der 4 mulige rationelle forklaringer. Jeg tabte 8 kilo og tog kun det halve på igen, altså et vægttab på 4 kg eller næsten 5% af min kropsvægt. Mine ben fik næsten 8 ugers cykelpause .. og havde godt af det? Inden Boliviaturen, hvor jeg skulle lave video om vilde kakaobønner for Oialla, havde jeg læst om et forsøg med mus og mørk chokolade, som næsten dokumenterede at chokolade er bedre end træning, og at det sammen med træning er helt uovertruffen .. og har selvfølgelig spist mørk chokolade siden. Endelig var jeg nervøs for ikke at have fået trænet nok op til Lake District turen, efter sygdommen, så jeg intensiverede træningen de sidste 2 uger inden, men ved at lægge nogle restitutionsture ind, ture hvor jeg holdt mig omkring 60-70% af maxpuls, og under 75%.

Her 3 måneder efter Lake District turen er formen normal igen. Jeg har stadig ikke taget alle 8 kg på, og jeg spiser chokolade, så der røg de to teorier. Den lange cykelpause tror jeg ikke selv på, og vil forøvrigt helst heller ikke sidde stille igen .. det er også uholdbart hvis jeg skal holde pause i to måneder, køre i to måneder osv. Tilbage er restitutionsturene!

Jeg har læst flere artikler om at hvis man ikke kan køre langsomt, kan man heller ikke køre hurtigt, og at køre langsomt er det nye sort. En af de store proff-trænere går så langt som at sige til sine ryttere, at kan de ikke holde sig under 70% af maxpuls op af stigningerne, må de stå af cyklen og trække! Så det er åbenbart alvor.

Nu må vi se hvad der sker, jeg har i hvert tilfælde tænkt mig at erstatte en eller to af mine 4-5 ugentlige træninger, med restitutionsture. Det spøjse er at det næsten føles lige så hårdt, er langt kedeligere, og at min normale landevejstur som tager to timer for fuldt knald, kun tager 4 minutter længere i morfartempo. Og spinning med en puls mellem 60 og 70%, er bare mærkeligt!

Den store test

Posted in 29", MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 17. juli 2011

Min bycykel, en dejlig stål-hardtail med aflagte dele, blev stjålet fornyeligt. Surt, og skræmmende fordi tyven åbenbart havde holdt øje med mig og cyklen! Men allerede inden havde jeg været i gang med planlægningen af et projet 29er by/vintercykel, dels fordi jeg gerne vil køre 29er hele tiden så kroppen og psyken vænner sig helt til de store hjul, dels fordi jeg godt kan bruge en vintercykel til at aflaste slitagen på de dyre dele i de 10 vinter-smat-måneder om året.

29er markedet er helt nede i Europa, US tager alt hvad de kan få, så det er ikke sådan at få fingrene i den rigtige cykel. Efter at have købt både en hel cykel og 3 stel, som desværre alligevel ikke kunne leveres, endte jeg med et Sobre Dad stel fra en lille fabrik i Frankrig. Spændende, for det er ikke meget man kan finde om det på nettet, og det har kun været produceret siden februar.

Det er en ulig konkurence at koste en tiendedel af et Tallboy stel, og samtidig skulle køre ligeså godt, men efter et lidt stresset indkøb af manglende stumper og en samling i tusmørke i cykelskuret på landet, er den klar til at tage konkurrencen op. Jeg har tidligere skrevet om den lokale mountainbikegruppe som pisker afsted på mountainbikes med låst affjedring og tynde dæk, og hvad kunne være en bedre test for Dad’en, end en tur med dem? Som et kompromis mellem bycykel og vinterlåge, må en tur fladt ned over styret med fuld fart af grus og asfaldtveje, være som at være på hjemmebane.

Og det var det, altså alt taget i betragtning .. jeg hang på! En 29er er  ikke nogen landevejsracer; de knoppede dæk giver syre i lårene og det brede styr en stabil vindmodstand. Men det er jo konceptet, og ikke cyklens skyld, og den korte tur hjem af rigtige singletrails afslørede også at selvom det ikke er nogen Tallboy , så er det en fed cykel som rammer lige i øjet.

On the road again

Posted in Landevejscykling, Pulstræning, Spinning, Træning by Søren Svendsen on 8. marts 2011

DMI havde annonceret det, solen skinnede og lokkede fra en skyfri himmel, og den lange venteliste på spinningsholdet gjorde udslaget, Major Jake vågnede og landevejssæsonen startede i morges. Det passer lige med at følge den mindste i skole og fortsætte, men UPS .. ingen pedaler, har fornyelig skiftet system og har ikke helt nok til alle cykler .. og cykeltøjet fra i søndags var kun vasket, ikke tørt. Som Clint Eastwood siger i en film; improvise, adapt and survive !

Normalt gør jeg alt for ikke at ligne en rigtig landevejsrytter, crosscykel med skiver, MTB-sko, hat med skygge, knicker, alle no-go’sene, men vaskesituationen havde tvunget mig i en SaxoBank jakke som en venlig sjæl har foræret mig, og selv en sort vest kunne ikke skjule det. Jeg var frit bytte for pendlercyklisterne i morgentrafikken. Heldigvis var der kun en enkelt seriøs udfordrerer som til gengæld måtte trække mig hele vejen til Farum mens jeg lå bagved og stønnede med en puls godt oppe i 90’erne. Han vendte sig medfølende da han drejede af, og sagde at han ikke håbede jeg havde ligget bagved og frosset !

Det kommer bagpå mig hvert år ! Når landevejssæsonen slutter går Major Jake i hi og jeg hopper på spinningcyklen. Hele vinteren kører jeg så til techno-beats og svedig house i løbet af ugen og i sne eller mudder om søndagen. Og når foråret kommer, føler jeg mig i topform, kører dobbeltimer med en snitpuls over 80% og glæder mig til at give de andre baghjul på asfalten. Men sådan går det aldrig ! Forårets første tur på landevejen, er som den første efter 3 uger med influenza .. hvert år ! Jeg glemmer, eller fortrænger, det hver gang sæsonen skifter, at man kun bliver god til det man gør. Man bliver ikke umiddelbart hurtig på landevejen af at køre spinning, ligesom man heller ikke kan give den fuld gas på spinningscyklen efter en fed sommer i skoven. Pyh .. men herfra går det heldigvis fremad.