Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Den er blevet længere
2 cm lyder jo ikke af meget, men i visse sammenhænge betyder det alverden. Og når man går fra 10 til 12 cm er der mange ting der ændrer sig, i hvert tilfælde når vi taler forgafler.
Da jeg for 6 år siden købte den første T-boy valgte jeg meget bevidst at få den med en 100 mm gaffel. På det tidspunkt var den store diskussion om 29er kunne styre hurtigt nok, og 100 mm var den hurtige løsning, 120 mm var mere en trail-versionen. Allerede efter den første update af stellet blev 120 mm nærmest standard og har været siden, sikkert i erkendelse af at der skal mere en 2 cm til at ødelægge T-boy’s fantastiske styring.
Efter 6 år og to stel, trængte min Fox Float RLC gaffel nu igen til en service, og denne gang også nye ben. Så jeg besluttede at bevillige den førtidspension og købe en tilsvarende 120 mm gaffel, en Fox Float Factory CTD. Jeg havde luret at det ville ændre geometrien på cyklen, men i hvor høj grad cockpittet skulle justeres for at jeg kunne beholde den samme position på cyklen, var en overraskelse. Og herfra bliver det langhåret!
Når kronrøret hæves 2 cm, som dog ikke helt er 2 men snarere 1,5 cm for der er også et forøget sag på den længere gaffel, så hæves krankboxen ca det halve, altså en lille cm. Men sadlen rykker godt en cm tilbage i forhold til krankboksen! Dvs sadlen skal skubbes 1 cm frem, det betyder cockpittet forkortes tilsvarende. De ca 1,5 cm kronrøret flytter er heller ikke kun op, men ca 1 cm op og 0,5 cm baglæns hvilket igen går ud over cockpittets længde. Kan man pille 1,5 cm spacere af under styret, er problemet løst, altså med en 1 cm længere frempind, men kan man ikke det må man omrokere med de midler der nu er til rådighed. Min løsning blev et styr med lavere rise, en længere frempind med en anden hældning, en ekstra spacer .. og så blev sadlen rykket 1 cm frem og hævet en halv.
Faktisk virkede udmålingen og en mindre justering af styrets rotation har gjort det perfekt .. jeg sidder fuldstændig som før, men nu med en 120 mm gaffel. Men det føles som en ny og helt anderledes cykel!
Med 100 mm gaffel, og et let forhjul, er styringen så hurtig at man bare kan hive i styret når man skal dreje, ligesom på en 26er fra 00’erne. Det er lidt sværere med 120 mm, man skal styre mere med kroppen og hofterne, hvis der virkeligt skal ske noget. Ikke så udtalt som på de nyere 29ere med fladere gaffelvinkel, som fx Tallboy 3, men derhen ad. Den længere gaffel giver bedre kontrol nedad, men er ikke helt så nimple i lav fart, altså på fx opkørsler. Men det er fedt med den ekstra vandring, også fordi selve gaflen er mere plush og dæmpningen mere kontrolleret end på den gamle.
Det korte af det lange er at jeg er glad for at have kørt med 100 mm, som var en naturlig overgang fra 26″, men også glad for at være skiftet til 120 mm som giver cyklen en mere moderne geometri .. og tvinger mig til at modernisere min køreteknik.
Gummisniksnak
Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.
Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.
De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.
Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.
Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?
Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.
Reparationsalderen og de tre F’er
En af de karakteristiske ting ved at køre mountainbike er at tingene bliver slidt og skal udskiftes .. specielt på denne årstid. Og det udløser som regel et af tre scenarier:
* Fint, så kan jeg endelig opgradere! Det er jo på det tidspunkt det er fornuftigt at opgradere og hvor man relativt nemt kan forsvare den økonomiske side af en opgradering .. også overfor sin bedre halvdel.
*Fåååck, det er penge ud af vinduet! Du skal have den samme del igen, så cyklen bliver ikke bedre af udskiftningen. Kedeligt og ikke særligt sjovt.
*Fedt, den er dækket af garantien! Og med lidt held er der kommet en ny og forbedret version.
Der er selvfølgelig så også den virkelig kedelige version hvor man har fået købt en så dyr cykel at man ikke har råd til at vedligeholde den med dele af den samme standard og må sætte erstatte dyre dele med billige. Men det er så nederen at det gør man kun en gang.
Mine cykler må være kommet i reparationsalderen, for jeg synes jeg er ramt af en masse F’er! Havde jeg nu kun en cykel ville det nok ikke være så markant, men når 4 cykler har kørt i flere år uden de store problemer, kommer nedbrudene væltende på et tidspunkt .. og det er altså nu.
Forleden, på vej op af kælkebakken med fuld vægt i pedalerne, lød der forleden et metallisk knæk fra baghjulet. Højbollen blev til en mtb-fixie, 11 gear men ikke noget friløb! Rimeligt svært at køre i skov med, og de 15 km landevej hjem gav rigeligt med udfordring. Knækket pal i bodyen, som samtidig havde benyttet lejligheden til at rasere hele indmaden i C29ssMax-navet. Dødt hjul, 4 år gammel model, umuligt at finde, så det blev en opgradering til sidste års CrossMax XL, som var på tilbud. Klart bedre hjul, meget bedre friløb, samme vægt men dyrt og ikke nærmest ikke mærkbar forbedring.
Det er lidt som at sende dæmper og gaffel til den årlige service. Man kan godt mærke at det har hjulpet, men det er sjældent en revolution. Højbollens Bos Dizzy-gaffel er røget til service men allerede inden jeg har fået den tilbage, er jeg meget tilfreds! Jeg har nemlig i mellemtiden sat den gamle RockShox-gaffel på, og det er altså en nedgradering der er til at tage og føle på, og et tydeligt bevis på Dizzy’ens suveræne dæmpning. T-boys Fox gaffel og dæmper er også servicemodne, men det bliver knap så sjovt. De har nemlig begge igen, og desværre typisk for Fox, slidt coatningen af, så det bliver dyrt.
Og så en klar treer .. T-boy er sendt til spor-himlen, og erstattet af T2! For et par måneder siden fandt jeg en lille revne ved en af aluminiumsbøsningerne i bagstellet på T-boy. Heldigvis er der 5 års garanti på Santa Cruz carbonstel, men desværre (!) er Santa Cruz løbet tør for løse bagender til den model, så jeg var nødt til at få et helt nyt version2 stel! If it works, don’t fix it var Santa Cruz indgang til version2 stellet, så udover det kosmetiske er kun affjedringen ændret en smule. T2 er ny og flot, men det er det fuldstændig som at sidde på T-boy. Den eneste mærkbare forskel er at når bagdæmperen er fuldt åben er der nærmest ingen pedal-bop! Så nu kan man ændre dæmpningen bagpå efter terrænet uden hensyntagen til hvor meget man skal træde i pedalerne.
MTBlog.dk 
5 comments