Mekanisk doping
Hver gang jeg kørt på min bycykel over vinteren, har jeg tænkt på hvor godt den ruller! Hvad jeg ikke lige tænkte på i første omgang, er at jeg i efteråret satte en oval klinge på, som jeg havde fået tilovers fra en anden cykel. En oval klinge mærker man ikke umiddelbart .. men så alligevel.
T-boy er faktisk den sidste af mine cykler uden oval, selv ladcyklen har det. I sensommeren skal vi halvgamle småsure mænd over Dolomitterne, og jeg er nået frem til at det kræver en oval på T-boy. Problemet er bare at ovalen kun dur til 1 x et eller andet .. og et alpekryds kræver en virkelig lav gearing. Det betyder nogle kompromisser at gå fra 2×10 til 1×11, med med SunRaces Shimano-kompatible 11-50 kassette har jeg vurderet at fordelene er større end ulemperne. Reelt mister jeg et gear, i den ene eller den anden ende, selv med 11-50. Til gengæld kan jeg køre ovalt og det er mere værd, specielt opad.
SunRace kassetten skifter stort set som en original Shimano, man er dog nødt til at have den nyeste version Shimano-bagskifter for at udskæringen bag på armen er stor nok til de mange tænder. De lidt voldsomme spring på kassetten giver også en vis følsomhed overfor korrekt kabelspænding, hvilket reelt betyder at man skal være meget omhyggelig med en blød kabelføring .. i hvert tilfælde hvis man kører med hel sok som T-Boy. Men sådan er det også med ørnen fra SRAM.
Den flagrende finger og den frie kadance
Som tidligere omtalt er Dad blevet degraderet til bycykel, helt stiv og singlespeed, det har vist sig at være ret afslørende for nogle af mine kørevaner! For det første er min højre tommelfinger hvileløs, den vil gerne skifte gear .. hele tiden! Jeg er så vant til at skifte gear og kunne køre med den ideelle eller behageligste kadance, at fingeren simpelthen udfører skiftebevægelsen hele tiden. Men der sker ikke noget.
For det andet, må man vælge mellem to muligheder når man nu ikke kan skifte gear. Enten at forsøge at holde en konstant hastighed, som passer med en behagelig kadance, uanset om det går op eller ned, er mod eller medvind, og om det føles for let eller for hårdt. Eller at acceptere at benene ikke nødvendigvis kører med deres ideal kadance. Det sidste er selvfølgelig den naturlige løsning og det giver en helt ny slags træning.
Når man er vant til 20-30 gear kommer man hurtigt til altid at køre med næsten den samme kadance .. et sted mellem 70 og 90 rotationer pr minut. Med et gear er der andre boller på suppen. Man starter i et alt for højt gear og skal virkelig træde cyklen igang, god styrketræning. Men så skal man lige nå lyskrydset inden det skifter, benene kører som trommestikker, old-school spinning, dobbelttakt, 120-130 rpm. Og opkørslen på stejle bakker kommer mere til at ligne en slags freestyle benpres, end cykling.
Med singlespeed bliver kadancen langt mere varieret og det kan mærkes når man kommer tilbage til alle gearene. Benene kører lidt friere. Desuden lærer man at udnytte farten og inertien i cyklen bedre, og at være langt mere forudseende. Mine ben er ikke til singlespeed på sporet, men det er en god variation at køre med det i byen, og jeg begynder at forstå dem der er facineret af det .. også i skoven.
En tand eller to for meget
På trods af al virakken og mersalget i forbindelse med 29ernes indtog på markedet, ser det ud til at både Shimano og SRAM har glemt at de større hjul også betyder en automatisk 12% højere gearing. Nok blev 11-36 kassetten lanceret for at kompensere, men det skyldtes nok i ligeså høj grad 2×10 kranksættene, som kom samtidig. Det korte af det lange er, at selv med 22T foran og 36 bagpå, er en 29er gearet 5-6% højere end en 26er med 34 bagpå.
Nu lyder de 5-6 procent ikke af så meget, men da jeg første gang skulle over Alperne fik vi en liste med udstyr cyklen burde være ekviperet med. Jeg købte det hele .. undtagen 11-34 kassetten, men beholdt min 11-32. Allerede på den første opkørsel var jeg klar over fejltagelsen! Og på hver eneste opkørsel resten af ugen, ca. 12.000 hm, bandede jeg over de manglende 6%.
2×10 giver et øget spring mellem klingerne og 14 tænder er den maximale forskel for en forskifter, så et 2-klinge 29er set-up skal hedde 22-36. SRAM kom med det sidste år, men Shimano laver det ikke endnu, faktisk er 24T principielt deres mindste klinge! Man kan så heldigvis snyde og bruge stål 22T’eren fra det gamle LX, den holder suverænt og vejer 13 mere end alu-klingerne .. men 36T kniber det med.
What MTB har en side der hedder Eye-Candy, og i seneste nummer viste de Middleburns nye X-type Duo kranksæt med 22-36! Ikke nok med det er smukt som en solopgang over Øresund, det rammer også lige ned i Shimanos blinde vinkel. Så nu skal 2×10 prøves .. når isen er af skoven.
Sydtyskerne, som bruger Alperne som baghave, har længe vidst at selv 22T kan være for meget, når man kører opad i mange timer på stier. Derfor laver Mountain Goat en 20T, som med lidt fileri kan monteres på de fleste kransæt. Også Shimano har nu erkendt at 29er kræver en speciel gearing, for i deres nye line-up fås specifikke 29er sæt med 22-30-40. Så mangler vi bare et 20-34 sæt!
MTBlog.dk 
5 comments