MTBlog.dk

Jeg føler mig efterhånden lidt for tit som jaget vildt på cyklen, og har på fornemmelsen at jagtsæsonen er helårlig. Det er mest når jeg kører alene, når vi er i flok er vi åbenbart sværere at få ram på. Forleden kørte jeg en tur alene gennem den efterårsklædte plantage ved vores sommerhus. På en lille sti langs sommerhusområdet står to halvgamle mænd, som mig selv, den ene med en trillebør med brænde, den anden med en smøg i hånden. Jeg tager farten af og smiler mens jeg venter på de skal flytte sig fra stien. Det går langsomt og da jeg endelig kan glide forbi siger rygeren: du må faktisk slet ikke cykle her! Den diskussion tager jeg som regel, så jeg forklarer om Naturstyrelsen og deres regler om at man må cykle på veje og stier i skove. Hmmm siger han, de har lige hængt et skilt op på den røde bom, hvor der står man ikke må cykle mountainbike i skoven. Det vil jeg straks køre ned og se, siger jeg, men inden jeg kommer af sted vælter det ud af ham: det er jo livsfarligt med de der Bjarne Riis-typer, på vores alder og med store maver, og på landevejen fylder de det hele. Og så bruger de 100.000 på en cykel og 50 på udstyr som de bruger 5 gange. Jeg forsøger den positive tilgang og siger at hvis han holder op med at ryge er jeg sikker på han kan spare op til en fornuftig cykel i løbet af et års tid. Det tager han pænt, men er nu ikke interesseret. Til gengæld fortsætter han med hvor farligt det er fordi han en gang har brækket nakken, så hvis han bliver kørt ned her på stien af en cykel er han færdig, og vi cyklister får skyld for alverdens ulykker. Trillebøren har lugtet lunten om det lange foredrag og har måske også indset at det er dårlig stil at anklage nogen for noget de ikke har gjort .. måske også fordi det er forbudt både at sanke brænde og ryge i skoven. Jeg undskylder mig med at jeg skal se skiltet og kommer også afsted.

På den røde låge er en hvid A4-side med Naturstyrelsens logo sat fast med to tegnestifter, der står: Det er ikke tilladt at køre på mountainbike i skovbunden og i klitterne. No shit Sherlock .. det ved vi jo allesammen, det er tilladt at køre på veje og stier. Jeg møder stort set aldrig andre mountainbikere, udover dem jeg selv har haft på slæb, måske 2-3 gange om året, og jeg har aldrig set nogen køre i skovbunden .. den er slet ikke velegenet til at køre i. På grusvejene møder jeg dem jævnligt, men på de små stier er det utroligt sjældent, så det er altså ikke fordi skoven er overrendt, og den har da heller ikke ændret sig synligt i de 16 år jeg er kommet der. På stien hvor vi stod, har jeg aldrig mødt en mountainbiker. Der kan selvfølgeligt være foregået ting jeg ikke ved noget om, men mit gæt er at en enkelt sommerhusejer, eller måske to, har klaget insisterende til Naturstyrelsen over mountainbikere og da der ikke har været noget konkret at sætte fingeren på, har den stakkels medarbejder, i et forsøg på at tilfredsstille klageren, lavet skiltet .. som reelt ikke siger noget, men som med tilpas ignorance kan tolkes som at det er forbudt at køre i skoven.

Det er en smuk lille skov, med et rigt dyreliv, som det meste af året er ret øde, men på varme sommerdage kan have en del trafik af sommerhusgæster til fods eller på cykel, til og fra stranden. En af de dage kom jeg forbi en mor med to børn og en hund på vej til vandet. Hunden begyndte straks at gø og spurtede de ca 25m hen til mig. Kvinden kaldte forgæves, og da jeg synes gulvmoppen var faretruende interesseret i min lægmuskel, hoppede jeg af cyklen og råbte af den. Da kvinden endelig får fat i den siger jeg stille og roligt: faktisk skal din hund være i snor her. Det udløser, til både børnenes og min store overraskelse, det helt store raserianfald. Det startede med: I mountainbikere ødelægger fanme også alting .. og fortsatte så i et festfyrværkeri af eder og anklager. Jeg opgiver at forklare hende at det ikke er for vores skyld, men pga af dyrene i skoven, at hunde skal være i snor i sommerperioden. Faktisk er jeg ligeglad med om hunde er i snor eller ej .. lige indtil de løber efter mig.

Når man er på mountainbike ved man aldrig hvor man møder folk der vil anklage en for et eller andet, nægte at give plads eller lade hundesnoren spærre hele stien, men vil man være stensikker skal man bare cykle på grusstien langs Gentofte Sø eller på Fjordstien fra Nakke til Rørvig. Her er jeg blevet lovet tæsk, jævnligt irettesat og bliver chikaneret næsten hver gang .. og det på trods af at begge er skiltede regionale cykelruter! Måske har det noget med demografien at gøre?

Det er så moderne med deleøkonomi og deleordninger. Kan vi ikke få det ud i naturen? Lad os deles om den, vi skal allesammen være her .. og opføre os ordentligt. Det siger Naturstyrelsen også, og det er faktisk dem der bestemmer. Så kære cyklister, opfør jeg pænt! Vi bliver alle slået i hartkorn, uanset hvor vi kører og hvilken cykel vi kører på. Og alle I andre, forstå det nu, vi må gerne cykle i naturen, og der er ikke nogen der har mere ret til naturen end andre .. heller ikke fodgængere eller dem der bor lige op ad den. Og så gælder færdselsloven faktisk også på veje og stier i naturen.

Hvis du mener jeg er for langt ude, kan du passende læse på lektien her! Og har du ikke abonnement kan du nok se overskriften og fange meningen, nedenunder 😉