Luxus .. eller livsnødvendigt
“Vejret er altid bedre end det ser ud gennem vinduet” har længe været et af mine mantraer når vækkeuret ringer søndag morgen kl. 7 og det er bælgmørkt, regner eller bare er gråt og trist. Efterhånden har jeg også lært at selvom det har været tøvejr hele ugen, og måske endda regnet, kan der godt være sne og frost i skoven. Det er altid lidt varmere i byen, og skoven og jorden holder på kulden og frosten.
Sidste søndag var som bambi på isen visse steder på sporet, og det var et rent under at kun økologen var nede at se nærmere på skovbunden. Dejligt frosthårdt spor, men totalt utilregneligt med islag på udvalgte steder. Ikke kun tilfrosne vandpytter, selv det nyanlagte spor med hårdt stampet sand og grus, var visse steder glaseret med usynligt is.
Jeg opdagede pigdæk for snart mange år siden, og er en stor fan. De giver den sikkerhed at jeg kan køre afslappet og ikke er stiv som et bræt og har skuldrene helt oppe i nakken af frygt for at styrte. Jeg hader faktisk is .. når jeg ikke har pigdæk på! Derfor var ugen også gået med at holde øje med vejret. 4° graders varme flere dage, lidt regn onsdag, en sludbyge fredag eftermiddag og 2° .. men nattefrost mellem lørdag og søndag. Jeg lavede en sidste øjebliks beslutning og skiftede til pigdæk inden jeg gik i seng lørdag.
Sporet var ikke umiddelbart så glat som forrige søndag, men nu var jeg jo også ligeglad. Efter en en tur på et stykke afmærket mtb-spor, det er typisk dem der har mest is, kørte pædagogen og jeg og talte mens vi rullede et stykke grusvej med hvid pulverrim .. men pludselig forsvandt han! Det var nok det sidste sted på turen vi ville være nervøs for is, en bred grusvej med grove sten, men det er ikke første gang jeg har set det. Til de bekymrede kan jeg sige, han har det godt igen .. efter 3 sting.
Der er noget udstyr man kun bruger få gange om året, og visse år måske slet ikke. Knickers, et par gange hvert efterår, og måske en enkelt gang om foråret. Luffer, nogle år slet ikke. Førstehjælpskit, jeg har brugt mit to gange på 10 år. Pigdæk, det år jeg købte dem, sad de på i over 2 måneder, sidste år brugte jeg dem slet ikke. Men køb det alligevel! Fidusen er også at når man bruger det så lidt, holder det meget længe.
2 år, 32.000 hits .. og vingummibamser!
Det var slet ikke min idé, men fruen havde været på blog-kursus og mente absolut jeg burde lave en blog. Ikke særlig entusiastisk og lettere modvilligt, lod jeg mig vise hvordan man opretter en blog, og inden jeg fik set mig om, var MTBlog.dk en realitet. Jeg har aldrig været den store skriver, så det var dels en overvindelse, dels en kamp, at få skrevet de første indlæg, men som tiden er gået, kommer det som skidt fra en spædekalv .. altså når jeg igen synes jeg har fundet en af de vise sten.
Til min store overraskelse har det også vist sig at der er nogen der læser bloggen! Forleden rundede den 32.000 hits, og selvom de fleste sikkert er fra familien eller Googlesøgninger på latex og gummi, er jeg både glad og stolt. Og på mandag fylder bloggen så 2 år!
Det skal fejres, så på søndag d. 19. feb. kl. 11.00 er der vingummibamser til alle læsere der møder op ved toppen af det tidligere skihop i Geels Skov!
Hjernevridning
De er fede, mine nye pigdæk, helt uundværlige i det her vejr ! Ikke så meget pjat, bare afsted gennem sneen og over isen.
Det eneste lille problem er at hjernen har svært ved at følge med ! Det gælder ikke kun min, men også dem der ser os fra deres selvvalgte exil ude i sneen. De går rundt i knæhøj sne fordi de ikke tør gå på isen på vejen, vi kommer tordnende med 40 km/t og de er ved at tabe underkæben.
Pigdækkene har faktisk et rimeligt greb når man drøner hen over isen, men hjernen kan ikke forstå det. Det er mindblowing, som en tur i den vildeste rutchebane, at overskride naturlovenes grænser på den måde. Så selv om det giver trykhed med piggene, danser de grønne grise alligevel 😀
Kolde fødder
Efterhånden har jeg fået styr på min påklædning, selv når det er rigtig koldt. Jeg hader at blive kold og en del år troede jeg det var et nødvendigt onde ved vintertræning, men en Brynje Super Thermo netundertrøje inderst, en Craft ulden mellemlagstrøje udenpå og så de nødvendige lag trøjer, jakker og veste, har løst problemet. Selv mine hænder har haft varmen de senere år i skiftevis Roeckl og GribGrap handsker. Også efter 4 timer.
Men mine fødder fryser og jeg har prøvet alt nu .. undtagen elektriske såler. Det første tiltag var vinterstøvler, og det virker. Men jeg syntes ikke de var varme nok, så jeg bestilte et par Pearl Izumi GTX Barrier, som iflg. BikeRadar skulle være de varmeste. Det var også som at stikke foden i en foret moonboot, at få dem på. Desværre holdt varmen ikke og jeg synes de var for bløde at køre i selvom sålen var stiv. Specialized Defroster er ikke specielt varm, men til gengæld fede at køre i og kan bruges i dårligt vejr året rundt.
Så må sokkerne jo redde det. Sealskins laver et par vandtætte vintersokker, som skulle være det bedste. De er da også så varme at man sveder om fødderne efter 5 minutter, og desværre også så tykke at de er svære at have i selv en et nummer for stor sko, og mine fødder var stadig lilla efter 4 timer i skoven. Alt i uld og skisokker er blevet købt og prøvet, og min lokale sportspusher endte med at tilbyde mig kombinerede uld og støttestømper for at øge blodomløbet ! De er nu ikke de eneste der har lavet antydninger til min alder for min søster forærede mig allerede støttestrømper for et par år siden .. men så gammel er jeg altså ikke, endnu !
Denne vinter besluttede jeg så at være lidt systematisk, specielt efter vi kom til at tale lidt om det ude på sporet. Halvdelen af dem jeg kører med, står som mig med lilla fødder og skriger under bruseren, når de kommer hjem ! Følgende har jeg erfaret virker, og kombinationen af det hele, giver den bedste varme;
- vinterstøvler, mindst et nummer for store
- flere lag tynde sokker, mindst en uld og evt kombineret med en Goretex skal-sok
- tykke neopren skoovertræk
Det er jo ikke særligt overraskende, men nødvendigt for optimal varme. Og når jeg så stadig fryser, skyldes det nok at med alderen falder foden lidt sammen hvilket giver dårligt blodgennemstrømning og ligesom mine fødder efter 2 timers spinning kan begynde at snurre, fryser de også efter 4 timer i skoven.
PS. Støttestrømperne virker ikke på varmen .. jeg har prøvet dem !
Oppe i skyerne
Da vi skulle vælge Alpe-tur denne gang, gik jeg efter at den skulle være lige så udfordrende som sidste gang og have så meget singletrack som muligt. Vi endte med at vælge Sky-turen fra Joko MTB, 4 gange over 2.600 m og en gang over 3.000 m.
Jeg havde nok ikke gjort mig helt klart, og heller ikke læst den tyske tekst ordentligt, at det betød at vi skulle trække/skubbe cyklerne en god bid næsten hver dag. Ellers kan man ikke komme så højt op !
Men nej hvor var der fantastisk deroppe. Udsigt over hele verden .. singletrails på verden top 😀
Men så melder spørgsmålet sig, er det værd at slæbe cyklen i halve og hele timer, for at komme op hvor luften er tynd og panoramaen bred ? Sporene er ikke bedre, kun udsigten 😀
Crashtanker
Solen skinner, det er første dag på Alpe-turen og vi kører på et fantastisk singletrack, Zeblatrail ikke så langt fra Ischl. Det går rigtig godt, der er flow, Blur’en er i sit es, Joplin’en er sænket en anelse og jeg husker jeg tænker “farten er din ven” da jeg skal ned af et lille småstejl stenet stykke. På vej ned rammer forhjulet et eller andet, så kontrollen ryger, og det kommer ud i lidt sne .. og forsvinder. Da jeg går ned er jeg allerede klar over at det her ikke er godt ! På mit GPS-track kan jeg se at jeg kører 27,2 km/t da jeg rammer jorden med højre side og hovedet først, for derefter at ramme en stor sten som jeg ruller op over og stopper i en meget ubekvemt stilling. De andre kan også se det ikke så godt ud, så de kommer straks. Jeg er total forslået og ør, men efter at have sundet mig lidt kan jeg konstatere at jeg ikke umiddelbart har brækket noget, at jeg ikke har ondt i hovedet og ikke ser dobbelt. Mirakuløst har jeg tilsyneladende ikke fået fatale skader og efter en lille pause, og at have repareret de meget små materielle skader, tutten var røget af min Camelbak-slange og det ene glas røget ud af mine briller, er jeg klar til at køre videre. Min hjelm har taget skraldet og er egentlig færdig, men må holde turen ud. De næste dage og nætter er ikke så sjove, men ikke værre end jeg stadig kan nyde turen, og sidste dag er jeg næsten mig selv igen.
Vel hjemme igen er jeg stadig taknemlig over det ikke gik værre og er begyndt at overveje om grænsen er nået !? Jeg siger som regel til folk jeg er en tøssedreng og normalt ikke crasher, men lidt hovedregning viser at det måske ikke passer. Tre uger inden sidste Alpe-tur bøjede jeg et riben efter mødet med en lille græstue og en tur over styret, jeg tog den ud over styret på en klippesti i Andalusien sidste år, og havde det heller ikke godt, og nu det her. Alle 3 gange sort uheld .. eller er det en tendens ?
En del af det er så fedt at køre mountainbike er at man selv i min alder, hele tiden kan blive bedre og dygtigere. Og jeg synes det er sjovt at overvinde mig selv og blive bedre til at køre svære ting på trods af frygtsomheden, som også kommer med alderen. Men måske er grænsen for udvikling nået og konsekvenserne ved et styrt blevet for store ?
Fodspor i sneen
Med mindre du er ejer af et par langrendski, er der ingen grund til at opgive cyklingen på grund af sneen. I dag var det som at køre på nybagt sprød marengs ! Fed træning på alle måder. De dejlige singletracks, som vi normalt kører, er ikke farbare på andet end ski lige nu. Men de større stier, som vi normalt undgår, er helt ideelle. De er trampet flade i små stier, som kræver det hele. Balance for ikke at ryge ud i den nybagte marengs, tempo for ikke at sidde fast og udelt opmærksomhed pga den inkonsistente overflade. Og så niver det dejligt i lårbasserne.
Det der undrer mig er at de trampede stier er det mest ujævne jeg har kørt på siden skærve-stierne i Andalusien. Det hele ryster så hovedet er ved at falde af og kroppen tror den får tæsk. Hvordan kan det være ? Overfladen virker både rimelig jævn og hård, og alligevel er den helt vildt ujævn. Forklaring ønskes.
Ujævnt eller ej, det er fed træning og skide sjovt !
MTBlog.dk 
leave a comment