MTBlog.dk

Spejlbilledet i andedammen

Posted in Brok, MTB by Søren Svendsen on 12. april 2016

Arkitekten ved Ulkerup

Selvom en stor del af mine venner og bekendte sandsynligvis har fået nok af min mountainbikeentusiasme, forsøger en del af dem at berige mig med spændende videoer eller billeder af det. Ikke deres egne, men typisk godt brugte virale sager med høj imponator-faktor. Billeder af back-flips, hvor jeg hænger i luften, med hovedet nedad, højt oppe i luften ud over en dyb kløft, passer fuldstændig med min selvopfattelse, ligesom videoer fra lodrette nedkørsler med vanvittig hastighed i afsides liggende bjerge .. men meget lidt med virkeligheden.

De færreste som ikke kender til sporten, har begreb om hvad det vil sige at køre mountainbike. Som min svenske cykelven ramte det: hvordan træner I mountainbike i Danmark .. kører i op og ned af Himmelbjerget? Nordmændene er meget bedre til det, både det med bjerge, og med de rigtige udtryk .. mountainbike hedder på norsk terræncykel! Terræncykling, så kan alle forstå hvad det handler om. Og hvis jeg kørte terræncykel, ville de færreste nok sende mig videoer af bindegale folk der kaster sig udover klippeskrænter med livet som indsats.

Nu synes jeg jo faktisk at den slags videoer og billeder er lidt sjove, men det er mindre sjovt når det også er det billede politikere og beslutningstagere får af os! Hvis man udelukkende forbinder mountainbiking med halsbrækkende vilde stunts og højhastighedsræs, er det  svært at være positiv overfor os når vi gerne vil have de samme muligheder som andre ude i naturen.

Jeg læste forleden en amerikansk artikel om emnet, som udlagde det som en identitetskrise. Sådan kan man selvfølgelig godt se det, men jeg ser det mere som en divergens mellem cykelbranchens forsøg at skabe en illusion med spektakulære reklamer af vilde stunts, og mountainbikernes virkelige verden. Måske skal vi til konsekvent at kalde det terræncykling? Jeg er ikke sikker på det vil være positivt for branchens våde drøm om at sælge flere cykler, men jeg er sikker på mange flere vil forstå hvorfor vi er så vilde med det. Og jeg lover at leve helt op det, kun køre episke ture og aldrig at lave back-flips .. eller at poste billeder af det!

På fransk hedder det forøvrigt også terræncykel, MTB er blevet til VVT .. velo tout terrain.

Pause ved Esrum Sø

 

 

En kommentar

Subscribe to comments with RSS.

  1. Blandevejscykling | MTBlog.dk said, on 28. december 2018 at 19:35

    […] kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! […]


Skriv en kommentar