R.I.P. Highball
Så kører Højbollen snart sin sidste tur! Kranklejerne er færdige og kan ikke skiftes da den indstøbte aluminiumsboks de er skruet ind i, er gået løs i carbon’en.
Højbollen har mest fungeret som ekstra og vintercykel, og de seneste år har den boet halvdelen af tiden i sommerhuset. Her har den passet perfekt til at køre de ikke så udfordrende lokale spor og en hurtig tur til købmanden .. gennem skoven. Men her i foråret rykkede den op i rækkerne. Efter jeg nærmest er konverteret helt til gravel, og lidt landevej, har jeg fået en lidt anden måde at køre på. T-boy føles pludselig som overkill og lidt for magelig, og skal jeg ud og udforske nyt territorie tager jeg The Stig. Skal der køres MTB er det på de anlagte spor, med sadlen nede, stående og for fuld skrue .. og så er Højbollen hurtigst og sjovest.
Men en dag begyndte den at knirke, carbon-knirke. Jeg kunne høre det kom fra kranken så jeg tænkte jeg ville skrue krankboksen ud og smøre gevindet, det er en typisk årsag til knirkelyde. Det gik ikke helt som ventet, boksen kom ikke ud, aluminiumsindsatsen kørte rundt i stellet. Det gode var at lyden forsvandt, det dårlige at rammen er færdig.
I dag er der livsvarig garanti på Santa Cruz-rammer, men på Højbollen var der kun 5 år .. og jeg har haft den i 6. Faktisk er den 8 år gammel og den første Highball der kom til Danmark. Jeg købte den af Team Bertelsen (nu TrailSurfers) efter den havde været deres democykel. Men nu kører den snart sin sidste tur, når lejerne slet ikke vil mere er det slut.
Tak for turene, det har været en stor fornøjelse!
Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
Kloge Åge og vejrudsigten
Jeg tror aldrig jeg har været så beskidt, som da jeg landede efter forrige søndags 4-timers tur! Det var ellers planlagt som en tør tur, delvist på hemmelige spor, og der var da heller ikke meget mudder man hang fast i, men fåckk hvor var det vådt .. og beskidt.
Allerede umiddelelbart efter, viste DMI’s prognose nattefrost det meste af den kommende uge. Men som dagene gik flyttede dagen for nattefrosten sig, og op mod weekend stod det klart, i DMI’s prognose, at det først ville fryse natten til søndag. Og det endda kun 3-5 grader. Så mens de andre gik og glædede sig til en tør tur på frosthårde spor, gik jeg og grinede i skægget og var helt overbevidst om at en enkelt nat var for lidt til at rette op på de kokasse-bløde spor.
De første kilometer i skoven sagde min indre stemme stadig, bare vent, mens vi fløj over frossen jord. Eller det vil sige, de andre fløj på deres fully’er med brede dæk, mens jeg bumpede afsted på min vinterhardtail med tynde mudderdæk. Og det blev ikke bedre, så langsomt måtte jeg erkende mine manglende evner som jordbundsmeteolog, mens min lænd, ryg og skuldre bandede mit hoved langt væk.
Men som min far plejede at sige, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Så havde de sidste 6 uger i mudderbad med en meget velkørende Sobre Dad givet overvejelser om en 29er måske alligevel ikke behøver at være en fully (nej, nej, det har jeg aldrig tænkt), så landede de tanker lige så hårdt som bagenden på Dad’en på et frosthårdt spor.
Rødvin og bøffer
Jeg fik en mail fra Simon; har du overvejet et indlæg på bloggen med sammenligning af din hardtail 29er og din TallBoy? Det var søndag, jeg stod i kø i Irma men kunne alligevel straks svare nej. Eller det vil sige, inden jeg var på vej ud af butikken, havde jeg allerede ændret mening.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne min TallBoy og min Dad! Ikke fordi den ene er af carbon, den anden af stål, eller fordi den ene har Fox og XT, mens den anden har RockShox og SLX, eller fordi den ene koster 3 gange så meget som den anden. Nej, fordi det er som at sammenligne rødvin og bøffer .. hvad smager bedst? Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt forstå, hvorfor nogen gerne vil have en sammenligning, jeg har bare aldrig selv lavet den, fordi jeg er helt klar over hvor forskellige cyklerne er, hvad de kan, og hvorfor jeg har dem.
I min verden er en mountainbike fuldaffjedret! Min Tallboy er min mountainbike, og helt fantastisk .. hvis du skulle være i tvivl. Min Dad er min bycykel/vintercykel, og er bygget til det, med de kompromisser der er nødvendige for at opfylde begge dele. Jeg har ikke tidligere haft en decideret vintercykel, men i et forsøg på ikke at vinter-hærge TallBoy’en totalt, har jeg bygget Dad’en; en enklere cykel med billigere dele. Samtidig er Dad’en så flexibel, at den sagtens kan komme med på familietur, og så lige nappe et singletrack mens de andre vender ryggen til.
Jamen hvordan kører de? TallBoy’en er lige blevet Trailbike of the Year i What MTB! De har den til langtidstest og har foreløbelig været på podiet med den efter et Enduro DH-race, og et XC-marathon – det er vist svært at tilføje noget. Dad’en vejer ca. det samme, 12 kg, har også 100mm affjedring, men kun foran, og kører som en livlig stålramme-hardtail skal, charmerende, med direkte respons .. og hoppende bagende. Og desværre alle hardcore hardtail-hippier, selvom Dad’en var af carbon, fyldt med lir og XTR, vejede 4 kg mindre og kostede en million, ville jeg aldrig vælge den før TallBoy’en, til en tur på det fede singletrack. Men den kan så meget andet.
MTBlog.dk 
leave a comment