Blandevejscykling
Med T-boy, Højbollen og The Stig (fully, hardtail og cross/gravel) i stalden har det været en udfordring at finde ud af hvilken cykel der skal køre hvor og hvornår! Og hvilken type vej, sti eller spor de tre skal optimeres til.
T-boy har jeg efterhånden styr på, den er født til spor. Og jo værre jo bedre .. i hvert tilfælde her i Danevang. Jo kedeligere og uniformt underlaget er, jo kedeligere er den at køre på.
Højbollen har hidtil kørt grus, lette spor og lidt landevej, det der ville blive for kedeligt på T-boy. Men det kan The Stig også! Lette spor er sjovt på Højbollen, men asfalt er klart fedest på The Stig. Den tror den er en landevejsracer, når den får asfalt under dækkene. Grus kan de begge køre, men oplevelsen er ret forskellig. Grusvej på en hardtail føles mest som transport, mens det kan være rimeligt spændende på en cross/gravel-cykel. Man kører hurtigere og mere dynamisk.
Selvom det er meget oppe i tiden at køre crosscykel og træne på mtb-sporene, er det, som jeg har været inde på tidligere, ikke noget for mig. Det er ikke her en cykel med smalle dæk og dropbar har sin styrke, det har den derimod der hvor det er kedeligt at køre mtb. Asfalt er svært at undgå som cyklist, specielt når man bor midt i en storby, og så kan man jo ligeså godt få det bedste ud af det. Hvilket The Stig er ret god til. Så jeg er nået frem til at The Stig skal køre vej; grusvej, landevej, markvej, al slags vej, men ikke spor.
Så nordmændene har igen fat i den lange ende, rent sprogligt, de kalder tingene ved deres rette navn. På trods af de har rigtige bjerge og det giver sig selv hvad en mountainbike kan bruges til, kalder de det for en terræncykel. Hvis vi også gjorde det i Danevang ville mange flere forstå hvad det handler om, specielt fordi vi ikke har bjerge. Nordmændene kalder gravel/grus-cykling for blandevejscykling! Og det er præcist hvad det handler om, at køre på al slags vej. Allroad! Det har altid været landevejsracerens svage side, når asfalten stopper og vejen bliver lidt bumpet, vender man om. Men ikke på en blandevejscykel.
Så T-boy til spor og The Stig til alle typer vej. Men det efterlader jo Højbollen lidt i et vakuum, hvad skal den bruges til? Tja, jeg finder nok på noget, om ikke andet er den fed til urbanride og at lege på. Og det hele er i tidens ånd! Global Cycling Network har lige lavet lavet om på den gamle vits om at det perfekte antal cykler er N+1, hvor N er antallet af nuværende cykler, til N – 1! Altså en reduktion. Less is more, simple living og klimavenligt, med alsidige cykler. Jeg holder mig nu foreløbeligt til N.
Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Hårboller på benene
Som mountainbiker på en racercykel er man lidt som den nye dreng i klassen, på udebane og ikke rigtig komfortabel. Jeg har forsøgt at gøre indskolingen så nem som muligt ved at tage de fede ting fra den fede cykel, med over. Bredt styr, oval klinge, skivebremser, brede og ikke mindst slangeløse dæk.
Tubeless på landevej er forholdsvis nyt, jeg tror det er 3 år siden de i større skala dukkede op på cyklerne i Paris-Roubaix. Og hvis jeg efter snart 15 år på tubeless-dæk i skoven troede at jeg havde oplevet det meste, har landevejs og gravel-dækkene punkteret den opfattelse!
Måske er det det høje tryk i de smalle ringe eller måske er det bare at man er langt mere soigneret når man kører racer? Jeg har aldrig oplevet at det med sprøjtende latex fra dækket var noget problem i skoven .. ofte er man selvfølgeligt smurt ind i mudder i forvejen!
Som i skoven, opdager man slet ikke de fleste punkteringer .. før man kommer hjem og ser at den sorte ramme er helt hvidplettet, og klistret, på sadelrør og bagstag. Eller måske undrer man sig undervejs over at man får let fugtige bagben, selvom der ikke er en vandpyt i miles omkreds. En forhjulspunktering på raceren kan være som at køre forbi en havevander, bare med det twist at brilleglassene bliver helt hvide, som i snevejr .. og forbliver hvide resten af turen.
Selv efter totalvask, cykel, tøj og legeme, kan man have glæde af latexen. Dels går det ikke altid af tøjet efter første vask, hvidplettet lycra-bagdel er så sexet, men hvad værre er, det sidder i alle hårene på benene og laver små hårboller! Og det gør skide ondt at hive størknet latex ud af de små hår på benene .. måske er det den egentlige grund til rigtige racere barberer ben?
MTBlog.dk 
leave a comment