Format ?
Normalt fotograferer jeg kun på sporet for sjov og kan derfor også selv bestemme hvor meget udstyr jeg gider køre rundt med. Men sidste lørdag var det anderledes, fagbladet Sygeplejersken bringer i hvert nummer et opslagsbillede, altså stort over to sider, fra et hjørne af sygeplejen og havde bestilt mig til at tage et billede af Kenneth og Klaus, som jeg ofte kører med, og som begge er sygeplejersker.
Jeg har altid min Canon G10 med i kamelryggen og efter jeg har fået en WingNut, har jeg ofte også et Canon 500D med, det fysisk mindste Canon spejlreflex kamera med den lille APS-C chip. Det giver langt mere kontrol at fotografere med et spejlreflex-kamera men til gengæld kræver det også mere tid når man skal have rygsækken af, kameraet frem osv. Rent teknisk er det også bedre, specielt i dårligt lys og med lange brænvidder. Men min professionelle stolthed sagde mig at jeg burde rykke endnu et skridt og tage billedet med et fullframe kamera, hvilket jo gør at udstyret vokser, både i størrelse og i vægt ! Seb Rogers er en engelsk mountainbike-fotograf som ikke laver andet (!), altså udover også at blogge om sine problemer i forbindelse med det. Efter 42 blogindlæg er jeg klar over der ikke findes et endeligt svar på problemet med hvor meget udstyr man skal medbringe. Så det endte med fullframe, en Canon 5D mk II med 70-200 mm f4’eren og en 28 mm f1.8 ved siden af .. og G10’eren.
Rent vægtmæssigt var det ikke noget problem med WingNut’en, den er fantastisk, og rent arbejdsmæssigt fungerede det fint. Og nu sidder jeg så med A2 print af et par af billederne og sammenligner med et par taget med 500D’eren .. og kan dårligt se forskel ! Hmm … men det var vel også det Seb Rogers prøvede på at fortælle !? Og det betyder i hvert tilfælde at det kun er D500 der er med i kamelryggen for sjov.
PS. Det er selvfølgelig ikke nogen af de her billeder der kommer i Sygeplejersken .. så stay tuned !
Av min arm !
Jeg kører faktisk aldrig i skoven uden et kamera, min Canon G10 har sin egen lomme i Nomad’en. Turen til Alperne har sat gang i overvejelserne om jeg måske har kræfter til også at slæbe et lille spejlreflex-kamera med, og i givet fald med hvilken optik .
Sidste gang for 2 år siden, købte jeg specielt til lejligheden en kraftig 10-22 mm vidvinkel-zoom, til min Canon 450D. Men den blev ikke brugt på turen, jeg orkede simpelt hen ikke at køre med et kilo ekstra i rygsækken ! Nu står den i skabet og er faktisk heller ikke med i opløbet om en plads i år, da jeg nok satser på også at kunne lave tele-optagelser.
Jeg er ikke blevet stærkere, og jeg er blevet ældre, men til gengæld er jeg nok mere opsat på at ville have et “rigtig” kamera med. Så på landevejsturen forleden forsøgte jeg at visualisere hvad jeg egentlig skal have med i rygsækken på turen og hvordan jeg kan minimalisere det .. med ca et kilo ! Det lykkedes ikke rigtigt, og i desperation begyndte jeg at overveje placeringen af de forskellige ting i rygsækken. Jeg har altid G10’eren i den venstre af sidelommerne, som jeg kan nå mens jeg kører, og geler og barer i den højre. Hov, der er noget galt ! Det er altid svært at få kameraet fra venstre til højre hånd, som jeg bruger til at fotografere med .. det skal da ligge i højre side !
Hvorfor fan det ligger i venstre lomme ? Det gør det fordi jeg er mere flexibel i venstre arm end i højre, og i den gamle Deuter rygsæk lå det helt omme i nettet, og der kunne jeg kun få venstre arm om .. nogen gange, og med så meget besvær at jeg ofte var ved at flå armen af led og samtidig køre galt.
Gamle vaner er svære at slippe af med, så er det nemmere med slimspor fra brugte geler. Det krævede kun lidt sulfo at få højre lomme til at blive ren nok til at huse G10’eren.
Stående billeder
Jeg læser Bike .. både det tyske og det amerikanske. Og der er et Atlanterhav til forskel. Det tyske Bike har grundige test af cykler og udstyr, minutiøse og saglige turbeskrivelser og knivskarpe og farvemættede billeder. Det amerikanske bike har personlige klummer, lange subjektive og ofte skæve tur-artikler, og så har de fantastiske billeder !
Lige siden jeg fik det første amerikanske Bike i hånden, har jeg lige så meget set det som et fotoblad, som et cykelblad. Billederne er verdensklasse og laoutet understreger det. Både billeder og tekst forsøger at beskrive følelserne ved at køre mountainbike og ikke som traditionelt, udstyret. Men at skrive om billeder, er som at danse om arkitektur .. frit efter en scene i filmen Magnolia.
Forleden sad jeg så i sommehuset med 4 nye blade og tænkte at det egentligt var mærkeligt at det tyske Bike og deres Alpe-tillæg, slet ikke virkede på trods af deres mange og umiddelbart utrolig flotte billeder. Men pludselig kunne jeg se det; alle deres billeder er ens ! Solen skinner og to mountainbikere, lettere oplyst af et par flash’er, står op på deres cykler mens de kører forbi en smuk udsigt. Sådan ser mere end 90% af deres billeder ud. I Alpe-tillægget giver deres fotochef 2 sider gode råd om fotografering, alt sammen fornuftigt, og midt i det hele er der en box med et tips: få altid rytteren til at stå op, så billedet ikke virker udynamisk !
Hvor er det befriende at se et dobbeltside-foto af en siddende ryg der forsvinder i tågerne på et bjerg en regvåd dag i Rocky Mountains. Eller en væltet ven på Bornholm 😉
MTBlog.dk 
7 comments