Vokseværk
Da jeg for 16 år siden købte min første gule Marin Nail Trail, var et af butikkens salgsargumenter at det var en rigtig trailorienteret mountainbike .. fordi den havde et 58 cm styr! På det tidspunkt var 54 cm standard. Hver gang jeg byggede ny cykel, voksede styret. Ind i mellem blev det for bredt, jeg husker bla at jeg savede et 66 cm styr ned til 62 cm … arghhh!
Min først T-boy blev for 5 år siden leveret med 68 cm styr. For et par år siden udviddede jeg til 71 cm og igen for et års tid siden til 72. Og alligevel syntes jeg at mine hænder hele tiden røg ud over kanten .. så nu er det blevet 75 cm. Det var som at komme hjem! Ligesom da jeg første gang satte mig op på en 29er, fik jeg den der følelse af at passe sammen med cyklen, at være i harmoni. Om det er 74, 75 eller 76 cm er sikkert ikke afgørende, men lige der omkring passer mig.
Nu er det ikke en udvikling jeg er alene om, men en klar tendens i hele branchen. Brede styr og korte frempinde. Det passer også med at mange cykler bliver mere trailorienterede og får længere og fladere gafler. For os der ikke også skifter ramme gælder det om at få tilpasset cockpittet til et bredt styr. En generel huskeregel er at for hver 2 cm styret bliver bredere, skal frempinden kortes af med 1 cm. Jeg er selv gået fra 90mm på T-boy til 60, men har også opdaget at der er flere faktorer end bare længden der betyder noget for hvor styret egentligt havner. Den forrige frempind var fx en 70mm 17° .. reelt var dens længe kun 55mm, til gengæld hævede den samtidig styret med 20mm. Jeg skiftede til en 60mm 6° og et styr med 20mm mere rise, og sidder nøjagtig samme sted som før. Den slags er svært at klare på øjemål, derfor har jeg lavet nedenstående diagram, så man kan se hvad der sker med afstanden og højden, i forhold til sadlen, når man skifter frempind.
Vil du bruge diagrammet, er det nemmeste at printe det ud. Du tager en linial og markerer på x og y-aksen hvor din frempind rammer og du kan så se hvor lang den reelt er, og hvor meget den løfter styret. Vil så fx tættere på, men holde højden, kan du med en vandret linial se hvilke muligheder der er. Grunden til der står 20° i parentes ved 0°, er at forgaflen hælder omkring 70° og derfor automatisk giver en hældning selv med en lige frempind. Derfor er en racerfrempind også -17° så den ser vandret ud.
Generationskløften
Havde jeg bare været 20 år yngre og haft gode ben .. for fååååck, hvor kører den godt den nye T-boy3! Efter et par timer i skovene ved Silkeborg på det gule lyn, står det helt klart at det er rigtigt hvad jeg skrev i det forrige indlæg .. jeg er ikke nogen aggressiv kører, desværre. Det er sjovest at køre en cykel ud til kanten, men jeg har hverken kræfterne eller modet til at presse den nye Tallboy.
T-boy3 er længere og mere buff end de tidligere versioner med 10mm ekstra vandring, en 34mm relativ flad gaffel og en kortere bagstag. Umiddelbart virker den helt bekendt, men det er som om den har styrketrænet .. en del. Og er blevet voksen og følsom. Uanset hvad den skal ned af, er den helt rolig, ikke noget XC-nervøsitet, og på et snoet singletrack kører den som på skinner. Kun på de stejle og svære opkørsler, hvor jeg kun lige har kræfter til at holde den igang, kan jeg mærke at styringen er tungere end på min egen. En del af forklaringen kan også være dækvalget. Det gule lyn var monteret med Maxxis Minion foran, et dæk der vidner om ambitionsniveauet, men også vejer halvanden gang så meget som raketdækkene jeg kører med.
En flad gaffel giver stabilitet og det er da også den gennemgående følelse i forhold til tidligere versioner .. den ligger virkelig godt på sporet og indgyder tryghed. Samtidig er affjedringen blevet mere umiddelbar sensitiv, så den er silkeblød og vildt komfortabel .. uden at det er gået ud over hverken evnen til at opsuge de store drops eller være fri for pedal-bob. Det er stadig en langbenet kilometeræder .. som nu også gerne napper et enduro-track! En moderne cykel der skal køres med hele kroppen og som indbyder til at blive presset .. jo hurtigere, jo sjovere!
Så havde jeg bare været 20 år yngre! Men det er jeg ikke, og er nærmest vokset sammen med min T2 .. lidt out-dated og smånervøs på stejle nedkørsler.
PS. Jeg fik desværre ikke prøvet cyklen med 27.5+ hjul, men med de sutter den havde på var det hverken greb eller komfort den manglede!
Uden bøvs
Det gik op for mig i løbet af sommeren, at jeg ikke er særligt agressiv .. i min mountainbike kørsel. Jeg monterede jo Schwalbes ProCore system med et sæt raketdæk uden slangeskind. Den store fidus i systemet er at der er to luftkamre, så man kan have et højt tryk inderst, 85 psi, så dækket hverken bøvser eller laver snakebites, og et meget lavt tryk, ned til 10-12 psi, i yderkammeret så man får et monstergreb. Jeg lagde ud med 12 psi foran og 15 bag, det var jo som at køre på selvklæbende luftpuder! Det greb helt vildt, gyngede lidt og rullede .. også på den kedelige måde i svingene. Med så lavt tryk deformerer dækkene for meget i svingene til at det føles stabilt. Op med trykket til 15 psi foran og 20 bag .. stadig for lidt. 20 foran og 25 bag er perfekt .. men det er jo stort set det samme jeg kører med uden ProCore! Systemet er også primært beregnet til større dæk og vildere kørere, DH og Enduro, og der virker det helt sikkert. Men til en gråskægget mand, som ikke kan få et almindeligt tubeless set-up til at bøvse med et tryk på 21/26, er det total overkill.
Højbollen har jo lillebror status og må finde sig i aflagte stumper. Den fik T-boys gamle C29ssMax hjul på i vinters, men i foråret gik en af palerne i friløbet sine egne veje og raserede hele bagnavet. Jeg kunne ikke finde et nyt baghjul magen til, så det blev et CrossMax XL som har 23mm fælg .. og pludselig så fordækket på den gamle 19mm fælg meget smalt ud! Højbollens sommerdæk set-up har været Ikon, det er der masser af fart i men ikke meget greb, så jeg havde i foråret smidt et Ardent Race foran. Det har jeg ikke været imponeret af, kun lidt bedre greb og uden Ikons fart. Forleden faldt jeg så over et XL forhjul, og på det har Ardent Race fordækket fået en markant bedre personlighed. Det er nu større end Ikon og har et noget bedre greb. Ikke som raketdækkene, mere ala Racing Ralph .. til gengæld vejer det som Nobby Nic.
Teknologiske spydspidser
3 punkteringer på 3 uger .. det er flere end jeg plejer at have på et helt år! Dæk er færdige når der enten er ved at være for lidt mønster, eller når punkteringerne bliver for hyppige .. det er nu!
Den der lyd når luft og latex fløjter ud af et hul i dækket, der er for stort til at selv-lappe, kan give dårlige nerver og spændinger i hele kroppen. Men efter mit indløb af den lille Dynaplug kapsel, tager jeg det nu helt roligt. Hullet er nemt at finde, det er der den hvide latex-stråle står ud, få makkeren til at sætte fingeren på hullet så al luften ikke ryger ud og du skal pumpe fra scratch med din medbragte underdimenssionerede minipumpe, frem med Dynaplug’en og i med en messingspids-forstærket gummiorm .. og wupti, 50 slag med minipumpen, og du er afsted igen. Under 2 minutter. Men uanser hvor nemt det er, er 3 punkteringer på 3 uger for meget.
Heldigvis har Schwalbe lige spurgt om ikke jeg vil prøve deres nye Procore-system .. så det er jo en perfekt lejlighed. Selve æsken og indholdet minder til forveksling om et Apple-produkt .. det er ligeså dyrt, det hele er bare sort! Kort fortalt laver systemet 2 luftkamre i dækket, et højtryks der holder dækket på plads og et lavtryks i resten af dækket. Det betyder at man kan køre med ekstremt lav tryk, ned til 10 psi, uden fare for at dækket ryger af, bøvser eller at man smadrer fælgen. Umiddelbart er jeg ikke lige målgruppen da mine dæk og fælge kun lige holder mindstemålene for at montere systemet, og det er da også mest i DH man ser systemet mellem de professionelle.
Bagsiden af medaljen er at man skal være lidt dæk-nørdet for at gide montere og justere systemet .. og at det vejer ca. 200g pr hjul. Til gengæld kan man køre med mindre kraftige og knoppede dæk og stadig have et bedre greb. Jeg har nu monteret systemet, det gik rimeligt smertefrit, men med Rocket Ron Liteskin dæk, for at spare lidt vægt .. selvom Schwalbe ikke anbefaler Liteskin da de er lige til den tynde side.
Nu må vi se hvad sommeren bringer, udover varme dage og kolde øl .. latex-eksplotioner, sønderslidte sidevægge eller bare et giftigt greb?
Den gamle mand og Søhøjlandet
Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!
Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!
Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?
Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?
Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.
DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.
Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.
Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.
Fransk finesse
Efter besøget i Biot for halvandet år siden har det været svært ikke at drømme om en ny tur til Alpes Maritimes. Nu skal man aldrig bare gentage en succes, så overlægens mors byhus blev skiftet ud med økologens vens hus ude i bjergene ved La Garde Freinet, og guiden Greg byttet til Sandra Dolcerocca, den tidligere danske mester i XC, som er flyttet til området og nu er mtb-guide, enduro-kører og løbsorganisator. Så havde vi også, på Sandras opfordring, alle byttet til lidt federe dæk med store knopper, noget vi alle endte med at sætte stor pris på.
Det eneste problem, er de mange muligheder i området .. og få defineret hvad det egentligt er man gerne vil køre. Her giver det mening at differentiere mellem xc, all-mountain, enduro og downhill .. man kan det hele. Sandra havde ud fra vores ønsker planlagt 3 forskellige dage til os, og da hun desværre selv var ukampdygtig pga en skade, havde hun også organiseret 3 forskellige guider som tog sig af os på skift! Total luxus, dels at se hvordan de taklede sporene forskelligt og dels deres forskellige input.
Den første dag havde vi en lang xc/all-mountain tur, hen til og op og ned af et lokalt bjerg, med det hele. Nu vil nogen spørge, hvilket bjerg? Men jeg må blive svar skyldig, for jeg kan hverken huske eller finde navnet. Men når der, som i det hus vi boede, er 45 hm op til skraldespanden, kan man godt forstå at ikke alle stigninger eller småtoppes navne er tydelige på kortet. Dagen efter kørte vi spor i en af guidernes baghave nord for Nice, først et enduro-spor og senere noget af det sjoveste singletrack jeg har kørt, i en mindre skov. Vi kunne have leget der en hel dag, uden problemer. What MTB’s nye nummer med Trailbike of The Year, er fotograferet i det område og med vores guide som guide og model.
Den sidste dag var episk! Lokale spor med svedige nedkørsler, flowy trails i landskabet og smukke singletracks langs vinmarker. Vi følte os som verdensmestre .. lige til den sidste nedkørsel til byen. Turens suverænt stejleste, som tydeligt viste at der er meget at lære endnu .. guiderne fløj ned mens vi gik flere sektioner. Heldigvis var den allersidste bid kørbar for selv flade danskere, så vi endte alle med et stort grin på byens torv, klar til at gå til vinsmagning i svedigt cykeltøj.
Gummisniksnak
Så er vi der igen, på vej til sydfrankrig og bunden af Alperne om et par måneder, og igang med den store dæk-diskussion! De senere år har jeg bare ladet slangeskindsversionerne af raketdækkene sidde på, nærmest uanset hvor jeg har været, Nepal, Lanzarote, Alps Maritime, og det har virket helt fint med min lidt forsigtige kørestil. Men ellers har dækkene altid været det store diskussionsemne, ofte foranlediget af nogle klare anbefalinger fra guiden.
Vores guide denne gang, Sandra, tidligere 2x dansk mester i XC og nu sydfransk guide og enduro-kører, lagde hårdt ud med at skrive “Altså tubeless med gode store knopper foran især er et must”! De store knopper lever raketdækkene jo ikke lige op til, så jeg forsøge at opponere og fik en ny besked, “mange danskere synes underlaget er lige lovligt løst, og så er det jo rart med store sutter”. Som der stod på et skilt på radaktionen i 1984 da Børsens Nyhedsmagasin startede: Man skal se mulighederne i problemerne, ikke problemerne i mulighederne! Så jagten på store sutter er gået ind.
De første gange i Alperne var også med store sutter, på 26″, først Fat Albert (den originale version) og bagefter Rubber Queen. Albert var i bogstaveligste forstand fed og et fantastsik dæk til det terræn, gummidronningen blev jeg aldrig venner med, og jeg tror stadig de var medvirkende til mit kedelige styrt .. hvilket nok er uretfærdigt. T-boy fik også fede sutter på, Ardent 2.4, på den allerførste tur til udlandet, men det var slet ikke hverken min eller T-boys kop the. 29ere skal generelt køre på små knopper, og som de fleste nok har opdaget, synes jeg heller ikke om dæk, specielt foran, som vejer for meget.
Nu handler det jo heller ikke kun om knopperne, men også om hvor blød gummiblandingen er. Jo blødere gummi, jo bedre greb, men også korte levetid. Jeg så en tysk test forleden med brede all-mountain dæk, og det interessante var at Schwalbes Nobby Nic, som findes i to versioner, den almindelige pacestar og en blødere trailstar, tydeligt viste forskellen. Pacestar har en rullemodstand (målt på jævn overflade) på ca 20w, mens trailstars er ca 40w. Samme dæk, samme mønster, samme vægt, forskellig gummiblanding. Ardent og Mountain King ligger begge omkring 30w, mens WTB Trail Boss, som også findes i to versioner, viser samme tendens som NN, bare ikke så udtalt.
Når det er meget smattet kommer raketdækkenes små knopper til kort, så de seneste vintre har jeg kørt på den nye version af Nobby Nic, som jeg også er glad for. Så jeg har besluttet at sætte et 29×2.35 Nobby Nic trailstar foran. Det er lidt tungt, men lettere end konkurenterne, og jeg kender dækket. Bagpå vil jeg så forsøge at kompensere med et let dæk som ruller godt, bagbremsen er alligevel ikke meget værd når det går rigtigt nedad, så det bliver et Racing Ralph 29×2.35 i slangeskind. Bredt dæk, meget små knopper .. men måske holder min køreteknik ikke til det?
Det skal prøves, men inden cyklen pakkes i kufferten skal jeg lige checke den direkte nedkørsel fra Klint og hårnålesporet i Tisvilde Hegn med dem .. det er vist de nærmeste alpe-simuleringer i nærheden.
Reparationsalderen og de tre F’er
En af de karakteristiske ting ved at køre mountainbike er at tingene bliver slidt og skal udskiftes .. specielt på denne årstid. Og det udløser som regel et af tre scenarier:
* Fint, så kan jeg endelig opgradere! Det er jo på det tidspunkt det er fornuftigt at opgradere og hvor man relativt nemt kan forsvare den økonomiske side af en opgradering .. også overfor sin bedre halvdel.
*Fåååck, det er penge ud af vinduet! Du skal have den samme del igen, så cyklen bliver ikke bedre af udskiftningen. Kedeligt og ikke særligt sjovt.
*Fedt, den er dækket af garantien! Og med lidt held er der kommet en ny og forbedret version.
Der er selvfølgelig så også den virkelig kedelige version hvor man har fået købt en så dyr cykel at man ikke har råd til at vedligeholde den med dele af den samme standard og må sætte erstatte dyre dele med billige. Men det er så nederen at det gør man kun en gang.
Mine cykler må være kommet i reparationsalderen, for jeg synes jeg er ramt af en masse F’er! Havde jeg nu kun en cykel ville det nok ikke være så markant, men når 4 cykler har kørt i flere år uden de store problemer, kommer nedbrudene væltende på et tidspunkt .. og det er altså nu.
Forleden, på vej op af kælkebakken med fuld vægt i pedalerne, lød der forleden et metallisk knæk fra baghjulet. Højbollen blev til en mtb-fixie, 11 gear men ikke noget friløb! Rimeligt svært at køre i skov med, og de 15 km landevej hjem gav rigeligt med udfordring. Knækket pal i bodyen, som samtidig havde benyttet lejligheden til at rasere hele indmaden i C29ssMax-navet. Dødt hjul, 4 år gammel model, umuligt at finde, så det blev en opgradering til sidste års CrossMax XL, som var på tilbud. Klart bedre hjul, meget bedre friløb, samme vægt men dyrt og ikke nærmest ikke mærkbar forbedring.
Det er lidt som at sende dæmper og gaffel til den årlige service. Man kan godt mærke at det har hjulpet, men det er sjældent en revolution. Højbollens Bos Dizzy-gaffel er røget til service men allerede inden jeg har fået den tilbage, er jeg meget tilfreds! Jeg har nemlig i mellemtiden sat den gamle RockShox-gaffel på, og det er altså en nedgradering der er til at tage og føle på, og et tydeligt bevis på Dizzy’ens suveræne dæmpning. T-boys Fox gaffel og dæmper er også servicemodne, men det bliver knap så sjovt. De har nemlig begge igen, og desværre typisk for Fox, slidt coatningen af, så det bliver dyrt.
Og så en klar treer .. T-boy er sendt til spor-himlen, og erstattet af T2! For et par måneder siden fandt jeg en lille revne ved en af aluminiumsbøsningerne i bagstellet på T-boy. Heldigvis er der 5 års garanti på Santa Cruz carbonstel, men desværre (!) er Santa Cruz løbet tør for løse bagender til den model, så jeg var nødt til at få et helt nyt version2 stel! If it works, don’t fix it var Santa Cruz indgang til version2 stellet, så udover det kosmetiske er kun affjedringen ændret en smule. T2 er ny og flot, men det er det fuldstændig som at sidde på T-boy. Den eneste mærkbare forskel er at når bagdæmperen er fuldt åben er der nærmest ingen pedal-bop! Så nu kan man ændre dæmpningen bagpå efter terrænet uden hensyntagen til hvor meget man skal træde i pedalerne.
Rundt på ovalen
Højbollen startede jo egentligt som en slags ekstra-cykel og blev derfor også bygget op med forhåndendeværende dele som 1×10 med One-Up. Men som det tit går, er delene blevet bedre og bedre .. selvom det ikke var meningen. Bos Dizzy gaffel, som er et perfekt match, C29ssMax hjul, arvet fra T-boy, så nu skal den også snart køre tubeless, og forleden kom den skifter jeg manglede for at køre XT 1×11. Det har jeg glædet mig til, for selvom One-Up i og for sig fungerer, irriterer det ujævne spring i de høje gear mig og det ligger lige der hvor man ofte kører på flad vej. Desuden har jeg kunnet mærke at One-Up 16T’eren blev hurtigere slidt end de omkringliggende tandhjul, hvilket har betydet et forringet skift.
Som et lille eksperiment købte jeg i sommers en oval B-Lab klinge, så den røg på sammen med XT 1×11. Med alle de nye dele og opmærksomheden rettet på skift og gearspring glemte jeg helt den ovale klinge. I næsten en time kørte jeg og tænkte på hvor godt det hele fungerede og hvor fedt cyklen rullede, inden jeg kom i tanke om klingen. Men så faldt 10-øren .. det ruller bare bedre med en oval klinge, eller rettere det føles sådan!
Nu har jeg kørt med den ovale et par gange og specielt i to situationer synes jeg det kan mærkes og hjælper. Når man kører meget stejlt op har man et rundere tråd og dermed også bedre greb, og når man sidder og lider i modvind eller op ad bakke, så kører det hele bare lidt nemmere. Så jeg fortsætter rundt på den ovale.
Vokseværk
Jeg har med interesse fulgt hypen om brede fælge og endnu bredere dæk. Umiddelbart mener jeg plus-fænomenet 27+ og 29+, hvor dækkene er ca 3″ brede, mest af alt er branchens våde drøm om at gentage 29er bølgen hvor alle pludselig ikke kunne nøjes med nogle nye smådele, men alle var nødt til at købe helt nye cykler. Et 29er dæk i 2.25 har samme kontaktareal som et 26er 2.4, og jeg har svært ved at se hvad jeg skal bruge mere til. Plus-prisen er høj, eller rettere vægten er tung, og det er det sidste man har brugt for når man kører 29er hvis cyklen stadig skal være let og legende.
De brede fælge er derimod mere interessante selvom jeg allerede kunne mærke overvægten tynge da jeg begyndte at bygge fiktive hjul på forskellige web-sider. Mine C29ssMax er kun 19mm brede og første generation 29er koncept-hjul, men alligevel er det svært at bygge et stabilt hjulsæt med en bredere fælg, der ikke er tungere. Jeg har været meget glad for hjulene, de er født tubeless, stabile, holdbare og ruller utrolig godt .. så hvorfor sætte det over styr for en bredere fælg? Heldigvis kom der et tilbud ind af døren med Mavics nye XL-udgave. De er to generationer nyere, med alt hvad det indebærer af Mavic-teknologi, vejer det samme og har 23mm fælg.
Den 4mm bredere fælg lyder ikke af meget, men det betyder at Nobby Nic 2.25 vokser fra 53mm over ballonen og 54mm over mønsteret, til 56-56mm! Kan man mærke det? Selvfølgelig kan man det .. i hvert tilfælde når man har betalt kassen for et nyt hjulsæt.
MTBlog.dk 
4 comments