MTBlog.dk

Vokseværk

Posted in 29", Udstyr by Søren Svendsen on 29. august 2016

Sneppestien

Da jeg for 16 år siden købte min første gule Marin Nail Trail, var et af butikkens salgsargumenter at det var en rigtig trailorienteret mountainbike .. fordi den havde et 58 cm styr! På det tidspunkt var 54 cm standard. Hver gang jeg byggede ny cykel, voksede styret. Ind i mellem blev det for bredt, jeg husker bla at jeg savede et 66 cm styr ned til 62 cm … arghhh!

Min først T-boy blev for 5 år siden leveret med 68 cm styr. For et par år siden udviddede jeg til 71 cm og igen for et års tid siden til 72. Og alligevel syntes jeg at mine hænder hele tiden røg ud over kanten .. så nu er det blevet 75 cm. Det var som at komme hjem! Ligesom da jeg første gang satte mig op på en 29er, fik jeg den der følelse af at passe sammen med cyklen, at være i harmoni. Om det er 74, 75 eller 76 cm er sikkert ikke afgørende, men lige der omkring passer mig.

Nu er det ikke en udvikling jeg er alene om, men en klar tendens i hele branchen. Brede styr og korte frempinde. Det passer også med at mange cykler bliver mere trailorienterede og får længere og fladere gafler. For os der ikke også skifter ramme gælder det om at få tilpasset cockpittet til et bredt styr. En generel huskeregel er at for hver 2 cm styret bliver bredere, skal frempinden kortes af med 1 cm. Jeg er selv gået fra 90mm på T-boy til 60, men har også opdaget at der er flere faktorer end bare længden der betyder noget for hvor styret egentligt havner. Den forrige frempind var fx en 70mm 17° .. reelt var dens længe kun 55mm, til gengæld hævede den samtidig styret med 20mm. Jeg skiftede til en 60mm 6° og et styr med 20mm mere rise, og sidder nøjagtig samme sted som før. Den slags er svært at klare på øjemål, derfor har jeg lavet nedenstående diagram, så man kan se hvad der sker med afstanden og højden, i forhold til sadlen, når man skifter frempind.

stem_diagram

Vil du bruge diagrammet, er det nemmeste at printe det ud. Du tager en linial og markerer på x og y-aksen hvor din frempind rammer og du kan så se hvor lang den reelt er, og hvor meget den løfter styret. Vil så fx tættere på, men holde højden, kan du med en vandret linial se hvilke muligheder der er. Grunden til der står 20° i parentes ved 0°, er at forgaflen hælder omkring 70° og derfor automatisk giver en hældning selv med en lige frempind. Derfor er en racerfrempind også -17° så den ser vandret ud.

Styr på lortet

Posted in MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 27. januar 2014

På en mark i Gl. Holte

Jeg kom uforvarende til at læse Mads Weidemanns blogindlæg om hængeøre-styr forleden. Hans holdning er at man holder bedst og mest afslappet på et vandret styr. Up-sweep på styr har jeg altid haft et ambivalent forhold til, da jeg synes det ser frækt ud når styret stritter, så det gør mine, men at det generelt er lidt ubehageligere at køre med. Og  her er der så en pro der siger at hængeøre-styr er det rigtige .. så jeg måtte straks i kælderen og dreje styret på begge mine cykler.

Efter et par uger er jeg ikke i tvivl .. det er rigtigt. Et vandret styr fungerer bedst for mig. Problemet er så at mine Easton-styr er født med 9° back-sweep og 5° up-sweep, og når man drejer dem til vandret kommer hænderne tættere på kroppen og længere ned .. iflg. matematiknørder får man en vinkel på 11-12° back-sweep. Spørgsmålet er hvor meget man så skal kompensere med frempind og spacere? Samtidig har jeg skiftet et af mine styr til et nummer bredere, og et bredere styr kræver kortere frempind, så der er mange parametre i spil på en gang. Lidt fiktiv 3D måling og kvalificeret gætning har nu, 3 forsøg senere, næsten gjort tricket.

Undervejs er det gået op for mig at al den snak om længden på frempinden, er helt håbløst! Hvad hjælper det at vide man har en 100 mm frempind, hvis styret bøjer bagud og håndtagene sidder flere centimeter bag styrets monteringspunkt. Hvor lang er frempinden reelt så? Jeg plejer at sætte mine to cykler rimeligt ens op, og har nogle faste målepunkter som jeg altid bruger, men de virker ikke rigtig som de plejer, efter jeg har drejet styret og fået to forskellige breder.

Mit nye værktøj, som er langt mere præcist og reelt end frempindens længde, er at trække en linie (læs: lægge en pind) fra midt på håndtagene i hver side af styret, og se hvor langt fra kronrørets center (bolten i headsettet) den skærer frempinden. Det er nemlig den reelle frempindslængde hvis man havde et helt lige styr. Mine frempinde er reelt mellem 40 og 50 mm!

I min søgen efter den perfekte opskrift på en styr/pind cocktail, som jeg ikke fandt, stødte jeg på en helt anden tilgang til problemet hos en amerikansk pro; bikefit dur kun når du sidder ned, og det gør du ikke ret meget, desuden er det vigtigere at indstille efter køreegenskaberne da det giver langt mere fart, end ergonomi! Hmm… det holder nok ikke helt for os weekendkrigere.

Tobias i Hareskoven

Tagged with: , , ,

Styr på fingerjobbet

Posted in Brok, MTB, Udstyr by Søren Svendsen on 20. august 2013

Morten på Korshage

Det var nok fordi jeg af og til bliver øm i den yderste del af håndfladerne, jeg begyndte at se sammenhængen mellem hvilken finger man bremser med og hvordan man holder på styret. Selvfølgelig bruger jeg kun en finger, og siden alpeguiden Frank for 5 år siden lærte mig at bruge langefingeren, ikke pegefingeren, har jeg gjort det. Jeg synes argumenterne om at langefingeren er længere og stærkere, og at man samtidig holder bedre fast på styret, er gode, og selvom ca. 80 % af alle pro-ryttere bremser med pegefingeren, har jeg holdt fast .. og forsøgt at overbevise andre.

Men en dag gik det op for mig at jeg, selvom bremsegrebene sidder perfekt, vrider hånden lidt når jeg strækker langefingeren ud og bremser .. og deraf ømheden i den yderste del af håndfladen. Et hurtigt forsøg med at bruge pegefingeren i stedet, viste at så fordeler trykket sig meget bedre i hele håndfladen! Efter en omrokering af greb og skiftere og en tur i skoven, er jeg ikke i tvivl .. det er den rigtige løsning! Nu skal jeg bare vænne mig til det.

Når man ændrer en indstilling, som har fungeret i mange år, begynder man også at se kritisk på andre. Så da brandmanden deklarerede at hans nye 730 mm Thomson styr med 6º backsweep var meget behageligere end hans gamle 685 mm Easton, magen til mit, med 9º backsweep og 5º upsweep, blev jeg helt dårlig. Nyt styr, ny frempind .. pyh, det er bare dyrt. I mit forsøg på at visualisere et bredere styr med en anden vinkel på håndtagene, hold jeg hænderne ud i luften, som om jeg holdt på det. Når man gør det imaginære styr bredere, skal frempinden være kortere og der skal være mere backsweep på styret. Når man går i “attack”-stilling, som jeg lærte på et teknikkursus fornyelig, altså bøjer sig frem og stikker albuerne ud, så skal der upsweep på styret. Faktisk kan man med sådan et imaginært, og gratis, styr, præcist se hvordan hænderne drejer, når styret bliver bredere, eller man flytter albuerne fra kroppen og ud. Og nu er jeg glad for mit styr IRL igen.

Tagged with: , , , , , ,