Defragmenteret på sporet .. H12 revisited
H12 var igen en fantastisk oplevelse, solskin, knastøre spor, fed stemning, velorganiseret arrangement, dejlige mennesker .. og en benhård rute! Jeg fik deja vu allerede på første omgang, og da alle vi fallerede soloryttere hang ud i teltet sidst på eftermiddagen, forstod jeg at der nærmest er tale om en slags kollektiv destruktion .. lidt ligesom lemminger.
Første og anden omgang blev kørt i et hug. Den første var en slags skovtur med alle de andre, vi kørte i kortege i adstadigt tempo og med kø ved alle singletrackene. Meget hyggeligt og afslappet.
Anden omgang kom der lidt fart på .. og de første lændesmerter meldte sig. Ruten er fantastisk pga de mange fede singletracks, men benhård fordi der er fyldt med rødder. Man skal lede længe efter en mere ujævn rute. Selv nedkørslerne er highspeed rysteture. Efter omgangen var der dømt forsøg på kaffe og lidt udstræk for lænden.
Tredje omgang starter fint, lænden har det bedre og der bliver givet gas. Jeg begynder faktisk at tro på at jeg kan køre tiden ud, det er målet, antallet af omgange er mindre vigtigt .. det er alligevel ikke så mange. I teltet får numpetten en gang ekstra fedtcreme, da jeg kan mærke huden allerede er tynd et enkelt sted.
Fjerde omgang er sidste omgang inden frokostsandwichen. Den trækker, men ikke nok til at jeg ikke kan begynde at mærke mine ben, lænden gør ond igen, den ene fod småsover og nakken er stiv. Det er en træt mand der sætter sig med sin sandwich, som han ikke rigtig kan spise, så det bliver mest til sodavand og kage. Heldigvis kikker nogle af de andre halvgamle småsure mænd jeg plejer at køre med, forbi og byder på en rigtig cafe au lait. Så jeg er, lidt overspist, klar igen efter en gang hoftevrik for at løsne lænden.
Femte omgang er svær at få hul på, jeg fryser da jeg kører ud på omgangen. Efter et stykke tid er det som om trætheden, ømheden og smerterne kommer i balance. Jeg finder en fin rytme hvor jeg kan blive ved at køre. Det hjælper og jeg får igen et mentalt overskud. Hænderne er begyndt at snurre ind i mellem og det er som om mine bukser krøller et sted under den ene balle, men lænden har det godt og benene er bare trætte. Lidt udstræk på bænken i teltet, et par bidder af sandwichen, en kanelsnegl, en sodavand og lidt fedtcreme, så er jeg klar igen.
Sjette omgang kalder, jeg starter igen kold men giver den lidt gas flere steder. Jeg er rigtig træt men jævnt fordelt i kroppen, hænder og fødder snurrer på skift men lænden har det fint. Måske satser jeg for hårdt på en stigning, for pludselig gør mit ene knæ ondt. Jeg forsøger at koncentrere mig om at belaste det andet ben, men det vil ikke rigtigt gå væk. Det er ikke slemt, men nok til at alle de andre småskavanker der kører rundt i kroppen forsvinder. Jeg tager en lidt længere pause i teltet for at se om ikke det går væk af sig selv. Jeg ikke er den eneste der kæmper med kroppen, teltet er som et vacum af brugt energi og forsøg på restitution, fra ren apati til målrettet selvhjælp.
Syvende omgang bliver den sidste, det kan jeg allerede mærke efter få hundrede meter. Hver gang jeg træder til, gør knæet ondt. Ærgerligt for nu er det som kroppen har fundet ro i den overbelastede tilstand, en slag smerte-zen hvor den kan fortsætte .. i hvert tilfælde lidt endu. Men knæet kan ikke, ikke uden en skade der vil tage flere måneder at komme over. Jeg kører til kanten, og nyder den sidste omgang. Tanken om det er slut, giver en slags vinger.
I teltet er jeg ikke alene. Der sidder allerede en håndfuld, og der kommer flere dryssende hele tiden. En slags kollektiv sammenbrud .. lidt af gangen, men efter samme mønster. Stemningen er høj, det er et accepteret nederlag at stoppe når kroppen giver op. Syv omgange eller 93 km på 7,5 time blev det til .. I’ll be back!
Hudløst .. H12 i bagspejlet
Egentligt ville jeg slet ikke skrive om H12, dels fordi det var så fantastisk et arrangement at det bare ville blive en lind strøm af tillægsord, dels fordi at den ene plet ikke skulle overtage billedet fra et ellers på alle måder sublimt arrangement. Men de forløbne dage har vist at det er pletten vi taler om ! Sikkert fordi alt andet var så perfekt .. og sikkert også fordi vi jo er gamle sure mænd, som gerne vil brokke os.
Hustlerne havde set det komme, for mens vi gik og mentalt forberedte os i soloteltet, og drak hjemmebrygget rødbede juice, kom der en Hustler med en stor sort tushpen og skrev S på vores højre læg. S for solo, så de andre ryttere kunne se vi kørte som snegle og ikke brændte det hele af på første omgang, og så vi selv kunne joke med det stod for super, slow eller sej. Den forskudte start med holdryttere på den ene sløjfe og soloryttere på den anden, var perfekt og i sologruppen var der fint flow. Men så kom holdraketterne for fuld gas ! Allerede om formiddagen talte vi om det, og som Jakob bemærkede, så er det nok vilkårene når man faktisk kører to løb som et. Helt galt gik det over middag da en uidentificeret rytter, på trods af advarsler fra banevagter og protester fra Mette, forsøgte at overhale hende indenom ned af den stejle skråning. Han væltede i forsøget og tog Mette med, og som prikken over i’et sprang han på cyklen og kørte videre uden kommentarer eller hjælp, mens Mette måtte på skadestuen med hjernerystelse, en forvredet skulder og et forslået knæ. Tal om dårlig stil .. flugtcyklist til et motionsløb !
Min egen irritationstærskel var også på prøve en del gange, jeg blev overfuset flere gange, kørt af sporet en enkelt og røvirriteret mange gange over andre ryttere der forsøgte at overhale inden og udenom på steder hvor det betød jeg skulle bremse op for at de kunne komme ind igen. På den anden side undskyldte ham der kørte mig af sporet flere gange, de fleste overhalede helt problemfrit og mange kom med opmuntrende kommentarer og begejstrede tilråb når de overhalede, fordi jeg var solorytter ! Og sjovt nok var det ikke de allerhurtigste i klubtrøjer der var det største problem.
Egentligt burde dens slags bare drukne i et ellers overdådigt arrangement .. men det er altså stadig lidt hudløst. Kasper, som havde hele familien med til cykelløb for første gang, blev bange for at fruen aldrig mere ville tillade ham at deltage i den slags efter at have hørt forskellige ryttere råbe så højt og grimt af hinanden på asfaltstrækningen op til pladsen, at han selv blev helt bekymret.
Nu var det ikke Worldcuppen, men et motionsløb, og uden at kende de officielle regler, vil jeg opfordre Hustlerne til at de næste år indskærper hvordan der skal køres. Min egen holdning er at man som langsom giver den plads man kan, uden at skulle bremse op eller køre udenfor sporet, og resten er op til den hurtige. Kan man ikke overhale uden at genere på de vilkår, må man vente ! Desuden overhaler man generelt venstre om, kun under helt specielle forhold kan man overhale højre om, ellers er vi langsomme som en hunds i et spil kegler.
Brok, brok, brok .. FÅCKK hvor var det et fedt løb !
Vores H12 træning
Forleden fik jeg bank på sporet, ikke sådan korporligt, men en af mine cykelvenner kørte bare hurtigere end mig, klart hurtigere .. i 4 timer ! Det er der så mange der gør, altså kører hurtigere, men det kom som en lyn fra en klar himmel for de tidligere ture havde ikke indikeret at det ville gå sådan. Den slags kræver jo en forklaring, så jeg efterlyste straks hans træningsprogram, eller en dopingindrømmelse. Jeg fik en mail:
Træningsprogrammet ser således ud
Mandag: Har ondt i benene og kroppen fra søndagsturen. Tager bilen på arbejde og spiser chips om aftenen og et par blå royal for at restituere
Tirsdag: Burde cykle på arbejde, men er lidt tung i hovedet. Tager bilen og kører forbi bageren på vejen.
Onsdag: Cykler til og fra arbejde. Der er onsdagskage på jobbet og den springer jeg ikke over. Arbejder lidt på cyklen i kælderen om aftenen og nyder et par blå royal.
Torsdag: Snart weekend, må hellere spare lidt på kræfterne. Tager bilen. Fejrer om aftenen at det snart er weekend med nogle blå royal.
Fredag: Har lidt tømmermænd fra i går – tager bilen. Der er fredagsbrunch på arbejdet med bacon, æg, pølser og 5 forskellige wienerbrød. Drikker noget rødvin mens der er Disney-sjov. Konen falder tidligt i søvn så jeg henter 5 blå royal og zapper mellem Eurosport og Discovery Channel
Lørdag: Har lidt ondt i hovedet så jeg sover middagslur med Gustav i stedet for at løbe. Tager ham med på McD senere for det er godt mod (mine) tømmermænd.
Søndag: Kører en laaang tur med de andre og er helt bustet. Spiser mad konstant resten af dagen fordi min krop siger at jeg skal. Er også konstant tørstig så jeg får knappet et par blå Royal op om aftenen.
Jeg har ca. 750 dåser blå royal tilbage i kælderen og ved ikke rigtig hvordan jeg skal træne fremadrettet når de en gang er væk sidst i maj.
Sådan ! Jeg ser det som en klar dopingindrømmelse .. jeg var bare ikke klar over Blå Royal havde den virkning. Den er vist ikke på positivlisten ?! Min anden cykelven, som er en mere regelmæssig deltager på vore fælles alpetræningssøndagsture, som H12 forøvrigt også er en del af, sendte også straks sin træningsplan, bare for at strø salt i såret.
Mit træningsprogram så i sidste uge således ud:
Mandag: Var træt fra søndagsturen, så jeg løb kun 7 km om morgenen, blev kaldt hjem fra job til syg Otto og prøvede at nå en arbejdsdags opgaver der hjemme – uden den store succes – spiste ikke forbudte ting og drak ingen alokohol
Tirsdag: Glemte min madpakke og købte håndmadder med højtbelagt til frokost – dyrkede ingen motion … men spiste til gengæld to stykker franskbrød med syltetøj og ost til personalemødet.
Onsdag: strammede op og løb en morgen 10er, “glemte” igen madpakken, da de der håndmadder lå forrest i min erindring fra i går … drak en øl før jeg faldt i søvn på sofaen inden 21 …
Torsdag: Dyrkede ingen motion, men spiste vist kun “korrekt” mad den dag – der er ingen kage på mit arbejde – så det gør alting lettere, hvis man vil undgå sådan noget …
Fredag: Var til motionsarrangement på arbejde fik en lækker frokost med rugbrødder og en enkelt øl. Fik efter en cykeltur på 25 km økologisk vegetarisk mad uden fedt.
Lørdag: Glemte at løbe den 10er jeg havde aftalt med mig selv. Var til 90 års fødselsdag hos min farmor md fedtsejlende treretters menu – spiste alt op, drak vin øl og sherry til – suppleret med lejlighedssange og en enkelt cola. Efter festen var der hjemlig hygge hos mine forældre med den store slikskål fremme.
Søndag: Havde glemt mit løbetøj på Sjælland, så jeg fik ikke løbet den 10er jeg havde til gode fra lørdag … Spiste rundstykker med ost og syltetøj til morgen i stedet for hvaregryn med skummetmælk. Tog med Otto og to andre knægte fra RMK i skoven om eftermiddagen, hvor vi kørte 18 km af det røde spor, og endte ved iskiosken, hvor jeg lod mig friste af en chokolade milkshake. Sluttede aftenen af med hjemmelavet pizza og tv serie (flashforward på 5eren).
I denne uge bliver det meget bedre uden svinkeærinder 🙂
Mit eget træningsprogram ligner til forveksling de 2 andres, jeg drikker bare ALDRIG Blå Royal men helst Pale Ale fra Ølfabrikken .. er det virkelig det der gør forskellen ?
Efterskælv
Om en uge skal jeg køre over Alperne, eller mere præcist Dolomitterne, 6 dage, småstier, 350 km og 10.000 hm – og for 2 måneder siden styrtede jeg voldsomt på en hyggetur med to venner. Det er lidt som når nogen vælter brættet, lige inden man er ved at vinde spillet.
Det var et grimt styrt, som kom ud af det blå. Jeg har nok kørt der 25 gange de sidste par år, en smal sti gennem et langt buskads. Den snor sig og er meget smal, så det er ikke usædvanligt at hænge lidt fast eller at styret rammer et eller andet, så man er på vej ud i buskene – men ikke noget farligt. Jeg så den slet ikke, men en kaprifolie-lian fik fat under styret og selv mine godt 100 kg incl. cykel og rygsæk, kunne ikke rive den over. Fra 25km/t til 0 på en halv meter – jeg fortsatte, uden cykel, direkte i jorden. Flækket hjelm, heldigvis ingen hovedskader, men et dislokeret kraveben med 2 sprængte ledbånd.
Sådan en skade kommer man ikke lige over. Rent fysisk gjorde skulderen rigtig nas i mange uger men fungere nogenlunde igen efter et par uger. Helt perfekt bliver den nok aldrig igen, men det værste er næsten det psykiske! At blive fældet som et lyn fra en klar himmel på et sted man anser for at være ufarligt, ødelægger ens tillid til cykling – generelt. Heldigvis var jeg nærmest på vej på sommerferie og i stedet for at køre mountainbike i ferien, kørte jeg landevej og grus. Dels havde jeg svært ved at løfte op i styret og komme over forhindringer, dels var det rart at køre noget andet og “ufarlig”. Og over Dolomitterne kommer man ikke uden træning.
Da jeg 4 uger senere kørte forbi buskadset på den asfalterede cykelsti der løber langs med, reagerede hele min krop! Kroppen husker også og oplevelser sætter sig i den, men hvordan slipper man af med dem igen? Jeg har nu også kørt stien nogle gange på mountainbike og fået checket kaprifolierne. Der er tre, gamle, grimme og rynkede, og de står indenfor 10m – stien er 800m lang. Nu ved jeg de er der, det er da en start.
Det er lidt som at skulle starte forfra at komme igen efter et grimt styrt, og da jeg længe har haft et godt øje til den opdaterede Tallboy besluttede jeg at det ville være en fin ny start at skifte min version 2 ud med den nye 3’er.
Jeg har kørt Tallboy i 7 år på de to første versioner, som er stort set identiske – jeg er nærmest vokset sammen med dem. Version 3 er anderledes, den er slack, længere, tungere, mere trail og skal køres helt anderledes. New school køreteknik, og det skal læres. Det er som at starte forfra, og lige hvad jeg har brug for! Og vi har haft lidt travlt med at lære hinanden at kende, for om en uge skal vi helst være helt fortrolige.
Den gamle mand og Søhøjlandet
Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!
Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!
Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?
Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?
Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.
DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.
Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.
Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.
Når enden er god
Selv efter min erkendelse af at jeg har en WTB-røv, og at alle andre også får ondt i røven af at sidde længe i sadlen, er der stadig plads til forundring. Jeg skiftede fornyelig sadelpind og i den forbindelse kunne jeg pludselig se at rails’ene på sadlen ikke længere var lige! Nu har jeg jo en rimelig kampvægt, selvfølgelig mest pga kameraer i rygsækken, men det var heller ikke den dyre anorektiske udgave, bare en gedigen pro-udgave med almindelige stål-rails. Det er ikke første gang jeg har oplevet det, problemet er bare at jeg først ser det når sadlen kommer af pinden! Og en skæv sadel giver helt sikkert problemer for ryggen.
Alle mine cykler har den samme sadel, WTB Silverado i forskellig udgave, og jeg forsøger at montere dem ens .. og vandret. Den går så heller ikke! På landevejscrosseren besluttede jeg at forsøge med en lidt længere frempind og en lidt lavere montering af racerstyret, for at få en mere udstrakt kørestilling. Jeg har længe syntes at jeg ikke sad helt så komfortabelt på den sadel som på mine mountainbikes, og den ændrede kørestilling gjorde det kun værre. En justering af sadlen til et par grader under vandret gjorde tricket og sadlen virker nu som på de andre cykler.
Det er jo faktisk ikke det store mysterium at forskellig anatomi kræver forskellige sadler og at forskellig kørestilling kræver forskellig sadeljustering. Men det er et mysterium at FitnessDK ikke er klar over det. De har købt nye spinningscykler, Tomahawk IC7, som ud over en glimrende watt-måler og en del designfejl, også har en Q-factor som en enkeltstartscykel .. og monteret dem med en bred blød bedstemor-sadel som man ikke engang har mulighed for at skifte!
100.000 hits!
I sidste uge rundede bloggen 100.000 besøg. Jeg har skrevet 140 indlæg og selvom det er over 4,5 år og der sikker er mange der har klikket skrigende væk, er jeg rimelig stolt. Søgeordene afslører at det nok ikke er alle der har fundet lige hvad de søgte, løsrevet giver søgeord som gummi, latex og røv nogle andre billeder på nethinden end mine indlæg om slangeløse dæk og sadler. Men stadig, der er 100.000 der har været inde og kikke på min nørd-brok-blog, så jeg håber da nogen af dem har kunnet dansk og har læst lidt.
Det skal fejres, og ikke som sidst med vingummibamser på Holtekollen og et total fravær af lykønskere, men med et godt tilbud på min bog “Mtb – mountainbike for novicer og nørder”. Hvis du klikker ind på linket herunder, som kun er aktivt de næste 14 dage, til d. 14/9 2014, kan du købe bogen til rabatpris 185 kr + 5 kr i ekspeditionsgebyr, altså 190 kr incl. moms og forsendelse. Normal butikspris er 249 kr.
Køb “Mtb – mountainbike for novicer og nørder” til RABATPRIS!
Bloggen her er ikke hverken særlig pædagogisk eller specielt instruktiv, jeg skriver om mine egne oplevelser og relativ nørdede overvejelser omkring gear. Bogen derimod er både begynder-venlig, letlæst og inspirerende. Og så er den fyldt med fede billeder .. de ligner så til gengæld dem her på bloggen. Det er i bogen begynderen kan læse om at køre på mountainbike helt fra starten og få gode råd til at komme i gang, og hvor landevejsmotionisten kan hente den viden der skal til for ikke at tilbringe hele vinteren ude på grusvejene, men komme rigtig ind i skoven på sporene. Og der er masser af gode fif til dem der har kørt et stykke tid, og gerne vil lære lidt mere .. eller måske gerne vil en tur til udlandet. Så selvom du har kørt på cykel siden du var 3 år er jeg sikker på du kan lære noget, hvis du ikke har tilbragt rigtig mange timer i skoven.
Potteskår og gummiorme
Det er meget sjældent jeg punkterer, eller i hvert tilfælde at jeg opdager det. Vi kørte H12 fremvisningen i lørdags, mest for hyggens skyld, de fleste af os kender jo ruten .. og dem der ikke gør kommer meget snart til det, på den hårde måde. Men her skete det, jeg kunne både høre og mærke prikket da en spids pind gennembrød gummiet. Lyden af et utæt dæk er ikke til at tage fejl af, men højtryks-hvislen blev hurtigt til små pift med sprøjtende latex. Hullet var lige netop så stort at latexen ikke helt kunne bestemme sig for om det ville lappe det eller ej, så de næste 5 minutter var det periodisk tæt og utæt. Men så holdt det.
Vel inde på storbyens asfalts går det galt igen! Jeg kan se et stort fremmelegeme sidde i dækket, og kan mærke det hver gang hjulet kører rundt. Jeg lader det sidde og håber latexen klarer det til jeg kommer hjem .. og det gjorde det. Da jeg stopper og piller et større potteskår ud af dækket, forlader al luft og latex øjeblikligt dækket. Ingen chance for latex-lapning, men på den anden side holdt det luft til endestationen.
Større huller i tubeless-ready dæk skal lappes på indersiden med en traditionel lap, og det er lidt besværligt. Dækket skal af og renses for latex, på igen og ny latex. Men faktisk kan man også lappe det som man lapper bil og motorcykeldæk, med en gummitråd. Til cykler laver Weldtite nogle fedtede brune gummiorme, som på trods af hvor besyndelige og ulækre de ser ud, virker. Man rasper hullet med en medfølgende fil, hælder lim i hullet og stopper gummiormen i med den medfølgende stoppenål .. og vupti, dækket er klar til at blive pumpet igen. Når man har skåret det overflødige gummiorm af, ligner det en mørkebrun vorte på dækket. Man skal så selvfølgelig også hælde ny latex i, men man behøver ikke afmontere eller rense dækket.
Når jeg får kikket grundigt på dækkene undrer det mig altids hvor mange punkteringer jeg er gået glip af. Mit gæt er at der er mindst 5 selvreparerede småhuller i fordækket og 3 i bagdækket .. men så gik det også galt. Så selvom det er dejlig nemt at fixe en punktering ved at skifte slange, i modsætning til al hurlumhejet med latex, indvendige lapper og gummiregnorme, er det altså ikke 8 gange så nemt.
Skiftemønster .. skifte mønster
Skiftet fra 3×10 til 2×10 foran har krævet lidt tilvænning. Der er gear nok i begge ender, men langt ned fra 36’eren til den lille 22T, hvilket gør at selve skiftet skal bruges anderledes end med 3×10. Ofte skifter jeg samtidig for og bag for at reducere springet i gear. Og i kritiske situationer har skiftet flere gange givet chainsuck!
Chainsuck er normalt noget man får med slidt og beskidt kæde, eller nedslidte klinger, så at det kommer med et helt nyt set-up gav lidt spekulationer. Jeg har før haft chainsuck på 22-klinger, ofte fordi de var af aluminium og derfor trådt i stykker efter få gange i dansk pløre. En stålklinge har altid løst det problem, så det var første skridt, at montere en billig stålklinge på mit dyre nyindkøbte bikeporn Middleburn kranksæt. Men det hjalp ikke.
Næste tanke var at kæden måske ikke blev holdt stram nok, selvom længden er rigtig, og i jagten på en af de nye Shadow+ bagskiftere kom jeg forbi 29er Bike Shop. Christian havde ikke en +skifter, som han heller ikke mente ville hjælpe, men blev ved med at tilbyde at de gerne ville kikke på cyklen for at finde fejlen .. han havde dog ikke umiddelbart en oplagt løsning, bedste bud var en forkert kædelinie. Lettere provokeret gik jeg hjem og kikkede grundigt på kranksættet, kæde osv. .. hvis de skulle kunne diagnostisere fejlen, måtte jeg også selv kunne.
På min Dad har jeg også monteret 2×10, men SLX 24-38 .. og det kører bare. I forbindelse med købet af det dyre Middleburn kranksæt har jeg selvfølgelig researched lidt og fundet ud af at eneste minus kunne være at Middleburn klingerne ikke er helt så avanceret forarbejdet som Shimanos, og derfor måske ikke skifter helt så slick. Shimanos 38T ligner noget der er kommet i klemme i en række standsemaskiner, fyldt med hak, bøj og manglende eller nedfilede tænder. Middleburns 36T er næsten helt glat, med 4 løftenitter .. og der mangler kun et par halve tænder her og der. Eller rettere, der mangler lidt på to tænder for hver kvarte omgang.
Lidt gearskiften med cykel i reperationsstanderen viste hurtigt at Middleburns store klinge ikke slipper kæden lige nemt alle steder, når man skifter! Lidt opfriskning ude på vejen viser at jeg typisk skifter når pedalarmen er omkring kl. 2-3 .. og Middleburn er optimeret til kl. 1 .. og derefter hver 3. time. Og kun der. Shimano er dels langt mere flydende og nok optimeret omkring kl. 2.
Kl. 1 dur ikke for mig, højre fod er ved at træde til .. men måske kl. 4? H12 blev kørt med en ny bevidsthed om skiftemønstre. Det var ikke hver gang jeg ramte kl. 4 præcist, ofte blev den nærmere 5 .. men ikke et eneste chainsuck!
Hvad tid skifter du?
Shaken, not stirred …
H12 var igen en fantastisk oplevelse! Godt selskab, fed rute og flot arrangement. Næsten 12 timer i sadlen gør at man presser citronen helt, og at der også kommer nogle sten ud, som ikke viser sig på en 3-4 timers søndagstur. Noget kommer som en lyn fra en klar himmel, andet er helt logisk og burde være forudset. Så for at dele mine erfaringer, og som en form for huskeseddel til mig selv, kommer her nogle iagttagelser i spredt fægtning.
Store bøffer er ikke godt dagen før! Jeg var alt for tung i maven hele formiddagen .. på trods af jeg havde forsøgt at opløse bøffen i rødvin.
Energidrik er godt, men Cola, Red Bull og Faxe Kondi er en bedre efter nogle timer. Erik Skovgaard Knudsen, som vandt soloklassen, beskriver bla det med mad og drikke undervejs, meget fint på sin blog. Han fik en pizza bragt!
Selv en komfortabel fully som min Tallboy, med ProPedal og kompressionsdampning slået helt fra, kan føles ukomfortabel på en rute med så mange rødder. I soloteltet lå der konstant folk på jorden og strakte ryg, og flere stoppede før tid pga af lænde, røv og rygproblemer. Måske skal man bare køre hurtigere?
Tilfredsstillelsen ved at kunne holde et par eliteryttere bag sig på en nedkørsel eller et kort tricky singletrack, er større end ydmygelsen ved at blive overhalet af kvindelige soloryttere og smådrenge på grusvej.
De farligste på sporet er ikke eliterytterne, weekendkrigerne, motionisterne eller roadierne, som har forvildet sig ind i skoven. Nej det er dem med løbesko og almindelige pedaler! Pedalerne er det ultimative bevis på de har kørt for lidt på cykel.
Man blir i godt humør, og får ny energi, hver gang man bliver overhalet med et “godt kørt”! Det er genialt med et stort S på læggen, så de andre kan se man er solo.
Efter 4 timer besluttede jeg at jeg er blevet for gammel til 12-timers løb. Efter 7 overvejede jeg at stoppe. Efter 10 muligvis at gøre det igen næste år. Og havde man kunnet melde sig til H12 2014 om aftenen, havde jeg været parat .. efter to fadøl.
Det er bare meget sjovere at være en flok, selvom man kører solo.
Næste år? Så har jeg glemt det hele igen.
MTBlog.dk 
1 comment