MTBlog.dk

Egentlig er jeg ikke meget for at køre løb, slet ikke de der spurter på en times tid, men jeg må jo indrømme nogle cykelløb giver unikke oplevelser, specielt de længere løb hvor det i lige så høj grad handler om psyke som fysik. De seneste år har jeg kørt H12 som solorytter, men dels er jeg efterhånden den eneste af vores lille gruppe af halvgamle småsure mænd der gider køre det, dels trængte jeg til at se noget nyt. Bare navnet, Highland Mountainbike Challenge, lugter lidt af en episk udfordring, og så kunne det kombineres med et besøg hos min søster .. læs: overnatning, god mad og support. Brandmanden havde også meldt sig til og straks tilkendegivet at vi da bare kunne sove i ske .. han fik en opredning i entreen!

Inddelt i 6 startgrupper efter egen anslået køretid, står vi næsten 800 klar til start. Nede nær bunden, hvor vi står, er det ikke alle der ser lige velforberedte ud til 100 km med 1400 hm på spor, stier og grus .. og en del landevej, skulle det vise sig. Der er mange hardtails og folk i ren lycra, det er en tendens i hele feltet, noget der måske skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Efter en kort tur ud gennem Silkeborg rammer vi nogle af det bedste spor området kan byde på. En dårlig cocktail af  ikke at have fået splittet feltet op, og folks dårlige køreteknik, gør vi ender med at stå, gå eller snejle os hele sporet igennem. Ærgerligt!

Efter endnu en kort tur gennem Silkeborg, rammer vi et nyt fedt spor. Her går det lidt bedre, feltet er ved at være spredt ud, men hver gang sporet bliver det mindste vanskeligt, går en del i stå! Jeg bliver så desperat at jeg kører langt over evne for at slippe fri, og får da også nogle gode flow-stykker ind imellem. Måske skulle man lave startgrupper efter hvor mange år man har kørt MTB, og ikke efter hvornår man selv estimerer at være i mål?

Da vi begynder at køre langs søerne og have retning mod Aarhus, bliver sporet lettere og så kan alle være med. Det flyder og sporet er fantastisk smukt. Der er dog stadig et par gode stigninger på svær singletrack, hvor det klumper. Da en yngre fyr med barberede ben og fuld Tinkoff uniform ano 2016 meget gerne vil ind i køen foran mig, tænker jeg det nok er rimeligt. Men efter han to gange må af cyklen kan jeg ikke holde et udbrud tilbage. Han smiler undskyldende og siger: sommerdæk! Det er dråben og jeg vrisser: dårlig køreteknik! Vi kører sgu da alle på sommerdæk. Man kunne stramme den og give 10 minutters tidsstraf for hver gang man sætter foden ned?

Her er virkelig smukt, men da jeg er helt op at køre, får den fuld gas i forventning om depot og betalt frokost .. hvor tiden stoppes. Desværre får den tørre bolle mig ikke ligefrem til at falde ned, snarere tværtimod. Så den får fuld gas igen. Nu er det ved at være slut med spor, der er mere og mere grusvej, og jeg begynder også at overveje hvornår festen slutter? Det er ikke gratis at køre over evne, og vi har nu nået distancen for en almindelig søndagstur.

DMI havde en uge inden lover regn, både lørdag og søndag, til gengæld ingen vind, men på dagen er luften bare tung af fugt efter en ordentlig skylle i løbet af natten. Sporene er også tunge, men kun rigtig smattede få steder, men da vi rammer landevejen er der helt tydeligt kraftig modvind! En fully på knoppede dæk er ikke det bedste valg længere, men adrenalinen kører stadig og jeg forsøger at hænge på en gruppe rødtrøjer fra Team Søften. De kører egentligt for stærkt, men jeg er godt klar over at hvis jeg ryger af, bliver det dyrt. Så jeg kæmper sammen med et par andre og den bagerste rødtrøje, for at hænge på. Føringer bliver det ikke til, men jeg yder da mit til at deres bagerste mand også kommer med til næste depot.

Nu er der udsolgt, og jeg ved godt at jeg er nødt til at følge med min nye klub. Heldigvis står Mr. H12, aka Andreas, også i depotet, så vi slår kludene sammen, lige bag de røde. En lang stejl og meget smattet nedkørsel er starten på et kort og total smattet singletrack, og to voldsomme styrt splitter enhver form for gruppedannelse. Ude på landevejen igen, tilbyder en ungersvend fra Tølløse at deles om føringerne, og med krampende ben giver vi den stadig gas mod de sidste 10 km, som er stien langs Brabrand Sø. 5 km fra mål kommer de røde susende bagfra, og jeg må opgive at følge med. Total udsolgt kommer jeg i mål som nr. 301 i tiden 5.46. Der var ikke mere at give af, jeg har i de godt 6 timer jeg har siddet i sadlen, incl. tør bolle, haft en snitpuls på 80% og flere gange været 3 slag fra max.

Hvis man ser bort fra al den ovenstående brok, som var grunden til jeg fik en god tid, var det et fantastisk løb! Episk og uforudsigeligt, velorganiseret og lidt for velbesøgt .. men som Client Eastwood siger: improvise, adapt and survive.